Prøv avisen

Professor: Ensomheden kan blive en kraft til liv

”Jeg møder mange, som kommer med et stort behov for at være alene. De kan ikke rumme de mange krav fra familien, studiet og samfundet, og de længes efter at trække sig tilbage,” siger Samuel Rubenson. -

Adventstiden er en bods- og fastetid, og for den svenske professor Samuel Rubenson er højtiden en oplagt anledning til at søge ind i det inderste, som eremitterne gjorde det i Egyptens ørken. I afsondretheden kan man ikke så let flygte fra de store spørgsmål

”Professor” står der på skiltet på døren. Bag den gråmalede dør på Lunds Universitet i Skåne i Sydsverige sidder en mand, som blandt andet har opholdt sig i egyptiske klostre og forsket i den tidlige koptiske kristendom, og i dag er professor i kirkehistorie.

Men mange banker ikke på Samuel Rubensons dør for at tale om kirkehistorie, men for at drøfte eksistentielle spørgsmål. En del betragter den 60-årige professor som åndelig vejleder. Selv synes han, at betegnelsen er for højstemt, og nøjes med at sige, at han foruden professoratet er præst i den svenske kirke.

”Jeg møder mange, der kommer med et stort behov for at være alene. De kan ikke rumme de mange krav fra familien, studiet og samfundet, og de længes efter at trække sig tilbage. Jeg svarer gerne, at vi er sat til at leve i verden, men måske kan man finde inspiration til at leve med en distance til verden, som gør det lettere at sige nej. Vil man gå den vej, må man finde ind til den ensomhed, som er i menneskets inderste rum, hvor vi kan møde Gud,” siger Samuel Rubenson.

At finde ind i den indre ensomhed kræver øvelse. For Samuel Rubenson er det blandt andet, hvad adventstiden indvarsler. Julens svenske peberkager er på tilbud i det lokale supermarked, og boghandleren på Lunds hovedgade har sat julekalendere i udstillingsvinduerne. Året hælder dybt i sin gang, og i morgen tændes det første lys i adventskransen.

”Adventstiden er en bodstid. Jeg har arbejdet meget med ortodoks kristendom, og i den ortodokse tradition skal bod snarere forstås som at søge helbredelse. Vi er mange i vores del af verden, som har brug for at søge helbredelse, for vi lever ikke de liv, vi er skabt til at leve, og vi er tilbøjelige til at gøre periferi til centrum,” siger han.

Når Samuel Rubenson bliver brugt som eksistentiel samtalepartner, skyldes det hans fordybelse i ørkenfædrene, der er den samlede betegnelse for de mænd, der omkring 300 e.Kr. søgte ud i Egyptens ørken for at leve i ensomhed og enkelhed i Guds nærvær. Rubenson oplever, hvordan nogle mennesker i dag med ørkenfædrene som vejvisere kan finde vej til et indre rum, hvor de kan være alene over for Gud.

”At gå ud i ørkenen var et hjælpemiddel til at skære alt det bort, man har rundt om sig og som tager ens opmærksomhed. I afsondretheden kan man ikke så let flygte fra de store spørgsmål. Man står i ensomhed over for skabelsen, døden, livet og Gud,” siger Samuel Rubenson.

Den svenske professor har blandt andet skrevet en bog om abbed Antonius (250-356 e.Kr.), som regnes for den første af ørkenfædrene. Han var et af de mennesker, der valgte at leve et liv i afsondrethed i Egyptens ørken.

I 20 år levede Antonius i et tomt gravkammer i Egypten, og biskop Athanasius af Alexandria (298-373 e.Kr.) skrev bogen ”Den hellige Antonius' liv”, som sikrede eremitten en plads i historien. Ørkenfædrene skrev såkaldte tankesprog, som rummer anekdoter og visdomsord. Et af tankesprogene fra Antonius lyder: ”Hengiv dig ikke af hele dit hjerte til det, der ikke kan tilfredsstille dit hjerte”.

”Mange har en længsel efter en helhed og siger, at de føler sig splittede, fordi de jager fra det ene til det andet og fornemmer, at de har mistet retningssansen i livet. Livet føles flimrende og uden retning, og så kan man have mødt tankesproget fra Antonius og oplevet det som et spejl, som får en til at se sig selv i et andet lys, og man indser måske, at man savner en helhed. Hvor kan hjertet finde tryghed? Tager man kulturens overfladiske lag af, så er menneskets vilkår meget ens gennem tiden, og derfor kan nogle mennesker stadig finde inspiration hos ørkenfædrene,” siger han.

Det kræver ikke en ydre ørken med sand, så langt øjet rækker, at fordybe sig i ørkenfædrenes ord. Bylivet kan også tjene som en slags ørken, forklarer han.

”Ørkenfædrene levede i stor enkelhed og var ikke bundet af det materielle, men levede, som var de fremmede for den verden, de var sat i. Mange føler sig slet ikke hjemme i en by som Lund, men oplever, at de er ensomme og fremmede, og det kan man bruge som en slags åndelig øvelse, om man vil,” siger han.

De fleste kender oplevelsen af at komme til et nyt sted og føle sig ensom, fordi det ikke er her, man har hjemme. Samuel Rubenson kender den følelse bedre end de fleste.

Han voksede op i Etiopien, hvor han boede de første 15 år af sit liv, mens hans forældre virkede som missionærer, og siden blev hans far ansat som historiker på universitetet i Etiopien.

At vokse op som en blåøjet, blond dreng i Etiopien gav ham en fortrolighed med både fremmedhed og ensomhed, og da han slog sig ned i Sverige som teenager, følte han sig heller ikke hjemme, selvom han nu var i sit fædreland omgivet af andre, som i det ydre lignede ham.

”Det er smertefuldt ikke at føle sig hjemme, men det skaber også en frihed i tilværelsen.”

Mens psykologer og selvhjælpsbevægelsen taler om, at man skal lære sig selv at kende, så mener Samuel Rubenson, at det ikke er muligt at kende sig selv. For at erkende, hvor lidt man egentlig kender sig selv inderst inde, skal man opsøge ensomheden.

”Adventstiden er en påmindelse om vores dødelighed og om den fuldendelse, som venter, når Gud bliver alt i alle. Det er en side ved advent, jeg holder meget af. Men vi lever vore liv, som om dette liv er det eneste, og vi skal lykkes med alt i dette liv. Men der findes noget, som er større, som vi ikke har greb om,” siger han.

Hos ørkenfædrene finder man en beskrivelse af otte grundlæggende byrder, som de mener, mennesker bærer: fråseri, utugt, havesyge, bitterhed, vrede, mismod, forfængelighed og hovmod. Ørkenfædrene mente, at byrderne styrede mennesket.

”Går man bag om de otte byrder, handler det om, at mennesket er styret af frygt. Vi er bange for at sulte, så vi fråser med maden. Vi er bange for at blive ensomme, så vi søger kropskontakten, der kan blive til utugt, vi er bange for at mangle, og vi bliver grådige,” siger Samuel Rubenson.

”Bag om det hele er der en frygt for intetheden. I kampen for det, vi tror er frihed, bliver vi slaver af vort eget begær. I en studieby som Lund er der mange unge, som lever under et præstationspres og hele tiden er afhængige at blive fremhævet og få ros, og det fører en uro og angst med sig. Er der en frihed, hvor man ikke er afhængig af andres ros? Man må spørge sig selv, hvad man er drevet af. Derfor er det nødvendigt at acceptere en fremmedhed over for sig selv, for ellers kan man ikke få distance til sig selv og hjælp til at kæmpe mod byrderne. Når man frem til den ensomhed, alle mennesker har inde i sig, men som mange forsøger at dække til, vil man erfare, at ensomheden bærer på noget positivt, som kan blive en kraft til liv,” siger han.

Tilbage til de mennesker, der banker på Samuel Rubensons dør og fortæller om et udækket behov for at være alene. Hvordan skal man finde det ensomme rum, når man også skal have rum til familie- og arbejdsliv?

”Der er ikke nogen lette genveje. Man må prøve sig frem. Et råd kan være, at man skal stå op en halv time før familien og finde tid til at være i ørkenen, hvor alt det uvæsentlige er skrællet af, så man i sit hjem kan skabe den enkelhed, man kan møde i en klostercelle eller ude i ørkenen. For nogle bliver det en hjælp til at håndtere dagen, tilbagetrækningen kommer til at farve dagen og bliver en hjælp til at se hver dag som en ny dag.”