En af de største oplevelser, jeg har haft, fandt sted en sommer for tre år siden, hvor jeg lige havde mødt min nuværende kæreste. Han var analysechef i tænketanken Cevea, og jeg tror, vi havde kendt hinanden i to uger, da han skulle med nogle venner og kolleger til Tyskland for at studere det tyske socialdemokratiske parti. Alligevel spurgte han, om jeg ville med, selvom vi kun havde kendt hinanden i så kort tid.
Med cirka en uges varsel rejste jeg. Jeg kan huske, at jeg var i gang med at læse ”Luft under vingerne” af Erica Jong, som handler om frigørelse og paradokset mellem at følge sine impulser og tænke langsigtet parforholdsmæssigt. Jeg lider også af flyskræk, så jeg skulle mange overvindelser igennem, da jeg tog af sted. Min kæreste og hans venner havde allerede været væk i en uge, da jeg rejste en fredag eftermiddag for at mødes med dem. Vi var vel en gruppe på 10, og jeg kendte ingen.
Da jeg ankom, var det bare det vildeste sommervejr i Berlin. Alt var fuldstændig mørkegrønt, og jeg havde tasken fyldt med sommerkjoler. Vi boede på hotel sammen, og de viste sig at være de sødeste mennesker. Jeg kom jo udefra og er selv ret apolitisk, men den oplevelse har givet mig en evig fascination af min kæreste og hans miljø. Jeg blev faktisk ærgerlig over, at jeg ikke var blevet introduceret til partipolitik noget tidligere og det unikke fællesskab og venskab, man har i kraft af sin ideologi.
Vi var sammen med politikere, som jeg til hverdag ville interviewe. Jeg fik et indblik i, hvor meget deres politik betyder for dem, og hvor vigtig og stor en del det er af deres liv. Det er ikke bare et arbejde. Man står op og har et klart formål med sin hverdag – at kæmpe for sit parti, for hvad det står for, og for at det bliver større. Det er en fantastisk forenkling i ordets bedste forstand af min måde at anskue verden på.
Om dagen var min kæreste og hans venner tit til noget fagligt, for eksempel på den danske ambassade. Det betød, at jeg havde tid til mig selv i Berlins hedebølge. Jeg er en rekreativ type og skal gerne have meget tid omkring hver hændelse for at fordøje den. Når de så var færdige, mødtes vi for at tage ud at spise eller gå lange ture i de kæmpestore grønne parker.
Om aften festede de som ingen andre, jeg havde mødt. Jeg kunne slet ikke være med. Men jeg var det alligevel. Jeg kan huske, vi var på en slags ”svedediskotek”, hvor konceptet var, at der blev skruet helt op for temperaturen, så der var omkring 40 grader. Så dansede og svedte man i varmen med sæbebobler over det hele. Det var så grænseoverskridende en måde at være sammen med 10 fremmede mennesker på – helt svedig til solen stod op, og vi kom ud i den kolde morgenluft.
Vi var væk i fire dage fra fredag til mandag, og jeg skulle direkte på arbejde, da jeg kom tilbage. Jeg har sjældent festet to dage i træk, og vi var ude tre aftener. Jeg har altid været ret pligtopfyldende, ordentlig og skaber utrolig meget luft omkring mine planer og aftaler. Pludselig var det bare så befriende at tage direkte på arbejde. Jeg følte mig virkelig vild, da jeg mødte ind mandag morgen. Det havde været et kæmpe eventyr.
Det var en introduktion til min kæreste, som fik mig til at se sindssygt meget op til ham. Og jeg lærte, at nogle gange skal man virkelig tage de chancer, der bliver en tilbudt og tvinge sig selv til at træde ud af sin komfortzone. Jeg mærkede, at det kan man godt, uden at der sker én noget ondt.
