Da kunsthistoriker Jane Sandberg blev ansat som direktør for Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation i København, fortalte hendes mor hende, hvordan et rigtigt brev skal skrives:
”Der skal stå en halv side om ingenting, en halv side om alting og en halv side om vejret,” siger Jane Sandberg med et grin.
Som 54-årig er hun fra en generation, der ikke er uvant med at skrive breve i hånden på papir, og hun brevvekslede selv i 1980’erne med en veninde, der var flyttet til Australien. Andre fra hendes egen og ældre generationer har haft pennevenner, der ofte var formidlet af en lærer, som havde kontakter i udlandet. Pennevenskaber er også blevet formidlet mellem venskabsbyer i Danmark og andre steder i verden.
”Brevet har været en disciplin, hvor vi er vokset op med, at der er forskel på tale- og skrivesprog. Det har mine børn ikke lært. Det er gået tabt med de digitale medier. Det samme er det at have tid og eftertanke til at formulere et brev. Mine egne mails kunne også godt trænge til at blive set efter i sømmene, for de er ikke altid så gennemtænkte,” siger Jane Sandberg og nævner endnu en ting, der er gået tabt:
”Vi har en gang imellem holdt aftener på museet, hvor folk kunne komme og skrive breve. Og der viser det sig, at mine børns generation dårligt nok ved, hvordan man skriver navn, adresse og postnummer uden på en kuvert. De skriver det ud i en køre.”
Der var engang, hvor det at skrive breve til hinanden om stort og småt var en daglig foreteelse. I 1880’erne var der postudbringning syv gange om dagen i de større byer.
”På den måde blev breve en almindelig måde at meddele sig på i mange årtier. Da brevmængden voksede, skete det i forbindelse med industrialiseringen, hvor mange flyttede fra land til by. Og eftersom flere og flere kunne læse og skrive, blev man grebet af lysten til at meddele sig ud i verden. På den måde opstod begrebet pennevenner.”
”Vi har ingen præcise data, men omkring 1900 begynder man for alvor at skrive breve. Og deraf kommer de mange rørende historier om folk, der har holdt kontakt gennem breve et helt liv uden at møde hinanden fysisk. Men ret synkront med, at vi får de digitale kommunikationsformer i 1990’erne, bliver mængden af fysiske breve mindre. Først kommer mailen, derefter sms. Fordi vi kan skrive digitalt, bliver et brev en mere langsommelig proces. De digitale medier gør, at det kan gå hurtigt,” siger Jane Sandberg, der er sikker på, at den funktion, som brevet har haft for pennevenner, i dag er blevet overtaget af mails.
”Behovet for kontakt er ikke blevet mindre. Det er bare mediet, der har ændret sig.”
For forfatter Merete Pryds Helle betyder det at skrive breve, at man åbner nogle bestemte rum i sig selv, som man deler med en anden.
”Man skriver jo til nogen. Jeg elsker selv at læse folks breve, hvor man kommer dybt ind i brevskriverens sind, fordi brevskriveren åbner mod nogen, og så bliver man den, der åbnes mod,” siger Merete Pryds Helle.
I 2012 udgav hun brevromanen ”Kære Mai”, der består af mails, hun skrev til en veninde hjemme i Danmark igennem de otte år, hun selv boede i Italien. Kun én mail i bogen har veninden Mai skrevet.
”Da vi skrev sammen, havde jeg ikke tænkt på at udgive dem. Men da jeg på et tidspunkt skulle finde ud af, hvornår noget var sket og ledte efter det i vores mailudveksling, opdagede jeg, at vi havde forandret os undervejs. Jeg synes, det er spændende at følge den udvikling i brevene. Vi havde et særligt åbent rum imellem os, fordi vi har mange ting tilfælles, så vi kunne hoppe fra noget med børnene over til kunst, mad, venner og så videre. Det var så facetteret, at det gav mening at udgive dem,” siger Merete Pryds Helle, der stadig skriver sammen med veninden hver dag, men nu mest på sms.
”At skrive sammen er at have en kontakt, hvor man kan være meget nær uden at være sammen,” siger forfatteren, der som stor pige havde penneveninder.
”Mine forældre var nogle af de første herhjemme, der tog på charterrejser, så jeg havde penneveninder i Tyskland og England. Jeg har et par kasser stående med gamle breve, for jeg har altid skrevet mange breve, hvis jeg har været væk fra kærester, var ude at rejse eller havde veninder, der boede i udlandet.”
Merete Pryds Helle synes ikke, at noget er gået tabt, fordi mails og sms’er har erstattet de fleste fysiske breve.
”For mig handler det om kommunikation, og den er der bestemt endnu. Jeg synes faktisk, at de nye medier betyder, at vi kommunikerer meget, og det er dejligt. Man kan spørge, om der var noget omkring brevet, hvor man gjorde sig mere umage? Jeg har undervist i folkeskoler og gymnasier i at skrive sms-noveller og i det digitale sprog. Og når jeg har set i elevernes chatgrupper, er det meget legende og hittepåsomt,” siger hun og tilføjer:
”Det er sjældent i dag, at jeg skriver håndskrevne breve, men jeg skriver alle mine bøger i hånden.”