Prøv avisen

Nils Malmros: Der er ikke længere nogle væsentlige hjørner i mit liv, jeg mangler at belyse

73-årige Nils Malmros fejrer dette efterår 50-årsjubilæum som filminstruktør. Det sker blandt andet med en filmkavalkade i den legendariske Aarhus-biograf Øst for Paradis. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus

Nils Malmros debuterede som filminstruktør for 50 år siden med et umodent plagiat over en fransk film. Erkendelsen er hans egen, men han lærte af sine fejl og har siden forsøgt at skabe film, hvor han ikke ”kloger sig”, men bare fortæller, hvad han kan huske. Han kalder sig selv en outsider eller ener i filmmiljøet, og hans metoder er ikke altid faldet i god jord hos skuespillerne

Biografsalen er næsten fyldt op. Det er søndag eftermiddag, og udenfor er Aarhus i gang med sin årlige festuge. Men her i de røde biografsæder i Øst for Paradis er det en anden fest, folk er kommet for at deltage i: 50-årsjubilæumskavalkade for Nils Malmros. Over syv søndage fejrer biografen byens landskendte og prisbelønnede filminstruktør, der både vil fortælle om sit liv og sine film, som man samtidig får lejlighed til at gense.

Liv og værk hænger uløseligt sammen, når det handler om Malmros. Han kalder sig selv for ”erindringskunstner” og sine film for ”autofiktion”. I begyndelsen havde han dog ikke selv forstået, at det var hans eget liv, han ville komme til at kortlægge i sine værker. Men en særlig evne til at huske steder, lyde, lugte og stemninger og et røntgenblik for de sociale spil fik ham til at forstå, at denne hukommelse var en gave, som satte ham i stand til at genskabe scener fra både drengeværelset, skolegården og senere også voksenlivet. Og som gav os andre et hudløst persongalleri med blandt andre Lars Ole og Elin samt legendariske filmcitater fra de første film som ”Skal vi lege rangérlokomotiv?” og ”Vi prutte-sterer”. Til de bevægende ord fra den sidste film i livsværket ”Sorg og glæde”, hvor Signe, alias Malmros’ kone, siger til sin mand: ”Du mangler at lave en film om at blive voksen... Min gave til dig er, at du skal lave den film og fuldende dit værk.”

Nils Malmros er udmærket selv klar over, at der er en hårfin balance mellem det selvoptagne, navlebeskuende og så det univers eller register, der rammer det genkendelige. Den menneskelige nerve.

”Men heldigvis er mine personlige følelser og fornemmelser åbenbart så rimeligt almene, at andre også har fundet filmene interessante,” siger han med en noget underbetonet version af den anerkendelse, der i dag står om hans filmværk.

Med flere priser af de helt store i bagagen, men også en svær begyndelse. Hvor instruktøren fra Aarhus kun mødte kritik og lukkede pengekasser.

Denne søndag viser han klip fra sine tre første film. Og det er noget ganske enestående at få et smugkig fra debuten i 1968, ”En mærkelig kærlighed”. Den blev nemlig kun vist tre-fire gange i alt. Siden har ingen fået lov til at se den.

I klippet ses seks unge mænd, der sidder om et bord og taler sammen, mens piberøg og uforløst testosteron fylder rummet. Scenen er i sort-hvid, det samme gælder nærmest samtalen, der med ungdommeligt åndsmod springer fra emner om monogamiens umulighed til spørgsmål om, hvorvidt ateisme i virkeligheden forudsætter en Gud, man kan tage afstand fra.

Filmen er lavet, mens Malmros var ung lægestuderende på Aarhus Universitet. Med et 16-millimeterkamera, amatører både foran og bag kameraet, private lån, og med Malmros som den håbefulde filminstruktør. Han havde som 18-årig set en film af den franske instruktør Francois Truffaut, ”Jules et Jim”, og følt sig ”ramt helt ind i hjertekulen”, som han siger. Og nu ville han skabe den samme stemning. Om den ulykkelige kærlighed, forventning og resignation, som også senere blev et tilbagevendende tema i Nils Malmros’ film.

