Han var bare tre et halvt år, da hans far blev forsøgt likvideret, men selvom det nu er 75 år siden, kan Leon Frank stadig for sit indre øre mindes sin mors skrig.
”Hun skreg som en gal,” som han siger.
Det næste minde, der bliver kaldt frem på nethinden, er faderen, der ligger på en båre i familiens entré efter at være blevet ramt af otte skud. Resten af det, der skete den 29. november 1944 på Randersvej i Aarhus-bydelen Christiansbjerg, er taget af glemslen. Det samme er begivenhederne den januardag i 1945, hvor Flemming Frank, Leon Franks far, endnu engang var udsat for et likvideringsforsøg. Denne gang mens han var indlagt til behandling på sygehuset i Aarhus. Også det overlevede han. Ligesom han overlevede at blive hentet til afhøring af folk fra den danske modstandsbevægelse den 7. maj 1945 og efterfølgende blive indsat i arresten i Aarhus. Herfra blev han løsladt den 11. september samme år med en erstatning på 4000 kroner, hvilket svarer til 88.000 nutids-kroner.
Cirka her begynder Leon Franks historie om en livsbane, der for altid kom til at hænge sammen med faderens. For én ting er, at Flemming Frank overlevede skudattentaterne og fik en erstatning. Noget andet er, at mistanken om stikkeri blev ved med at forfølge ham som en skygge. Ligesom den kendsgerning, at han i otte måneder var medlem af det juridisk lovlige parti DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti), for altid stemplede ham i manges øjne.
”Den moralske dom er den værste, for den gælder for altid,” siger Leon Frank.
I hans og hustruen Ebbas hjem i et rækkehus i Søften, nordvest for Aarhus, er der dækket op til formiddagskaffe. For Leon Franks vedkommende er det dog hverken kaffen eller rundstykkerne, der har hans opmærksomhed. Det vigtigste for ham er at få fortalt den historie, som har påvirket hele hans tilværelse og stadig gør det. Det har ikke været let for ham at nå dertil, og i den forgangne nat har det været svært for ham at sove. For hvordan vil det, han nu fortæller, blive opfattet? Men nu skal det altså være, har han bestemt. Med et intenst og lettere sørgmodigt blik beretter han roligt og kronologisk og helt uden dramatiske virkemidler om et liv, der kom til at stå i skyggen af faderens Anden Verdenskrigs-historie.
”Da min far blev løsladt, skulle han være renset for mistanken om stikkeri. Men nazismen forfulgte ham og fik stor betydning i årene fremover. For hans medlemskab af DNSAP var jo en stor del af årsagen til likvideringsforsøgene,” siger Leon Frank, der senere, i 1985, har fået Erstatningsrådets ord for, at sigtelsen om stikkeri ikke havde noget på sig.
Flemming Frank blev erklæret 50 procent invalid og gik det meste af sit voksne liv med bandage om livet. Han fik tilbud om at få taget kuglerne ud af kroppen, men syntes, han havde været nok på sygehuset.
I stedet genoptog han arbejdet i sin og hustruens virksomhed, der aftappede husholdningskemikalier og skyllede flasker i fabrikslokaler på Christiansbjerg. De første par år gik det tilsyneladende godt. Han købte to heste og en ladvogn, der kunne transportere varerne, og han havde et par håndfulde mennesker i arbejde. Men økonomien haltede. Virksomheden var på et tidspunkt tæt på konkurs, og faderen greb til at låne penge på det grå marked. Humøret var meget svingende, og Leon Frank og hans yngre søster Karens barndomshjem var blandt andet præget af, at faderen gik i seng hver dag ved 17.30-tiden og stod op igen klokken syv næste morgen. Aftenerne havde de derfor altid alene med deres mor, der naturligvis også var præget af faderens tilstand.
”Vi tog ikke kammerater med hjem, for vi vidste jo aldrig, hvilket humør min far var i,” siger Leon Frank og tilføjer:
”På den måde levede vi som familie ret isoleret.”
Faderens bror og svigerinde hjalp den lille familie med at få styr på økonomien, og det var også broderen, der blev tilkaldt de dage, hvor Flemming Frank i desperation lænede sig lidt for tæt op ad fabrikkens dampkedel. Et af hans mange lydløse råb om hjælp. Broderen og svigerinden tog sig også meget af Leon og hans søster, da de ikke selv har fået børn. Det var derfor også et stort tab for familien, da broderen døde i 1954 kort før sin 50-årsfødselsdag. Det lykkedes dog Flemming Frank at drive virksomheden videre, og fra den efterfølgende periode husker Leon Frank særligt én begivenhed:
”Vi rejste til København for at besøge et flaskeskylleri. Ejerne var jøder. De inviterede på kaffe, og ved kaffebordet sagde indehaveren til min far: Frank, hvis De havde gjort det, De fik skyld for under Besættelsen, så sad vi ikke her sammen.”
Da Leon Frank var omkring 15 år, var den igen gal med økonomien. En sag, hvor faderen solgte en bil, som der var gjort udlæg i, endte i retten, og Flemming Frank blev idømt en straf på 50 dages hæfte.
”Da min søster og jeg hentede ham fra fængslet i februar 1960, sagde han til mig: ’Leon, nu sørger du for aldrig at komme i fængsel. Og hold dig fra politik. Jeg mener at have siddet inde to gange for noget, jeg ikke har gjort.’”
Leon Frank har aldrig været i fængsel eller været medlem af et politisk parti. Til gengæld havde han som yngre ikke den helt store bevægelsesfrihed. Med faderens tilstand og situationen i familien følte han et ansvar for at blive hjemme og tage del i virksomhedens drift. Selv da han skulle aftjene sin værnepligt, kom han ikke udenbys, for faderen bad ham om at søge om at blive i Aarhus, så han samtidig kunne hjælpe til derhjemme. Det blev til, at Leon Frank aftjente sin værnepligt på Langelandsgades Kaserne midt i Aarhus.
”Efter værnepligten ville jeg dog gerne prøve noget andet, så jeg søgte og fik arbejde i et dækfirma i nærheden. Jeg blev dog boende hjemme. En dag, få måneder efter at jeg var begyndt på det nye arbejde, sad min far ude ved dækkene og ventede på, at jeg skulle komme tilbage efter frokost. Han sagde: ’Min krop er slidt op. Vil du ikke komme hjem og hjælpe os?’. Jeg gik med det samme hen til forretningsføreren og sagde op,” fortæller Leon Frank.
Faderens helbred blev gradvist værre, fysisk var han mærket af kuglerne i kroppen, og psykisk blev han også mere og mere svækket. I marts 1971 døde Flemming Frank, 60 år gammel. Da var Leon Frank 30 år. Sammen med sin søster og mor afviklede han familievirksomheden i 1974, og de søgte ud i andre erhverv.
Nu skulle man så tro, at alt kunne blive, om ikke godt, så i hvert fald normaliseret for Leon Frank. Men som alle ved, er fortiden en del af både nutiden og fremtiden. Og når Leon Frank har besluttet sig for at fortælle sin historie nu, er det, fordi han vil have det gjort, før han skal herfra. Historien tjener nemlig ikke kun som et bagtæppe til at få ham til at forstå sin egen tilværelse, den kan også hjælpe andre til at forstå, hvad det vil sige at leve med en moralsk dom.
”Hvis min far ikke havde overlevet de to likvideringsforsøg, så havde vi tilhørt den gruppe, der var stemplet som familiemedlemmer til stikkere. Hans sag blev kun undersøgt, fordi han overlevede, og dermed er vi naturligvis heldigere stillet end så mange andre. Problemet er bare alt det usagte, som kom til at isolere vores familie,” siger Leon Frank.
Han kan blandt andet huske enkelte episoder fra sin barn- og ungdom, hvor mennesker er kommet med antydninger om hans far, men ingenting er blevet sagt direkte, og derfor har det heller ikke været muligt at komme med modsvar.
”Når jeg tænker tilbage, så kan jeg jo godt huske, at der hele tiden lå noget og ulmede, som alle vidste, men som der aldrig blev talt om til andre. Det var kun min far, mor og os to børn, der kunne tale om, hvad der var sket med min far under krigen.”
Da hans søster Karen døde for et år siden, kom han ved begravelsen til at tale med en kusine. De to begyndte efterfølgende at sende mails til hinanden om, hvad de hver især kunne huske fra deres barndom, og det gav Leon Frank det sidste skub til at stykke den historie sammen, som han her har fortalt. For set i bakspejlet kan han udmærket se, at han også selv har haft meget svært ved at tale om sin far og sin egen ungdom til andre end den nærmeste familie.
Eftervirkningerne af det, der skete for nu 75 år siden, har dog været tydelige for ham.
”Jeg har været mere forsigtig, og ja, hæmmet i mit liv end de fleste,” siger Leon Frank og kigger over på sin hustru, der nikker samtykkende.
”Min nervøsitet og forsigtighed har sommetider været svær for Ebba. Eksempelvis når det gælder pengesager eller andre store beslutninger.”
Leon Frank har i sit voksenliv også haft det svært med den stigmatisering, der opstod efter nazismen og Anden Verdenskrig.
”Der er absolut ingen undskyldning for, hvad nazisterne gjorde. Men der var altså også mennesker som min far, der måske kortvarigt sympatiserede med nazismen, men ikke var forbrydere. Han var kun medlem af partiet i otte måneder og meldte sig ud i juni 1943, men blev alligevel forsøgt likvideret og moralsk dømt.”
”Altid tænke derpå, aldrig tale derom. Sådan var min fars liv og til dels også mit eget. Men det skal være slut nu.”