Prøv avisen

Jeg skulle aldrig have undersøgt mit slægtskab til Luther

Ak ja, sådan gik det til, at et besøg hos onkel Morten ødelagde en god familiehistorie om Luther. Foto: Hendrick Schmidt/AP

Vores families rødder gik tilbage til reformatoren Martin Luthers søster, indtil onkel Morten kom på banen, skriver journalist Henrik Hoffmann-Hansen

Det har været en rigtig god historie i familien. At der på min mødrene side findes en slægtstavle, som fører vores families rødder tilbage til – om ikke reformatoren Martin Luther selv – så dog hans kødelige søster. Eller rettere en af dem, for han havde tre, der levede længe nok til at stifte familie.

Det har kunnet give en vis opmærksomhed, især da jeg som udvekslingsstudent på en luthersk highschool i USA for mange år siden skulle skrive en rapport om min families historie. En direkte efterkommer af Luthers forældre – ikke nogen dårlig historie i et land, hvor de færreste kan føre deres rødder mere end tre-fire generationer tilbage.

Nu er det som bekendt 500-året for Reformationens spæde begyndelse, da Martin Luther slog sine 95 teser mod afladshandelen op på porten til slotskirken i Wittenberg, hvilket han måske i virkeligheden slet ikke gjorde, men det er en anden historie.

I anledning af jubilæumsåret blev der i foråret arrangeret en slags pilgrimsrejse fra vores lokale sognekirke og provsti, og den chance for at besøge ”onkel Mortens” hjemstavn kunne min bedste halvdel og jeg selvsagt ikke lade gå fra os. Ovenikøbet fik vi mulighed for at invitere et amerikansk luthersk præstepar med på turen, som vi har kendt i snart 40 år. Vores amerikanske præsteven havde en plan om at slå yderligere fem teser op på døren, da 95 er sådan et skævt tal, som for eksempel konfirmander har svært ved at huske, anførte han.

Det skulle dog vise sig lettere sagt end gjort, da døren i dag ikke er den oprindelige af træ, men derimod en af bronze fra 1858.

Turen blev alligevel en mægtig succes, men også en kilde til uventet anfægtelse. På vej til Wittenberg besøgte vi blandt andet hans fødehjem i Eisleben, hvor hele familien Luther (eller Luder, som den egentlig hed) var afbilledet på et stamtræ. Inklusiv hans søskende. Med andre ord stod jeg her foran et portræt af min tip-tip-tip-tip... tipoldemor fra 1500-hvidkål. Men hvem af de tre søstre, Margrete, Maria eller Dorothea, var det egentlig? Med skam at melde stod det ikke helt klart i min erindring.

Så efter at vi kom hjem fra turen, satte jeg mig for at grave papirerne fra kælderen frem. Min far var ivrig amatørslægtsforsker på sine ældre dage og har efterladt os en bunke ringbind med familiens krønike. Det lykkedes mig også at finde papirerne med Luther-forbindelsen.

I korthed skal vi tilbage til en kammerskriver, Thor Stenzel Dalberg, født i 1763 og senere gift med Frederikke Catharine Adelgunde Amundin.

Hendes mor var Gundelle Monrad, og med navnet Monrad åbner sig en genealogisk guldgrube. Alle Monrad’er i Danmark og Norge nedstammer nemlig fra en Johannes Davidsen Monrad, der kom til Als fra Tyskland i 1589. Det har en i øvrigt kontroversiel slægtsforsker ved navn Sixten Otto Brenner gjort rede for i et genealogisk tidsskrift fra 1970.

Angiveligt var det Johannes Davidsen Monrads farfar, Jacob Monrad, som skulle have været gift med Luthers søster, Elisabeth, og endda have været medunderskriver på den augsburgske bekendelse, Confessio Augustana.

Er der noget, journalister afskyr, er det at ødelægge gode historier. Vi taler om at researche historier ihjel. Ikke desto mindre begyndte jeg at søge på internettet, og det skulle jeg nok ikke have gjort.

Martin Luther havde nemlig ifølge de mest pålidelige kilder slet ingen søster ved navn Elisabeth. Hans kone Katharina hed oprindeligt Von Bora til efternavn, og det samme gjorde vores Elisabeth muligvis også. Dermed kunne hun i teorien have været en søster til Luthers kone. Men søster til ham selv var hun altså næppe. Det ville decimere slægtsskabet med Luther fra en tiptip... tiponkel til en tiptip... tipsvoger.

Problemet er imidlertid, at selv Jacob Monrads familiære forhold er, for at sige det mildt, uklare. Ingen Jacob har underskrevet Confessio Augustana, og om han, der var præst i Goslar, virkelig var far til en David Monrad syd for Flensborg og dermed farfar til den nævnte Johannes Davidsen Monrad, fortaber sig desværre lidt i spekulationer. Men han kunne godt have været det...

Ak ja, sådan gik det til, at mit besøg hos onkel Morten ikke alene ødelagde en god familiehistorie. Den blev også en personlig påmindelse om, hvor let vi har ved at tro på en skrøne, hvis den kan kaste lidt glans over vores egen trivielle fortælling. Med lidt god vilje kunne det dog desuden være et hint om Luthers anliggende. Nemlig at hverken gode gerninger, stolthed eller fine slægtskaber bringer os tættere på Gud. Det gør alene nåden.