En tidlig forårsmorgen i 1940 befinder et par delinger danske soldater sig omkring Hokkerup fem-seks kilometer nord for den dansk-tyske grænse ved Kruså, da den tyske værnemagt rykker frem. I Hokkerup råder danskerne over en maskinkanon og nogle maskingeværer og får sat to panservogne og tre motorcykler ud af spillet, inden de må rømme stillingen. Anden Verdenskrig er nu også en krig i Danmark.
Et lille stykke derfra i retning af Rønshoved og Flensborg Fjord opholder Ole Bjørnsen sig sammen med sine kammerater fra 3. deling. De kan høre skuddene fra Hokkerup og bliver selv beskudt fra luften, så de må springe for at undgå at blive ramt.
En af kammeraterne, nummer 27, en gæv tidligere spejder ved navn Gaston, har et fotografiapparat med sig, og han smider sig ned på jorden og fotograferer den tyske flyvemaskine, som er trængt ind over dansk territorium og nu beskyder dem.
Ole Bjørnsen peger på et forholdsvis skarpt optryk af det sort-hvide fotografi fra dengang og undrer sig stadig over, at Gaston slap levende fra det. Men det var ikke alle, der var lige så heldige:
”Flyvemaskinen skød, men ramte ham ikke. Jeg ved ikke, om det bare var varselsskud. Men der var én, der blev slået ihjel oppe på hovedvejen, nummer 410. Det var sgu farligt,” fortæller han.
Hør Ole Bjørnsen fortælle om oplevelserne den 9. april
Dengang var Ole Bjørnsen en ung mand på 20 år. Indkaldt lidt før tid i oktober 1939, altså kort efter verdenskrigens udbrud, til 4. bataljon i hjembyen Odense, men fra 1. februar 1940 udstationeret i Kværs i Sønderjylland for at forstærke forsvaret af området nord for den dansk-tyske grænse.
I dag er han 95 år. Han mindes af og til den tidlige morgen for 75 år siden, da Danmark blev besat, og en undertallig og uforberedt jysk-fynsk hær blev sendt af sted mod de 15.000 svært bevæbnede tyske soldater, der kom rullende ind over grænsen. I går havde Roni Ezras nye spillefilm, ”9. april”, som med en håndfuld af de jyske veteraner som kilder beskriver netop denne danmarkshistoriske episode, premiere. Af de fynske veteraner, som kæmpede med dem, er Ole Bjørnsen den ene af kun to, der her op til 75-årsdagen er tilbage fra 4. bataljon. Den anden hedder Børge Pedersen og bor ligesom Ole Bjørn-sen stadig i Odense. Det samme gjorde en tredje veteran, Poul Heltzen, indtil for nylig, men Ole Bjørnsen har netop været til hans begravelse.
”Så nu er vi kun to tilbage her,” konstaterer den tidligere soldat og bankprokurist, som i Odenses lokale aviser er kendt som ”manden, der gik i krig for Danmark 9. april”, og hvis støvler fra samme dag er udstillet på Fyns Militærhistoriske Samling ikke langt fra hans bolig.
”Marchstøvler båret af nummer 210, Ole Bjørnsen,” lyder beskrivelsen.
Det er længe siden. Ole Bjørnsen støtter sig til fotografier og avisudklip, når han skal gennemgå de cirka seks timer, han var i krig og dermed i fare for at blive dræbt af den tyske invasionsstyrke, som rykkede hurtigt ind i Jylland, og hvis hovedopgave var hurtigst muligt at få kontrol over Aalborg Flyveplads, for at denne kunne bruges i forbindelse med det tyske angreb på Norge.
Ole Bjørnsen husker, at han var blevet sendt med tog fra Odense til Tinglev i februar, og derfra var hans kompagni kørt videre på cykel. De var placeret i Søgårdlejren og indkvarteret i kantonnement, det vil sige, at de boede privat hos en lokal familie. Selv kom han til at bo hos Hans og Louise Jepsen i Tørsbøl, som tilhørte det tyske mindretal, men som han knyttede et livslangt venskab til, og som ængstedes for ham, da han blev sendt i krig.
