Prøv avisen

Efter en barndom med vold og overgreb hørte en voksen endelig på Ivana

Ivana var et af Danmarks udsatte børn. Men flere gange i sit liv har hun oplevet at blive mødt helt rigtigt af voksne, der så og forstod hendes mistrivsel. De hjalp hende blandt andet bort fra de overgreb, hun mener, hendes stedfar begik mod hende, fra hun var ganske lille. – Foto: Jane Birch

Ivanas barndom var præget af alkoholisme, vold og seksuelle overgreb ifølge hende selv. Hendes ungdom blev brugt på anoreksi og selvskade. Men hun er også blevet mødt af voksne, følsomt og dygtigt. De har reddet hendes liv

”Kan du ikke se mine ar?”

Ivana, 28 år, siger det spottende, men lattermildt. Kan noget så åbenlyst undslippe nogens opmærksomhed? De hvide ar, der trækker streger over hendes underarm som snoren på en oksesteg. Det er journalisten, som har spurgt, om hun også skærer sig.

Ivanas opvækst og alt det, den førte med sig, er så tæt filtret sammen, at det næppe giver mening at skille det ene fra det andet i historien om hendes liv. Moderens alkoholisme, de overgreb, hun mener, stedfaderen begik, hendes egen selvskade, især anoreksi, men altså også cutting, der startede så tidligt, at hun ikke kan huske, at det nogensinde har været anderledes.

Og dog er det ikke det, man først bemærker ved hende. Nok er hun tynd; spæd som en tween på kanten af puberteten. Men hun er også alt muligt andet. Sjov for eksempel.

”Bøh,” forskrækker hun ironisk sin kat, som farer fra altanen ind i lejligheden.

Mimikken er finurlig, stemmen er rolig, Ivana svarer kun på det, hun ved eller husker fra sit liv. Hun fremstår først som et menneske og sidst som et skadet offer.

Det er måske hendes held. For selvom Ivanas problemer er såkaldt komplekse, har hun livet igennem mødt voksne, der har været dygtige til at se hende, og som også har haft succes med at hjælpe.

”Jeg er blevet mødt godt. Men det handler jo også om, hvordan man selv møder andre. Man kan godt være umulig og stadig smile sødt. Sådan tror jeg, jeg har været,” siger hun.

Ivana optræder som ”livsekspert” i en bog om seksuelle overgreb, som udkom denne uge, sammen med en anden bog om selvskade. Bøgerne er skrevet af debattør og social entreprenør Lisbeth Zornig, socialpædagog Karen Gjesing og antropolog Tilde Kelp.

Det er håndbøger, der ikke mindst skal hjælpe lærere, pædagoger, sygeplejersker og andre fagfolk og pårørende med at spotte og forstå børn, som mistrives. Det har Ivana erfaringer med.

Hun kan ikke huske meget, fra hun var 5-10 år. Men hun mener, at hendes stedfar begyndte at udsætte hende for overgreb, året før hun begyndte i skole. Sammen med psykologer og ved hjælp af blandt andet aktindsigt har hun forsøgt at rekonstruere de år, der er forsvundet.

Scener, fra hun var 10 til 12 år, siger hun dog, at hun kan huske klart.

”Det skete mest om aftenen, når min mor var rigtig fuld. Jeg husker bare, at det ikke var normale godnatscener. Det var at nusse, men på steder, hvor man ikke skal nusse,” siger hun.

Uren indeni og uren udenpå, beskriver hun den afsky, der efterhånden blev uudholdelig. Hun led af børneksem og gik af den grund i flere år til regelmæssig behandling på sygehuset. Det blev en sygeplejerske der, som Ivana betroede sig til.

”Hun var omsorgsfuld og sjov, og vi havde bare god kemi. Hun smurte creme på mig på en måde, der var rar. Og vi sad i det der lille rum, det var vores rum,” husker hun.

Ivana sagde kun en enkelt sætning, og den var klausuleret: Hvis sygeplejersken nogensinde fortalte den til andre, ville Ivana slå sig selv ihjel!

”Min stedfader rører ved mig på steder, hvor han ikke må,” sagde hun.

Sygeplejersken fortsatte den rutine, de altid havde, hvor Ivana efter sin konsultation besøgte børneafdelingen, som hun kendte godt fra tidligere indlæggelser. Men samtidig varskoede sygeplejersken sine kolleger, og der blev lagt en plan. På børne-afdelingen blev Ivana indlagt akut med ”feber”.

