Prøv avisen

Er det omsorg for næsten at blande sig i, hvad den anden mener?

Når man trækker sig fra en potentiel uenighed ved at sige, at alle har ret til at have forskellige holdninger, så bliver den relativistiske tanke til en slags mentalt hold-kæft-bolsje der skal sikre, at man kan bevare hyggen, siger Benjamin Olivares Bøgeskov. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Samtalekulturen hæmmes af en moraliserende relativisme. Ifølge lektor i filosofi Benjamin Olivares Bøgeskov kan det føre til ligegyldighed og ensomhed

Benjamin Olivares Bøgeskov giver sig til kende med et vink. Han har taget plads ved et af caféens borde med sin tredobbelte cortado. Skiftende caféborde i København har tjent som arbejdssted for ham i arbejdet med bogen ”Etisk dialog i sundhedsvæsenet”.

Caféen er samtidig som et slags forstørrelsesglas for den problematik, vi skal tale om: Den generelle lyst og evne til at indgå i en samtale med et andet menneske, hvor holdninger brydes.

Skønt han har boet i Danmark i mere end 15 år, kan han stadig betragte Danmark med den fremmedes blik. Hans far kom til Danmark som keramiker, hvor han mødte Benjamin Olivares Bøgeskovs mor, som var fra Nordsjælland. De flyttede til Chile og stiftede familie.

Benjamin Olivares Bøgeskov besøgte Danmark første gang som 16-årig og fik lyst til at vende tilbage som studerende. Her læste han ”Filosofiske smuler” af Søren Kierkegaard, og det kom til at udstikke retningen for hans akademiske udvikling. År senere fik han mulighed for at arbejde med sin ph.d. som gæsteforsker ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København.

Han oplevede et land, hvor det i højere grad handlede om at finde konsensus end om at overveje, hvad der var rigtigt og forkert. Han var overrasket over, at der i Søren Kierkegaards fædreland ikke i højere grad selvkritisk blev spurgt ind til, hvorfor man mener, som man mener, og taget livtag med rigtigt og forkert.

”I Danmark nyder man godt af at være et samfund med fred og tolerance, som er en politisk dyd, men faren er, at tolerancen bliver til en ligegyldighed. I en samtale med andre er mange hurtige til at sige, at alle kan mene, som de vil. Mennesker, som ihærdigt forsvarer diversitet, kan komme til at forsvare en form for ligegyldighed.”

Når han betragter, hvad han oplever som en konsensus-søgende samtalekultur, kommer han til at tænke på en scene fra Det Nye Testamente, hvor Pilatus langfredag spørger folkemængden, hvad han skal gøre med Jesus. Pilatus spørger folkene, hvad ondt Jesus har gjort, og de råber, at Jesus skal korsfæstes.

”Pilatus spørger Jesus, hvad sandheden er, og Pilatus kan ikke lide Jesu svar. Pilatus vil sikre politisk fred, og han er villig til at ofre sandheden for at opnå den fred. Han trækker sig tilbage som menneske for at opnå den politiske fred. Men er det rigtigt? Hvad er konsekvensen, når man undviger konflikten? Jeg mener, at det på sigt medfører både afstand og ensomhed.”

Benjamin Olivares Bøgeskov oplever, at man i Danmark typisk vil referere til lovgivningen og bruge den som en norm til at løse etiske problemer.

”Men det, som er uetisk, er ikke nødvendigvis ulovligt. Når man peger på lovgivningen, så er det også et forsøg på at søge konsensus i stedet for at finde et etisk svar på, hvad der er det rigtige eller forkerte.”

Men skal man nødvendigvis blande sig i, hvad en ven eller kollega tænker, ved at spørge til argumenterne bag en mening? Benjamin Olivares Bøgeskov siger, at man kan se sådanne samtaler som en etisk praksis.

”I Danmark er der en udbredt, moraliserende relativisme, som understreger, at alle har ret til at mene, som de vil. Den relativisme bremser mange samtaler, og emner som religion og politik vælger mange kun at tale om, når de er sammen med mennesker, som de ved, at de er enige med.”

Han mener, at der findes en frugtbar uenighed, som man skal turde gå ind i ved at fremføre argumenter og lytte til andres.

”Hvis vi dybest set er ligeglade med, hvad vennen mener, og ikke går på jagt efter argumenterne for overbevisningen, så bliver småsnak den eneste form for snak mellem mennesker, og man kan aldrig tale om noget af betydning.”

”Ytringsfriheden er en central værdi i Danmark. Men tør man ikke indgå i en dialog om, hvorfor man mener, hvad man mener, har man en de facto ytringsfrihed, som man ikke bruger, fordi man fravælger dialogen. Når man trækker sig fra en potentiel uenighed ved at sige, at alle har ret til at have forskellige holdninger, så bliver den relativistiske tanke til en slags mentalt hold-kæft-bolsje, der skal sikre, at man kan bevare hyggen.”

Selvom en etisk dialog er fraværende, har de fleste mennesker en række etiske overbevisninger. Benjamin Olivares Bøgeskov kommer med eksempler: Det er forkert at udnytte fattige. Man må ikke diskriminere handicappede. Man må ikke mishandle dyr.

”Der er ofte tale om meget klare overbevisninger, men mange er ikke i stand til at forklare, hvorfor det netop er disse overbevisninger, vi har. Vi har etiske overbevisninger, men har vi argumenterne?”.

Som lektor i filosofi, der underviser kommende sygeplejersker i etik, ser han det som en filosofisk disciplin at finde ud af, hvad mennesker mener, når de siger, at noget er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Han mener, at det er vigtigt, at de studerende på sygeplejerskeuddannelsen lærer at gå ind i de samtaler, for når de står på en afdeling, vil der være situationer, hvor de handler ud fra deres etiske overbevisninger og måske bliver udfordret af en afdelingssygeplejerske, som henviser til, at man blot skal følge loven.

”Vi skal lære at tale konstruktivt og respektfuldt med hinanden om etik, og når man gør det, så er det såvel en dannelse som en uddannelse i etik. En etisk dialog er ikke kun en teoretisk øvelse, men en etisk praksis. I samtalen skaber man en uro i et andet menneskes liv ved at forstyrre det med det, man finder vigtigt, og man tillader sig selv at blive forstyrret af den anden.”

Hvad enten det er her på caféen, på arbejdspladsen eller i familien, efterlyser han samtaler, som er mere end en udveksling af synspunkter. Han opmuntrer til samtaler, hvor man bliver enige om at være uenige og bliver nødt til at lede efter et fælles svar. En sådan dialog forudsætter en række dyder: Ærlighed, tillid, respekt og empati.

”Når vi holder os tilbage fra at være enige om at være uenige, kan det skyldes, at man frygter, at følsomme spørgsmål ikke bliver behandlet med den fornødne respekt og forsigtighed. Derfor er det vigtigt at have dyderne for den etiske dialog for øje. En etisk dialog handler ikke om at overbevise den anden, men ved hjælp af etisk argumentation at levere de bedst mulige rationelle argumenter for en sådan uenighed. Det er en udbredt misforståelse, at etiske grundholdninger er det samme som argumenter. Det er ikke tilfældet. Og hvis man ikke har argumenter, har man heller ikke muligheden for en etisk dialog.”