”Det var først senere, jeg opdagede, at de var tyskere. Jeg oplevede dem som rare mennesker. Året efter, i 1941, cyklede jeg sammen med min forlovede, Ragnhild, over for at besøge dem, og de lod os bo hos sig i en uge. Efter krigen var min søn Steffen feriedreng hos dem. En dag sagde Hans til mig: 'Jeg vil ikke være tysk, jeg vil være dansk.' Det betragtede jeg som min sejr nede i Sønderjylland, at jeg fik ham til at ville være dansk,” fortæller Ole Bjørnsen.
Efter et par måneder med øvelser og foruroligende rygter om tyske troppebevægelser oprandt den skæbnesvangre morgen, hvor sejren i Sønderjylland var absolut udelukket.
”Det var ventet, at noget var ved at ske, så den nat var vi i kvarter på kroen i Kværs. Da klokken var 4.15 om morgenen, kom vores officer ind og sagde roligt og stille til os, at tyskerne var gået over grænsen. 'Kan I træde udenfor?', spurgte han. Så gik vi ud. 'Træd an!'. Så trådte vi an med vores cykler. 'Lad gevær!'. Det havde vi gjort før, men forskellen var, at det var med skarpt denne gang, Så blev vi kommanderet op på cyklerne: 'Sid op!',” beretter Ole Bjørnsen.
Med skarpladte våben, men kun på cykel, drog Bjørnsen og hans kammerater af sted mod den totale overmagt. 4. kompagni var dog motoriserede og kom hurtigere frem på deres Nimbus-motorcykler. Træfningen ved Hokkerup fandt sted omkring klokken 5.20, og nogle af soldaterne herfra blev taget til fange af tyskerne umiddelbart efter og ført tilbage mod Kruså.
Flere andre steder i Sønderjylland fandt lignende skudvekslinger sted, blandt andet ved Lundtoftebjerg, Bredevad og Bredebro. I Haderslev var der kampe så sent som ved ottetiden, men de danske soldater overgav sig, da de erfarede, at regeringen i København havde kapituleret.
Den oplysning nåede endnu ikke frem til de fynske soldater ved Flensborg Fjord. De begav sig i retning af Sønderborg på flugt fra de fremrykkende tyskere.
Inden længe måtte de erkende, at det gik for langsomt på cykel. Det lykkedes at beslaglægge en lastbil og få 14 mand og cykler om bord på den.
”Jeg ved ikke, hvordan vi alle sammen kunne være der, men det gik af sted mod Sønderborg, mens lokale tyskere råbte smædeord ad os. Jeg kan huske, at vi kom forbi én, der sad oppe i et træ og var ved at hænge et hagekorsflag op. Gaston rettede sit gevær mod ham og råbte; 'Må jeg skyde ham?'. Jeg kunne se, tyskeren blev bange, men vores kaptajn svarede: 'Gu' må De ej. Han er ikke værd at spilde krudt på!'. Det havde jo været forfærdeligt, hvis vi havde skudt ham. Det måtte vi jo ikke,” fortæller Ole Bjørnsen ivrigt.
I Sønderborg blev de modtaget af folk, der kastede med blomster, men det viste sig at være tyskere, der troede, de var invasionsstyrken. Det var jo blot 20 år siden, området havde været tysk territorium. Så blomsterne blev smidt tilbage igen.
”På kasernen i Sønderborg sad de alle sammen bare i kantinen og drak kaffe. Det hele var afblæst. Da var klokken vel blevet 10 om formiddagen. Så fik vi også en kop kaffe,” husker Ole Bjørnsen.
