Enhedslistens nye frontfigur: Jeg har et kompliceret forhold til tro

29-årige Mai Villadsen har lært af sine lærerforældre, at man skal kere sig om andre og i særdeleshed dem, der har det svært

Mai Villadsen blev valgt ind i Folketinget for Enhedslisten ved det seneste valg og er nu politisk ordfører for sit parti. – Foto: Leif Tuxen.
Mai Villadsen blev valgt ind i Folketinget for Enhedslisten ved det seneste valg og er nu politisk ordfører for sit parti. – Foto: Leif Tuxen.

På Mai Villadsens kontor på Christiansborg står blomsterbuketterne stadig i deres indpakning. De kommer blandt andre fra statsministeren og fra De Radikales politiske leder, og de er heller ikke kommet i vand endnu, for siden Mai Villadsen i onsdags blev valgt som ny politisk ordfører af Enhedslistens folketingsgruppe, har hun – selvfølgelig – haft travlt. Ud over blomster fra partiledere har hun også fået et hav af henvendelser fra borgere, der ønsker hende tillykke.

En af dem, der har rørt hende mest, er fra hendes tidligere rektor på Herning Gymnasium. Han har skrevet, fortæller hun, at han tydeligt husker dengang, hun som 18-årig kom til ham for at bede om overflytning til et københavnsk gymnasium. For hun var aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, stod til at blive næstformand og måtte til hovedstaden for at kunne kaste sig over den opgave og for at gøre en politisk forskel, fortalte hun ham dengang. Han synes, det er sejt, at hun nu er kommet så langt. Det er egentlig stort at få sådan en besked fra sin gamle rektor, siger Mai Villadsen, der har sagt ja til at fortælle om sit livssyn.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn – og hvad har formet det?

Jeg er vokset op i en familie, hvor det var meget udtalt, at man skulle kere sig om andre og i særdeleshed om dem, der havde det svært. Min farmor var formand for syerskernes fagforening i Herning, og hun lærte mig virkelig, hvad det vil sige at tage ansvar og stå sammen om at skabe et bedre samfund.

Mine forældre er skolelærere, og vores dør var altid åben, hvis nogen havde brug for at snakke, for de var altid meget optaget af alle børns ve og vel. Det kan man jo godt blive en lille smule misundelig over. Jeg kan huske, at jeg som barn sommetider havde lyst til at sige, at de ikke var hjemme, hvis telefonen ringede. Men deres indignation har præget mig dybt, og jeg synes, det er nogle smukke værdier, de har givet videre til mig og til min lillesøster, som er socialrådgiver.

Jeg kan for eksempel huske, at vi i folkeskolen skulle være nissevenner for hinanden til jul. Et år var jeg frustreret over, at min nisseven var en dreng, der ikke gav gaver. Men mine forældre sagde, at jeg ikke kunne være frustreret over det. For han kom fra nogle kår, som var vanskelige, og hans forældre havde nok ikke råd og overskud til at hjælpe ham.

Min far var tillidsmand på sin skole, og på et tidspunkt fik landbetjenten ham overtalt til at stille op til kommunalvalget i Aaskov Kommune for Socialdemokratiet, fordi der ikke var andre til at løfte opgaven. Min farmor sad i byrådet for Socialdemokratiet i Herning, og min onkel sad for Venstre i Silkeborg, så vi har altid diskuteret meget i min familie, og der har været plads til uenighed.

Hvad gør dit liv rigere?

At jeg er så privilegeret, at jeg kan bruge min hverdag på at gøre en konkret forskel for andre mennesker. Enhedslisten har for eksempel lavet aftaler, der har givet flere penge til psykiatrien, ældreplejen og børneområdet, og lige nu er jeg meget optaget af forholdene på landets fødesteder.

Sådan helt privat er det selvfølgelig relationen til min kæreste og familie, der har allerstørst betydning. Og så kan jeg rigtig godt lide at komme ud. Min kæreste og jeg har en lille kolonihave i Herlev, og det der med at luge ukrudt og tænke på alting og ingenting, er der noget livskvalitet i. Hvis jeg er nedtrykt eller trænger til at tænke mig om, holder jeg af at komme ud i naturen. Jeg er vokset op i Kibæk tæt på Herning med hede, skov og mose omkring mig, og naturen har altid givet mig ro og gjort mig glad.

Hvad betragter du som dit livs største ulykke?

Jeg ved i hvert fald, hvad mit livs første ulykke var. Det var, da min morfar døde af lungekræft, da jeg gik i 5.-6. klasse, og han ville ikke rigtig tale om det, mens han var syg. Vi var virkelig tætte, og når jeg var på weekend hos ham og min mormor, var det altid sådan noget med, at han vækkede mig, fordi han havde lavet en drage, eller fordi vi skulle ud at bygge en snemand. Det var en stor sorg for hele min familie, da han døde, men jeg er taknemmelig for, at jeg havde ham, og at han nåede at sætte så store spor i mig.

Hvad tror du på?

Jeg tror på det bedste i mennesket, på kærligheden og på, at man skal behandle andre mennesker, som man selv vil behandles. Men min tro er nok lidt kompliceret. Jeg opfatter ikke mig selv som religiøs, for jeg har svært ved at tro på, at der skulle være en Gud. Omvendt er jeg gennem mit liv kommet meget i kirker, for jeg har sunget i kirkekor som ung i den lokale Assing Kirke og også i mange andre kirker, da jeg som teenager kom med i Folkekirkens Ungdomskors Landskor.

Jeg holder af at komme ind i kirkerummet, for her kan man få ro til at tænke over de vigtigste ting i livet, man er en del af fællesskabet, og man synger sammen. Jeg går stadig i kirke sommetider, hvis jeg ikke har noget på programmet. Jeg bor i Københavns Nordvestkvarter og har været rundt i forskellige kirker i området, for det er inspirerende at høre en ny præst og en ny organist. Jeg tror, kirkegang giver mig det samme, som meditation og mindfulness giver andre – når jeg går ud af kirken, føler jeg, jeg har gjort noget godt for sjælen.

Men jeg er også præget af i min opvækst at have oplevet negative sider ved nogle kristnes måde at praktisere deres tro på. Jeg husker for eksempel et ungt menneske i min by, der var homoseksuel, og som blev udstødt af sin familie, fordi de var kristne. Når en så tekstnær tilgang har det resultat, er det virkelig forfærdeligt. Jeg er også meget uenig med dem, der i forbindelse med udlændingedebatten peger på, at næsten kun er den, der er allertættest på. Den tolkning har jeg svært ved at forstå.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Jeg har faktisk tænkt en del på gravsteder, fordi jeg for tiden går mange ture på Bispebjerg Kirkegård i København. Det er en meget overset kirkegård, og de fleste kommer der kun i den tid, hvor kirsebærtræerne blomstrer. Men det er et fantastisk sted. Og jeg ved i hvert fald, at jeg gerne vil begraves et sted, hvor det ikke er meget anlagt, men lidt mere vildt. Hvor der for eksempel gror et træ midt i gravstedet. For jeg synes, det er så smuk en tanke, at man bliver til jord, og at der af den jord vokser og blomstrer noget nyt. Men jeg er altså ikke kommet så langt som til at tænke på, hvad der skal stå på min gravsten.