Lisbeth arbejdede for Hilton, da hun hørte en stemme, der fik hende til at forandre sit liv

For 13 år siden droppede Lisbeth Johansen en lovende salgskarriere i hotelbranchen for at rejse ud i verden. I dag driver hun organisationen LittleBigHelp, der hjælper hundredevis af gadebørn og kvinder i Indiens slum. Hendes historie fortælles i bogen "Hvad svarer du, når livet kalder?". Læs et uddrag her

Stemmen dukker op en sommeraften i august 2003. Jeg forsøgte i første omgang at lade som ingenting, fortæller Lisbeth Johansen, der i sin nye bog: "Hvad svarer du, når livet kalder", fortæller historien om at lytte til stemmen, opsige det gode job og rejse ud i verden. Det gjorde hun for 13 år siden og oprettede efterfølgende organisationen LittleBigHelp i Indien, som hjælper gadebørn og kvinder fra Kolkatas slum.
Stemmen dukker op en sommeraften i august 2003. Jeg forsøgte i første omgang at lade som ingenting, fortæller Lisbeth Johansen, der i sin nye bog: "Hvad svarer du, når livet kalder", fortæller historien om at lytte til stemmen, opsige det gode job og rejse ud i verden. Det gjorde hun for 13 år siden og oprettede efterfølgende organisationen LittleBigHelp i Indien, som hjælper gadebørn og kvinder fra Kolkatas slum. Foto: Fra bogen.

Stemmen dukker op en sommeraften i august 2003.

Klokken nærmer sig 22, og jeg sidder alene på det store delekontor for sælgere på Hotel Hilton ved Københavns Lufthavn. Mine kolleger er for længst taget hjem, men jeg mangler at gøre lidt arbejde færdigt for en kunde. Det bliver endnu en lang arbejdsdag, hvilket egentlig passer mig fint. Siden min ansættelse på Hilton nogle år tidligere er jeg blevet lidt af en arbejdsnarkoman.

Delekontoret ligger placeret lige bag hotellets lobby og op ad en trappe. Alligevel føles det altid som at træde ind i en helt anden verden, når man passerer vægpanelerne af pæretræ bag receptionsskranken og kommer op i vores lokaler. Der er ingen massive trægulve eller tykke, røde tæpper, ingen af Arne Jacobsens cognacfarvede Ægget-stole, ingenting, der udstråler den luksus, hotellet byder sine gæster på. Væggene er nøgne, og rummet består stort set kun af skriveborde i små klynger.

Annonce: Køb bogen her

Ude i lobbyen er der fortsat liv. Lufthavnen sover aldrig, og på alle tidspunkter af døgnet ruller velklædte forretningsrejsende eller konferencegæster deres kufferter igennem hovedindgangen til hotellet. Nogle slår sig kort ned i lobbyens designmøbler, før deres møde starter, mens andre stiller sig utålmodigt ved skranken for at få en nøgle til et af de flere hundrede luksuriøse hotelværelser med udsigt over Øresund.

Fra vores kontor har vi et vindue ud mod lobbyen under os, og her står jeg ofte, når jeg trænger til en pause fra arbejdet. Jeg elsker at kigge på dem, der kommer og går.

På det her tidspunkt af aftenen er der ikke kun forretningsfolk i lobbyen, men også rejsende, hvis fly er blevet forsinket eller aflyst, så de nu er nødt til at overnatte ved lufthavnen, inden de kan komme videre. De er typisk mindre velklædte og har også væsentligt mindre overskud til at nyde hotellets faciliteter. De stirrer altid irriterede op på de blå skærme i lobbyen med informationer om flyafgange og -ankomster, indtil de får udleveret deres nøgle. Og så er de væk.

Måske er det de upersonlige omgivelser, der gør, at jeg trods mine år på kontoret endnu ikke har fået gjort noget ud af mit eget skrivebord. Det hele er meget simpelt og upersonligt. Computeren står lige foran mig, og mine kontrakter, salgstal og noter er placeret i bunker rundt omkring på bordet sammen med lidt småting fra kunderne. Andet er der ikke.

