Prøv avisen

Er der en kærlighed så stor, at den kan rumme den værste forbrydelse?

Video: Mikkel Møller Jørgensen

Gennem syv år har drabsmanden Lars Irgens Petersen og leder af Menighedsfakultetet Thomas Bjerg Mikkelsen mødtes bag Herstedvester Fængsels høje mure og udviklet et venskab

Lars Irgens Petersen husker klart den gårdtur, hvor han fik idéen om at skrive til Indre Mission. I en tid havde han tænkt, at han ville finde et netværk af kristne, men han vidste ikke hvordan. En solfyldt septemberdag ude i gården ved Herstedvester Fængsel opstod tanken om, at han ville henvende sig til Indre Mission. Samme dag lånte han en skrivemaskine og skrev:

”Mit navn er Lars, 36 år, og jeg vil gerne fortælle lidt om mig selv, og hvorfor jeg skriver dette brev. Desværre er jeg afsoner her på Anstalten ved Herstedvester med livstidsdom for organiseret kriminalitet herunder omfattende indsmugling af narkotika og drab.”

Og inden han afrundede med kærlig hilsen, skrev han:

”Jeg skriver til jer, da jeg søger et nyt ’netværk’. Jeg føler stor tryghed med kristendommen og ønsker kun at omslutte mig min tro i en stærk menighed.”

Brevet fra Lars Irgens Petersen havnede på Thomas Bjerg Mikkelsens skrivebord. I dag er han leder af Menighedsfakultetet i Aarhus, men tilbage i 2011 var han generalsekretær i Indre Mission. Han tænkte, at det ville være godt, at han som generalsekretær i en missionsorganisation fandt tid til at indgå i en relation til et menneske, som var spørgende i forhold til kristendommen.

Han svarede Lars Irgens Petersen, at han gerne ville lære ham at kende. Nok var der langt fra kontoret i Fredericia til fængslet ved København, men som generalsekretær var han jævnligt i hovedstaden, så han mente ikke, afstanden var nogen hindring.

Thomas Bjerg Mikkelsen husker, hvor spændt han var, da han nogle måneder senere stod ved porten til fængslet. Af natur er han udadvendt og trives godt i samtale, men han havde aldrig været i et fængsel før. Inden besøget havde han læst om retssagen mod Lars Irgens Petersen og havde det svært med, at Lars Irgens Petersen beskrev sig som uskyldigt dømt for drab.

I dag er det syv år siden, Lars Irgens Petersen sendte det første brev. Han er netop fyldt 43 år og afsoner fortsat i Herstedvester. Brevet har affødt, hvad man kan kalde et atypisk venskab, hvor det altid er Thomas Bjerg Mikkelsen, som kommer på besøg. Det er et venskab, som adskiller sig fra andre, fordi de ikke kan sende en sms eller e-mail. Men de har begge stakke af breve, som de har sendt til hinanden. De runder deres breve af med at skrive: ”Kærlig hilsen din ven” og mærker, at der er noget håbefuldt i løftet om venskab. Brevene vidner om de temaer, som også præger deres samtaler: Skam, skyld, nåde, fortrydelse, tilgivelse og håb.

Venskabet har også affødt bogen ”Alle vil jo bare elskes”, der netop er udkommet på Forlagsgruppen Lohse. Udgivelsen er anledningen til, at Kristeligt Dagblad mødes med de to forfattere i et konferencerum i fængslet. Gennem ruderne er der kig til bede, hvor roserne står afblomstrede, mens lavendlernes blålige farve synes særligt kraftfuld i det monokrome miljø.

Det år, hvor Lars Irgens Petersen lånte skrivemaskinen og skrev til Indre Mission, var på mange måder et vendepunkt. Det var året, hvor hans kone døde af kræft, og i sorgen besluttede han sig for at bryde med den løgn, han havde levet med siden drabet.

I 2007 fik han en livstidsdom for drab, usømmelig omgang med lig og indsmugling af 13 tons hash. Han ankede dommen til Højesteret, hvor dommen blev stadfæstet. Siden forsøgte han gentagne gange at få sagen genoptaget ved Den Særlige Klageret for at blive frikendt for drabet, men han fik afslag på at få sagen rejst. Kort inden han mødte Thomas Bjerg Mikkelsen i efteråret 2011, havde han gået en gårdtur med en af fængslets psykologer, hvor han havde fortalt om drabet og dermed brudt med års løgn.

