Vi ved godt, at vi ikke må lyve, for så vokser vores næse ligesom i eventyret om den lille trædukke Pinocchio. Men det fine er, at hans næse ikke vokser lige meget, hver gang han lyver. Engang imellem er det nødvendigt at fortælle halve sandheder og hele løgne for at være menneskelig. En nat for ikke så længe siden blev den fedeste, frække løgn min redning, men allermest mit barnebarns. En historie om en flue, som måske var død. Måske ikke.
I min familie har vi altid haft et særligt forhold til fluer, siden min søn som fireårig forarget sagde til mig, da jeg brokkede mig vildt over en stor flue, som var landet på vores søndagssteg:
”Den kan da ikke gøre for, at den er flue!”.
De filosofiske dybder i denne bemærkning betød faktisk, at jeg i lang tid holdt op med at tale ondt om fluer, men blot tavst viftede dem væk. Sådan da. Man er jo ikke nogen helgen.
Men måske gik der en lige linje fra denne hændelse til en sort vinternat i december sidste år, hvor mit mindste barnebarn på tre år satte i et øresønderrivende ulvehyl. Ud af ingenting kom det. Jeg tror, hun havde drømt. Jeg løftede hende op af dynerne og løb ud i badeværelset med hende for ikke at vække hendes storesøster. Jeg vuggede og aede hende, men ingenting hjalp. Den lille pige var utrøstelig og kaldte på sin far og mor, som havde vagt på hospitalet.
Så prøvede jeg et gammelt trick, som jeg havde succes med, da hendes far og hans brødre var små: jeg satte også i et hyl. Ikke sådan et øresønderrivende hyl, men et lille voksen-hyl. Drengene havde siddet på gulvet og hygget sig med nogle biler, men pludselig lå de i en sammenfiltret klump på køkkengulvet og sloges, mens jeg var i gang med at lave middagsmad. Mit diskrete hyl skabte øjeblikkelig stilhed. Drengene kiggede, og vi begyndte at grine. Sejren var min, og jeg kunne lave mad i fred. Overraskelses-momentet virkede perfekt.
Men det var en rigtig dårlig idé at lave genbrug denne nat, for den lille pige græd bare højere og højere, og til sidst hang mine franske nerver i laser. Jeg lukkede dørene ind til storesøster og håbede, at familien ovenpå sov tungt. Jeg er sikker på, at I kender situationen: indvendig siger man: ”Ti nu stille. Jeg kan ikke holde det ud. Nu stopper du”. Udvendig holder man masken, vugger og trøster, mens man tænker ’holder det aldrig op?’.
Jeg kiggede fortvivlet rundt i badeværelset efter hjælp. Hvad kunne jeg finde på? Så fik jeg øje på en lille vinterflue oppe i hjørnet mellem dobbeltruderne, og uden at tænke, sagde jeg skamløst og desperat:
”Se, fluen er flygtet. Den kan ikke holde ud, at du hyler så højt!”
Pigens gråd stoppede på et splitsekund, og hun ville løftes op for at se på fluen, som sad bomstille – måske var den død.
Pigen spurgte:
”Hvorfor rører den sig ikke farmor?”
”Den er nok besvimet på grund af al vores larm”, digtede jeg videre.
”Men så må vi lukke den ud i morgen tidlig, når vi vågner farmor. Lover du det?”
”Ja, det kan du tro”, sagde jeg med fast stemme og puttede pigen i seng, hvor hun sov med det samme.
Men jeg havde et problem, så jeg kunne ikke sove lige med det samme: Hvordan skulle jeg få en død flue til at flyve? Den lille ville opdage mit bedrag næste morgen, og hun var for lille til at forstå, at det var en nødløgn.
Men så skete det utrolige, at fluen var fløjet ud ad dobbeltvinduet, da pigen og jeg kom ud i badeværelset for at slippe den fri. Måske var den bare faldet ned mellem nogle stykker afskallet maling i bunden af vinduet. Den var i hvert fald ikke til at se.
Det var en dobbeltredning. Tak, flue! Du reddede vores nattesøvn til sidst, og jeg blev ikke afsløret som bedrager. Nu bagefter tænker jeg, at det på en eller anden mirakuløs måde kan hænge sammen med den sætning om, at fluen jo ikke kunne gøre for, at den var flue, som hendes farbror fyrede af for meget længe siden. Glad for alle slags levende skabninger, som han var. Selv fluer. I dyrenes Paradis må de have frydet sig, så de nu – mange år efter – sendte hans mor en hjælpende hånd i form af en flue. Eller også er det bare læren fra historien om Pinocchio: at nogle løgne er mere o.k. end andre.