Arbejdsmiljøet er dog alt andet end kedeligt. Der er altid et højt energiniveau på kontoret, hvor vi sidder cirka 20 mand og arbejder med enten salg, regnskab, konferencer eller hotelbookinger. Sammen med to andre udgør jeg salgsafdelingen, som dagligt knokler løs for at få kontrakter i hus med store kunder. Vi arrangerer løbende møder med virksomheder og tilbyder dem at afprøve hotellets værelser, restauranter og andre faciliteter, som de kan leje til konferencer eller store møder.

Det er sådan en kontrakt, jeg arbejder på, da stemmen dukker op. Budskabet er så gennemtrængende, at det fylder mit hoved og skubber alle andre tanker til side. ”Det er ikke det her, du skal,” siger den.

Jeg bliver først siddende helt stille. Der er ingen andre end mig på kontoret, men jeg føler vitterligt, at nogen lige har talt til mig.

Jeg bliver varm indeni og ved med det samme, at det ikke bare er en tilfældig indskydelse, der strejfer mig. Nej, stemmen taler til nogle følelser, som igennem længere tid er blevet undertrykt af et voksende ego, et succesfuldt, men overfladisk liv og et usundt parforhold. Det hele er så stærkt, at jeg ikke kan undgå at lytte. Der er noget i mit arbejde og mit privatliv, der ikke passer til den person, jeg er. Noget inden i mig sparker og vil ud.

Herfra bliver mit liv forandret.
 

”Men du er jo dum”

I min barndom var der ingenting, der pegede i retning af, at jeg en dag skulle ende som salgschef for et femstjernet hotel. I folkeskolen kunne jeg ikke finde ud af noget som helst andet end at lave ballade, og jeg lærte stort set intet de første syv år på Rosendalskolen i Hørby Skoleby ved Hobro, hvor jeg voksede op. Flere af mine lærere sendte mig ofte uden for døren, fordi jeg skabte uro i klassen og spolerede undervisningen, mens andre havde for meget sympati med mig til at sætte mig ordentligt på plads.

Min mor underviste selv på skolen, og det gjorde muligvis lærerne bange for ærligt at melde ud, at det faktisk var helt galt med mig. For det var det. Jeg havde et frygteligt temperament, var vild og uregerlig og fik de andre børn til at hoppe med på min galej. Det er flovt at tænke tilbage på. Jeg var en forkælet møgunge, der ikke ville tage imod ordrer.

Det gjorde mig meget populær hos de andre børn at være en ballademager, men inderst inde vidste jeg nok godt, at det var forkert og kun handlede om at få opmærksomhed. Jeg ville ses og høres. Det udviklede sig efterhånden til, at de andre børn ligefrem forventede, at jeg skulle lave ballade, og det var svært at bryde ud af den rolle. Egentlig skreg jeg bare efter grænser, som ingen gav mig, før mine forældre til sidst skred ind og sendte mig på privatskole i Vebbestrup i 7. klasse. Det var på et hængende hår, for jeg havde intet lært indtil da. Det blev mine forældre også bekræftet i, da de var til samtale med skolelederen, kort efter at jeg var begyndt.

”Tøsen kan ingenting. Men vi må se, om vi kan få banket noget ind i hovedet på hende,” sagde han tørt til dem.

Det, jeg fik med mig fra grundskolen, blev derfor lært på mine tre år på privatskole, hvor ingen syntes, det var sjovt, når jeg lavede ballede. Jeg var tværtimod dum, fordi jeg havde svært ved at stave og regne, og den eneste måde at blive accepteret på var at tage sig sammen.

Særligt min matematiklærer var efter mig for mine manglende færdigheder. I en time, hvor jeg ikke kunne svare på hans spørgsmål om brøkregning, tog han den store regnebog fra mit bord og slog mig oven i hovedet med den.

”Men du er jo dum!” udbrød han.

Det gav min selvtillid et knæk, og ordene sidder i dag bedre fast i mit hoved, end den lille tabel nogensinde kom til.
 

Det første femstjernede hotel i Danmark

Efter årene på privatskole begyndte det at gå bedre for mig, og jeg fik med meget slid taget en studentereksamen i 1995. Derefter trængte jeg til at komme væk. Jeg fik job som rejseguide i udlandet og blev især grebet af det store fokus på relationer, som arbejdet rummede. Efterfølgende søgte jeg ind på Turistakademiet i Randers.

Da hotelkæden Hilton besluttede at åbne et hotel i København i 1999, var jeg 25 år, næsten lige blevet færdiguddannet på akademiet og arbejdede som projektkoordinator på Turismens Udviklingscenter, TUC, i København. At arbejde på Hilton var hverken noget, jeg havde planlagt eller overvejet, men da jeg så annoncen om det første internationale femstjernede hotel i Danmark, blev min interesse vakt med det samme.

Der var noget ved hotellets internationale profil, der tiltalte mig. Hilton har hoteller over hele verden og kunder fra alverdens lande, og jeg tænkte, at det måtte være en spændende arbejdsplads. Jeg ville arbejde der, og så var det egentlig underordnet, hvad jobbet indebar.

Jeg sendte derfor en uopfordret ansøgning af sted uden at gå efter en specifik stilling. Umiddelbart var min tanke, at jeg nok kunne få job i receptionen eller noget i den dur, for jeg var god til mennesker.

Kort efter blev jeg indkaldt til en samtale, så endnu en, og til min tredje samtale fik jeg jobbet som Sales Manager. Det indebar ansvar for kundesalg, kontrakter og for at hverve og fastholde store kunder.

Jobbet virkede utrolig spændende, men samtidig også meget fremmed for mig. Dengang vidste jeg knap nok, hvad hotelsalg var eller betød. Af den grund var nogle af mine kolleger også utilfredse med, at jeg fik stillingen. Fra begyndelsen gjorde de det klart, at de fandt det dybt latterligt, at man ansatte en så grøn som mig, når mange med en mere relevant uddannelse og flere års erfaring også havde søgt stillingen. Jeg kan egentlig ikke bebrejde dem deres skepsis, men mine overordnede havde ingen betænkeligheder ved at give mig jobbet. De kunne mærke, at jeg havde den rette personlighed og indstilling.

”Alt det tekniske skal vi nok få lært dig,” fik jeg at vide under ansættelsen. Og sådan blev det.

Da jeg begyndte på Hilton i efteråret 1999, var hotellet endnu ikke færdigt, så vi sad cirka 15 ansatte i en skurvogn ved siden af byggeriet ude ved Københavns Lufthavn. Pladsen var trang om det langbord, vi havde til deling, og der var meget tumult og larm fra folk, der snakkede med hinanden eller talte i telefon med potentielle kunder.

Mit arbejde gik i begyndelsen ud på at ringe rundt til danske virksomheder og gøre dem opmærksomme på, at Hilton åbnede og kunne bruges til konferencer eller til deres udenlandske kunder, der kom til København. En af de første dage fik jeg stukket en liste i hånden med virksomheder, jeg skulle kontakte. Det var bare at begynde fra en ende af, sagde min overordnede.

Jeg havde aldrig prøvet det før, og hvis jeg sagde noget forkert, ville alle i rummet høre det. Men der var ikke andet for end at kaste sig ud i det, for jeg ville vise mine chefer, at de ikke skulle fortryde, at de havde ansat mig. Jeg kiggede derfor på det første navn, læste hurtigt op på kunden, ringede op og begyndte at snakke. 

Ud over min manglende sælgererfaring haltede jeg i den første tid voldsomt efter, når det kom til salgstermer og -teknikker. Til møderne blev der konstant talt i forkortelser, jeg ikke kendte, eller om indforståede procedurer, jeg ikke forstod, og jeg havde ikke lyst til at bryde ind og bede om at få noget forklaret. Jeg ville gerne undgå at spilde andres tid med mine spørgsmål og dermed udstille min uvidenhed om ting, som man forventede, at alle sælgere inden for hotelbranchen havde styr på.

Min redning hed Pernille. Hun blev ansat som Sales Manager samtidig med mig og var hentet ind fra London, hvor hun allerede havde syv års erfaring fra hotelbranchen.

Pernille var en gennemført hotelpige. Hun var lidt yngre end mig, havde langt lyst hår, gik i sorte, dyre dragter og høje sko og brugte meget makeup. Hun talte hurtigt, var målrettet i sine samtaler med kunderne og kendte uden tvivl alle de salgsremser, der fandtes inden for branchen. Jeg kom hurtigt til at gå klædt ligesom Pernille. Det gjorde det lettere at leve sig ind i sælgerrollen – og det forventedes også, at man så præsentabel ud, når man arbejdede på Hilton.

Jeg investerede derfor i spidse sko med høje hæle, korte kjoler og havde altid håret sat op. På dage uden møder kunne jeg finde på at klæde mig mere afslappet, men da vi altid skulle igennem hotellets lobby for at komme hen til kantinen og spise frokost, var cowboybukser og kondisko udelukket.