Men debutanten fra Aarhus blev ikke mødt med samme begejstring som helten Truffaut, der nærmest havde fejet triumferende gennem hele Europa med ”den nye bølge”, som var med til at gøre filmmediet til sin generations – og Malmros’ – foretrukne udtryksform. Faktisk fik Malmros så ydmygende anmeldelser, at han stadig kan huske ordene ”åndeligt armod” fra dommen i Berlingske Aftenavis.

”Men jeg lærte så utrolig meget af mine fejl. For anmelderne havde jo ret. Det var et plagiat, jeg havde lavet – og endda et dårligt et. Mens Truffaut altid sagde, at poesien skal ind ad bagdøren, så havde jeg mast den ind ad fordøren og forsøgt at være dybsindig, uden at være det. I stedet illustrerede filmen min egen umodenhed. Jeg lærte derfor, at jeg skulle lade være med at lege klog og analysere. Troværdigheden kunne jeg kun få frem ved at fortælle om det, jeg kunne huske – sådan som jeg huskede det. Og derfor var distancen i tiden også vigtig. Klog af skade vendte jeg derfor tilbage til min barndom, og ’Lars Ole, 5c.’ begyndte at tage form.”

I København troede man dog ikke rigtig på den selvlærte filmmager fra Aarhus. Den medicinske evighedsstuderende, der selv var gået i gang med at udtænke manuskripter og instruere børn, fik derfor ingen støtte fra Filmfonden til den film, der ellers endte med at få en Bodil for årets bedste danske film i 1975.

”Det var københavneri af den værste skuffe. Jeg fandt senere ud af, at de ikke engang havde set den scene fra filmen, jeg havde vedlagt ansøgningen, før de gav afslag.”

Optagelserne til ”Lars Ole, 5c.” begyndte i 1969. Filmen var først færdig fire år efter. For Nils Malmros filmede kun i gråvejr og skulle få optagelser og instruktion til at passe ind i frikvartererne på den skole i Aarhus, som havde givet ham fuld adgang til både børn og bygninger. Han havde udtænkt en metode, så han kunne få de utrænede børn til at fungere som gode skuespillere. Malmros optog kun scener på højst fem sekunder ad gangen, og han sagde først selv alle de sætninger med betoning og tonefald, som børnene bagefter skulle gentage. Hele filmen med alle sine klip var på forhånd sat sammen inde i instruktørens hoved, og derfor handlede det ikke om at optage lange sekvenser og se spillet udfolde sig. Men om præcision.

”Det var total kontrol fra min side. Børnene var på den måde marionetter. Og det fungerede. For selvom de måske ikke var store skuespillere af natur, så kunne de lige præcis klare fem sekunder.”

På lærredet ser man nu en skolegård. Drenge og piger på 11-12 år leger fangeleg, iført anorakker og islandske striktrøjer, og for den grydehårsklippede Lars Ole er lykken næsten nået, da han får fat på hende, hele universet drejer sig omkring. Men også kun næsten, for efter han har rørt hendes jakke og råbt ”fanget”, kommer den selvsikre og mere populære klassekammerat og tager hende fra ham, med ordene ”Jeg skal nok gå op med hende”.

Malmros blev ven med børnene. Flere af dem kom til te og ristet brød hjemme hos ham om eftermiddagen, når skoledagen var slut. Han knyttede også stærke bånd til deres forældre, ”især til Lars Oles, de var ægte bolsjevikker, så jeg har faktisk én gang i mit liv stemt på kommunisterne for at glæde dem”.

Men selvom Malmros med ”Lars Ole, 5c.”, opfølgeren ”Drenge” og ikke mindst ”Kundskabens Træ” blev rost til skyerne for sin helt specielle evne til at instruere børn, så blev hans metoder ikke modtaget med samme begejstring fra de professionelle skuespillere. Og de begyndte at komme med i Malmros’ film fra 1980’erne. Med Jesper Klein som den første, i ”Skønheden og Udyret” fra 1983.

”Det førte nærmest til revolution på andendagen. Jesper Klein brød sig bestemt ikke om at være en marionet under mine instruktioner. Han endte dog med at underordne sig, men fraskrev sig så også ethvert ansvar for filmens resultat.”

Det havde han måske ikke behøvet, konstaterer Malmros med et glimt i øjet, for denne film, med Line Arlien-Søborg som datteren, der gennem sin gryende seksualitet også er ved at løsrive sig fra faderen, endte med at få både en Robert- og en Bodil-pris for bedste film.

Det blev ikke bedre med kemien mellem instruktør og skuespiller, da Ghita Nørby kom på rollelisten i Malmros’ næste film, ”Århus by Night”.

”I sin bog ’Mine levende billeder’ skriver hun ligefrem, at hun kunne slå mig ihjel. At jeg er en despot, der vil bestemme alt og på ingen måde er noget godt bekendtskab. Fra min side handlede det om, at jeg oplevede hende komme med hele udtrækket fra Det Kongelige Teater, så snart kameraet blev tændt. Med overartikulerede sætninger, uden ægte nærvær. Mens hun var fantastisk under prøverne. Derfor måtte jeg tage uendeligt mange scener om og endte med at lave lydoptagelserne bagefter. Det var selvfølgelig ikke rart for hende, det kan jeg godt forstå. Men troværdigheden skulle altså være på plads. Det endte nu med, at hun faktisk blev helt fantastisk. Desværre har hun efter eget udsagn aldrig set filmen.”

En fotograf brød sig heller ikke om Malmros’ særegne optagestil. Han stoppede samarbejdet med ordene: ”Jeg gider ikke at lave Malmros’ dias-serie,” med henvisning til netop de korte, statiske sekvenser, som de tidlige film blev optaget i.

”Senere har jeg jo lært, at der faktisk kan opstå noget helt magisk, når man har med dygtige skuespillere at gøre. Og at det kan være godt at slippe kontrollen lidt. I ’Sorg og glæde’ var der simpelthen intet, der skulle korrigeres. Jeg sad bare efter hver optagelse med en klump i halsen, fordi Helle Fagralid og Jakob Cedergren spillede deres roller med så stor nerve og troværdighed.”

”Sorg og Glæde” fra 2013 er umiddelbart den mest selvbiografiske film, Nils Malmros har lavet. Om tragedien i 1984, da hans kone i en psykose slog parrets ni måneder gamle datter ihjel. Men først og fremmest en film om den kærlighed, der bar ægteparret igennem sorgen og gør, at de stadig holder sammen. Filmen fik meget flotte anmeldelser. Selvom den var hård at se og også anfægtede mange. Som DR’s filmanmelder Per Juul Carlsen skrev under sine fem stjerner: ”Hvordan gør man så forfærdelig en personlig oplevelse til noget alment, sådan som Malmros har formået med selvoplevelser i film som ’Drenge’, ’Kundskabens træ’, ’Århus by Night’ og ’Kærestesorger’? Ved ikke at fokusere på den lille pige, der knap nåede at leve et liv, men på forholdet mellem ægteparret, der gennemlever de groteske begivenheder. Og da ’Sorg og glæde’ er forbi, er det ikke den horrorfilm, den kunne have været, hvis den havde taget en helt anden drejning, men en film om kærlighed – ikke kærlighed som den store altomfavnende brusende lykke, vi kender fra romantiske komedier, men som en uudgrundelig størrelse, der vælger sine egne veje, nærmest af princip.”

Selvom publikum strømmede ind for at se filmen, og der overalt var rosende ord, så gav det alligevel lidt skår i glæden over modtagelsen, at den tidligere så begejstrede forfatter og filmkollega Klaus Rifbjerg sablede filmen ned og kritiserede den for at være en hyldest af småborgerligheden.

