Prøv avisen

Er det fornuftigt at samle og opbevare danskernes genmateriale i en national dna-bank?

Folketinget ventes dette forår at vedtage en lov, der giver mulighed for et nationalt genomcenter. Det giver mulighed for bedre medicin, men der er risiko for misbrug, frygter flere. – Foto: Shutterstock/Iris/Ritzau Scanpix

Nationalt Genom Center kan snart være en realitet. Det kan revolutionere udviklingen af personlig medicin, siger fagfolk. Kritikere frygter, at borgernes data er for dårligt beskyttet, og at de ikke ved, hvad de personfølsomme oplysninger bruges til

Vi skal ikke mange år tilbage, før det ville have været en genial opfindelse i en god science fiction-film. Men nu er det ikke længere fri fantasi. Et nyt lovforslag om at etablere en dansk dna-bank er fremlagt, og Nationalt Genom Center ser ud til snart at være en kendsgerning.

Således er samtlige Folketingets partier undtagen Enhedslisten positivt stemt for et sådant. Centeret skal indsamle genmateriale fra danske borgere og vil derved være i stand til at udgøre omdrejningspunktet for fremtidig udvikling af personlig medicin – det vil sige medicin, der er skræddersyet til den enkelte patient.

Holdningerne til Nationalt Genom Center er delte. På den ene side står forskere, der lovpriser de fremtidige udsigter til at kunne behandle den enkelte patient langt bedre end i dag. På den anden side befinder sig kritikere, der er bekymrede dels for, hvem der kan få adgang til de meget personfølsomme oplysninger, og dels for, hvor gode muligheder den enkelte patient vil få for på et oplyst grundlag at kunne tage stilling til, til hvad og hvor meget de personlige oplysninger må bruges.

En af dem, der stiller sig kritisk over for den fremlægning af Nationalt Genom Center, der er kommet fra politisk hold, er Thomas Ploug, professor og centerleder på forskningscenter for etik i praksis ved Aalborg Universitet. Han kan godt se idéen med en dna-bank og er ikke i tvivl om, at der kan komme værdifuld forskning ud af det. Men på flere punkter mener han også, at der er grund til bekymring set fra et borgerperspektiv.

Blandt andet finder han det kritisabelt, at den enkelte borger ikke har mulighed for at give et aktivt samtykke til, at det væv, der er blevet taget fra ham i forbindelse med undersøgelser, også må bruges i forskningsøjemed. Som det ser ud nu, skal borgeren selv aktivt melde fra, hvis man ikke ønsker dette.

”Der er historiske grunde til at mene, at det er en dårlig fremgangsmåde. Man har mulighed for at melde fra ved Vævsangivelsesregisteret, men det har eksisteret i mange år, og ingen har hørt om det. Derfor er der heller ingen, der lader sig registrere. Forskere har heller ingen interesse i at give grundig information om, hvor og hvordan man kan afmelde sig registret, for de er naturligvis interesseret i at måtte bruge borgerens data. Derfor dur metoden ikke som en reel beskyttelsesforanstaltning. I stedet bør man have en model, hvor man oplyser borgeren om, hvad man vil bruge vævet til, og tillige fortæller, hvilken information og hvilke tilbagemeldinger man kan forvente at få. Og så skal borgeren selv aktivt sige ja. På den måde har forskerne også en motivation til at informere grundigt,” siger Thomas Ploug.

En anden bekymring retter sig mod muligheden for at samkøre store mængder data om borgerne. Som det ser ud nu, kan ministeren pålægge myndighederne at give tilladelse til at samkøre en masse data, hvis de er relevante for forskning. Men Thomas Ploug mener, at alle forskningsspørgsmål kan fremlægges som spændende og relevante, hvilket betyder, at der i princippet ikke vil være grænser for, hvad man kan blive bedt om at udlevere.

”Jeg tror, at når man har muligheden for at samkøre så mange data, så er fristelsen til at bruge dem til andet end forskning også større. De kan på forskellig måde bruges af staten til at kontrollere borgerne. Og borgerne har ikke en chance for at sige fra. Og så må vi spørge os selv, om det er det, vi ønsker,” siger Thomas Ploug.

Blandt de kritiske røster befinder sig også jurist på institut for menneskerettigheder Anja Møller Pedersen. Hun frygter, at man i ren begejstring over de nyeste teknologiske landvindinger haster lovgivning igennem, som ikke er tilstrækkeligt gennemtænkt set i et fremtidsperspektiv.

”Det er jo ikke, fordi vi er imod, at man benytter teknologien til at forbedre behandling af sygdom. Men vi savner en grundig stillingtagen til, hvad alt dette skal bruges til på sigt. Det ville også afgrænse, hvad vi giver sundhedsministeren adgang til at udstede regler om. Lige nu er der givet nogle meget brede rammer, og når ikke engang vi, der sidder med den slags, kan gennemskue det, hvordan skal borgerne så kunne?”, siger hun.

Anja Møller Pedersen peger tillige på, at der er uklarheder om, hvordan mulighederne er for brug af anonymisering i forbindelse med data fra Nationalt Genom Center.

”Det er meget følsomme oplysninger, og jeg kan godt savne, at man helt konkret tog stilling til, hvornår man kan anonymisere oplysningerne. Hvornår handler det for eksempel om forskning, hvor det ikke er vigtigt præcis at vide, hvem man er?”, siger hun.

Som jurist mener Anja Møller Pedersen ikke, at det fra politisk side er tilstrækkeligt at henvise til den nuværende sundhedslovgivning, når det er blevet kritiseret, at borgernes mulighed for at tage stilling til, om personlige data må benyttes til forskning, er for dårlig i det nye lovforslag.

