Prøv avisen

Ensomhed kan give dårligt helbred

Ensomhed forekommer mest, når man er ung eller meget gammel. For de ældre er det ofte i form af tab af en nærtstående eller social isolation. - Foto: Johner Images/Scanpix

Alle kan indimellem føle sig ensomme. Men den type ensomhed, der bliver langvarig og umulig at komme ud af, kan føre til alvorlige helbredsproblemer, og forskere interesserer sig i stigende grad for problemet

”Vi bliver født alene, vi lever alene, vi dør alene. Kun med kærlighed og venskab skaber vi for en tid en illusion om, at vi ikke er alene.”

Sådan lyder et berømt citat fra skuespilleren og filminstruktøren Orson Welles (1915-1985). Og oplevelsen af at være alene og følelsen af at være ensom kan da også ramme mennesker i alle aldre overalt i verden og på tværs af både klasse og køn.

Filosoffer har grublet over det, kunstnere har ladet sig inspirere af det, og langt de fleste lever indimellem med det. For vi kan alle blive ramt af tab, skilsmisse eller noget andet ulykkeligt, der får os til at føle os langt væk fra andre for en stund. Men derfra og til at blive så ensom, at det gør os syge, er der et godt stykke vej.

I forskningens verden er man imidlertid i stigende grad fokuseret på sammenhængen mellem ensomhed og sygdom. Det fortæller Rikke Lund, der forsker i ensomhed og er lektor på institut for folkesundhed ved Københavns Universitet.

”Ensomhed er et vilkår for alle og forbundet med det at være menneske. Men det er ikke noget, man bliver syg af, medmindre den bliver meget langvarig og umulig at komme ud af,” siger hun.

Er det først nået så vidt, skorter det imidlertid ikke på alle de helbredsproblemer, det kan give. Ensomhed er associeret med alt fra åreforkalkning til depression og ikke mindst højere dødelighed.

For er vi ensomme, er vi i en stresset tilstand, som kan føre til, at vi sover og spiser dårligere, har et forhøjet alkoholindtag og så videre. Og ensomheden ser ud til at påvirke vores biologi helt ned på celleniveau.

Den amerikanske professor i medicin og psykiatri Steve Cole fra UCLA School of Medicine er en af dem, der undersøger, hvordan ensomhed påvirker vores gener. Og sammen med en række andre forskere har han blandt andet set på, hvordan immunforsvaret arbejder hos ensomme mennesker.

Det har han gjort for at forstå, hvorfor disse mennesker har højere risiko for en række livstruende sygdomme, og det har blandt andet vist sig, at de gener, der står for betændelsestilstande, er mere aktive, mens der er skruet ned for de gener, der skal producere antistoffer.

Forklaringen på de mekanismer finder man i menneskets evolution, ifølge en af verdens førende ensomhedsforskere John T. Cacioppo. For engang var det afgørende for menneskets overlevelse ikke at være isoleret, og det at være en del af en gruppe var en måde at sikre sig mod udefrakommende farer. Så ifølge John T. Cacioppo har evolutionen formet vores hjerner til at hige efter social interaktion på samme måde, som vi har brug for føde.

Faktisk er John T. Cacioppos forskning en af grundene til, at ensomhed som helbredsproblem er kommet på dagordenen herhjemme, fortæller Christine Swane, der er direktør for Ensomme Gamles Værn, som er en forskningsorienteret, humanitær fond.

”Cacioppos forskning trækker overskrifter, når han for eksempel siger, at ensomhed er lige så farlig som rygning, og der kommer hele tiden nyt frem om, hvordan ensomhed øger risikoen for forskellige sygdomme. På den måde kan man se, at emnet har fundet sin plads i et sundhedssprog,” siger hun.

Og det glæder Christine Swane, at der er kommet mere fokus på emnet, fordi hun i mange år har påpeget, at sociale relationer er en vigtig del af et godt liv.

”I en af de største undersøgelser af danskernes sundhed - KRAM-undersøgelsen - ser man på kost, rygning, alkohol og motion. Men der mangler altså sociale relationer som noget centralt i den ligning, og det viser, at sundhed stadig i høj grad er defineret ud fra det fysiske. Det sociale og det psykiske er stadig længere nede i hierarkiet, men nu, hvor ensomhed kan kobles til fysiske sygdomme, har det fået en plads,” siger hun.

I den forskning, der bliver drevet hos Ensomme Gamles Værn, viser det sig nemlig, at det at have svært ved at tale om ensomheden fylder meget hos personer, der føler sig ensomme.

”De føler sig ofte ikke gode nok som mennesker. For er man ensom, kan pilen nemt komme til at pege tilbage på én selv. Man får måske at vide, at man ikke involverer sig nok, ikke er aktiv nok og så videre. Men det er belastende, og man skal forstå, at ensomhed ikke bare ligger hos den enkelte, men også skyldes samfundsmæssige og kulturelle vilkår,” understreger Christine Swane og peger på det faktum, at mange ældre står uden for arbejdsmarkedet og bor alene.

Og ensomheden rammer ikke kun de ældre, for selvom den danske ensomhedsforskning traditionelt har handlet om de ældre, er der inden for de seneste år kommet mere fokus på unges ensomhed, fortæller ensomhedsforsker Rikke Lund.

”Der er en lang række risikofaktorer, der gør, at man kan komme ud i ensomhed alt efter alder. Ensomhed forekommer mest, når man er ung eller meget gammel, og der er forskellige risikofaktorer, selvom mange af tingene også går igen. For de ældre er det ofte i form af tab af en nærtstående eller social isolation, mens det hos de unge kan handle om at være nødsaget til at flytte eller hele tiden at skulle indgå i nye sociale sammenhænge og have svært ved det,” siger Rikke Lund.

Hun fortæller, at man herhjemme opererer med et tal, der siger, at 210.000 mennesker i Danmark er så ensomme, at det er helbredstruende. Det er dog meget svært at undersøge.

For eksempel hedder det i USA, at op mod 40 procent af de ældre er ensomme, men det skyldes, at man karakteriseres som ensom, bare fordi man har følt sig ensom lejlighedsvis. Men uanset det tal, man måtte nå frem til ved at måle på forskellige måder, bør vi være opmærksomme på problemet i et samfund, hvor over en million danskere bor alene, mener Rikke Lund.

”Det at bo alene er et samfundsvilkår, som mange lever med. Desuden gør vi mange ting alene, som vi ville have gjort sammen før i tiden, og her tænker jeg for eksempel på organisationsdeltagelse. Så der er strukturelle forhold, der gør, at vi skal være lidt på vagt. Vi bliver nødt til at værne rigtig meget om de fællesskaber, der er,” siger hun.