Da Anna og Simon Karbing nytårsaftensdag for to år siden blev gift, var brylluppet præcis, som de gerne ville have det. I et udsigtstårn i et naturområde ved Ribe mødtes de med en giftefoged og to nære venner, der overværede vielsen. Med sig havde de deres lille søn, men ellers var der ikke andre familiemedlemmer til stede, og der var heller ingen, der vidste, at de blev gift. Anna Karbing har aldrig brudt sig om at være i centrum, og tanken om et stort bryllup med mange gæster og fokus på brudeparret fik hendes mave til at slå knuder. Derfor endte de i udsigtstårnet.
”Vi havde en skøn ceremoni, som symboliserede vores kærlighed. Fra tårnet kunne vi se ind på Ribe Domkirke og på de mange nytårsraketter, der fyldte himlen med de smukkeste farver, og vores bedste venner skålede med os. Det var meget dejligt og meget stille og roligt,” fortæller hun.
De troede, at familien ville glæde sig over giftermålet på deres vegne, men reaktionen var anderledes end ventet. De nygifte lod med vilje være med at sige noget og lod hellere selv folk opdage, at de havde fået ring på. Men:
”Det faldt slet ikke i god jord, at vi var blevet gift i hemmelighed. Vi kunne mærke, at familien syntes, de var gået glip af noget eller var blevet snydt. De syntes, at vi i det mindste kunne have holdt et kaffebord for familien. Flere sagde også, at de gerne ville have vidst det, frem for at de selv skulle opdage det. Der er ingen tvivl om, at vi endte med at gøre flere skuffede end glade.”
30-årige Anna Karbing sidder i dag med en følelse af, at familierelationerne er blevet mere indviklede, efter hun og Simon prioriterede en vielse, uden at familien var til stede.
”Vores forældre og søskende blev mest ramt, og det har faktisk været en sej omgang. Jeg tror, de føler sig udenfor og tror, at vi ikke vil have dem i vores liv. De føler nok, at vi ikke har prioriteret dem. Men for mig handlede det ikke om at skulle behage andre, men om at sige ja til den mand, jeg elsker.”
Det er bestemt ikke usædvanligt, at brudepar i dag – som Anna og Simon Karbing – vælger at blive gift præcis på den måde, der passer dem bedst. Mulighederne for en unik vielse er efterhånden utallige, Ud over kirken og rådhuset kan man for eksempel blive viet i haven, på stranden eller i en båd på vandet. Konkret betyder det, at et stigende antal par fravælger kirken til at markere brylluppet som overgangsritual. Det bekræfter religionssociolog og ph.d.-studerende på Københavns Universitet Astrid Krabbe Trolle.
”Folk sammensætter deres egen religiøse eller ikke-religiøse pakke, og brylluppet bliver et identitetsspørgsmål og en arena for folks individualitet. Det skal afspejle personligheden hos brudeparret. Samtidig er det også en kombination af to familier, der fusionerer. Derfor er der flere stemmer, der skal høres. Og færre vælger kirken som rammen for deres overgangsritual,” siger hun.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at mange vælger at holde bryllup uden fest og gæster, understreger hun. Men det er i vid udstrækning blevet accepteret at holde bryllup på mange forskellige måder. Når det i nogle tilfælde ender i en konflikt, handler det ofte om, at brylluppet både i mange familier og også kulturelt har været en vigtig overgangsrite, som også var med til at holde sammen på familien, påpeger Astrid Krabbe Trolle:
”I det senmoderne samfund har vi færre familiefester at mødes om, fordi vores samfund undergår en aftraditionalisering. Det er efterhånden kun ved få lejligheder, at vi mødes med hele storfamilien. Her plejer bryllup på linje med barnedåb og konfirmation at være en vigtig begivenhed, der bekræfter, at familien er betydningsfuld. Men måske er der kun én begivenhed i løbet af 10 år, hvor alle mødes, og derfor kan fravalget af en stor fejring ses som en trussel mod familien.”
Kristine Stricker Hestbech er sognepræst i Havdrup nær Køge. Hun har noteret sig en mærkbar stigning i antallet af par, der ønsker at blive viet i forbindelse med deres barns dåb. Ved at holde et overraskelsesbryllup håber par at undgå de forventninger og forviklinger, der kunne være ved planlægning og afvikling af et traditionelt bryllup.
”Gæsterne ved dåben føler sig i nogle tilfælde taget med bukserne nede, og far kan mærke skuffelsen, over ikke at skulle føre sin datter op ad kirkegulvet, helt ned i storetåen. Det ligger så indlejret i vores kultur, at brylluppet er en fællesskabsfejring og en familiefest, hvor man også konsoliderer sig som familie, og også i 2019 er det langt mere rodfæstet, end folk måske tror.”
Kristine Stricker Hestbech blev selv gift i hemmelighed med sin første mand, og det vil hun ikke anbefale, fordi flere i familien blev såret over det valg.
