En pause fra højhastighedssamfundet kan være frugtbar

Antallet af aktiviteter i kalenderen er skåret ned, og mange oplever en mindre hastig hverdag end før coronakrisen. Det medfører stor frustration, men kan også blive en mulighed, mener sognepræst. Et langsommere liv vil dog næppe få varigt tag i vores civilisation, siger professor

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

I påsken sendte forfatter Suzanne Brøgger et gækkebrev til P1’s lyttere.

”Jeg tilhører selv målgruppen af sårbare, som tilværelsen nu vil gøre det af med ved hjælp af en lille infam duplikator kaldet covid-19, men nyder coronadagene, for jeg har fået min ungdom tilbage. Den fred og det langsomme tempo, jeg mindes fra gamle dage, og som giver tiden rumklang,” skrev hun blandt andet i gækkebrevet, som blev læst op i programmet P1 Direkte.

Mens nogle danskere kunne genkende glæden ved at være tvunget til at leve langsommere, blev andre harme. Hvordan kan hun tillade sig at glæde sig over sin egen livsomstændighed, når mennesker verden over dør, og økonomier kollapser?, lød nogle af indvendingerne på sociale medier.

Den efterfølgende debat uagtet er der ingen tvivl om, at mange danskere i forbindelse med coronakrisen har oplevet, at deres højhastige liv blev tvunget ned i tempo. Spørgsmålet er, hvilke indsigter et langsommere liv har givet, og hvad vi kan tage med os videre, nu da samfundet gradvist åbnes.

”Coronakrisen er en kold tyrker for hastighedssamfundet,” siger Finn Thorbjørn Hansen, der er professor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet, og som blandt andet har skrevet bogen ”At møde verden med undren”.

”Pludselig står man derhjemme og kan ikke gøre alt det, man plejer at gøre. Hvad stiller man så op med sig selv?”, spørger han og svarer selv:

”Den rastløshed, der driver hastighedssamfundet fremad, har skabt en form for ydrestyrethed. Men den her pause kan åbne for mere indre styring hos det enkelte menneske, fordi vi nu får tid til at stoppe op og opdage, hvad vi i grunden dybest set har kært i vores liv.”

Finn Thorbjørn Hansen ”håber inderligt på”, at coronakrisen på trods af tragiske konsekvenser også vil føre noget positivt med sig – nemlig det, han kalder ”væredygtighed”.

”De gamle keltere talte om såkaldte ’thin places’ – altså tynde, transparente steder, hvor der skulle være en særlig tynd membran mellem himlen og jorden, mellem det guddommelige og det jordiske i livet. Måske har coronakrisen og temposkiftet hjulpet os til bedre at få øje på ’the thin places’ i vores egne og det fælles liv, vi har sammen, hvor netop det allermest meningsbærende træder frem. Måske vil vi opleve en sjælelig eller eksistentiel opvågnen til det underfulde i vores liv, fordi coronaen sætter os på pause,” siger han og fortsætter:

”Det er banalt, og så alligevel ikke. Jeg har for eksempel opdaget, hvor meget det i grunden betyder at kunne give mine voksne sønner et bjørneknus – for det kan jeg jo ikke nu. Min krop skriger efter det! Den slags erkendelser opstår altså ikke, når tilværelsen løber for hurtigt og ligesom er ’ude af takt’ med livet,” siger Finn Thorbjørn Hansen.

Lige nu vil de fleste dog nærmere forbinde det med frustration end glæde, at antallet af aktiviteter i kalenderen er blevet beskåret heftigt. Det vurderer Vibeke Houmøller, der er sognepræst i Sankt Lukas Kirke i Aarhus, og som tilbyder bibelmeditationer og holder foredrag om stilhed og retræte.

”Det er ikke så enkelt at gå fra højhastighed til langsomhed eller fra larm til stilhed. Det koster frustration på vejen derhen, og nogle vil måske aldrig finde glæde ved det langsomme og stille liv. Men jeg tror, der er meget godt at hente, hvis man kan favne det i en eller anden udstrækning. For nogle vil der være en oplevelse af et guddommeligt nærvær i det langsomme eller stilheden, men for de fleste af os vil det nok nærmere være en erfaring af ro og accept af livet, som det nu engang er, der kan dukke frem,” siger hun.

Et langsommere liv kræver også, at det enkelte menneske kan hvile i at gå glip af noget og i ikke altid at være virksom, siger hun.

”Det er et voldsomt pres at lægge på os selv, at vi hele tiden skal præstere og være nyttige, smukke, interessante og dybe. På en hård måde lærer alle vi, der er hjemsendt fra arbejde eller ikke er i arbejdsalderen, at vi ikke altid kan udrette så meget, som vi gerne vil. Det kan der være en sund læring i,” siger Vibeke Houmøller.

Det er dog ikke alle, der genkender oplevelsen af, at livet er blevet langsommere. Rasmus Willig, der er lektor i sociologi ved Roskilde Universitet, oplever ikke, at hverdagen er mindre hektisk i coronatider – den er bare hektisk på en anden måde.

”I går havde jeg for første gang i den her måned to timer alene, og dem brugte jeg på at ringe til min mor, som sidder i sit sommerhus. Det kan være, vi får nye indsigter i glæden ved et langsommere liv. Men der er jo også den mulighed, at det bare er virkelig kedeligt at være indespæret i sit hjem, og at det bliver godt, når det er overstået,” siger han.

Når vi indtil nu har levet i et samfund præget af høj hastighed, skyldes det ifølge den franske filosof Paul Virilio (1932-2018), at ønsket om hastighed er en uomgængelig drivkraft i civilisationshistorien. Det fortæller danske Niels Brügger, der er professor i medievidenskab på Aarhus Universitet, og som i forskningsøjemed har beskæftiget sig med Virilios tankegods.

”Hans tese er, at rigtig meget i vores liv er drevet af ønsket om øget hastighed, og vi forsøger at accelerere alle de dele af vores liv, som overhovedet kan accelereres. Den eksistentielle fare er en konstant stress-situation, og derfor ser vi også hele tiden modreaktioner på det højhastige samfund. Som når mennesker insisterer på at skrive breve i hånden i stedet for at lave videoopkald. Men modreaktionerne kan ses som nicheaktiviteter – de tegner ikke civilisationshistorien.”

Niels Brügger peger på, at vi lige nu oplever et enormt socialt eksperiment, som vil vise, om mennesker ændrer vaner.

”Man kunne håbe, at coronakrisen vil få os til at skabe flere rum i hverdagslivet for langsomhed. Men jeg frygter, at det kun vil ske for en kort periode, hvorefter vi falder tilbage i de normale vaner.”

I næste uge skulle Niels Brügger have været til et seminar i København, som nu er blevet til et videoseminar i stedet.

”Nu sparer jeg en dags transporttid, men den nyvundne fritid kommer jeg jo ikke til at bruge på at slappe af. Den bruger jeg på noget andet produktivt. Og det passer i virkeligheden meget godt med Virilios tese om, at vi ikke kan lade være med at øge hastigheden. Måske kan det gå for enkeltindivider, men for langt de fleste og for civilisationen som helhed tror jeg desværre ikke, langsomheden vil blive mere end et nichefænomen.”