Prøv avisen
Spørg om livet

Man skal have lov at sørge og tale om sine frustrationer

Et menneske, som har været udsat for de dybeste svigt, har brug for at leve sorgen ud. Dele den med andre, sætte ord på gang på gang. Tale, tale og til sidst tale sorgen ihjel. En tid til at holde klage – og en tid til at danse, skriver Hilda Marie i et svar til Vibeke. Foto: Ritzau Scanpix/Iris/Modelfoto

Har man oplevet dybe svigt, skal man have lov at sørge og tale om sine frustrationer. På den måde er det muligt igen at finde livsmod, har Hilda Marie erfaret

Jeg blev noget forbavset over Trines brevkasseindlæg til Vibeke for 14 dage siden. For at sige det mildt, så blev jeg rystet. Et menneske, der er blevet svigtet af sin mand med gentagen utroskab, og hvis tillid er blevet misbrugt – skulle en sådan person ikke have tid til at græde? At sørge tager tid, og det skal have sin tid, for ellers fryser det hele sig fast indeni til is, og det kommer der kun bitterhed ud af.

Jeg har selv prøvet turen med megen smerte og sorg. Min familie forkastede mig, da jeg fortalte, at jeg havde været udsat for incest af min far. Jeg blev nægtet adgang til bisættelser og begravelse. Da var det vigtigt med tid til at mærke sorgen og leve den ud.

Et menneske, som har været udsat for de dybeste svigt, har brug for at leve sorgen ud. Dele den med andre, sætte ord på gang på gang. Tale, tale og til sidst tale sorgen ihjel. En tid til at holde klage – og en tid til at danse.

Vibeke skal have tid nok til at klage og komme over på den anden side. Det er svært at skulle se sin eksægtefælle leve i psykisk optur og med særlig god økonomi. Ja det må være frustrerende. Når den sorg og frustration er blevet bearbejdet, er jeg vis på, at hun både kan danse og le, som det så smukt står i Prædikerens Bog.

Med venlig hilsen

Hilda Marie

Kære Hilda Marie

Tak for din påmindelse om vigtigheden af at give os selv og andre tid til at både glædes og sørge. Ordene, du nævner fra Prædikerens Bog, kapitel tre, indeholder megen visdom. Hele den bog er værd at læse.

I en kultur, hvor tid ofte er sat under pres, og hvor vi stiller store krav om at klare og mestre ting og komme videre, er det i særlig grad betimeligt at minde hinanden om, at de vigtigste ting ikke bare klares og kommer på plads på kort tid. Slet ikke når det drejer sig om tab eller svigt og den sorg, som følger med. Det tager tid. Nogle gange rigtig lang tid. Og nogle gange følger den med i skiftende grader livet ud.

Sorgen er en del af livet. Når vi falder eller kommer ud for en ulykke, hvor vores krop bliver medtaget, så er smerte en naturlig konsekvens. Sådan er det også med vores sind eller vores indre. Når vi erfarer svære ting, skaber det smerte og sorg i det indre.

Ofte har vi opdelt vores liv på en mærkværdig vis og taget kropslige ting mere alvorligt end det psykiske. Men vi består af både krop og sind, og vores psykiske liv er en lige så vigtig bestanddel af det at være menneske som vores krop.

Sorgen er ofte forbundet med tab. Vi kan miste helbred, eller vi kan miste en, vi er tæt forbundet med. Vi kan miste et arbejde eller drømme eller muligheder. Vi kan miste glæden, og vi kan miste hus, hjem og familie og fodfæste på mange forskellige måder. Vi kan miste mod, selvrespekt og miste håbet.

Digtere, malere, musikere har til alle tider forsøgt at skildre livets kontrastfyldte sider. Den store glæde og den dybe smerte. Kunsten strækker sig så at sige ud over ordene og forsøger at skildre, hvor smukt livet kan være, og hvor ætsende smertefuldt det kan blive. Ord strækker nemlig ikke altid til. Det er også derfor, det er så vigtigt, at vi øver os på og gør os umage med at møde andres sorg og give vores nærvær, hjælp og støtte på en respektfuld måde for at skaffe rum for sorgen, og til at finde nye veje i et uvejsomt terræn, når tiden kommer til det.

Vi kan forstå på dit brev, at du kender den smertefulde virkelighed. At blive udsat for seksuel krænkelse af den, man skulle stole på – ens egen far – er en ødelæggende erfaring og en meget stor sorg. Og når det ikke anerkendes som virkeligt, og det bliver benægtet eller behandlet som grundløse beskyldninger, bliver det en dobbelt sorg. Sorgen over krænkelsen bliver mere end fordoblet af ikke at blive troet og forstået og forstærkes af at blive efterladt i en ensomhed, som er mere end meget svær at bære.

For blot få årtier siden var seksuelle overgreb ofte noget, der blev tolket som fænomener, der kun foregik i oftest pigers eller kvinders fantasi. Sådan er det heldigvis ikke længere. Men overgreb sker stadig og er meget ødelæggende for personlighedsudviklingen hos børn, når det ikke bliver stoppet, konfronteret og anerkendt.

Alt for mange mennesker har i tidens løb oplevet at blive krænket på sjæl og krop uden at have hverken de fyldestgørende ord til at fortælle om det eller haft muligheden for at blive troet, når de alligevel på forskellig vis har signaleret, at der var noget galt. Får man at vide, at man har misforstået alt og gør familien ondt, når man siger sandheden, risikerer man at skulle stå tingene igennem i ensomhed. Og at skulle stole på sin egen oplevelse og hukommelse helt alene. Det kan være meget svært.

Du skriver ikke noget om, hvordan du konkret og på trods af massive afvisninger fra din familie har kunnet stå det igennem og bevare din styrke og sårbarhed. At blive nægtet at komme til bisættelser hos nære pårørende hører til blandt nogle af de mest massive afvisninger, man kan tænke sig. Men vi forestiller os, at der har været mindst én person i din nærhed, som har troet på dig, og som har lagt øre og hjerte til historien igen og igen uden at være optaget af, at du skulle aflevere den med en speciel hastighed. At græde det ud eller snakke det igennem er nogle gange for lette ord om den erfaring af misbrug og afvisning, som du har erfaret. For mange gange kan man føle, at man snakker i ring eller ikke kommer videre. Alligevel er det den eneste vej at gå. At læne sig op ad et sted, hvor man bliver hørt, forstået og troet. Det er det, som langsomt eller pludseligt bringer en et andet sted hen. Og gør, at man måske alligevel kan le – eller danse en dag. I begyndelsen sker det måske meget forsigtigt. Men det kan komme. Livet kan gro. Ruiner kan bygges op. Det var Prædikerens erfaring. Og det er den erfaring, som du viderebringer i dag, og som mange andre har erfaret, selvom man næsten ikke troede, at det ville være muligt.

Mange hilsner