”Det var meget fint tænkt. De fandt bare på en somatisk diagnose. De passede på mig på den måde, jeg havde behov for. Jeg fik lov at være et sted, hvor jeg kendte rutinerne og menneskene, og hvor jeg følte mig beskyttet, som jeg ellers ikke følte mig. De tog alt det, de vidste, at jeg følte var trygt, og gjorde det lidt tryggere i en tid, hvor der ellers var sindssygt utrygt i mit hoved,” siger hun.

Ivana kom kortvarigt på børnehjem fra hospitalet. Da hun kom hjem

til sin mor igen, var stedfaderen væk: Kommunen havde bestemt, at han ikke måtte opholde sig i lejligheden samtidig med hende. Hun blev afhørt af politiet, men sagen fik intet retsligt efterspil på grund af mangel på beviser.

Ud for Ivanas værelse i boligblokken var der et buskads. Hun husker ganske klart afstanden fra vinduet til det buskads. Trak hun armen tilbage og kastede så hårdt, hun kunne, var det muligt at smide en genstand derind. Mad især, som Ivana altid tog med ind på værelset. Hun smed det væk, allerede mens hun mener, at hun blev udsat for overgreb. Hun holdt ikke op, selvom stedfaderen kom væk.

Hun var 21 år, før hun lærte at spise kylling på ben. Det er bogstaveligt ment. Hun havde aldrig før vidst, hvordan man skærer kødet fra knoglen. For hvis hun nogensinde har spist normalt, ligger det længere tilbage, end hukommelsen rækker.

Hun tilbragte sine teenageår på ungdomspension og produktionsskole. I sin aktindsigt har Ivana fundet en underretning fra pensionen, hvor der står, at hendes spiseforstyrrelse var så voldsom, at pensionen ikke var sikker på, at den turde tage ansvar for hende. Produktionsskolen fik hende i behandling. Først hos en psykolog, og siden fik psykologen hende indlagt.

Hun vejede 34 kilo, da vægten var lavest, og hun har spist op til 140 afføringspiller om dagen. For det er så ækelt, det der er indeni, forklarer Ivana:

”Jeg synes, mad inden i mig er skrald. Det er for at tømme skraldeposen ud hver dag. Det er svært for mig at forholde mig til, at der er noget, der rådner i mine tarme, det er ganske ulækkert, synes jeg.”

Først hos specialisterne på hospitalet fik hun diagnosen anoreksi, og da var hun 21 år. Hun fik også omsorg – på samme rigtige måde, som hun havde oplevet før.

Overlægen var ”hård med omsorg”, kalder hun det selv. For eksempel når hun truede med at tvangsindlægge Ivana på lukket, psykiatrisk afdeling, hvis hun ikke samarbejdede. Eller når lægen lod hende beholde en flig af sit misbrug af afføringspiller, Ivanas tryghed, så hun kunne lykkes med at trappe ned i øvrigt.

”Hun har været virkelig god til at håndtere mig. Hun har altid gjort det enormt ordentligt. Jeg skrev hende et brev på et tidspunkt, hvor jeg takkede hende for de gange, hun har reddet mit liv,” siger Ivana.

Hendes udgangspunkt i tilværelsen var svigt, og derfra kom selvødelæggende adfærd. Den slags kan det være svært at reparere på. Men nogle gjorde forsøget, nænsomt og kompetent, sådan som en voksen bør, når det står over for et barn, som trives meget dårligt.

I dag har Ivanas vægt været stabil i over et år. Hun er nede på 40 afføringspiller om dagen. Tre gange om ugen kommer damer fra kommunen og spiser med hende. Hun er på kontanthjælp, men i et ressourceforløb, der skal afklare, hvad hun vil og kan med resten af sit liv.

Hun har endelig lyst til at være i det.

”Bare at være. At sidde her på altanen og se skyerne og mærke vinden. Jeg kan mærke taknemmeligheden over, at jeg får lov til at leve, selvom jeg har været og stadig nogle gange er i gang med at smadre alt, der er mig.”

Ivana er et pseudonym. Kristeligt Dagblad kender hendes identitet.

Håndbøgerne ”Jeg ville have sagt det, hvis...” og ”Jeg gør mig ondt, når...” udkom i torsdags på Gyldendal.

Jeg kan mærke taknemmeligheden over, at jeg får lov til at leve, selvom jeg har været og stadig nogle gange er i gang med at smadre alt, der er mig

Ivana

Det skete mest om aftenen, når min mor var rigtig fuld. Jeg husker bare, at det ikke var normale godnatscener. Det var at nusse, men på steder, hvor man ikke skal nusse

Ivana