Prøv avisen
Det etiske kompas

Er det i orden at stikke en hvid løgn?

Tegning: Rasmus Juul

Vi lyver hver eneste dag. Men netop den hvide løgn fremstilles ofte som uskyldig, fordi den fortælles af hensyn til og omsorg for andre. Løgnen bunder dog lige så meget i vores frygt for at se egne fejl og mangler i øjnene, siger teolog

Forleden blev han inviteret til et arrangement, som han ikke havde lyst til at deltage i, selvom kalenderen faktisk var tom. Han løste dilemmaet ved at stikke en hvid løgn om, at han skulle noget andet den dag. Den hvide løgn ville nok såre vennen mindre end sandheden, undskyldte han sig selv med. Men var det nu også det rette at gøre?

Sådan lød et af de etiske spørgsmål i Kristeligt Dagblads nye lydserie ”Det Etiske Kompas”, hvor tre vidende mennesker diskuterer hverdagens svære valg. Første afsnit handler netop om den hvide løgn. Og det er et dilemma, som de fleste kender til.

Mennesket lyver nemlig flere gange dagligt, viser forskning. Nogle gange sker det med fuldt overlæg, andre gange fuldstændig impulsivt i den sociale relation. Men hvad er det egentlig, der sker i hjernen, når vi fortæller vores nære en hvid løgn? Ayna Baladi Nejad, der er ph.d. og postdoc i kognitiv neurovidenskab ved Hvidovre Hospitals MR-forskningscenter, forsker blandt andet i empati og psykopatiske træk.

”Den dårlige samvittighed, som mennesket får, når man lyver, kan sammenlignes med en form for fysisk stressreaktion. At lyve forhøjer vores blodtryk, får os til at svede og gør os nervøse. Det er også derfor, at man på de fleste mennesker kan bruge en løgnedetektor,” siger Ayna Baladi Nejad.

De processer, der kan aktiveres i hjernen, når et menneske lyver, kan minde meget om dem, som man kan spore, når et menneske føler empati. Mennesker med psykopatiske træk har nemmere ved at lyve for andre. For de føler ikke skyld.

”Vi bruger mange ressourcer i hjernen på at lyve. Det kan skyldes, at vi aflæser modtagerens reaktioner og følelser for at sætte os i personens sted. Men hvis vi begrunder løgnen med, at det er for et andet menneskes skyld, bliver vi ikke påvirket i nær samme grad – og det gør det lettere at stikke en hvid løgn,” siger Ayna Baladi Nejad.

Teolog Pernille Hornum, der har skrevet ”Sandheder om løgn og bedrag”, beskriver den hvide løgn som et eviggyldigt dilemma. Ifølge hende bliver den hvide løgn alt for ofte sidestillet med noget uskyldigt, selvom vi stikker den flere gange dagligt. Da hun skrev bogen i 2011, satte hun sig for at undersøge, om hun selv kunne finde på at lyve. Hun var egentlig ret sikker på, at det ikke var noget, hun gjorde. Men trods sin egen formodning fandt hun pludselig sig selv i en situation, hvor hun fortalte en hvid løgn. Hun skulle holde et kursus i en anden by, men havde glemt sin pung og kunne derfor ikke købe en billet til toget.

”Jeg ringede til kursisterne og fortalte, at jeg havde fået det dårligt, fordi den anden grund ikke virkede som en troværdig sandhed. Da jeg så dem næste gang, spurgte de, hvad jeg havde fejlet. Og så måtte jeg jo fortsætte min ellers så hvide løgn og lyve endnu en gang,” siger Pernille Hornum.

Det var her, at det for alvor gik op for hende, at den hvide løgn ofte ikke er så uskyldig. For løgne fører alt for ofte flere løgne med sig, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for både en selv og den person, man lyver for.

”Når man bliver løjet for, går det ud over ens selvværd. Man spørger sig selv: ’Er jeg virkelig ikke engang sandheden værd?’,” siger Pernille Hornum og fortsætter: