Det første kviklån i verdenshistorien blev taget af Esau i Det Gamle Testamente, siger Michael Møller, professor i finansiering, og henviser til Esau, der kommer sulten hjem og beder om noget af broderens mad. Ikke før du sælger mig din førstefødselsret, lød svaret, og Esau gav afkald på halvdelen af sin arv for en skål linser.
”At sælge sin arv for et måltid mad er meget kortsigtet, og det er nøjagtig den samme form for dumhed, folk begår, når de låner til dyre renter. Det er så torskedumt.”
Michael Møller fra Handelshøjskolen i København (CBS) lægger ikke fingrene imellem, når han taler om kviklån – de mindre lån til en høj rente, hvor låntager ikke stiller sikkerhed, og som hurtigt udbetales.
Underskoven af hurtiglån-udbydere er tæt, tornet og henvender sig til især unge mennesker. For eksempel via reklamer på internettet, i bussen og toget. Etikken halter, men det er svært at gøre noget ved det, mener professor Michael Møller.
”Jeg kan godt lide indgreb, men her mener jeg, man skal bruge langt de fleste ressourcer på at fortælle de unge mennesker: Lad være, lad være, lad være.”
Kan man tale etik med dem, der låner ud?
”Nej det er spild af tid. Etik kan man tale, hvis det drejer sig om et mindre område i en større virksomhed. Handler man med nogle ikke så pæne fyre, kan man finde nogle, der er pænere – men det duer jo ikke, hvis virksomheden kun har en eneste levevej,” siger Michael Møller:
”Kviklån er noget, de kvikke yder til de dumme. Det er det, man skal holde sig for øje. For hvis du har for få penge i denne måned, er der også grund til at tro, du har for få næste måned,” siger professoren.
”Problemet er, at ingen af os kan lide det, men at det er svært at regulere, for hvor går grænsen? Skal vi forbyde folk at køre uden cykelhjelm – og hvis vi gør det, skal man så have lov til at bestige Mount Everest, som jo er langt farligere? Det er meget vanskeligt at beskytte folk mod egen dumhed,” siger Michael Møller og tilføjer, at han kun har et fast budskab til målgruppen, og det er: Lad være!
”Og til forældre og skolelærere: Prent ind i hovedet på dem, at det er taberagtigt at låne til høje renter.”
I Forbrugerrådet Tænk hæfter man sig ved, at de reklamer, der kører på skærmene i tog og busser, retter sig imod den impulsmæssige del af hjernen.
”I reklamespottene spilles der på sjove tegneserier og søde dyr, ligefrem. Der fokuseres på det, man kan få for pengene, og ikke på omkostningerne. Sådan er reklame jo, men markedsføringen for hurtiglån er meget massiv,” siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk.
Som en ”personlig nørdet ting” har han talt op, hvor ofte reklamerne kører over skærmen i tog og busser.
”Cirka hver tredje minut vises der en reklame for et kviklån. Den del af vores hjerne, som tager impulsive beslutninger, bliver jo bombarderet. Og lige pludselig ryger man jo nok i fælden,” siger Morten Bruun Pedersen.
Ågerparagraffen i straffeloven er ikke fulgt med den teknologiske udvikling, mener han, og de 48 timers betænkningstid, der egentlig er indført på den slags lån, omgås. En hurtig søgning på nettet viser, at man kan få et lån på to minutter.
”Når vi taler om så dyre lån, som man kan få så hurtigt, og hvor markedsføringen er så ubalanceret til fordel for det impulsive, synes jeg godt, man kan diskutere, om etikken er i orden,” siger Morten Bruun Pedersen.
”De her firmaer tjener rigtig godt og bringer samtidig mange i uføre, kan vi se af vores gældsrådgivning. Vel har man ansvar for sine handlinger og for egen økonomi, men når vi bombarderes med, at man bliver glad af at låne til hurtigt forbrug, synes jeg ikke, etikken er i top. Resultatet er da også, at 40 procent fortryder efterfølgende, og at 30 procent af disse virksomheders omsætning kommer fra indtjening på misligeholdelse af lånene.”
Til gengæld kan Otto Brøns-Petersen, der er analysechef i tænketanken Cepos, ikke, som udgangspunkt, se noget problematisk i kviklån.
”Tværtimod er det vigtigt, at også folk uden stærkt fodfæste har adgang til kreditmarkedet. Der er jo ligefrem givet en Nobels fredspris for præcis det at skaffe finansieringsmuligheder – mikrolån – til fattige i Den Tredje Verden.”
For ham at se ligger den etiske problematik snarere hos låntagerne.
”Man skal tænke sig godt om, hvorvidt det er velbegrundet at låne eller ej,” siger analysechefen, som synes, at det ville være en god idé at få privatøkonomi på skemaet i folkeskolen, fordi ”finansiel dannelse er vigtig”.
