Historien om Margrete Auken og Erik A. Nielsens lange, fælles liv er en fortælling om at blive forbavset. Og om ikke at holde op med at blive forbavset over den, man er gift med. Eller som han udtrykte det, da han for nylig holdt tale for sin guldbrud:
”Nu, da vi har været gift med hinanden i 50 år, så tør jeg vist godt indrømme det: Du var ikke den pige, jeg drømte om, før jeg blev gift.”
Han gør holdt i sin gengivelse af talen og indskyder en bemærkning om, at det jo godt kunne lyde som en nedslående indledning til en guldbryllupstale. Men da han lidt efter fortsætter gengivelsen, forstår man, at det ikke er tilfældet:
”Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at man kunne møde sådan en som Margrete. Margrete har hele tiden overrumplet på alle mulige måder.”
Denne sommer er det 52 år siden, de mødte hinanden. Erik A. Nielsen var flyttet ind på Borchs Kollegium i det indre København og var ved at skrive en bog, som voldte ham store kvaler. På kollegiet kom han til at bo over for stud.theol. Johannes H. Christensen, som Margrete Auken var venner med. Gennem den fælles ven lærte de hinanden at kende. Da hun skulle fejre sin 22-årsfødselsdag, inviterede hun en håndfuld venner til middag. På gæstelisten var både Johannes H. Christensen og Erik A. Nielsen.
Margrete: ”Ved kaffebordet sidder Erik og jeg over for hinanden, og jeg har hikke. Så laver Erik sit livs brøler eller lykketræf. Han siger, at han vil give mig 10 kroner, hvis jeg kan hikke en gang til.”
Erik: ”Jeg har dårligt sagt sætningen færdig, inden Margrete siger hik, og så måtte den fattige student op med en 10-kroneseddel.”
Hun stak sedlen i sin bh og glemte alt om den, til hun klædte sig af senere den aften.
Margrete: ”Jeg tænkte, at jeg ikke kunne være bekendt at plyndre en ung, fattig student, fordi han lavede den brøler, så næste dag var jeg forbi hans værelse på kollegiet og afleverede pengene.”
Erik: ”Og så lå Sorteper hos mig. Jeg inviterede hende ud, og vi gik i biografen og så John Fords ’The Rising of the Moon’, som er en vidunderlig fim at holde i hånden til, og så begyndte det nok der. Jeg havde siddet fordybet over en bog, som jeg tænkte var noget hø, og trængte til ikke at være alene, og Margrete var ikke ret tilbøjelig til at lade mig være alene. Hun var en skøn forstyrrelse.”
De blev par til fleres forbløffelse.
Margrete: ”Erik var ikke særlig fiks med sine store hornbriller og brylcreme i håret. Men så fik jeg ham malet og tapetseret.”
Erik: ”Jeg har hørt det så mange gange, så nu gider jeg ikke kommentere. Men det er rigtigt: Hun fik lagt min frisure om, og så kunne alle se, hvad det var for et kup, hun havde gjort. Vi var sådan et par, som man ikke ville forvente opstod. Jeg husker, min kusine sagde, at hun ikke havde regnet med, at artige fætter Erik skulle gifte sig med sådan en skrubbenollike som Margrete. Men det viste sig ikke at være helt dårligt.”
Der gik ikke længe, fra de flettede fingre i en nu hedengangen biograf på Frederiksberg, til de besluttede sig for, at det skulle være dem. Hvad gjorde dem så sikre?
Erik: ”Det er jo altid et indviklet mønster, men en af de ting, som tidligt var mellem os, var nogle meget intense diskussioner om teologi.”
Margrete: ”Vi var begge optaget af det, vi beskæftigede os med, og vores emner var beslægtede.”
Et vigtigt fælles rum for dem og mange andre i deres generation af teologer og litterater var Studenterkredsen i Vartov i København. De beskriver det som et sted med fut i, som fremmede gode diskussioner. Men også mellem de to opstod et værdifuldt rum, hvor ting kunne udvikle sig og vokse. Margrete Auken voksede op i et grundtvigsk miljø, men i studietiden blev hun optaget af en venstreorienteret, tidehvervsk kristendomsforståelse. Da hendes mor, overlæge Kirsten Auken (1913-1968), fik kræft og døde, konstaterede Margrete Auken, at hun ikke kunne bruge den abstrakte teologi til noget.
Margrete: ”Det hele brasede sammen for mig, og der var ikke nogen trøst i den teologi, jeg stod med. Men efter næsten et års krise kom jeg til at skrive speciale om Jakob Knudsens romaner og den erfaringsbaserede teologi og landede måske der, hvor jeg er nu. ”
Erik: ”Du stod med et tomrum efter Tidehverv, og din interesse for Jakob Knudsen førte dig lige over i det, jeg arbejdede med, og vi fik et stort fælles område, som er en teologisk, politisk og kirkepolitisk samtale, der aldrig er ophørt.”
Margrete Auken holdt også en tale til sin guldbrudgom. Hun lagde vægten på Erik som far.
Margrete: ”Erik er så udpræget en far. Det er da et vidunderligt ideal for en voksen mand og en hædersbetegnelse, som ikke nødvendigvis hænger sammen med at have børn.”
Erik: ”Jeg tog det som dagens guldmedalje.”
Hun talte også om lykken ved at have en god kammerat i ægtefællen.