Kampen var slut. De seneste timer havde det været forbi, men denne information var blot ikke nået frem. Og reelt var kampen afgjort på forhånd. Forberedelsen til at modtage tyskerne var hæmmet af, at ingen måtte foretage sig noget, der af tyskerne kunne tolkes som aggression, før grænsen var overskredet. Det var for eksempel ikke tilladt at grave sig ned i maskingeværstillinger. Det absurde forhold, at soldaterne på den ene side skulle forsvare Danmark, på den anden side ikke måtte tirre tyskerne, irriterer åbenlyst Ole Bjørnsen selv på 75 års afstand.
”Der var en kaptajn, Gandil, som ligeud sagde til os unge soldater, at dem i regeringen skulle skydes alle sammen. Det blev de gudskelov ikke, men det var noget svineri.”
Ole Bjørnsen var ganske ung dengang og loyal over for sine foresatte. Også de højtstående officerer, som ikke gav besked. Men han undrede sig, og det gør han stadig. For eksempel undrer han sig over, at ingen sørgede for at gøre flyvepladsen i Aalborg ubrugelig eller sprænge Lillebæltsbroen i luften.
”Til syvende og sidst blev det sådan, at Danmark gjorde ingenting. Ude på Middelgrundsfortet stod en stor kanon, men den virkede ikke, så tyskerne kunne sejle et helt skib med tropper lige ind til Langelinie i København. Det fortælles, at da der var skud ved Amalienborg, og en mand havde fået en kugle i maven og ud gennem ryggen, skal kong Christian X have sagt: 'Er det nok nu?'. Det skal nok passe, at han har sagt det,” siger Ole Bjørnsen.
Efter 9. april forblev han soldat, kom på officersskole og avancerede til kornet. Da modstandskampen tog til, gik han som mange ind i en ventegruppe og skulle således være klar til at gribe til våben og sikre ro og orden, hvis tyskerne kapitulerede, og der opstod uroligheder i den anledning.
Han måtte flytte, da han i september 1944 blev eftersøgt af Gestapo og tilbragte krigens sidste tid som bogholder i Faaborg. Hans kone Ragnhild, som han blev gift med i 1942 og nåede at holde guldbryllup med, inden hun døde i 1998, blev i Odense.
Den 95-årige veteran er ikke meget for at sætte ord på sine egne følelser. Han husker sine og de andre soldaters optræden i de forvirrede morgentimer som rolig. En korporal mindede ham efter krigen om, at han selv havde bemærket, at solen skinnede, og sagt, at hvis de skulle dø denne morgen, var det i det mindste en smuk morgen at dø på.
”Der var ingen panik. Jeg husker, at vores løjtnant var rolig, men bestemt. Gaston bredte også ro omkring sig, fordi han var gammel spejder, og det hele mindede meget om en spejderøvelse,” beretter Ole Bjørnsen.
Hans personlige vrede over den hurtige danske kapitulation og over, at han og kammeraterne blev sendt på en fuldstændig håbløs mission, er også afdæmpet.
”Der var mange, navnlig mange befalingsmænd, som var hvidglødende af raseri,” siger han og tilføjer:
”Vi vidste jo ikke, at det hele var forbi, næsten før det begyndte. Jeg har jo vendt det hele nogle gange siden. Og jeg tror, jeg har det på den måde, som vi danskere er blevet enige om at have det. Jeg havde selv en bror, der var på officersskole på det tidspunkt, og vi er blevet enige om, at det nok var mest heldigt, at vi ikke mobiliserede. Vi var jo blevet smadret,” siger Ole Bjørnsen.
Men han tilføjer, at konsekvenserne var mange. For eksempel, at de omkring 5000 danske krigssejlere ikke måtte sejle under Dannebrog, men skulle føre britisk flag.
”Nordmændene fik lov at sejle under det norske flag, fordi de kæmpede,” siger han, der som en af de få kæmpede en smule. Og som i mange år efter krigen blev dasket indforstået på skulderen af en af de faste kunder, når han sad og arbejdede i banken - Fyens Disconto Kasse - og fik at vide, at det var godt, han havde kæmpet.
I alt 16 danske soldater og grænsegendarmer døde 9. april 1940. Seks af dem var Ole Bjørnsens fynske kammerater fra 4. bataljon.