”Hvorfor har man lavet en løsning, hvor man har mulighed for at sige fra, og ikke omvendt en, hvor man aktivt skal sige ja? De, der har udarbejdet forslaget, mener, at der er tale om informeret samtykke. Det er der i medfør af sundhedslovgivningen til nogle former for databehandling, men uanset hvad man kan ifølge den, mener jeg, at man bør lave loven, så der også skal gives aktivt samtykke i den her forbindelse,” siger hun.

Kirsten Ohm Kyvik, professor og leder på klinisk institut på Syddansk Universitet, ser ingen grund til store bekymringer i forhold til oprettelsen af Nationalt Genom Center. I forhold til den usikkerhed, der kan være forbundet med at opbevare så mange personfølsomme oplysninger ét sted, mener hun, at det er det eneste rigtige.

”Set fra min synsvinkel er det meget mere sikkert, at materialet ligger ét sted, frem for, at det er spredt ud på 10 forskellige sygehuse. Der er også afsat mange ressourcer til at sikre oplysningerne på centeret, og alle data bliver sikret på samme måde,” siger hun.

Ved at have de store mængder af data liggende et sted, er mulighederne for forskning og tilvejebringelsen af personlig medicin særdeles gunstige, påpeger Kirsten Ohm Kyvik. På kræftområdet har kvinder med brystkræft således allerede fået gevinst af forskning, hvor man har samlet væv ind fra mange tusinde kvinder.

”Vi ved nu, fordi vi er gået direkte ned i arvemassen, at der er brystkræftramte kvinder, der har svulster i brystet, som er østrogenfølsomme, mens andre har svulster, der ikke er. De to grupper af kvinder skal have helt forskellig medicin. Og som følge af den viden, vi har fået i forbindelse med de mange vævsprøver, står vi nu også bedre stillet, når der kommer tilbagefald,” siger Kirsten Ohm Kyvik og understreger, at denne type indsigt som følge af den forskning, der kan komme ud af projektet om personlig medicin, vil komme flere og flere patientgrupper til gode.

Modsat lovforslagets kritikere er Kirsten Ohm Kyvik ikke bange for, at den enkelte borger ikke får mulighed for på et oplyst grundlag at træffe en afgørelse om, hvorvidt vedkommendes væv må bruges i forskningssammenhæng. Der arbejdes i flere organer på udtalelser om og forslag til samtykkemodeller, og selvom man endnu ikke står med et færdigt samtykkeforslag, understreger hun, at der vil blive gjort meget for at vejlede om, hvorvidt data kun må bruges i forhold til borgerens egen sygdom eller også i forhold til fremtidig forskning.

”Som jeg oplever det lige nu, vil man skulle give samtykke til det hele, hvis ens data kan bruges til forskning. Det vil dog formentlig ikke blive sådan, at man for hvert projekt bliver spurgt, for der er en del processer, hvor vi som forskere slet ikke er interesseret i den enkelte, men kun i et større statistisk materiale. Vi forskere kan som oftest bedst lide slet ikke at kende de personlige data på folk,” siger hun.

I den offentlige debat har flere udtrykt bekymring for, om de personfølsomme oplysninger vil kunne rekvireres af for eksempel politiet i forbindelse med efterforskning af kriminalitet. Men det er tilsyneladende unødige betænkeligheder.

”Politiet kan ikke, som det ser ud nu, komme med en retskendelse og bede om at få materiale udleveret. Så vil nogle sige, at der jo altid kan komme nogen og lave loven om. Men nu lever vi i Danmark og ikke i en bananrepublik, og jeg synes, fordelene ved Nationalt Genom Center er meget større end spekulation om, hvorvidt en eller anden regering en dag ude i fremtiden vil gøre noget farligt,” siger Kirsten Ohm Kyvik.

Gorm Greisen, formand for Det Etiske Råd og professor i pædiatri på Københavns Universitet, ser i et overordnet perspektiv store muligheder i forhold til personlig medicin, såfremt Nationalt Genom Center oprettes. Det vil kunne komme mange patienter til gavn, og det foregår allerede i mange andre lande, så også set i et konkurrenceperspektiv giver det mening.

”Et argument er, at vi er nødt til at oprette det, hvis vi vil følge med – ellers gør vi os afhængige af andre. Selvfølgelig skal det komme patienten til gavn, men der er jo også en industri, der har gavn af at kunne udvikle nye medikamenter. I befolkningen er der en skepsis mod at give samtykke til industrien, mens man gerne gør det til universitetsforskning. Det sjove er, at hvis man tænker det til ende, så er det en industri, der står for 17 procent af vores eksport, og som er grundlaget for en god del af vores velfærd. Så måske noget af dilemmaet ville blive opløst, hvis flere blev opmærksomme på det,” siger han.

Gorm Greisen peger på de etiske dilemmaer, der rejser sig, når man taler blotlæggelse af hele genomet hos patienter. I den forbindelse vil man kunne finde noget, som man i første omgang slet ikke ledte efter.

”Jo mere potent en undersøgelse er, jo mere kan man se. Og jo mere erfaring man får med genom-undersøgelser, jo flere muligheder vil der vise sig for at gribe ind. Og med tiden vil der blive endnu flere muligheder. Nogen skal tage stilling til, hvornår man skal gå alle data igennem igen, og hvad man skal sige til de enkelte patienter, og hvad man skal tilbyde at gøre. Det kan på den måde også på sigt blive vældig dyrt at vide meget,” siger Gorm Greisen.