Der var engang, hvor det var en mors sidste udvej, når hun sendte sine børn i daginstitution. Det var en tid, hvor den offentlige børnepasning blev opfattet som en velfærdshjælp til de familier, hvor begge forældre var nødt til at arbejde for at få det hele til at løbe rundt, eller hvor man som enlig mor ikke havde andet valg end at lade sine børn passe af andre, mens man selv måtte tjene til føden. Det var en nødløsning, og den var ofte forbundet med skam og stigmatisering fra det øvrige samfund.
De dage er for længst forbi, og siden 1960’erne er daginstitutionernes betydning for danskernes familieliv kun blevet større, forklarer Cecilie Bjerre, der er historiker og postdoc ved Syddansk Universitet, hvor hun forsker i familiepolitik i det 20. århundrede.
”I dag opfattes daginstitutioner ikke blot som en universel rettighed, man har som familie i Danmark. De ses som en forudsætning for, at man kan få familie- og arbejdslivet til at fungere. Det stigma, der engang var knyttet til at sende sine børn i offentlig pasning, er fuldstændig forsvundet.”
Det nye normale
I Danmark hænger udbredelsen af daginstitutionerne tæt sammen med udbygningen af velfærdsstaten, der for alvor tog fart i 1960’erne. Der var brug for arbejdskraft, og kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet. Det betød samtidig, at ansvaret for børnepasningen måtte placeres uden for hjemmets fire vægge.
”Fra begyndelsen af 1960’erne var det en del af det socialdemokratiske velfærdsprojekt at understøtte kvindernes plads på arbejdsmarkedet ved at skabe offentlige institutionstilbud. Det blev en politisk mærkesag at gøre det muligt for familierne at være to forældre, der begge er på arbejdsmarkedet, også selvom man har børn. Og staten nød godt af den dobbelte arbejdskraft, der jo betød flere skatteindtægter, som kunne bruges til at finansiere den voksende velfærdsstat,” fortæller Cecilie Bjerre.
I 1965 blev begrebet daginstitution introduceret i dansk lovgivning, og med en ny lov om børne- og ungdomsforsorg blev børnepasningsinstitutionerne nu for alle børn, ikke kun de børn, der kom fra mindrebemidlede hjem. Og familierne tog godt imod de nye daginstitutioner. På 10 år, fra 1965 til 1975, steg andelen af børn i daginstitution fra 7,3 til 27,4 procent, og Danmark gik fra at have 1140 forebyggende børneforsorgsinstitutioner i 1962 til 3035 daginstitutioner i 1972.
Fra 1970’erne og frem fortsatte udviklingen kun én vej: Flere og flere børn blev sendt i daginstitution, fra de var helt små. Selv da økonomien vendte i midten af 70’erne og begyndte at falde, fortsatte de danske familier med at sende deres børn i dagpleje, vuggestue og børnehave. For kvinderne blev på arbejdsmarkedet, og behovet for at få børnene passet blev ikke mindre.
”Det er faktisk bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt det blev normaliseret at sende sine børn i daginstitution. Det er et ret markant normskifte, vi ser i løbet af få årtier,” lyder det fra Eva Gulløv, der er professor mso i pædagogisk antropologi ved Danmarks institut for pædagogik og uddannelse ved Aarhus Universitet.
”Institutionerne er blevet normsættende for hverdagslivet og på den måde også en normaliseret del af familielivet. På samfundsniveau er institutionerne blevet gjort til en vigtig ramme om børnelivet, både hvad angår kommunikation, kost, hygiejne og i forhold til relationer. Som samfund har vi altså en forventning om, at institutionerne skal fungere som en dannende ramme for børnene.”
Familieliv til debat
Men selvom daginstitutionerne stadig oplever massiv tilslutning, så er der også de forældre, der ser på dem med mere kritiske øjne, og som sætter spørgsmålstegn ved, om institutionslivet er det rigtige for deres børn.
”Vi ser spæde tendenser, hvor en lille, men alligevel voksende og mere vokal gruppe forældre ønsker at rejse en bredere diskussion om daginstitutioner og måden, vi har indrettet vores samfund på i forhold til familielivets rammer,” lyder det fra Eva Gulløv.
”Min fornemmelse er, at hvor det engang måske i højere grad var en mærkesag for familier med et mere konservativt familiesyn, så kommer kritikken i dag fra flere sider. Den kan både rumme en antikapitalistisk samfundskritik og være udtryk for en konservativ kamp for et traditionelt familieliv, hvor det skal være okay, at moderen går hjemme,” siger hun.
Cecilie Bjerre fra Syddansk Universitet er ikke overrasket over, at daginstitutionerne i disse år er til debat. For det har de ifølge historikeren været, siden de første moderne daginstitutioner så dagens lys. I slutningen af 1950’erne var det blandt andet lægen Jens Egsgaard, der i medierne argumenterede for, at det var afgørende for de små børns udvikling at være sammen med deres mor de første tre leveår. Lignende argumenter ser man i dag, når debatten går på, hvornår de yngste har bedst af at begynde i dagpleje eller vuggestue.
Også på Christiansborg har spørgsmålet om daginstitutionerne været et politisk varmt emne siden 1960’erne, hvor debatten ifølge Cecilie Bjerre har kredset om den grundlæggende forudsætning, som daginstitutionerne blev grundlagt på: At de skal understøtte et familieliv, hvor begge forældre er på arbejdsmarkedet.
”Politisk set så har hele spørgsmålet om daginstitutioner som led i familiepolitikken været et meget konfliktfyldt emne lige siden de første daginstitutioner. Det interessante er, at debatten i det store hele har været den samme op gennem tiden: Hvilken rolle skal staten spille i familielivets indretning, og hvor stor frihed skal familierne selv have i måden, de indretter deres hverdag på?”