”Min benægtelse var blevet som en stor sten. Jeg havde aldrig sagt noget om det uden for cirklerne, og nu kunne jeg høre mig selv sige det til en person fra det offentlige. Det var meget grænseoverskridende, og jeg var i krig med mig selv og følte, at jeg havde forrådt nogle værdier. I min verden holder man mund til det sidste, og kan man platte sig ud i mellemtiden, er det kun lækkert. Det er jo blevet en del af min natur.”

Da Thomas Bjerg Mikkelsen første gang sad over for Lars Irgens Petersen, vidste han ikke, at denne havde erkendt sin skyld. Han siger:

”Jeg spurgte Lars, om han havde slået et menneske ihjel, og det var tillidsskabende, at Lars ikke benægtede.”

Lars Irgens Petersen: ”Du mødte en ret sårbar type, som havde lagt sig fladt ned. Der gik vist ikke 10 minutter, inden vi begyndte at tale om skyld. Jeg ved jo godt, at hvis man skal opbygge en relation, må der være en grundpille af tillid, og når du er indsat, er du i udgangspunktet i underskud på tillid.”

De havde en time sammen i fængslets besøgsrum, og de mærkede begge, at der var god kemi. Inden de skiltes, bad de sammen, og de aftalte, at Thomas Bjerg Mikkelsen skulle komme til Herstedvester, næste gang han kunne få det til at passe ind i kalenderen.

Men hvordan kunne han med et lederjob i en kirkelig organisation og base i Jylland indlede et personligt venskab med en drabsdømt i en københavnsk forstad? Han husker, at han tænkte på Antoine de Saint-Exupérys ”Den lille prins” og blev mindet om sætningen ”Du er ansvarlig for din rose”. Han siger:

”Hvis jeg, som havde ressourcerne, ikke ville stoppe op over for et menneske som Lars, så syntes jeg, at jeg svigtede, og at mit eget menneskesyn blev devalueret.”

De har fortalt hinanden om deres liv. Thomas Bjerg Mikkelsen, der er født i 1977, har delt minder om sin opvækst i et parcelhus i Gjellerup ved Herning i en tryg kernefamilie, hvor han voksede op med et kristent menneskesyn, som ikke gradbøjer menneskets værdier på baggrund af dets handlinger. Han har fortalt om drengeår med masser af fodbold, søndagsskole og om litteraturstudiet og mødet med pædagogen Irene, som han er gift med på 19. år. Da parret for to år siden blev forældre til en lille pige efter års ufrivillig barnløshed, delte han også den glæde med Lars Irgens Petersen.

Men mest tid har de brugt på at tale om Lars Irgens Petersens liv. I dag tænker Thomas Bjerg Mikkelsen, at Lars Irgens Petersen måske er det menneske, som har blotlagt sig mest for ham og vist ham størst tillid. En tillid, han er taknemmelig for.

I samtalen er de rejst tilbage til det hjem, hvor Lars Irgens Petersen voksede op som den yngste af fem i en lejlighed i forstaden Taastrup på den københavnske vestegn. Når han tænker tilbage, siger Lars Irgens Petersen, at han hader sin barndom. De varmeste minder er knyttet til de grønne engelske undulater, der var i hjemmet. Det blev Lars Irgens Petersens speciale at gøre fuglene tamme, og han kan genkalde sig sorgen fra de gange, en grøn fugl døde.

Når Thomas Bjerg Mikkelsen har hørt vennen fortælle om, hvordan hans mor slog ham med grydeskeer og våde gulvklude, og om mistrivslen i klassen på Parkskolen og en tidligt indledt kriminel løbebane, har han tænkt, at der måtte være lavet indberetninger til de sociale myndigheder på familien.

Lars Irgens Petersen gav ham fuldmagt til at få aktindsigt i alle sine sager.

”Lars fik en opvækst i en dysfunktionel familie, og risikofaktorerne var til at få øje på fra meget tidlig alder: Butikstyverier, ustabil skolegang, asocial adfærd og tiltagende voldelig adfærd. Det fritager ham ikke for ansvar eller straf, men det minder mig om, at kriminelle ikke altid er eneansvarlige for deres kriminalitet. Det mener jeg, at vi må erkende. Nogle burde have grebet ind i Lars’ liv, så han ikke fik de psykiske skader, som skyldes tidligt omsorgssvigt.”

Tilbage til det brev, Lars Irgens Petersen sendte til Indre Mission. Hvordan vidste han, at han måtte have et kristent netværk? Det skyldes ikke mindst hans afdøde kone.

Han mødte hende dagen efter drabet i juli 2003, mens han havde 13 tons indsmuglet hash opmagasineret. Hun var fra Etiopien og enlig mor til tre børn. Der havde været andre kærester i Lars Irgens Petersens liv, men det her forhold var anderledes.

”Vi mødtes på en måske lidt bizar dag, men vores følelser for hinanden var stærke. Jeg ledte efter min bedste ven i livet og fandt det. En af de første dage kørte vi en tur op ad Strandvejen, og jeg sagde, at hun kunne spørge mig om alt. Hun spurgte, om jeg havde siddet i spjældet? Ja. Og så ville hun vide, om jeg stadig var kriminel, og jeg måtte svare, at jeg var monsterkriminel.”

Hans ærlighed skræmte ikke kvinden. De fik en hverdag, som på mange måder mindede om andre småbørnsfamiliers. Han hæftede sig ved den kristne tro, som kæresten levede med. Hun læste i Bibelen og kunne citere fra den. Han oplevede, at hun som mor og kæreste omsatte sine kristne værdier i levet liv. Knap halvandet år efter deres første møde blev Lars Irgens Petersen fængslet og sigtet for blandt andet indsmuglingen af 13 tons hash. Han blev isolationsfængslet.

”Når du er i isolation, er der ikke meget, du kan gøre. Det var her, jeg bad første gang.Jeg savnede min lille familie, og jeg vidste, hvor meget kristendommen betød for min kæreste, så jeg følte, at jeg kom tættere på hende, når jeg bad. Det var for os på en eller anden måde en fællesnævner.”

Selvom kæresten var bekendt med hans kriminalitet, var isolationsfængslingen hård for familien, og hun gav ham et møgfald under første besøg efter isolationen. Men han så også, at hun havde fået tatoveret hans navn på sin overarm, og hun lovede at vente på ham, uanset hvor lang hans straf ville blive.

”Hun ville mig, og jeg mener, at det har haft stor betydning for de forandringer, som siden er sket i mit liv.”

Parret blev kirkeligt viet i 2008, året efter han havde modtaget livstidsdommen. De nåede at være gift i tre år, inden han fik ledsaget udgang for at besøge hende på hendes dødsleje på Herlev Sygehus, hvor hun døde af kræft.

”Efter at have begravet min kone stod jeg i et kæmpe tomrum. Jeg var stadig i det tomrum, da jeg mødte Thomas første gang. Jeg husker, at jeg sagde til Thomas, at han ikke behøvede at overbevise mig om sandheden i kristendommen. Jeg ville gerne bære den kristne fakkel videre efter min kone.”

I den bog, Lars Irgens Petersen og Thomas Bjerg Mikkelsen har skrevet, folder Lars Irgens Petersen sin livshistorie ud i 14 kapitler. Hvert kapitel er efterfulgt af vennens tanker. Arbejdet med bogen har strakt sig over tre år. Processen har været udfordrende for dem begge. I skrivningen er deres venskabs dynamik også blevet tydelig. I Thomas Bjerg Mikkelsen har Lars Irgens Petersen fået både en støtte og en udfordrer.

Lars Irgens Petersen har mange gange hørt vennen udfolde sit kristne menneskesyn: at menneskets værd ikke gradueres på baggrund af dets handlinger. Det er et menneskesyn, Lars Irgens Petersen kæmper med.

”Jeg føler mig ikke værdig med alt det, jeg har gjort. I dag er jeg ved et punkt, hvor jeg skammer mig over mine gerninger.”

Thomas Bjerg Mikkelsen minder vennen om den dag, hvor de mødtes i besøgsrummet, og Lars Irgens Petersen overrakte ham en kuvert med hele sit synderegister.

”Der havde du det dårligt. Det var virkelig ubehageligt for dig, at jeg skulle læse alt dette.”