Pernille lærte mig ikke kun at gå klædt som en rigtig sælger, men også at tale som en. Hun boede nær Amagerbrogade og jeg på Christianshavn, og det passede derfor med, at jeg kunne samle hende op på vej til arbejde og give hende et lift hjem igen. Når vi sad i min blå Fiat Punto, havde jeg mulighed for at spørge ind til alle de ting, jeg ikke havde forstået på arbejdet.

”Pernille, hvad er en RFP?”

”Hvad er MICE?”

”Hvad betyder Last Room Availability og Yield Management?”

Pernille morede sig over, hvor lidt jeg kendte til området og var sød til at hjælpe og forklare. Hun beundrede min stædighed, og efter en del køreture fik jeg derfor både styr på det tekniske og fandt en god veninde.
 

Forfremmelse og succes

Trods min manglende erfaring med hotelsalg var jeg overraskende god til at skaffe kunder på min egen lidt skæve måde. Når de andre sælgere ringede op, gik de direkte til sagen og forsøgte at få handlen i hus på bare fem minutter. Men jeg havde ikke travlt. Tværtimod tog jeg mig tid til først at lære kunden at kende og spørge ind til vedkommende. Mine kolleger morede sig nogle gange over, at jeg kunne have et kundemøde på to timer, hvor halvanden time gik med at tale om kundens privatliv, og den sidste halve time med at sælge. Men jeg kom ofte ud fra mødet med en kontrakt.

Mine evner inden for salg må jeg nok takke min far for. Han startede sin egen virksomhed med salg af reservedele op fra bunden og fik med tiden over 100 medarbejdere. Som barn var jeg nogle gange med ham på salgsture, hvor han medbragte lakridspastiller til det ene sted, bagværk til det andet og æbler til det tredje. Jeg så, hvordan han knyttede bånd til kunderne og behandlede dem som venner, og hvordan de følte sig godt tilpas i hans selskab. Han er mit store forbillede som sælger, for gennem ham har jeg lært, hvor vigtigt det er at komme tæt på det menneske, jeg handler med, og at gå op i mine kunder, uden at det er påtaget.

Det var derfor, jeg helt naturligt sørgede for at lade det handle om mennesket og ikke produktet under salgsmøderne for Hilton. Mine kolleger spurgte nogle gange, hvordan det kunne være, at jeg kendte navnet på en kundes hund eller børnebørn, og vidste, hvornår vedkommende havde fødselsdag, eller at en anden kunde var ved at blive skilt eller havde et dårligt sexliv med sin mand. Det vidste jeg, fordi jeg talte med de mennesker, jeg kom ud til, og havde en oprigtig interesse i at lære dem at kende.

Mit ”omsorgsgen”, som min tidligere chef på Hilton kaldte det, blev hurtigt anerkendt, og efter godt et år blev jeg udnævnt til salgschef. Dermed fik jeg mere indflydelse på jobbet og var med til at påvirke processer og arbejdsgange. Det var en stor anerkendelse og lige det, jeg ønskede mig. Alt var godt, så længe jeg bare bevægede mig opad i systemet.

Det var en travl tid, hvor jeg tog tidligt af sted om morgenen, kom sent hjem om aftenen og ofte deltog i sociale arrangementer med kollegerne efter arbejde. Jeg kunne godt lide at have travlt, for det gav mig en følelse af at være vigtig – eller i hvert fald at være noget. Ved at have travlt kunne jeg vise mig over for de andre ansatte, pleje mit voksende ego og samtidig skjule alle de ting inden for hotelsalg, som jeg ikke vidste noget om.

Der var en god motivationskultur på Hilton. Cheferne kom konstant med peptalks om, hvor gode vi var, og hvordan vi skulle yde vores bedste både som team og hver især. Klarede man sig godt, fik man ros og blev fremhævet, hvilket jeg nød. Jeg blev generelt hurtigt meget optaget af at have succes og blive belønnet for mit arbejde. Når en stor ordre kom i hus, sørgede jeg for straks at dele det med mine kolleger og mine chefer, og hvis der var tale om helt store millionkontrakter, hentede min chef, Berit, champagne til os i afdelingen.