Otto Brøns-Petersen mener i øvrigt, at de mange låneudbydere er dukket op, fordi bankerne ”reguleres for hårdt”.
”På den måde er den stigende interesse for alternative udlån et rigtig dårligt symptom. Der er nok ingen tvivl om, at det havde været bedre med en god relation til en fast bankrådgiver, som kunne hjælpe en undervejs i livet.”
Flere af de kviklån-udbydere, som Kristeligt Dagblad ringede til for en kommentar, havde kort før jul meget lang kø på telefonerne, ”lå vandret” og havde ikke tid til en kommentar.
Men Andreas Linde, som er administrerende direktør i Fairlån, der formidler lån via et net af banker, ser intet etisk betænkeligt i de nemme lån.
”I stedet for at vente to uger på banken, hvor du skal stille med et budget og det hele, ordner vi det online, så du kan få pengene inden for en dag. Det mener jeg da er en bedre service.”
Tjekker I, om folk kan betale tilbage, så de ikke kommer i klemme?
”Her er det vigtigt at huske, at vi bare formidler lånene gennem nogle andre banker. Det er begrænset, hvilken viden vi har, vi samler ikke op på deres cpr-numre, for eksempel”.
Hvis jeg nu var 21 år og ville have et lån, hvad ville du så sige til mig?
”Vi har ikke kundeservice over telefonen, så jeg ville ikke sige noget, det hele foregår online. Men du ville kunne låne 20.000 kroner – eller et hvilket som helst beløb mellem 0 og 400.000 kroner.”
Tjekker I ikke folks kreditværdighed?
”Med de kunder, hvor vi har mulighed for det, laver vi en kreditscore og viser de lån, der passer til den kreditscore, man har.”
Men rask væk kan man få et lån på 20.000 kroner?
”Det afhænger af de her banker, vi formidler for, hvodan deres kreditscore er bygget op. Cirka 20 procent af ansøgerne afvises,” siger Andreas Linde.
Reklamerne for de hurtige, dyre lån kører med meget korte intervaller på tv-skærmene i for eksempel togene. De små tegnefilm er sjove, friske og direkte. Har DSB, der kører rundt med rigtig mange unge mennesker hele tiden, haft etiske overvejelser i den forbindelse?
”Det har vi faktisk, vi har generelt overvejelser i forhold til de reklamer, vi viser på vores medier. Vi har et kodeks, som annoncørerne skal overholde. De skal selvfølgelig også overholde gældende lovgivning og det, man kalder god markedsføringsskik,” siger Aske Wieth-Knudsen, underdirektør i DSB.
Og det synes du er overholdt her?
”Lige kviklån har vi haft fokus på, men det er et område, hvor der faktisk er meget klare politiske retningslinjer for, hvad der er god skik. Og vores holdning er, at hvis man overholder dem, går vi ikke ind og stiller skrappere krav.”
Google har af egen drift overvejet at neddrosle reklamer for hurtige forbrugslån. Har I også tænkt over det?
”Ja, det har vi, men vi sidder ikke og sorterer i reklamerne eller udøver censur. Så længe de overholder lovgivningen, gør vi os ikke yderligere til dommer over, hvad der bliver vist.”
Professor i finansiering Michael Møller tager ikke stilling til markedsføringen af de hurtige forbrugslån, men han vil gerne lige advare endnu en gang.
”Man skal forstå, at ÅOP (årlig omkostninger i procent) ofte er flere hundrede procent. Det betyder sådan cirka, at det at få en bøf nu koster det dig fem bøffer om et år,” siger Michael Møller.
Men hvad nu hvis man ikke har anden mulighed?
”Der kan jo være enkelte situationer, hvor det er den eneste løsning. Jeg stod engang i lufthavnen i Bangkok sammen med min kone på vej hjem til Danmark. I køen foran os stod en rygsækrejsende af den slags, som bruger hver en krone, før de rejser hjem. Og så siger manden ved skranken, at der er en lufthavnsskat på 10 dollars. Rygsækken svarede, at han havde brugt alle sine penge, og manden i skranken svarede så, at det ikke var hans problem. Nu betalte jeg for den unge rygsækrejsende, men pointen er, at i den situation ville jeg måske sige, at det ville være meget praktisk med et kviklån. For det er ret ubehageligt at stå i Bangkok og mangle 10 dollars, når du har en flybillet hjem. Jeg kan da godt finde nogle ganske få omstændigheder, hvor jeg ville sige til folk, at de kunne tage et kviklån – hvis man skal bruge en cykel for at komme på arbejde for eksempel. Men de fleste tager jo ikke kviklånene af så indlysende årsager.”