Kære brevkasse
Jeg er midt i 80’erne, og I får først lidt af min baggrund. Min far, som kom fra det højere borgerskab, stillede som krav, at jeg tog en huslig plads. Ellers ville han ikke betale en uddannelse. Jeg var i huset i udlandet og kom tilbage derfra med en angstlidelse og et askepotkompleks. Jeg følte et stort behov for behandling, men min far ville ikke bekoste det. Han mente vist, at det handlede om god moral og at tage sig sammen.
Trods de psykiske problemer gennemførte jeg alligevel en uddannelse, og jeg var heller ikke mere invalideret, end at en mand forelskede sig i mig. Han startede en storm af kurmageri og pres med trussel om selvmord, hvis jeg afslog sex. Jeg ville allerhelst væk fra presset, men som en del af mit askepotkompleks havde jeg ikke rigtig ret til at sige nej. Jeg følte vel nærmest, det ville være min skyld, hvis han gjorde alvor af truslerne.
Jeg gav efter og blev gravid ved første samvær. Jeg forsøgte abort, men fik afslag og gav op, resignerede. At tænke sig som enlig mor med de psykiske problemer, jeg havde, var udelukket, så han fik sin vilje. Vi blev gift. Senere fik vi et barn til. Ligesom jeg havde frygt for min far, blev ægteskabet præget af min frygt for ham og hans temperament.
Det endte efter få år med skilsmissedrama og forældreretsproces, som jeg vandt i retten ved gode venners hjælp.
Disse gode venner, som boede nærved, støttede både i denne svære tid og senere, da jeg skulle til at skabe et liv og et økonomisk grundlag for børnene og mig. Det blev til en varig tilknytning mellem os. Til glæde for alle parter tror jeg.
Men da børnene flyttede hjemmefra, fortsatte tilknytningen mellem børnene og dem, mens jeg lige så stille blev rangeret ud på et sidespor. Før blev vi inviteret sammen til deres sommerhus. Siden kun børnene. Men jeg stod jo i taknemlighedsgæld og slugte det.
For dem er tilknytningen fortsat livslang, ser det ud til. Og børnebørnene, som er voksne nu, har jo altid kendt disse venner eller ”reserverne” og haft dem som en ekstra familie. Det er dog kun hende, der er tilbage nu. Det lyder vist alt sammen godt. Og det kunne det måske være, hvis det ikke var, fordi jeg med årene er kommet til at føle, at det er mig, som er ”reserven”.
Den rigtige reservemor er en magtfuld dame, der ikke selv har kunnet få børn, men som har et adoptivbarn, hvor der også er børnebørn. Hun har meget at give, for hun er indflydelsesrig med gode forbindelser, sociale talenter, og hun har bedre råd til at give gaver, end jeg har.
Til familiesammenkomsterne gennem alle årene har det været lidt svært for mig, fordi jeg har følt, at det var hende, der satte dagsordenen og tog teten. De sidste par år har hun – reservemor – haft for dårligt helbred til at være med til fødselsdage og andre familiesammenkomster. Og det har jeg, for at være helt ærlig, haft det godt med.
For nylig kom jeg til at høre et af mine voksne børnebørn omtale hende som ”bedstemor”, og at adoptivbarnets børn var ”fætre og kusiner”. Jeg bilder mig ind, at jeg tidligere kun har hørt dem omtalt ved deres navne.
Samtidig er det mit indtryk, at mine dejlige børnebørn ser en del mere til hende, end til mig. Jeg forstår ikke selv helt, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde, måske lidt i lyset af, at jeg p.t. har mange gebrækkeligheder og en del smerter, så tærsklen er lavere.
Men jeg reagerede emotionelt og sagde højt, at ”hun jo da ikke var bedstemor”. Mit voksne barnebarn sagde, at ”hun” jo, så vidt hun forstod, havde været en slags mor for min datter (som nok er den, der har været mest knyttet til ”reserven”). Hun virkede i øvrigt pinligt berørt.
