”Jeg har set et klip på Youtube, fra Japan tror jeg nok, hvor der var spidse pigge på bænkene. Kun hvis man puttede penge i, kørte piggene ned, så man kunne sidde der. Det er sygt, ikke?”
Han, en mand formentlig et sted i 30’erne, skutter sig i sin lidt for store neongule refleksjakke og ser afventende over på avisens udsendte. Han sidder sammen med en håndfuld andre i ly for februars regn og rusk i et bordeauxrødt træskur på Benedikts Plads i Odense centrum. Skuret er et ud af i alt tre overdækkede hellesteder for byens udsatte, som Odense Kommune har sat op.
Træbænkene, de sidder på, er nok kolde, men de er ikke besat med pigge, og de hælder heller ikke, som bænken ved det nærliggende busstoppested gør.
”Der har de lavet bænken, så den runder, og man ikke kan ligge på den, uden at man falder ned. Hvorfor fatter jeg ikke. Hvad skulle der ske ved, at der ligger en og sover der, når busserne alligevel ikke kører om natten?”, siger manden i den neongule jakke, der ligesom de andre i skuret ikke ønsker sit navn i avisen.
Ingen af de seks mænd bruger udtrykket ”dark design”. Men det er det begreb, der bruges om design og byindretning, som skabes med en intention om at kontrollere en bestemt befolkningsgruppes handlemuligheder og bevægemønstre.
De seneste uger har flere af de organisationer, der arbejder med hjemløse, gjort opmærksom på, at dark design i stigende grad bruges af både private og offentlige aktører i bestræbelserne på at ekskludere hjemløse og udsatte fra bymidten. Som når der monteres ekstra armlæn på midten af offentlige bænke, så hjemløse ikke kan ligge og sove på dem. Eller når varmeriste dækkes til af skrå afsatser, så man ikke kan tage et hvil der. Eller når der sættes gitre op under trapper, så man ikke der kan søge ly for dårligt vejr.
På de sociale medier Twitter og Facebook er bølgerne som følge af medieopmærksomheden også gået højt, når det er blevet diskuteret, hvorvidt det er i orden at bruge dark design. Dark design er således blevet kaldt alt fra et svinsk og udemokratisk magtredskab til en tvingende nødvendighed. Uanset hvilken holdning man måtte have, er det imidlertid et faktum, at dark design virker efter hensigten.
”Det betyder rent faktisk, at der bliver færre af de skæve, der hvor vi andre færdes. På den lange bane er der ingen, der ved, hvad det kommer til at betyde. Men den klassiske forståelse af, hvad en by indeholder, rummer mange forskellige mennesker og interesser. En afvisning af de skæve vil skubbe dem ud af byen, og det kan på sigt give en mere ensartet by,” udtalte professor i urbant design ved Aalborg Universitet Ole B. Jensen således i Berlingske forleden.
Særligt udbredt ser tendensen ud til at være i København, og i Projekt Udenfor, der arbejder på gadeplan med de hjemløse og formidler viden om hjemløshed og udstødelse, ser daglig leder Bo Heide-Jochimsen det som en trist udvikling.
”Vi har lagt mærke til det igennem en årrække, og udviklingen går desværre mod mere og mere af den slags. De hjemløse selv siger, at det bliver sværere og sværere at være dem, og at det er en tendens, at de ikke er ønskede nogen steder. De føler sig ikke som en del af samfundet og mister følelsen af at være noget værd som menneske,” siger han.
Bo Heide-Jochimsen anerkender, at det i områder med megen udsathed kan være en udfordring for eksempelvis handlende, hvis der altid sidder hjemløse ved indgangen til deres butik. Men når det bliver på et mere strukturelt og overordnet plan, at de hjemløse forvises fra byen, gør det ham indigneret.
”Hvis en enkeltperson ikke kan få sin forretning til at løbe rundt, er det selvfølgelig et problem. Men ellers kan jeg ikke forstå det – alle bør have ret til at være en del af byen. Men i virkeligheden synes jeg, at det mest skræmmende er hele mentalitetsændringen. Man kan snart kun være en del af byen, hvis man har penge til at betale 50 kroner for en caffe latte,” siger han.
