Hvis man påtager sig politisk lederskab, er det som at sætte sig på ryggen af en tiger; den fører dig længere og længere ind i junglen, og hopper du af, så æder den dig!
Tidligere Venstre-formand og statsminister, Poul Hartling.
Da Pernille Vigsø Bagge i 2015 havde sagt farvel til politikerlivet som ordfører for SF på Christiansborg, gik der flere år, hvor hun ikke kunne holde ud at følge den politiske debat i medierne. Særligt dueller på tv gav hende en dårlig smag i munden.
”For mig blev det en påmindelse om, hvor konstrueret og kontrolleret politik er. Forud for et interview med en partileder vil mediet have forhandlet halvanden time med politikeren og spindoktoren om, hvad interviewet skal handle om. Politik er et spil, og du siger ikke noget uden beregning,” siger Pernille Vigsø Bagge, der i dag er sognepræst i Kornum, Aggersborg, Løgstør og Løgsted Sogne i Nordjylland.
Hun er ikke i tvivl om, at den politiske kultur er usund for de fleste i længden. De mange politiske magtkampe både internt i partierne og partierne imellem påvirker folketingsmedlemmer og ministre.
”Min kollega sagde på et tidspunkt, at enten knækker man, eller også bliver man kynisk. Det er der en del sandhed i. Man bliver nødt til at udvikle en slags panser, fordi man hele tiden er i kamp, og man ved aldrig helt, hvem man kan stole på. Fortrolige oplysninger fra lukkede politiske møder kan blive en handelsvare for politikere, der ønsker mere taletid i medierne. Hele kommentatorvældet og den rå debat på sociale medier spiller helt klart også en stor rolle,” påpeger hun.
Når Danmark om lidt går til folketingsvalg for at vælge de 179, der skal diskutere og vedtage landets love, vil der både være meget erfarne og helt nye politikere iblandt.
Politikerne i dag bliver generelt kortere tid på tinge end tidligere. De seneste 30 år er den politiske anciennitet svundet ind. Efter valget i 1990 havde et folketingsmedlem i gennemsnit været valgt i godt 11 år. Efter 2015 faldt ancienniteten til 8 år. Det viser en opdatering af data fra Magtudredningen (2003) foretaget af forskere på RUC og Syddansk Universitet.
En optælling udført af det digitale medie Zetland i januar i år viser, at 33 folkevalgte har sagt, at de ikke genopstiller ved det folketingsvalg, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ventes at udskrive ganske snart. En del af forklaringen kan ligge i kulturen.
Det er i hvert fald den, flere afgående politikere nævner som en del af forklaringen på deres afsked med politik. Blandt andre afgående folketingsmedlem og tidligere forsvarsminister for Venstre Carl Holst, som er aktuel med biografien ”Carl – Prisen for et liv i politik”. Han konkluderer:
”Kulturen har aldrig været sådan, at man var onde mod hinanden i den grad, som man er i dag. Jeg er overbevist om, at det er en eftervirkning af, at man har været splittet, klar til duel – ikke på våben eller klinger, men på det, jeg kalder massemedieødelæggelsesvåben.”
Undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance stiller ikke op til næste valg med den begrundelse ”at hun savner virkeligheden, og at Christiansborgs mure er tykke”.
Malene Borst Hansen fra De Radikale har i et indlæg på sin Facebook-profil gjort rede for, hvorfor hun heller ikke ønsker at være på Christiansborg længere:
”Politik har alle dage været både indhold og kamp for holdninger og værdier og strategiske overvejelser og magt. Altid. Men balancen er tippet, og strategi og magt vinder alt for ofte over indhold og holdning.”
Kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) har tidligere, blandt andet i Kristeligt Dagblad, også udtalt sig kritisk om magtspillet på Christiansborg.
Og selvom hun stadig ønsker at blive i politik, hvor hun netop nu er Liberal Alliances spidskandidat til det snarlige valg til Europa-Parlamentet, ærgrer hun sig over, hvordan politik alt for ofte ender som en kamp om at vinde:
”Magtkulturen er noget at det mest ubehagelige i et politisk system. Meget groft kan man skelne mellem to typer af politikere: Dem, der er i politik udelukkende for magtens skyld – og dem, der er i politik, fordi de gerne vil gøre noget godt for deres land. Jeg har siddet i forhandlinger, hvor det primære mål for nogle har været at ’vinde’. Og det er rædselsfuldt.”
”Men jeg har også siddet i forhandlinger, hvor jeg har oplevet oprigtig vilje til at nå hinanden og finde den løsning, der faktisk er bedst for borgerne. Jeg kan kende en ren magtpolitiker på lang afstand. De findes overalt i det politiske spektrum. Og jeg har intet godt at sige om dem. Det mest bedrøvelige er, når man møder nyvalgte, der kommer ind med de bedste intentioner, og som så efter kort tid bliver opslugt af den politiske bacille,”siger Mette Bock.
Det er bestemt plausibelt, at magten på et sted som Christiansborg i længden vinder over værdier og venskaber. Det vurderer Claus Elmholdt, lektor, ph.d. i ledelses- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet og faglig direktør i rådgivningsvirksomheden Lead.
Han har skrevet en række bøger om ledelsespsykologi blandt andet ”Følelser i ledelse” og ”Magt i organisationer”. Han tænker som det første på den engelske historiker Lord Actons (1834-1902) berømte ord om magt, når han skal svare på, hvad det gør ved mennesker at befinde sig i politikkens epicenter:
”Al magt korrumperer – og total magt korrumperer totalt.”
Og det passer godt på det danske folkestyre i dag, mener Claus Elmholdt.
”Der er en risiko for, at magten gør blind. Man mister efterhånden fornemmelsen for sagen og værdierne og bliver opslugt af at vinde.”
Han erklærer sig kritisk over for den måde, man i høj grad skaber politikere på i dag, hvor ungdomspartierne fungerer som træningslejre for kommende Christiansborg-politikere. Allerede her grundlægges en kultur, som ikke er sund, mener han.
”Det moralske kompas kommer let ud af kurs, når det hele handler om spillet. De bliver måske nok robuste som mennesker, men jeg tror også, at en del af dem kommer til at være i politik af de forkerte grunde. De er med for at vinde magtkampe.”
Med det politiske ansvar og magten følger også en etisk fordring og et behov for et stærkt moralsk kompas, men risikoen for at det korrumperes er stor:
”Der er ingen tvivl om, at Christiansborg er et miljø med ekstremt meget arbejdspres og et stort pres fra offentligheden og medier. Det at kunne være der uden at bryde ned kræver, at du har en høj grad af emotionel stabilitet. Og robusthedens pris er, at man bliver fartblind og får et adrenalinkick af at være i fokus og få den personlige profilering.”
Claus Elmholdt har et forslag til, hvordan man kan ændre kulturen. Han siger:
”Man burde sende alle kommende politikere på et weekendkursus i grundlæggende etisk dannelse og værdier som en forberedelse på, at det kan være svært at holde fast i sig selv, når først spillet om magten er i gang.”
Edith Jakobsen er arbejdslivspolitisk chef i fagforbundet Djøf med fokus på emner som arbejdsmiljø og den såkaldte work-life balance. Hun har tidligere arbejdet på Christiansborg og kender til kulturen. Hun siger:
”Man siger ofte – måske lidt karikeret – at dine fjender sidder i eget parti, og dine venner sidder i et andet, og det kan der måske være noget om. Konkurrencen internt i partierne er til tider hård, og det handler desværre også om at få omtale og profilering, så du for eksempel kommer i spil til de gode ordførerskaber. Hos medlemmerne af de andre partier kan du måske have en anden fortrolighed end med dine egne partifæller.”
Det er Edith Jakobsens overbevisning, at det påvirker arbejdsmiljøet negativt, at konkurrencekulturen er så udtalt.
”Fokus er på, hvem der render med idéerne først, og så det er svært at vide, hvem man kan være fortrolige med, og i længden er det ikke særlig sundt. Det har indlysende stor betydning for arbejdsmiljøet, at man kan have en tillidsfuld dialog med kolleger, og at man ikke skal frygte at blive underløbet af kolleger. Men som politiker og især som minister er du også selv med til at skabe kulturen i forhold til, hvordan du taler om og opfører dig over for andre. Af og til ser man profilerede politikere udstille sig selv som ofre for en dårlig kultur, de selv i høj grad har været med til at opretholde eller videreføre.”
Derfor er politikerlivet heller ikke for alle.
”Jeg vil mene, at man skal være gjort af et særligt stof for at være i det magtspil i længden,” siger Edith Jakobsen.
”Hvorfor er danske politikere så ulykkelige?”
Sådan spurgte chefredaktør på netavisen Altinget og ugebrevet Mandag Morgen, Jakob Nielsen i en klumme i slutningen af 2018, hvor en række Christiansborg-politikere havde meddelt, at de ikke ønskede at genopstille til Folketingsvalget i 2019.
En del af forklaringen på de triste politikere er formentlig de mange slagsmål, vurderer chefredaktøren i dag.
”Når man taler med politikerne, er mange egentlig glade for deres arbejde, men uendeligt trætte af det højspændte medieslagsmål, de mere eller mindre frivilligt bliver en del af.”
Som han ser det, er det problematisk, at mere moderate politikere i princippet efterlades med valget om at bidrage til konflikten eller at blive ignoreret.
”Det er svært at blive anerkendt for en god gedigen indsats i folkestyrets tjeneste i dag. I stedet er der en forventning om, at man hele tiden skal op at støde til modstanderen. Opmærksomhedskulturen er et reelt problem, og den bliver fremmet både af mediernes høje tempo og af debatten på sociale medier,” siger Jakob Nielsen.
Han er overbevist om, at både politikere, medier og vælgere kunne blive lykkeligere, hvis de oftere kunne beskæftige sig med rigtige politiske uenigheder og lod konfliktelementerne træde i baggrunden.
”Det ville give mere respekt fra vælgerne og gavne politikerne og deres arbejdsglæde.”
I dag har Pernille Vigsø Bagge fundet sin arbejdsglæde uden for magtens centrum. Hun trives som sognepræst i folkekirken. ”Tiden er den bedste læge,” som hun siger.
”Man kan godt opretholde panseret et stykke tid, men så bliver man også træt af at være en hård nyser. Da jeg kom ud, brugte jeg i hvert fald et år på at samle mig selv op igen, for det panser, jeg havde udviklet, virker ikke ude i virkeligheden. Heldigvis.”
Folkekirken, hvor hun nu er ansat, har også ry for at været konfliktfyldt, men det er vand ved siden af arbejdsmiljøet på Christiansborg, vurderer hun.
”Min provst siger til mig, at jeg har en forbløffende høj stresstærskel, og at det må bero på det, jeg kommer fra.”
Egentlig har den tidligere politiker ikke lyst til at tale folkestyret ned, for det er jo vigtigt, stadigvæk, synes hun.
”Heldigvis lever vi i et land, hvor det også er muligt at gøre sin indflydelse gældende som civilsamfund. Det er gudskelov ikke alt, der bestemmes på Christiansborg.”