Det var ikke drømmen, men det var sådan, det blev. Det viser forskning i danske kvinder, der vælger at blive mødre alene med hjælp fra donorsæd.
Maria Salomon, der er fertilitetssygeplejerske og familieterapeut ved Rigshospitalet, har forsket i solomødre, og hun var med til at starte netværksgrupper for solomødre i 2010 på Rigshospitalet. Hun peger på, at solomødre ofte har det til fælles, at de har opgivet håbet om en traditionel kernefamilie.
”Mange af dem har en sorg over at sige farvel til den drøm. Mens nogle ikke har fundet en mand at få børn med, har andre haft en mand, der ikke ønskede at få børn, ikke var klar til det eller havde børn i forvejen. Det er kvinder, der af forskellige grunde frygter, at tiden er ved at løbe fra dem, hvis de skal nå at få børn.”
Mens det tidligere har været en kontroversiel beslutning at få børn alene, er det i dag blevet mere accepteret, vurderer hun.
”I starten var kvinder, der tog den beslutning, mere stigmatiserede. Men nu er vi kommet et nyt sted hen, hvor kvinder ikke på samme måde skal forsvare deres valg. På trods af at det er blevet nemmere, oplever jeg, at de stadig bærer på en sorg – det var ikke det, de ville. Drømmen om at føde et barn med udgangspunkt i en kærlighedsrelation står stærkt, og det er ikke nogen nem beslutning at vælge alternativet,” siger hun.
Siden 2007 har det i Danmark været muligt for kvinder uden partner at få lægehjælp til at blive insemineret med donorsæd, og tal viser, at antallet af solomødre er i vækst. Hvor der i 2013 forventedes at blive født 489 børn af enlige kvinder, der havde været i fertilitetsbehandling, lå det seneste tal fra Dansk Fertilitetsselskab i 2018 på 709. Det er en stigning på 45 procent.
”Mange af solomødrene bor i Aarhus og København og har lange uddannelser, men faktisk ser vi solomødre i hele landet og fra alle samfundslag,” siger formand for selskabet Kathrine Birch Petersen, der desuden er medicinsk direktør og klinikchef på den private fertilitetsklinik Storkklinik i København.
På Rigshospitalet er man nu i gang med netværksgruppe nummer 41, og Maria Salomon fortæller, at formålet er at give solomødre og kommende solomødre mulighed for at støtte hinanden under fertilitetsbehandling, under graviditet, og når barnet kommer. For man kan have brug for at spejle sig i andre i samme situation.
”For det første er fertilitetsbehandling en følelsesmæssig belastning for alle, uanset om man har en partner eller ej. For det andet har kvinder, der vælger at gøre det alene, flere andre dilemmaer, som det af forskellige grunde kan være svært at dele med deres eksisterende netværk i form af familie og venner,” fortæller hun og fortsætter:
”Hvis jeg møder en sød mand, skal jeg så stoppe i fertilitetsbehandlingen? Skal jeg springe en måneds behandling over, hvis jeg er presset på arbejdet? Skal jeg være åben om mine planer over for min arbejdsplads? Det er nogle af de dilemmaer, der kan komme op,” forklarer hun.
Dertil kommer, at det ikke er sikkert, at den næstbedste drøm – drømmen om at blive solomor – lykkes.
”Mange af kvinderne er i slutningen af 30’erne, og det er ikke sikkert, det lykkes dem at blive gravide. Så mange af dem spørger sandsynligvis også sig selv, hvordan de skal skabe et meningsfyldt liv, hvis de i sidste ende ikke bliver mødre.”
En af dem, det er lykkedes for, er Anne Nim Pedersen. Hun var 39 år, da hun i slutningen af 2016 blev solomor til en søn. Hun har skrevet bogen ”Solomor”, hvor hun fortæller om sin egen vej og desuden interviewer en række eksperter inden for feltet.
”At blive mor er den bedste beslutning, jeg har taget,” fortæller hun og understreger glæden ved at finde støtte i et stærkt netværk af nye og gamle venner og familie.
Anne Nim Pedersen har selv været med i en netværksgruppe på Rigshospitalet, ligesom hun har været til fødselsforberedelse for solomødre og været i en mødregruppe med kvinder i samme situation som hende. I hverdagen får hun hjælp af sin mor, ligesom hun har flere veninder, hun drøfter store og små udfordringer i dagligdagen med. Og det er ikke uden udfordringer at være sit barns eneste forælder, siger Anne Nim Pedersen.
”Der er de økonomiske, fordi man er alene om udgifterne. Så er der de praktiske, som handler om, at der i princippet kun er mig til at hente og bringe Anders i børnehave, købe ind, lave mad og underholde i ulvetimen. Og så er der de følelsesmæssige, som handler om, at jeg som forælder er alene om glæderne, sorgerne og ansvaret – der må virkelig ikke ske mig noget, for der er kun mig.”
Anne Nim Pedersen fortæller, at man som solomor også må acceptere en begrænset frihed.
”Før var friheden uendelig. Nu har jeg det, der manglede – altså et barn, men når man størstedelen af tiden er alene om alt, er man selvfølgelig meget bundet til hjemmet, og sådan er det. Jeg kan se, at nogle solomødre formår at date og alt muligt – det har jeg endnu ikke haft overskud til.”