Jeg er nu ulykkelig over mig selv og føler, at min reaktion var primitiv, og er i tvivl om, hvordan jeg skal ”redde” den over for mit barnebarn (og andre i familien, som måske hører om mit udbrud). Jeg kan jo så nemt komme til at ødelægge det gode, der er, for det er der virkelig, især i relation til børnebørnene. Min tvivl går på, hvor åben jeg skal være om mine følelser i relationen til familien.
Venlig hilsen
Klara
Kære Klara
Tak for dit brev, hvor du beskriver en livsrejse, som ikke har været let. Da du var ung, var viden om angstlidelser, mindreværdsfølelse med videre ikke så stor. Og du har måttet leve med manglende accept af, at du trængte til støtte og hjælp til at komme videre. I stedet mødte du en autoritær far og siden en manipulerende mand. Hvor har du dog måttet kæmpe i de år. Men du fik heldigvis en uddannelse og har rejst dig igen blandt andet med gode venners hjælp.
De venner, du fortæller om, er kommet meget tidligt ind i dine børns liv og har været vigtige støttepersoner igennem mange år. Af disse naturlige årsager har de haft en vigtig plads hos dine børn og børnebørn. Vi kan godt forstå, at der med en så stærk tilknytning, hvor de har været med hele vejen, let kan opstå dobbelte og modsatrettede følelser i dig indimellem og tidvis en snert af jalousi, når du ser, hvilken betydning de har i din families liv. Også når der har været bedre økonomi, tilbud om sommerhusture med videre.
Alligevel tror vi, at du skal prøve at vende det på hovedet og tænke, at det har været et vigtigt og godt supplement i dine børns liv, og at det måske har bidraget til – ud over alt det, som du gav – at de er de mennesker, de er i dag.
Det var jo en stor ekstra tryghed og et ekstra netværk, de fik i de svære og for børn og unge allervigtigste år. Så i stedet for at se dine venner som konkurrenter, kan du måske træne i at se dem som den ekstra ressource, som dine børn har haft gavn af.
Det er helt naturligt at få tanker og også komme med en spontan kommentar, som du beskriver, når man pludselig føler sig presset eller bliver for sårbar. Vi tænker ikke, at du behøver at undskylde eller tage det op igen, det, du fik sagt ved den bestemte anledning.
Du kunne i stedet tænke: ”Ja, det er også en naturlig følelse, man kan få, og det gør ikke så meget, at de andre ved, at sådan kan det også være at være mig en gang imellem.”
Vi ved ikke, hvor meget du og dine børn snakker om følelser sammen generelt. De er jo efterhånden i en ret moden alder, og dine børnebørn er også voksne. Så det handler om rigtig mange års rela- tionsmønster.
Den relation, de har til din veninde, kan ikke pludseligt ophøre, og det ville nok heller ikke gavne dig nu. Hvis I ikke har for vane at dele følelsesmæssige ting i større stil, kan det let blive for indviklet og akavet, hvis I skal i gang med at snakke om alle de mange årtier og dine børn og børnebørns forskellige forhold til vennefamilien.
Hvis I er lidt mere vante med at dele tanker og følelser med hinanden, eller hvis dit barnebarn vender tilbage med spørgsmål til dit udbrud, så går det jo an at sige noget om, at det nogle gange ikke har været så let eller enkelt for dig som alenemor at deles om dine børn og børnebørn, selvom du ved, at det også har bragt megen glæde og meget godt med sig.
Hvis I ikke er vant til disse samtaler, kunne du måske forsøge at forstå dig selv og dine dobbelte følelser. Samtidig kan du tænke, at det vigtigste nu er de kommende besøg og øjeblikke, hvor du er sammen med dine kære. Forsøg at gribe det, som du reelt har og får, og glæd dig over samvær og oplevelser. Fokus på det kan måske skabe større frihed inde i dig.
Mange hilsener