”Før plejede han at rose mig til skyerne, og nu blev jeg pludselig sablet ned. Jeg har undret mig meget over, hvad det handlede om, men jeg tror måske, han havde det svært med, at jeg havde en selvoplevet tragedie at fortælle om. På en underlig bagvendt måde ville han ikke acceptere, at tragedien gav mig en legalitet, han ikke selv havde. Dybest set handlede det om hans uvilje mod autofiktion. Han ville ikke anerkende, hvor uendeligt stort det var, at forældrene i en skoleklasse ønskede den lærer tilbage, som havde dræbt sit eget barn. Men det er en storhed, der kun har gyldighed i en autofiktion. I en fiktion ville den være en dækningsløs check.”

Nils Malmros mødte også uventet kritik fra en anden side. Hans skuespiller gennem flere år Line Arlien-Søborg skrev i filmmagasinet Ekko et meget langt anklageskrift mod Malmros’ skildring af sin betagelse af hende, som den kommer til udtryk i ”Sorg og glæde”. I filmen fortæller Malmros selv, hvordan også hans kone var jaloux på mandens interesse for den unge pige, og han skildrer blandt andet en episode fra et hotelværelse i Berlin, hvor instruktør og skuespiller er alene sammen. Line Arlien-Søborg har givet udtryk for, at hendes fortælling er en anden end den, Malmros beskriver, og skriver i en opfølgende artikel: ”Han kunne overveje, om det, han igen og igen har bedrevet – i kunstens hellige navn, hvor fiktionen spiller sammen med den ’sandhed’, han formidler i sine foredrag – har føltes som karaktermord på de mennesker, der er blevet inddraget.”

Nils Malmros er med på, at hans filmfortællinger uundgåeligt også berører og skildrer andre mennesker end ham selv. Men han mener ikke, man kan sige, at han har fordrejet eller forstørret noget. Han mener ikke, han fortæller andet, end man ville gøre i en vilkårlig selvbiografi.

”Jeg fortæller selvfølgelig historien ud fra min synsvinkel, sådan er det jo nødvendigvis. Jeg kan ikke andet. Og jeg bestræber mig altid på at være sandfærdig i forhold til mine oplevelser. Derudover har jeg sat nogle regler op for mine værker: Jeg må ikke gøre tingene værre, end de er. Og jeg må heller aldrig gøre mig selv bedre, end jeg har været. I dag ved jeg, at det, jeg har bedrevet, kaldes ’autofiktion’ – for selvom folk, der kender mig, sikkert godt kan afkode filmens episoder og personer fra den virkelige verden, så optræder jeg og andre altid under andre navne i mine film – og på den måde er der en distance mellem liv og værk.”

Men at det er et livsværk, der nu runder de 50 år, ligger fast. Og Nils Malmros lyder mere skråsikker denne gang end tidligere, når han har sagt, at han nu har lavet den sidste film.

”Min sidste film er jo så meget et punktum, som en film kan være. Der er ikke længere nogle væsentlige hjørner i mit liv, jeg mangler at belyse. Og jeg tror, jeg vil være glad for om 50 år, at jeg ikke lavede flere. Nu står mine film som et samlet oeuvre.”

Sidste klip denne søndag eftermiddag er fra ”Drenge”.

Det er sengetid. Fætter Kresten er på besøg og lokker Ole over i sin seng, ind under dynen. ”Kan du sige hik hak, kniven brak?”. Ole gentager, og Kresten fortæller historien om Bette Kurt, der fik cement i røvhullet og måtte på sygehuset for at blive opereret. Der kom syv baljefulde lort ud af ham.

Publikum holder vejret og glæder sig til Oles replik – og flere rammer på sekundet, da han stiller sit opfølgende spørgsmål:

”Hvor meget lårt var der?”.

Nu på søndag er det så ”Kundskabens Træ”, der er på programmet. For en udsolgt sal.

Min sidste film er jo så meget et punktum, som en film kan være. Der er ikke længere nogle væsentlige hjørner i mit liv, jeg mangler at belyse. Og jeg tror, jeg vil være glad for om 50 år, at jeg ikke lavede flere. Nu står mine film som et samlet oeuvre.

Nils Malmros
Filmen "Drenge" er fra 1978 og følger Ole som barn, teenager og ung studerende. Her har han besøg af fætter Kresten, der fortæller røverhistorier i lommelygtens skær.
Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus