Prøv avisen

En sportsgren, der er helt ude i skoven

Fire medlemmer af Hvalsø Orienteringsklub før et løb. Foto: Leif Tuxen

Danmark er verdensmester i orienteringsløb. Tusindvis af almindelige mennesker dyrker dog også sporten, der udfordrer både fysik og intellekt

Fire medlemmer fra Hvalsø Orienteringsklub står i ly for regnen under et stort bøgetræ i udkanten af Storskoven i Hvalsø. Det er den ugentlige træning, og en af deltagerne er formanden for klubben, 60-årige Flemming Hjorth Jensen, en anden er klubbens kasserer, 82-årige Sune Frederiksen, og alle fire har de spændt et kompas om tommelfingerne og har et kort i hånden. Det gør det noget nemmere, når man skal løbe og orientere sig på samme tid, forklarer Sune Frederiksen, mens han peger på kortet over skoven.

Kortet er præget med forskellige farver og skraveringer, der beskriver terrænet. Jo grønnere, et område på kortet er, des tættere og mere ufremkommelig er bevoksningen. Er et område gult, er det åbent terræn, er der skraveret med lilla, er det forbudt område. Er der hvidt på kortet, er det et område med let bevoksning, forklarer klubbens formand og peger hen på et skovområde, som for avisens udsendte alligevel synes rigeligt bevokset til at være en udfordring, hvis man først skal spurte igennem med kort og kompas.

På kortet ses også en masse brune streger. De markerer højdeforskelle.

”Jo flere brune streger, man vælger at krydse, jo mere ømme stænger får man,” forklarer Flemming Hjorth Jensen.

Over de forskellige farver og skraveringer er banens poster markeret med violet. Banerne findes i forskellige sværhedsgrader, forklarer 24-årige Jesper Skovsborg Mortensen, Han joker med, at han har dyrket orienteringsløb i 25 år. Begge hans forældre er nemlig engagerede i sporten, så både han og hans søskende har været med, siden de kunne gå.

Sværhedsgraden af en bane afgøres blandt andet af, hvor lang ruten er, hvor langt der er mellem posterne, samt hvilken type terræn man skal igennem. Ens for alle banerne er, at man er helt på egen hånd, når man skal gennemføre dem. I orienteringsløb løber man nemlig hver for sig, og sporten er også inddelt i talrige klasser efter både køn, alder og orienteringsevne.

Alligevel tøver medlemmerne ikke med at kalde det en familiesport. Mange familier dyrker nemlig orienteringsløb, blot i hver deres klasse, lyder det fra formandens hustru, 61-årige Annelise Saltoft Jensen, der også er medlem af klubben.

”Det sociale ligger før og efter løbet. Der kan de forskellige klasser dele erfaringer, og det er det, jeg personligt lærer mest af. Så hører man, hvordan de andre har gjort og får idéer til, hvordan man selv kan gribe det an,” forklarer Annelise Saltoft Jensen.

Orienteringsløb strækker sig tilbage til tiden inden Anden Verdenskrig, hvor sporten i Danmark blev udbredt via militæret og spejderbevægelsen.

Sporten beskrives ofte som en art skattejagt, og det giver da også en helt speciel succesfølelse, når det lykkes at finde en svær post, forklarer medlemmerne af Hvalsø Orienteringsklub. I de senere år har kort og kompas dog ofte fået selskab af én nymodens opfindelse. Gps-uret.

Før i tiden tegnede man efter et løb ind på kortet, hvor man havde været, så man kunne se, hvad der kunne gøres bedre. Eller det vil sige, at man tegnede ind, hvor man troede, at man havde været. Men der var ofte sorte huller.

”Alle farer vild en gang imellem. Selv de mest rutinerede løbere. Hvis man får vendt kompasset forkert i forhold til kortet, risikerer man at løbe 180 grader forkert eller helt ud af skoven. Det er sket for alle, tror jeg,” lyder det fra Sune Frederiksen. Men den tid er ovre. Altså ikke tiden, hvor man farer vild, for der er gps-uret ikke til megen hjælp – men tiden, hvor der er sorte huller på kortet efterfølgende. I dag kan man nemlig trække data fra uret og lægge det digitalt på kortet, så man kan se, præcis hvor man har været.

”Der kan man altså få sig en overraskelse en gang imellem, når man opdager, hvor man rent faktisk har været,” griner Jesper Skovsborg Mortensen.

Storskoven i Hvalsø er blandt de mere kuperede i landet, og i det bakkede terræn findes utallige lavninger og småsøer, ligesom et væld af fine bække løber som livgivende årer gennem området. Derfor kommer folk også fra nær og fjern for at løbe orienteringsløb her, hvor skoven er mere vild, forklarer Flemming Hjorth med en snert af stolthed i stemmen.

Fordelt i skoven står 30 røde træpæle. Det er skovens faste orienteringsposter og blot få af de tusinder af faste poster, der står rundtomkring i hele landet. Pælene er en del af tilbuddet ”Find vej i Danmark”, som Dansk Orienterings-Forbund står bag, og som skal lokke folk ud og orientere sig i det ganske danske land. Derfor kan man på hjemmesiden findveji.dk finde kort og baner over Storskoven i Hvalsø og alle de andre steder i Danmark, hvor man selv kan prøve kræfter med orienteringsløb.

At det danske sommervejr ikke altid byder på solskin, og at en dansk granskov i regnvejr ifølge klubformand Flemming Hjorth Jensen kan føles som at løbe gennem en vaskehal, er desuden ingen undskyldning for at undgå orienteringsløb. Sporten kan nemlig dyrkes året rundt.

Flere af dagens løbere har sko med pigge under, så de bedre kan stå fast i den bløde skovbund, og så er et par af dem iklædt usædvanligt blanke bukser, eller hvad der ligner benskinner, der normalt ses på fodboldspillere. Det er brændenældebukser og bukser med frontforstærkning.

Man kan nemlig løbe ind i lidt af hvert, når man spurter gennem en skov, forklarer orienteringsløberne, og alle fire medlemmer kan da også vidne om deres del af småskrammer, som er svære at undgå, når man kommer i karambolage med et brombærkrat eller et hav af taljehøje brændenælder. Værst er det dog for dem, der får kigget for dybt og for længe i kortet og dermed bogstaveligt talt render ind i et træ.

Ifølge løberne skal man dog ikke lade sig afskrække, og man behøver heller ikke at investere i brændenældebukser og pigsko, hvis man vil prøve at give sig ud i orienteringsløb. Faktisk mener dagens løbere, at det er en sport, hvor alle kan være med uagtet konditionsniveau, forsikrer Flemming Hjorth Jensen:

”Det er et spørgsmål om ambitionsniveau. Man kan sagtens gå et orienteringsløb. Og man kan også sagtens komme før dem, der løber. Så skal man bare være god til at orientere sig eller være heldig, at de andre løber for langt eller forkert.”

Jo grønnere, et område på kortet er, des tættere og mere ufremkommelig er bevoksningen. Er et område gult, er det åbent terræn, er der skraveret med lilla, er det forbudt område. Er der hvidt på kortet, er det et område med let bevoksning. Foto: Leif Tuxen