Prøv avisen
Det etiske kompas

Er det i orden at stikke en hvid løgn?

Tegning: Rasmus Juul

Vi lyver hver eneste dag. Men netop den hvide løgn fremstilles ofte som uskyldig, fordi den fortælles af hensyn til og omsorg for andre. Løgnen bunder dog lige så meget i vores frygt for at se egne fejl og mangler i øjnene, siger teolog

Forleden blev han inviteret til et arrangement, som han ikke havde lyst til at deltage i, selvom kalenderen faktisk var tom. Han løste dilemmaet ved at stikke en hvid løgn om, at han skulle noget andet den dag. Den hvide løgn ville nok såre vennen mindre end sandheden, undskyldte han sig selv med. Men var det nu også det rette at gøre?

Sådan lød et af de etiske spørgsmål i Kristeligt Dagblads nye lydserie ”Det Etiske Kompas”, hvor tre vidende mennesker diskuterer hverdagens svære valg. Første afsnit handler netop om den hvide løgn. Og det er et dilemma, som de fleste kender til.

Mennesket lyver nemlig flere gange dagligt, viser forskning. Nogle gange sker det med fuldt overlæg, andre gange fuldstændig impulsivt i den sociale relation. Men hvad er det egentlig, der sker i hjernen, når vi fortæller vores nære en hvid løgn? Ayna Baladi Nejad, der er ph.d. og postdoc i kognitiv neurovidenskab ved Hvidovre Hospitals MR-forskningscenter, forsker blandt andet i empati og psykopatiske træk.

”Den dårlige samvittighed, som mennesket får, når man lyver, kan sammenlignes med en form for fysisk stressreaktion. At lyve forhøjer vores blodtryk, får os til at svede og gør os nervøse. Det er også derfor, at man på de fleste mennesker kan bruge en løgnedetektor,” siger Ayna Baladi Nejad.

De processer, der kan aktiveres i hjernen, når et menneske lyver, kan minde meget om dem, som man kan spore, når et menneske føler empati. Mennesker med psykopatiske træk har nemmere ved at lyve for andre. For de føler ikke skyld.

”Vi bruger mange ressourcer i hjernen på at lyve. Det kan skyldes, at vi aflæser modtagerens reaktioner og følelser for at sætte os i personens sted. Men hvis vi begrunder løgnen med, at det er for et andet menneskes skyld, bliver vi ikke påvirket i nær samme grad – og det gør det lettere at stikke en hvid løgn,” siger Ayna Baladi Nejad.

Teolog Pernille Hornum, der har skrevet ”Sandheder om løgn og bedrag”, beskriver den hvide løgn som et eviggyldigt dilemma. Ifølge hende bliver den hvide løgn alt for ofte sidestillet med noget uskyldigt, selvom vi stikker den flere gange dagligt. Da hun skrev bogen i 2011, satte hun sig for at undersøge, om hun selv kunne finde på at lyve. Hun var egentlig ret sikker på, at det ikke var noget, hun gjorde. Men trods sin egen formodning fandt hun pludselig sig selv i en situation, hvor hun fortalte en hvid løgn. Hun skulle holde et kursus i en anden by, men havde glemt sin pung og kunne derfor ikke købe en billet til toget.

”Jeg ringede til kursisterne og fortalte, at jeg havde fået det dårligt, fordi den anden grund ikke virkede som en troværdig sandhed. Da jeg så dem næste gang, spurgte de, hvad jeg havde fejlet. Og så måtte jeg jo fortsætte min ellers så hvide løgn og lyve endnu en gang,” siger Pernille Hornum.

Det var her, at det for alvor gik op for hende, at den hvide løgn ofte ikke er så uskyldig. For løgne fører alt for ofte flere løgne med sig, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for både en selv og den person, man lyver for.

”Når man bliver løjet for, går det ud over ens selvværd. Man spørger sig selv: ’Er jeg virkelig ikke engang sandheden værd?’,” siger Pernille Hornum og fortsætter:

”Selvom løgnen kaldes hvid eller uskyldig, er faktum, at et andet menneske har løjet for en. Det er med til at gøre os usikre på os selv og hinanden. Vi mennesker er sårbare, og det er altafgørende, at vi kan stole på hinanden.”

Men hvad så med udtrykket, at ”sandheden er ilde hørt”? At mennesker ikke altid ønsker at høre sandheden kan skyldes, at den kan være lige så smertelig og fortvivlende som løgnen, mener Pernille Hornum. Og det kan skyldes, at vi har fået skabt en kultur, hvor det koster for meget at være ærlig.

”Vi vil helst både vise os selv og se andre i det perfekte lys. For så bliver vi ikke konfronteret med vores egen fejlbarlighed. Men i virkeligheden er det perfekte jo det uperfekte. Vi har alle fejl og mangler. Det er det, som vi skal turde stå ved. Hvis jeg for eksempel gerne vil være den perfekte mor, men ikke altid er det, kommer jeg til at skjule de fejl, som jeg ellers kan lære noget af, hvis jeg erkender dem,” siger Pernille Hornum.

I sin bog om løgne talte Pernille Hornum blandt andet med forfatter og erhvervsmand Morten Albæk. Og her kom de netop ind på vigtigheden af at stå ved sig selv.

”Vi kan kun lære, hvem vi er, og hvem vi aldrig vil blive, hvis vi erkender os selv. Jo mere vi står ved os selv, jo mere troværdige er vi. Vores samfund hænger kun sammen på grund af tillid,” siger Pernille Hornum, der kun kan komme i tanke om ganske få grunde til at lyve.

Som eksempel på en nødvendig løgn husker hun en fortælling om filosoffen og teologen K.E. Løgstrup. Hans hustru valgte at lyve om, hvor hendes mand opholdt sig, da to Gestapo-folk spurgte efter ham. Hun sagde, at hun ikke vidste, hvor han var, selvom hun udmærket var klar over det.

”Sådan en nødvendig løgn, hvor man lyver for at beskytte andre, har selvfølgelig sin eksistensberettigelse,” siger Pernille Hornum.

Ifølge Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi ved psykologisk institut på Aarhus Universitet, er der nu ikke noget forkert i at lyve, så længe der er tale om hvide løgne.

Overordnet set kan man ifølge ham tale om to hovedgrupper af løgne. Der er den egoistiske, hvor man forsøger at højne egen status ved at skjule sandheden eller udsmykke sig med lånte fjer for at fremme sig selv. Og så er der den altruistiske løgn, der også kaldes den hvide løgn, hvor man lyver for at fremme andres ve og vel.

”Den hvide løgn kommer som sådan ikke afsenderen ved, men bruges udelukkende til at passe på modtageren ved at præsentere den bedst tænkelige udgave af sandheden for vedkommende,” siger Henrik Høgh-Olesen.

Derfor er det heller ikke lige så moralsk forkasteligt at stikke en hvid løgn, når afsenderen ikke selv har nogen vinding herved. Faktisk er det ifølge Henrik Høgh-Olesen slet ikke muligt at leve i et samfund uden løgne. For løgne er en konstant i menneskelivet.

”Et samfund uden hvide løgne er et samfund uden en hensyns- og omsorgsdimension,” siger Henrik Høgh-Olesen.

Tænk blot, opfordrer Henrik Høgh-Olesen, på den norske dramatiker Henrik Ibsens ”Vildanden” fra 1884. Her kan man se, hvad der sker, når man tager livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske. Fortællingens unge idealist Gregers Werle presser sandheden ned i halsen på alle omkring ham i en sådan grad, at det får fatale konsekvenser.

”Gregers Werle er overbevist om, at samfundet vil stå sig meget bedre, hvis han udstiller sandheden. Men det ender jo i død og ødelæggelse. I de samfund, hvor vi ikke skåner hinanden, opstår i stedet psykopatiske samfund,” siger Henrik Høgh-Olesen.

At stikke en hvid løgn er altså en måde at vise nænsomhed på. Henrik Høgh-Olesen giver et eksempel, hvor en kvinde møder op til en fest i en kjole, som hun selv synes er smuk, men hvor en anden gæst straks fortæller hende, at hun ser forfærdelig ud. Det er en subjektiv sandhed, som godt kan undværes.

Hvide løgne er nemlig den lim, der får det sociale fællesskab til at glide. Det gælder både i hverdagssituationer og i de mere alvorlige af slagsen.

”Når man for eksempel som behandler eller terapeut har med patienter at gøre, kan man også vælge at give den optimale version af sandheden i stedet. Det vil sige den udgave af sandheden, som klienten er i stand til at bære,” siger Henrik Høgh- Olesen.

For hvis et menneske finder kræfter i at tro på, at vedkommende for eksempel kan udskyde døden med sin viljekraft, selvom det ikke er tilfældet, kan sandheden gøre et menneske skade.

”Sandheden kan nogle gange være alt for ubarmhjertig. Og skal man så gøre som Gregers Werle og proppe den ned i halsen på andre? Når det gælder hvide løgne, bør vi altid afveje, om det er den fulde sandhed eller den optimale sandhed, der er bedst for vores modtager,” siger han og nævner digterpræsten Kaj Munk, der engang blev spurgt, om man altid skulle sige sandheden, og som hertil svarede:

”Ja, medmindre man har noget bedre at sige.”