Også Vibe Klarup, ny formand for Rådet for Socialt Udsatte, har bemærket udviklingen omkring brugen af dark design i særligt hovedstaden og synes, det er den forkerte måde at angribe problemet omkring hjemløshed på.
”Jeg forstår godt, at det for nogle handlende kan være en belastning, hvis der ligger hjemløse, hvor der skal være rent og pænt for deres kunder. Men når det er sagt, så mener jeg, at man i stedet for at presse de hjemløse ud af byen skal arbejde meget mere på at løse det generelle problem med hjemløshed. Det er ikke enkeltaktører, der skal tage sagen i egen hånd, men en opgave for hele byen. Og det kan sagtens lykkes at skabe byrum, hvor man appellerer til borgere om, at der skal være plads også til udsatte. Det har man for eksempel haft held med i Odense,” siger hun.
Når dark design ikke tidligere har høstet så megen opmærksomhed i Danmark, kan det skyldes, at det implementeres på en mere subtil måde her, end det gør mange steder i udlandet, hvor eksempelvis metalpigge ved forretningers vindues- og indgangspartier ikke er nogen sjældenhed.
Subtilt eller ej, noget kunne tyde på, at dansk dark design allerede har haft effekt. I hvert fald synes sognepræst i Trinitatis Kirke i København Erik Høegh-Andersen ikke, at han længere ser ret mange hjemløse i bymidten og omkring kirken.
”De er i det store hele væk. De fleste af dem, der sov her, kan heller ikke være her mere, fordi politiet kommer efter dem,” siger han.
Præsten synes, det er en vanskelig problematik, for selvom han har forståelse for, at der er steder, hvor man ikke kan have store flokke af hjemløse siddende af hensyn til omgivelserne, bør byen være for alle.
”En by skal alle kunne være i på ordentlige vilkår. Også de hjemløse. Det er problematisk, hvis man bevidst vil holde bestemte folk væk. Det er et udtryk for en dyrkning af et menneskeligt idealbillede, som jeg ikke synes er rar,” siger Erik Høegh-Andersen.
Tivoli er i løbet af de sidste par uger blevet fremhævet som en af de aktører, der bruger dark design i bestræbelserne på at skræmme hjemløse væk. Her er en rist, hvorpå hjemløse tidligere har kunnet sidde og hvile sig, blevet omhegnet af et metalgitter, så det ikke længere er muligt at opholde sig der.
Pressechef i Tivoli Torben Plank skriver i en mail til Kristeligt Dagblad, at den omtalte rist dog er blevet indhegnet af andre årsager end for at afholde hjemløse fra at sidde der.
”Vi har ikke en oplevelse af, at vi skulle sende hjemløse væk, medmindre de har lagt sig foran vores indgange, hvor gæster skal træde over dem. I nogle tilfælde beder vi hjemløse om at flytte sig, hvis de ligger et udsat sted til fare for sig selv, tigger eller forstyrrer gæsterne,” skriver han også i mailen.
Bo Heide-Jochimsen understreger, at man i Projekt Udenfor generelt har et fint samarbejde med Tivoli. Han synes ikke, at problemet med hjemløse i området uden for forlystelsesparken fremstår særligt stort. Problemet er for ham at se snarere helt generelt, at enkeltaktører ofte ender med at lave akutløsninger selv, fordi der mangler en overordnet indsats på området.
”I forhold til byplanlægning er der i København, hvor problemet er størst, ingen strategi for, hvad vi gør for de hjemløse. Der er tænkt på, hvordan fortovene på Kultorvet kan blive lejet ud, så de handlende kan tjene penge. Men de, der sad der før, de hjemløse, de er ikke tænkt ind. Der er heller ikke i København nogen strategi for, hvordan man gør byen til en by for alle. I stedet skiltes der derimod med, hvor man ikke må lægge sig at sove,” siger han.
