Prøv avisen
Dage med diagnose

Englene på jorden

Foto: Emil Kastrup Andersen

Første gang jeg mødte engle, var i Philadelphia i USA i 2002. Vi var ankommet i håb om, at André dér kunne få en ny lever i stedet for den syge. To voksne og to børn. Vi havde intet med os ud over lidt sommertøj. For vi havde naivt troet, at transplantationen ville ske hurtigt, og havde helt glemt, at efteråret er bidende koldt på de kanter.

Ud af venners og venners venners netværk dukkede to kvinder op og tilbød os hjælp. Som dalet ned fra himlen.

I USA kan man leje møbler, så vi havde arrangeret os med en sofa, et bord og en seng til hver. Men vi manglede alt andet.

Derfor findes der engle.

Vores to kom først med poser fyldt med sengetøj, håndlæder, viskestykker, dyner og tæpper. I anden sending var der tallerkener, glas og bestik og blandt andet en elektrisk kedel, et strygejern og et gammelt, men velfungerende tv.

Kort efter kom en af englene forbi med sin ven. Han var netop blevet raw food frutarian. Han havde opgivet varm mad og levede udelukkende af rå grøntsager, frugt og nødder. Han var så optaget af sin nye livsstil, at han endda fodrede sin hund med revne rødbeder i håb om, at kræet troede, det var kød. Nu skulle han ikke mere bruge sit kogegrej og afleverede en papkasse med potter og pander, knive, skeer og sleve. Vær så god.

Han lånte os også sin gamle bil, lige så længe vi havde brug for den, denne engel, som have kendt os i mindre end en time. Vi fik nøglerne med det samme. Veninden kunne køre ham hjem.

Som det gennemsekulære menneske, jeg er, har jeg aldrig troet på himmelens evigtunge engleskarer i flagende hvide gevandter og forvoksede svanevinger på skuldrene.

Men siden Philadelphia ved jeg: engle findes. De har begge køn og bærer ingen uniformer. De er her nede på jorden. Blandt menneskene.

Jeg har set dem mange steder:

Den opmærksomme fremmede, der griber fat i et lille barn, der har revet sig løs fra sin mor og er på vej ud i trafikken. Englen vender sig end ikke om og tager imod den forskræmte mors lettelsens taksigelse.

Eller den næsten usynlige engel, der ser en ældre mand på markedet slippe håndtaget på sin lille tohjulede indkøbsvogn for at række ud efter et skinnende æble, ser vognen vælte og i lynets hast samler den op. Så, da hånden atter rækker bagud for at gribe vognens håndtag, står den nøjagtig, hvor den blev sluppet få sekunder inden. Manden opdager end ikke, at englen har været der.

Og lad mig så lige udvide begrebet gennemsekulær: For selvom jeg ikke er troende, kan jeg godt blive så utroligt rørt, når et religiøst menneske tilbyder mig at bede til de højere magter for mit helbred.

Jeg har for øjeblikket to religiøse skytsengle:

Den ene er en veninde, der er præst på Sydsjælland. Hver eneste onsdag tænder hun et lys for mig i sin kirke og sender mig en lille hilsen. Som forleden, hvor hun skrev:

”Så brænder der et lys i kirken for dig med tanker sendt til Tel Aviv og bønner sendt opad.”

Den anden er en religiøs jødisk israelsk veninde. Hun har selv været igennem et cancerforløb og ringede straks, hun hørte, at jeg er syg. Spurgte til dit og dat og tilbød al mulig hjælp.

Sidst i samtalen spurgte hun lige så stille efter min mors fornavn. Hun sagde ikke mere. Men jeg forstod og fik tårer i øjnene af taknemmelighed.

For når jøder beder den særlige bøn for helbredelse af syge, er det kutyme at nævne fornavnet og tilføje ”søn af…” eller ”datter af…” alt efter, om der er tale om en mand eller en kvinde.

Min mor hed Vera.

Det er oprindeligt et russisk navn, der betyder ”tro”.

Sammen med det flakkende lys fra kirken svæver der et sted i himmelrummet over mig nu også en bøn for ”Hanne, datter af Vera”.