En gang i kvartalet holdt jeg udviklingssamtaler med hende om, hvordan det gik, og hvor jeg så mig selv et par år frem. Et muligt næste skridt for mig var at komme ud i verden og arbejde på et af Hiltons andre hoteller. Det ville give mig en ny indsigt og erfaring, og med tiden ville jeg så kunne komme tilbage og rykke videre op i hierarkiet. Det havde jeg ikke før gjort mig tanker om, men jeg vidste, at jeg ville op ad karrierestigen, og det kunne kun gå for langsomt.

Når jeg husker tilbage, må jeg indrømme, at det var en meget overfladisk tid. Det hele var en konkurrence, som jeg helst skulle vinde, og præmien var penge og prestige. Der var ikke noget større eller mere meningsfuldt motiv med mit job på hotellet. Jeg var god til og glad for at tale med kunder dagligt, men når alt kom til alt, så handlede arbejdet ikke om menneskekontakt, men om hård forretning. Og om mit ego.

Den erkendelse kom dog først til mig senere. På Hilton var jeg indhyllet i en forretningsverden, hvor man fik, hvad man behøvede, og ydede, hvad man kunne for at opnå anerkendelse. Alle vi ansatte red med på en bølge af succes, som aldrig lod til at stoppe, og det var det, der betød noget, troede jeg.

Samtidig nærede tanken om hurtig opstigning i hierarkiet en længsel fra min barndom. I mine år på hotellet følte jeg for første gang, at jeg lavede noget, mine forældre kunne være stolte af, og det betød meget for mig at blive anerkendt af dem. Især af min far. Jeg har altid været hans pige, fordi vi begge er gode til at tale med mennesker og vinde folks tillid, og da han opdagede, at jeg også var en god sælger, blev vores relation stærkere. Min succes blev det, vi kunne måle vores forhold på.

Når jeg havde lavet en god salgsaftale, ringede jeg altid til ham som den første og fortalte, hvad der var sket. Det gjorde mig glad, at jeg udnyttede de evner, som tydeligvis kom fra ham, og at jeg i en eller anden forstand gik i hans fodspor.

Fra at være en rebelsk møgunge med en alt andet end imponerende karakterbog knyttede jeg nu bånd til mine forældre, men deres glæde vakte blandede følelser hos mig. På den ene side nagede det mig, at de var stolte på grund af noget, jeg gjorde, og ikke bare for mig som den, jeg var. Det var altid mine resultater, der blev fremhævet, når de snakkede om mig. Det handlede om succeshistorierne. På den anden side betød deres anerkendelse, at jeg ikke længere følte mig som et lille, dumt barn. Det kunne godt være, at jeg ikke var i stand til at regne, men jeg kunne regne den ud, som min far sagde.

Men anerkendelsen fyldte mest, og glæden over endelig at være god til noget gjorde, at jeg glemte at overveje, om jobbet på Hilton egentlig var det rigtige for mig. Tværtimod virkede det logisk at fortsætte karrieren i hotelbranchen, når alt jo gik godt, og alle var glade for min indsats.

Det var i hvert fald, hvad jeg havde overbevist mig selv om lige indtil den sommeraften, hvor en indre stemme fortalte mig, at jeg skulle væk.
 

En blank flybillet

Jeg forsøgte i første omgang at lade som ingenting. Jeg ville helst ikke lytte til tankerne, men prøvede i stedet at overbevise mig selv om, at de muligheder, der var i jobbet på Hilton, var for fantastiske til bare at lade gå til spilde. Der var ikke plads til tvivl om min fremtid, for jeg havde gang i en god karriere og ville ikke igen være en skuffelse.

Efter at have siddet stille ved mit skrivebord i nogle minutter forsøgte jeg at arbejde videre på kontrakten foran mig. Men det var umuligt at samle tankerne om den. I stedet rejste jeg mig og gik hen til vinduet, hvor man kunne kigge ned i lobbyen. I et par loungestole sad to klassisk udseende forretningsmænd og diskuterede et eller andet, og et par med rullekufferter stod og talte med receptionisten.

Jeg overvejede, om de mon nogle gange tænkte på det samme som mig. At de i virkeligheden skulle noget helt andet end det, de lavede. For første gang tog jeg mig selv i at kigge på de blå skærme med afgangs- og ankomsttider, der hang over hovedindgangen. Lige nu ville jeg gerne kende min egen afgang. Men jeg vidste ikke engang, hvor jeg skulle hen.

Jeg prøvede at gå ind i tanken om, hvad jeg skulle lave i stedet for Hilton, men jeg havde ærlig talt ingen idé om, hvad jeg hellere ville. Det kunne være alt muligt. Et eller andet sagde mig, at det skulle have noget med en rejse at gøre – men om det var til Hobro eller Hongkong, vidste jeg ikke. Indiens slum var slet ikke i mine tanker på dette tidspunkt.

Det slog mig, at noget af det, der skræmmer os mennesker allermest, er ikke at kende vores destination – eller frygten for at vælge den forkerte. Vi er mest rolige, når alt er bestemt eller planlagt, og når vi bare skal følge et spor, som er sikkert og giver anerkendelse fra omverdenen. Som jeg stod der og drømte mig væk, mærkede jeg faren for, at jeg ville ende et sted, som ikke var bedre end det, jeg kom fra, og den erkendelse var ikke rar.

Modsat følte jeg mig også spændt og nysgerrig, når jeg kiggede ud over lobbyen. Selvom alle argumenterne for at blive rungede i hovedet, så vidste jeg med mig selv, at beslutningen allerede var truffet. Det gav mig en varm følelse i kroppen at tænke på, at der skulle ske noget nyt. Det var som at stå med en blank flybillet i hånden og ikke ane, hvad den skulle bruges til.

Ubevidst var jeg klar over, at jeg på sigt ikke kunne finde mig til rette i hotelbranchen. Jeg havde ikke sat ord på den tvivl før, for glæden ved succesen havde overdøvet alle andre følelser. Men pludselig havde den anden side af mig fået sin egen stemme. Der manglede en større mening og et vigtigere formål med mit arbejde – og også mere spænding og usikkerhed i hverdagen. Hotelarbejdet var ved at blive min identitet, men jeg vidste, at jeg ville noget andet end forretningslivet. Nu var det på tide at finde ud af hvad.

Samtidig var jeg dog træt af ikke bare at kunne blive på Hilton. Jeg kunne fornemme, at det, jeg nu stod over for, ikke kunne forenes med mit nuværende liv, og at det ikke var muligt at få begge dele. Når man vælger én destination, vælger man også andre fra.

Et hav af tanker myldrede rundt i mit hoved, mens jeg stod og så ud over lobbyen på Hilton. Det var ikke til at finde ro på kontoret, og jeg opgav at komme til at arbejde mere på kontrakten. I stedet pakkede jeg mine ting sammen, slukkede lyset efter mig og gik ned ad trappen og ud ad døren bag receptionsskranken. Mine høje hæle klaprede på det massive trægulv, mens jeg hurtigt bevægede mig væk fra de dessertspisende gæster i restauranten og folk i baren, som sad og arbejdede koncentreret over en øl eller et glas vin. Udenfor småløb jeg det sidste stykke hen til bilen, satte mig ind og kørte hurtigt væk.

Jeg fortalte ingen om stemmen på Hilton og prøvede at lade som ingenting. Tanken om at forlade det hele gav mig dårlig samvittighed over for arbejdet og mine stolte forældre. Samtidig anede jeg stadig ikke, hvor jeg skulle hen. Der manglede noget til at give mig det endelig skub væk.
 

Mavekomplekset

Mens jeg overvejede min afsked med hotellet, baksede jeg på hjemmefronten med at blive i noget, som på ingen måde var godt for mig. Jeg befandt mig i et usundt forhold, som jeg ikke kunne komme ud af. 

Min kæreste, Casper, og jeg havde mødt hinanden på en festival og været sammen i et års tid. Jeg havde været dybt forelsket i ham og nok også for forelsket til at indse, hvor dårlige vi var for hinanden. Casper var manipulerende og nedladende over for mig, og mig må der også have været noget galt med – for jeg blev hos ham.

Man kan sige, at forholdet gav mig nogle af de grænser, som jeg havde skreget efter i barndommen og i skolen. Dengang havde jeg manglet nogen, der kunne styre mig og sætte mig på plads, og Casper var ikke bange for at gøre nogen af delene. Tværtimod. Han kontrollerede min adfærd, mit udseende og min personlighed, og i stedet for at gøre oprør forsøgte jeg at lave om på mig selv for at få ham til bedre at kunne lide mig. Jeg prøvede at interessere mig mere for politik og at gøre noget ved den mave, som han syntes var alt for tyk. Egentlig var jeg sund og slank, men Casper gav mig en følelse af at have en mave på størrelse med en badebold. Jeg prøvede derfor at spise mindre og skjule maven mest muligt.

Det er utroligt, hvordan et stærkt forhold til et andet menneske kan få vores integritet til at vakle og forvandle os til usikre teenagere, som går rundt og bebrejder os selv det ene og andet. Selvom jeg var en stærk kvinde på arbejdet, forsvandt min selvtillid, når jeg kom hjem til Casper.

Alle mine anstrengelser skabte kun mere afstand mellem os, og efter en ferie i Sverige i sensommeren 2003 sluttede forholdet. Jeg kan huske, at Casper allerede på færgen mod Helsingør ville snakke om vores fremtid sammen, men jeg magtede det ikke. Da vi kom hjem, satte vi os i en park på Nørrebro tæt på Caspers lejlighed og aftalte, at det var slut. Vi blev enige om, at vi begge skulle gå for meget på kompromis i vores forhold, og at det derfor var bedre at skilles. Hele samtalen var meget moden, og vi gik fra hinanden som venner.

Men jeg vidste godt, at forholdet ikke ville slutte så let. Hvis jeg blev i nærheden af Casper, ville vi på et eller andet tidspunkt finde sammen igen, for det var sket, alle de andre gange vi havde gjort det forbi med hinanden. Selvom forholdet ikke gjorde mig noget godt, var jeg blevet så svag, at jeg altid gik tilbage til ham uden tøven.

Det stod klart for mig, at jeg måtte væk fra København, hvis ikke forholdet skulle ende med at køre mig fuldstændigt ned.

Den erkendelse var det, der fik mig til at give efter for mine tanker om fremtiden på Hilton. Nu gav det for alvor mening at rejse væk. At komme ud af landet var det, jeg inderst inde drømte om, og den eneste måde, hvorpå jeg med sikkerhed kunne komme ud af forholdet til Casper.

Der gik kun en dag fra bruddet med Casper, til jeg gik ned og købte en jordomrejse på knap et år hos Jysk Rejsebureau. Jeg havde ikke haft nogen særlig destination i tankerne, men var inspireret af en kollega, som havde fortalt om sin rejse jorden rundt. Hendes oplevelser lød fantastiske, og hver gang jeg snakkede med hende, opfordrede hun mig til at tage af sted.

Købet af billetten skete nærmest i en trance. Det var, som om nogen bar mig ned til rejsebureauet, talte med kvinden bag skranken og betalte. Pludselig havde jeg en billet, der tre måneder senere skulle tage mig jorden rundt.
 

Afsked

Da jeg vågnede fra trancen, blev det hele med ét meget virkeligt. Jeg skulle meget snart af sted, og den information skulle deles med min familie, mine venner og mit arbejde.

Som en af de første hev jeg fat i min chef, Berit. Vi satte os i baren på Hilton blandt de arbejdende gæster, og jeg fortalte hende om min kommende rejse og sagde så op. Hun virkede ked af det, og hele situationen var svær for mig. Berit havde altid støttet mig og været glad for min indsats, og blot få måneder inden havde vi talt om min fremtid i Hilton-kæden og om en mulig udstationering i udlandet. Nu tog jeg af sted fra det hele og lod hende i stikken, følte jeg.

Jeg vidste dog også, at Berit ikke kunne ændre min beslutning. Det var der ingen, der kunne. Billetten var købt og betalt, og hverken arbejdet, Casper eller mine chokerede og skuffede forældre kunne få mig til at blive.

Knap tre måneder senere blev jeg kørt til lufthavnen. Det var sidst på efteråret 2003, og om nogle måneder ville jeg fylde 30. Mine veninder var stort set alle i faste forhold, nogle var gift, og flere snakkede om at stifte familie. For få måneder siden troede jeg, at det samme snart skulle ske for mig. Nu havde jeg ingen kæreste, ingen børn og intet job.

Men det gjorde egentlig ikke så meget, tænkte jeg, da jeg stod i lufthavnen. For til gengæld havde jeg en billet med en destination og et fly, der lettede om nogle timer. Jeg følte mig fri og så frem til et 10 måneder langt eventyr uden andre chefer end mig selv.