Den dag, hvor han sad med kuverten, reciterede Thomas Bjerg Mikkelsen et vers, som har fulgt ham siden søndagsskole-årene: ”Enhver, som kommer til mig, vil jeg ikke støde bort.”

”Den virkelighed bliver meget konkret, når jeg møder Lars. Er det faktisk sandt, at der er en kærlighed så stor, at den kan rumme den værste forbrydelse? Det tror jeg på. Så stor er Guds nåde,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Lars Irgens Petersen har læst Bibelen fem eller seks gange, siden en fængselspræst gav ham et eksemplar for år tilbage. Morgen og aften læser han et stykke, og hans bibel er fuld af streger og gule post-it-sedler. Det ændrer dog ikke ved, at han har svært ved at tro sig elsket.

”Jeg føler mig ikke værdig til at blive elsket, og der er så meget, jeg skammer mig over. Når jeg siger, at jeg er kristen, husker jeg også at sige, at jeg er en synder.”

Når man har slået et andet menneske ihjel, kan det lyde bagatelliserende at tale om en følelse af skam. Men det er det ord, Lars Irgens Petersen anvender. Skammen blev tydelig i deres samtale, da Lars Irgens Petersen havde gennemgået en undersøgelse for karakterafvigelsen psykopati. Scorer man under 30, er man ikke psykopat. Han landede på tallet 30.

”Lars sad og frygtede, at jeg ville afbryde vores venskab, men for mig er det tal underordnet i relationen til Lars. Jeg er venner med Lars med alt, hvad der følger med i hans personlighed. Det betyder ikke, at han ikke skal arbejde med det, som kan følge med den karakterafvigelse, for ellers kan det skade både Lars og andre, men det må ikke bruges til at stigmatisere eller umenneskeliggøre den dømte”

De rykker på stolene, så de har øjenkontakt, og Lars Irgens Petersen stiller Thomas Bjerg Mikkelsen et spørgsmål, han har stillet flere gange: Tror du, at jeg kan tilgives, for det jeg har gjort?

”Det kommer an på, hvem du spørger. Jeg tror, Gud kan tilgive dig. Jeg er ikke sikker på, at alle ofre vil kunne sige, at de tilgiver, og den dræbte kan ikke tilgive, for han lever ikke længere. På den måde er det, du har gjort, ultimativt.”

Thomas Bjerg Mikkelsen sender et spørgsmål tilbage. Han har stillet det før: Fortryder du det, du har gjort?

”Det er svært for mig. Jeg fortryder, at jeg blev det menneske, jeg blev, men det var ikke noget, jeg var herre over.”

Thomas Bjerg Mikkelsen: ”Var det ikke dig, som slog et andet menneske ihjel?”.

Lars Irgens Petersen: ”Jo. Det er bestemt mit ansvar.”

Thomas Bjerg Mikkelsen: ”Hvad betyder det for dig, at offeret var et menneske?”.

Lars Irgens Petersen: ”Det gør det sværere at tænke på. Vi havde jo gode stunder sammen, fortalte hemmeligheder og grinede. Det er hårdt at tænke på, at han er et menneske. Det er derfor, jeg som en kujon vælger at sige, at det er rollen og gangsteren, jeg slog ihjel.”

Under et af besøgene i fængslet fortalte Thomas Bjerg Mikkelsen, at han var begyndt at sætte pris på espresso. Lars Irgens Petersen er en mand, der tager sin kaffe alvorligt. Han glædede sig over, at vennen havde fået smag for den udsøgte drik, men rystede på hovedet, da Thomas Bjerg Mikkelsen fortalte, at han drak sin espresso af almindelige kaffekopper. Nogle dage senere modtog Thomas Bjerg Mikkelsen en æske med fine, små espressokopper.

Når Lars Irgens Petersen bliver løsladt, har de en stående aftale om at mødes hjemme hos Thomas Bjerg Mikkelsen over en middag afsluttet med espresso i de fine kopper. Det er der håb i. Håbet er et tema, som fylder meget i deres samtaler. For Lars Irgens Petersen er det afgørende, sådan som han også gjorde det klart i sit første brev, at han bliver en del af et kristent netværk. Han siger:

”Jeg har ikke råd til flere fejltrin. Begår jeg flere fejl, kommer jeg ikke ud igen. Jeg tror, man hyler som de ulve, man er blandt, og hvis jeg flokkes med folk fra Indre Mission, skal det nok gå godt.”

Thomas Bjerg Mikkelsen:

”Jeg håber meget, at Lars vil være i stand til at modstå de fristelser, som han utvivlsomt vil møde efter en eventuel løsladelse. For eksempel kan det blive en stor udfordring for ham, at han hverken må tage imod eller anvende penge, som er fremskaffet via kriminalitet. I sin kriminelle fortid har han haft adgang til enorme pengebeløb, og han kan sandsynligvis let få adgang til ulovlige midler i den kriminelle verden. Måske findes der endda penge et sted i verden, som er reserveret specifikt til Lars. Hvis det sidste er tilfældet, er der allerede nu et opgør, som Lars mangler at tage.”

Lars Irgens Petersen fortæller om gamle venner, som har kontaktet ham. Han har takket dem for den tid, de har kendt hinanden, og bedt dem betragte ham som død.

”Jeg kan ikke bare drikke en kop kaffe med mit gamle netværk. Jeg ser mig selv som en tidligere kriminel og en misbruger af kriminel tankegang. Derfor er jeg nødt til meget bevidst at gå en anden vej.”

Thomas Bjerg Mikkelsen: ”Statistisk set er der ikke store chancer for, at Lars forandrer sig, men ser man på det enkelte menneske, kan det se helt anderledes ud. Vi har muligheden for at træffe afgørende beslutninger for vores liv, og på den måde er vi ansvarlige for vores liv.”

Thomas Bjerg Mikkelsen har ærligt fortalt sin ven, at han tror, at denne vil få det svært, når han kommer ud af fængslet. Lars Irgens Petersen har udviklet social angst gennem årene som indsat, og følelsesmæssigt er han skadet.

”Jeg tror, det kan være svært for Lars at rumme sig selv i et fællesskab af andre, og forhåbningerne om fællesskabet kan være større i fængslet end det, man møder i virkeligheden,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Det er syv år siden, Thomas Bjerg Mikkelsen første gang mødtes med Lars Irgens Petersen. Samtalerne med vennen har en karakter, som gør, at han ikke kan lægge dem bag sig.

Han har spurgt sig selv, om han er naiv, når han insisterer på at se vennen i et kristent menneskesyn, som ikke graduerer menneskers værd på baggrund af deres handlinger. Når han tænker på deres venskab, tænker han igen på ”Den lille prins” og ansvaret over for rosen.

”Det kræver tid at etablere følelsesmæssige bånd til andre mennesker, ikke mindst når ens følelsesapparat er skadet. Langt hen ad vejen er det en mental kamp at overvinde barndommens negative adfærd. Som ven vil jeg støtte ham i denne kamp.”

Hvis jeg, som havde ressourcerne, ikke ville stoppe op over for et menneske som Lars, så syntes jeg, at jeg svigtede, og at mit eget menneskesyn blev devalueret.

Thomas Bjerg Mikkelsen

Jeg føler mig ikke værdig til at blive elsket, og der er så meget, jeg skammer mig over. Når jeg siger, at jeg er kristen, husker jeg også at sige, at jeg er en synder.

Lars Irgens Petersen
I dag er det syv år siden, Lars Irgens Petersen sendte det første brev. Han er netop fyldt 43 år og afsoner fortsat i Herstedvester. Brevet har affødt, hvad man kan kalde et atypisk venskab, hvor det altid er Thomas Bjerg Mikkelsen, som kommer på besøg. Foto: Mikkel Møller Jørgensen
I Thomas Bjerg Mikkelsen har Lars Irgens Petersen fået både en støtte og en udfordrer. Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Da Thomas Bjerg Mikkelsen første gang sad over for Lars Irgens Petersen, vidste han ikke, at denne havde erkendt sin skyld. Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Håbet er et tema, som fylder meget i deres samtaler. For Lars Irgens Petersen er det afgørende, sådan som han også gjorde det klart i sit første brev, at han bliver en del af et kristent netværk. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Når du er i isolation, er der ikke meget, du kan gøre. Det var her, jeg bad første gang.Jeg savnede min lille familie, og jeg vidste, hvor meget kristendommen betød for min kæreste, så jeg følte, at jeg kom tættere på hende, når jeg bad.

Lars Irgens Petersen