Kære brevkasse
Brevet fra Andreas for et par uger siden, som handlede om mangel på venner og følelsen af ensomhed, gav mig faktisk mod til at skrive dette brev. Tak til Andreas, fordi du skrev så ærligt om et for mig at se vigtigt tabuemne.
Jeg synes, det er meget vanskeligt og nærmest flovt at snakke om, at man føler sig ensom. Verden er jo fuld af mennesker, og så kan man tænke, hvorfor er jeg så ensom? Jeg ved i hvert fald, at jeg ofte bruger det til at bebrejde mig selv. Hvad er der med mig, siden jeg ofte kan opleve mig ensom?
Samtidig kan jeg jo læse, at rigtig mange danskere har det samme problem. Det er på en måde godt at høre, at man ikke er alene, på den anden side er det jo skræmmende, og for det tredje så trøster det mig ikke, når jeg er i mine følelsers magt, at der er andre, der har det på samme måde som mig.
Jeg havde som yngre forestillet mig, at jeg skulle have en mand og en familie. Jeg tog uddannelse, fik godt job, rejste senere til udlandet et par år og kom hjem igen. Min far blev senere alvorligt syg, og da jeg jo var alene, var det ofte mig, der følte, at jeg skulle være ham behjælpelig. Det var også en glæde for mig at kunne være der i de år, hvor han var alene, og hvor han meget gerne ville blive i egen bolig på trods af sygdom. Men jeg kan se nu, at jeg brugte rigtig meget tid, for at det kunne fungere.
Jeg har to søskende, der hver især er gift og har børn. Jeg har et godt forhold til dem. Ligeledes kommer jeg indimellem i en kirke. I menigheden er der også en del familier. Jeg forstår inderligt godt, at de skal videre, når de er færdige med gudstjenesten. Deres fritid er knap, og de er forpligtede på børn og familie.
Når jeg bare ser på mine søskende, så kan jeg se, hvor meget de skal klare. De skal passe arbejde, hus og hjem, teenagebørn, hvor der er forældremøder på både almindelig skole og efterskole. De vil gerne hjælpe dem, der lige er flyttet hjemmefra, nå at se sønnernes fodboldkampe, ordne vasketøj, indkøb, oprydning, forberedelser og forældre og familie også på min svogers og svigerindes side. Så jeg bebrejder dem ikke.
Jeg kan bare sidde en lørdag og en søndag og tænke, hvad skal jeg bruge denne frihed til, så det bliver godt for mig selv? Jeg har gode kolleger og trives i og for sig med mit job – og så sidder jeg alligevel med en knugende følelse af ensomhed.
Jeg har nogle ”piger”, jeg mødes med en gang om måneden, og vi hygger os og snakker om alt det, der er rundt om. Det jeg nok, når jeg tænker over det, savner allermest, er nogen, der virkelig kender mig. Jeg savner en, jeg kan betro mig til, og som har interesse i at lære mig at kende. En, som kan tåle mine styrker og svagheder, og en, som jeg kan drøfte alvorlige livstemaer med, men også dagligdagsting, som også fylder i ens sind.
Jeg er nok noget tilbageholdende, når det handler om at snakke meget personligt om mig selv, når det gælder familie og bekendte. Jeg føler, at det på en måde bliver ynkeligt, hvis jeg fortæller, hvilke tanker jeg egentlig kan gå og have. Jeg er klar over, at når man er oppe i min alder, jeg er i begyndelsen af 50’erne og storesøster, så vil mit liv højst sandsynligt fortsætte, som det er nu, og det er lidt trist og skræmmende for mig at tænke på. Dette blot et hjertesuk udløst af et brev i brevkassen.
Venlig hilsen
Kirsten
Kære Kirsten
Tak for, at du tager fast om et emne, som du skriver ofte er tabubelagt. Vi synes, du i dit brev beskriver ganske nøje, hvad det er, du oplever som ensomhed. For du har jo et job, hvor nogle af dine kolleger er venlige mennesker. Du fortæller, at du har familie, som du har et godt forhold til, og du skriver, at du kommer i en kirke indimellem.
Så udefra set er der mange arenaer, hvor der er mulighed for gode kontakter og fællesskab. Men det, du måske tydeliggør for dig selv, er, at du savner at være rigtig kendt af et andet menneske, og du savner, at der er nogen, der særligt er interesseret i dit liv og i dig som person. Det er helt forståelige og naturlige længsler, du har. Alle har ønsker om at være kendt af nogen og have en dybere betydning for mindst et andet menneske. Det, du skriver, er netop forskellen mellem at have bekendte og så have et nært venskab eller et ægteskab.
Vi har ikke et enkelt svar til dig, for ensomhed er en smerte, som må lyttes til, forstås og ikke bare kan rådes hurtigt væk. Ensomhed består af et puslespil med mange brikker af biologi, opvækst, helbred, held og uheld og mange andre ting. Men vi har lyst til at udfordre dig selv på at forsøge at være lidt modig og måske lidt mere personlig i forhold til dem, du faktisk kender og møder på din vej.
Når vi viser vores sårbarhed, vores længsler, vores nederlag, har vi tit en forestilling om, at andre vil se ned på en. Og det er ikke mærkeligt, for vi lever i et samfund, hvor der ofte sættes tykke streger under vellykkethed, overskud og det at have tjek både på sit udseende og sit liv.
Men i det virkelige almindelige hverdagsliv fungerer tingene også modsat. Når man viser sig selv for nogen, man har tillid til, så bliver folk ofte taknemmelige. Så har de mennesker også mulighed og frihed til at betro sig om nogle af deres sårbarheder. Og det er i disse møder, hvor menneske møder menneske, at nærhed, kendskab og det personlige opstår.
Du skriver også, at du, da du var yngre, havde drømmen om at stifte familie. Selvom du ikke er helt ung mere, så er du heller ikke rigtig gammel. Du kan have rigtig mange år foran dig. Vi tænker slet ikke, at du skal opgive tanken om at finde en livsven eller en kæreste eller en ægtefælle, hvis det er det, du stadig kunne drømme om.
Der er flere måder, der giver muligheder for at møde nye mennesker. Du kan opsøge nye arenaer som højskoleuger, rejser, frivilligt arbejde, digitale veje og så videre. Og vi giver gerne et puf til at prøve en eller flere af de veje. Tag mod til dig og prøv. Måske kan du godt skuffes også på den vej, men jo flere gange man slår en terning, jo større sandsynlighed er der for at få en sekser.
Også i nye bekendtskaber kan det være godt at åbne lidt op for, hvem man er – det er som sagt meget ofte vejen ind til andre. Hvis du ønsker at træne i det personlige sprog, eller hvis du har mange tanker og uopfyldte drømme, som fylder i dit sind, ville det måske også være godt for dig at opsøge en sjælesørger. Der kunne du få skabt et rum, hvor der er frihed til at tale om alt, og dels vil det kunne give dig et sted, hvor hjertet kunne lettes: Dels vil det hjælpe dig til at opøve dig i det personlige sprog, dels vil det kunne vise sig, at du igennem disse samtaler fandt nye perspektiver og muligheder i dit liv.
Vi ønsker dig alt godt videre.
Mange hilsener