”Min mands søster blev så vred over ikke at være med, og det er den samme vrede og skuffelse, brudepar kan fortælle om i dag. Som familie, der ikke er med til bryllup, kan man opleve det som en forkastelse. Traditionelt er brylluppet jo en familiefest med helt klare roller. Der kan være brudepiger, forlover og faderen, der fører bruden op ad kirkegulvet – og i kirken sidder man rangordnet efter, hvem der er nærmest beslægtet. De mange traditioner sidder dybt i folk.”
Sognepræsten i Havdrup oplever også, at mange brudepar i dag vælger at prioritere at invitere flere venner og færre familiemedlemmer. Man søger i hverdagen i højere grad sin identitet blandt vennerne.
”Igennem livet er der en tydelig bevægelse væk fra de tætte relationer til onkler, tanter, fætre og kusiner, som måske betød meget, da man voksede op. Men alligevel kan der være en stærk forventning om, at familiemedlemmer, man ikke har set i flere år, skal med til brylluppet. Ved de store mærkedage og markante fester, ruller man tiden tilbage og forventer, at familien bliver inviteret. På den måde er det lidt asynkront.”
Så om det er i orden at blive gift i hemmelighed eller uden familiens deltagelse, afhænger også af, hvordan man selv opfatter et bryllup – og i hvor høj grad man er præget af pligtetikken.
”Ser man brylluppet som det, der forener to slægter, er det ikke o.k. at vælge vennerne over familien, for så overtager vennerne jo familiens plads. Men ser man et bryllup som et anliggende mellem to, der elsker hinanden, og Vorherre, så kan det være i orden at holde det hemmeligt. Man skal bare ikke underkende, at det kan give familien en følelse af ikke at være villet og af afvisning,” siger hun.
29-årige Cathrine Widunok Wichmand fra Frederiksberg blev gift med sin mand i 2016. Undervejs i planlægningen blev hun flere gange overvældet af, hvor dyrt, stort og omfattende det blev med beslutninger om gæster og kuvertpriser.
”Så vi overvejede da, om vi bare skulle smutte på rådhuset og tage en pizza bagefter. Min mand er heller ikke særlig begejstret for at være festens midtpunkt,” siger hun. Hun er en af forfatterne til bogen ”Bryllup – something old, something new, something...”, der netop er udkommet på forlaget People’sPress, og står også bag bloggen Rockpaperdresses, hvor hun indgående har gjort rede for til- og fravalg i forbindelse med sit eget bryllup. Konflikter i planlægningsfasen er et tema i bogen.
”Man har lov til at gøre præcis, som man selv vil på sin egen bryllupsdag. Om det er så er et kæmpe bryllup eller et mikrobryllup, er det brudeparrets egen beslutning. Men jeg kan da godt forstå, hvis man som forældre er kede af at gå glip af sit barns bryllup. Jeg tror, det nok mest af alt kommer af kærlighed, hvis forældrene udviser skuffelse over ikke at være med.”
Hun og hendes mand endte med cirka 70 gæster til deres bryllup og var igennem flere nedskæringer af gæstelisten. Både fordi kuvertprisen var høj, og fordi det var vigtigt, at de gæster, der var til stede, faktisk var dem, der betød noget og var en del af ”deres cirkel” så at sige. Det endte med kirkebryllup og fest til den lyse morgen, men ikke uden udfordringer. Generelt er det ikke usædvanligt, at der særligt i forbindelse med gæstelisten kan opstå gnidninger, vurderer hun.
”Min mand havde en barndomsven, som med tiden var gledet lidt ud. Vi endte med ikke at invitere ham, og det tog han så meget på vej over, at de ikke længere er venner. Jeg har også selv prøvet at blive såret over ikke at være inviteret til en venindes bryllup, men efter jeg selv har siddet i situationen og skullet vælge til at fra, forstår jeg hende bedre.”
Og det er ikke en sjov øvelse at vælge folk fra, men de fravlagte bør udvise forståelse for brudeparrets beslutninger, mener Cathrine Widunok Wichmand.
”Der er vel ingen, der kan lide at sortere i de mennesker, de holder af, og særligt hvis man er lidt konfliktsky, kan det føles voldsomt. Men man må sætte sin lid til, at de mennesker, der ikke kommer med, vil have forståelse for, at man har været nødt til at prioritere. Med tiden må både familie og venner komme sig over det. Man bør ikke lade andres agenda gå ud over ens egen,” siger hun.
I Ribe har skuffelsen over den manglende bryllupsfest sat sig som et lille ar i den sønderjyske familie, og stemningen kan fortsat blive lidt akavet her to år efter vielsen, synes Anna Karbing.
”Det var en rigtig god dag for mig og min mand, men ingen i familien taler om det, og ingen har spurgt, om de må se billederne fra vores fine dag. Heldigvis er det fantastisk at have bryllupsdag til nytår, hvor det virker, som om alle fejrer en lidt med raketter og champagne.”