Margrete: ”Jeg synes, det fineste, man kan sige om et menneske, er, at han er en god kammerat. Det er et menneske, som tager sig af og har opmærksomhed. Jeg roste også Erik for den tryghed, det giver, at han ikke føler sig truet på sin mandighed af at have en stærk kone. Det så jeg i mine forældres ægteskab, hvor min far støttede min mor. Og det får jeg selv lov til at opleve. Erik har været med hele vejen og haft det fint med at være en jævnbyrdig legekammerat.”
Erik: ”Når Margrete og jeg har kunnet holde sammen, er det også, fordi vi har været velsignet. Vi har ikke haft kæmpe katastrofer i vores liv. Hun har fået masser af politiske platforme, og jeg har fået skrevet de bøger, jeg gerne ville. Det er ikke noget, man kan planlægge, og det kunne være gået fuldstændig anderledes. Der er meget at være taknemmelig for.”
Margrete: ”Ja. Hvis man tænker et ægteskab baglæns, vil man næppe turde gå ind i det, for man kommer til at fylde så meget i hinandens liv, og her har det da haft en betydning, at Erik og jeg har været usandsynligt privilegerede på mange måder.”
De fik deres to første børn, mens de boede på Borchs Kollegium. De blev på kollegiet så længe, det var muligt, inden de købte den rødstensvilla i Valby, hvor de siden har boet.
Erik: ”Fra et meget tidligt tidspunkt handlede vores forhold ikke kun om forelskelse, og hvad deraf følger, men det vendte sig hurtigt ud mod en række praktiske opgaver samt deltagelse i offentlige og halvoffentlige diskussioner.”
Margrete: ”Da børnene var helt små, var det Erik, som stod op om natten og skiftede dem, inden han vækkede mig, så jeg kunne amme. Det blev i høj grad Erik, som fik det nære forhold til børnene, hvilket blev en stor rigdom for os alle.”
Erik: ”Bortset fra forbindelsen til min guldbrud, har forbindelsen til mine børn været mit livs største glæde. Det var ikke en overraskelse, at det var skønt at blive forelsket og elske med en kvinde og alt det der, men hvor fantastisk det er at være far, har været mit livs store overraskelse. Margrete blev trukket ind i alle mulige former for politisk arbejde, men hun var oppe og sende børnene i børnehave og skole, og så vidt det kunne lade sig gøre, spiste vi aftensmad sammen, og Margrete prioriterede at læse godnathistorie med børnene.”
Og når der var ro i huset, satte parret sig en time med hver sin godnatøl. Timen før midnat var i mange år en vigtig institution i forholdet.
Margrete: ”Så havde vi fået arbejdet af, børnene sov, og jeg røg som en skorsten.”
Erik: ”Og så tog vi hverdagens mange forskellige problemer op til uforpligtende snak. Der var også konflikter, som ikke kunne løses, men det vigtigste var, at vi holdt samtalen gående.”
De er i dag i pensionsalderen, men lever ikke just som pensionister. At de begge fortsat er skabende, tror de er vigtigt for forholdet. Erik A. Nielsen arbejder hver dag på værket ”Billed-Sprog”, som han har arbejdet med i mere end to årtier. Der er planlagt endnu to bøger i serien, og han er desuden en efterspurgt foredragsholder. Margrete Auken gik på pension som sognepræst, da hun fyldte 70 år, men hun er fortsat EU-parlamentariker og deler tiden mellem Bruxelles og hjemmet i Valby eller sommerhuset ved Kikhavn. De dage, hvor de er under samme tag, holder de fast ved aftensamtalen, skønt godnatøllen for det meste bliver til en gin og tonic, som de skænker først på aftenen.
Erik: ”Margrete og jeg har gennem mere end 50 år udviklet en særlig form for snak, som er fuld af drillerier og indimellem også kan blive meget aggressiv, men som altid ender i en form for latteranfald. Det er som en slags tenniskamp.”
Margrete: ”Man skal ikke tro, at man holder op med at ville lave hinanden om, bare fordi man har været gift i mange år.”
Tilbage til den tale, Erik A. Nielsen holdt for sin guldbrud, rundede han af med at citere fra slutningsdigtet ”Latter om eftermiddagen” fra Klaus Rifbjergs digtsamling ”Under vejr med mig selv” fra 1956. Her beskriver Rifbjerg et par, som flytter sammen, og de første skænderier, hvor det ender med, at parret kommer til at se på hinanden og begynder at grine. Og Rifbjerg skriver: ’Ellers var det aldrig gået’.
Erik: ”Man kan tale meget om konflikter, og hvem har ikke haft dem, men det, som kendetegner vores forhold, er, at vi har grinet utrolig meget, og grinet er en slags sikkerhedsventil. Ellers var det aldrig gået.”
Margrete: ”I vielsesritualet siger man ja til at bære over med hinanden og tilgive, og mon ikke de fleste kender til, at man kommer op at skændes, og så går man og holder en tale for sig selv om, hvor meget ret man har? Det eneste, som ødelægger det, er tanken om, at den anden holder en tilsvarende tale. Men hvis man går og dyrker, hvor ret man har, og kommer til at grine, så braser det sammen, og man kan sige pyt.”
Erik: ”Latteren får en til at slappe af. Der er ting, man ikke kan grine ad, men hende min madamme er god til at sige ting, hvor jeg griner, så tårerne springer.”
