Prøv avisen
Spørg om livet

Lykken har tilsmilet Christa, efter hun blev skilt fra sin utro mand gennem 30 år

Christa blev skilt for 20 år siden og kan i dag se tilbage på et langt, men svært ægteskab. Hun glæder sig over på ny at have fundet kærligheden. Modelfoto.

Christa blev skilt for 20 år siden og kan i dag se tilbage på et langt, men svært ægteskab. Hun glæder sig over på ny at have fundet kærligheden

Kære brevkasse

Tak for jeres gode brevkasse, som ofte tager ting op, som jeg føler er relevante i forhold til mit liv. Efter cirka 30 år i et ægteskab, som for mit vedkommende blev indgået alt for tidligt og nærmest som en flugt fra min mor, som aldrig var i stand til at vise kærlighed til andre end min far, valgte jeg efter mange års overvejelser at blive skilt. Mine forældre var flittige og arbejdssomme, og min far var i lange perioder fraværende på grund af sygdom.

Jeg var en meget naiv og forelsket ung pige, som slet ikke så tegnene på, at den mand, som jeg besluttede skulle være min for livet, var en løgner og bedrager. I dag synes jeg, at mine forældre ikke var særlig gode til at rådgive mig, sikkert af flere forskellige grunde. Når det tog mig så lang tid at beslutte mig for skilsmisse, var det først og fremmest, fordi jeg foran alteret havde lovet troskab i medgang og modgang, som man jo gør. Desuden var jeg stædig og ville ikke give op.

Jeg prøvede en gang at tale med min far om en eventuel skilsmisse, og han gjorde mig det klart, at så var jeg ikke hans datter længere, og det var jo ham, der elskede mig.

Alle disse år med utroskab, løgne og penge, der aldrig slog til, klarede jeg kun, fordi jeg havde mit arbejde, som jeg var dygtig til og glædede mig til hver eneste dag.

Det gav mig selvværd og gjorde, at jeg kunne leve med anklager om, at jeg var paranoid og meget andet. Desuden var det aldrig gået økonomisk uden min indkomst, selvom det heller ikke var nemt.

Da jeg endelig besluttede, at det måtte blive en skilsmisse, kunne ingen forstå det, ”for vi havde det jo så godt”. Gennem alle årene var jeg altid loyal over for min mand og omtalte aldrig mine genvordigheder for nogen overhovedet. Også børnene, som var voksne, var lamslåede. Det tog meget lang tid, før nogen af børnene havde lyst til at høre om, hvordan livet havde været for mig.

Det blev jeg hurtigt klar over, og det er så kommet i forskellige tempi til de forskellige børn, måske har de også talt sammen om det. I hvert fald kunne jeg mærke, at jeg ikke skulle forcere fortællingen om virkeligheden, men efterhånden er de nogenlunde opdaterede, men det har taget lang tid. De siger stadig her 20 år efter skilsmissen, at de havde en dejlig barndom.

I begyndelsen var de vrede på mig, og i det hele taget kom jeg ud for, at mange tog afstand fra mig – det tyndede ud i venneskaren. Men jeg var lykkelig, og skidt med, at jeg kom i Ribers og ikke havde kongens mønt, for jeg fik gældssanering. Jeg hæftede jo også for vores fælles gæld. Min tidligere mand var holdt op med at arbejde for længe siden, han orkede faktisk ikke rigtig at arbejde og skiftede tit arbejdsplads af forskellige grunde, som jeg aldrig helt fandt ud af, og en dag var der ikke mere arbejde til ham.

Efterhånden er det gået op for vores børn, at deres far i virkeligheden var en noget anden mand, end de troede, men han er jo stadig deres far, og det er der ikke ændret ved, omend det somme tider er noget besværligt for dem. Han er også over for dem usandfærdig, men nu kan de gennemskue det. Jeg har i mange år ment, at det var patologisk, dette at lyve helt uden grund og vinding, men bare for at gøre sig interessant. Jeg kan kun lige akkurat holde ud at være sammen med ham, og det er jeg jo en gang imellem med fælles børn og børnebørn.

Til slut vil jeg fortælle, at jeg er blevet gift med en dejlig mand, som jeg – og mine børn – har kendt siden ungdommen. Lykken har smilet til os, efter at vi begge var alene i nogle år, og vi nyder livet sammen og nyder i høj grad at være sammen og at være elskede. Min pointe er, at det, som er vigtigt for mig i forhold til børnene, ikke nødvendigvis er vigtigt for dem – de fremhæver alle ganske ofte, at de havde en dejlig barndom, og det er for dem hovedsagen.

Venlig hilsen

Christa


Kære Christa

Tak for dit brev, som lægger sig i forlængelse af sidste uges brevskrivere, hvor det også var utroskab og løgne, der til sidst tog livet af ægteskabet. Du stiller ikke noget spørgsmål, men vi bruger anledningen til at kommentere enkelte ting i dit brev.

Når man som du nu ser de lange linjer og måske finder advarselslamper, der blev overset, er det ikke en opfordring til selvbebrejdelse, men mere til barmhjertig forståelse og lærdom. Du nævner for eksempel, at du godt kunne have tænkt dig en god rådgivning fra forrige generation. Det tror vi, at mange unge både har behov for og kunne trænge til. Men det forudsætter altid, at der er et godt forhold i forvejen, så der på en måde er en frekvens at snakke sammen på. Og det begynder næsten altid med, at man som forældre er lyttende og spørgende.

Vi kan se, at du er vokset op med nogle store savn af kærlighed fra din mor, og at din far også var fraværende i lange perioder. Når unge lever med sådanne store indre mangler, som var din livsverden dengang, ses det ofte, at den stormende forelskelse kan være en slags bedøvelse af en indre smerte og give en ukritisk tiltro til, at alt det gode nu kan fås hos den pågældende, mens unge, som vokser op i tryghed og med rimelig godt selvværd, nok ikke i samme grad bliver forblændet af egne stærke følelser.

Du nævner også, at ægteskabsløftet om troskab i medgang og modgang holdt dig fra at lade dig skille. Et sådant løfte ønsker vi ikke at afsvække, tværtimod kan det være godt at minde sig selv om at være meget tålmodig og holde ud, når modgang, sygdom og andre svære ting møder en i ægteskabet. Men det har for os at se aldrig været tanken, at utroskab, løgne eller for eksempel vold af nogen slags kan regnes med under betegnelsen ”modgang”. Sådanne ting er tværtimod en måde aktivt at ophæve fundamentet for et ægteskab på. Og den, som udsættes for det, skal støttes i at søge afstand og tage vare på sig selv og støttes i muligheden for skilsmisse.

Du nævner også, at dine voksne børn kan snakke om, at de har haft en dejlig barndom, samtidig med at de nu som voksne godt kan gennemskue og forholde sig til deres fars fortsatte omgåelse af sandheden. Du minder os på en god og moden måde om, at vi alle sammen ser tingene ud fra vores eget perspektiv, og at det er vigtigt at respektere hinandens udsigtspunkter.

Og så er det en glæde at læse, at du har fået en ny ægtefælle, som du samtidig har en historie sammen med. Det er nok rigtig godt for dig – og for dine voksne børn.

Mange hilsener