Prøv avisen

Mindst hver tiende lider af taleangst

Tegning: Rasmus Juul.

Angsten kan risle ind over Marie, når hun skal holde tale, og lidelsen har ofte begrænset hendes livsvalg. Hun er bare en blandt mange, fortæller psykolog Monica T. Notkin, der netop har udgivet en bog om taleangst

Marie stiller sig foran kollegaerne og gør klar til at præsentere sit projekt. Nu bliver det ubehageligt for dem, tænker hun.

De bliver nok nødt til at se væk, fordi de ikke kan holde det ud. Hendes hjerte hamrer så voldsomt, at det må være tydeligt for enhver. Hendes mund bliver så tør, at ordene måske sidder fast derinde. Og hendes sammenbrændte hjerne vil næppe lade to tanker passe sammen.

Efter talen sætter Marie sig ned igen. Helt omtumlet. Hun aner knap nok, hvad hun har sagt, eller hvordan publikum har modtaget det. Men inde i hovedet lyder en klar dom.

”En meget stor hammer slår mig i hovedet med, hvor dårligt det gik,” fortæller hun, der ønsker at være anonym. Kristeligt Dagblad kender hendes identitet.

Marie lider af taleangst. Det har hun gjort lige så længe, hun kan huske. Ingen kan se det udenpå, men for hende selv blev problemet for alvor mærkbart indeni, da hun begyndte på sit studie, hvor hun jævnligt skulle præsentere sine projekter.

Siden har hun fået job i en kreativ virksomhed, hvor hun ofte har kundemøder og skal præsentere projekter for sine kolleger. Hun er en af byens unge karrierekvinder, der er klar til at storme derudad. Men angsten står i vejen.

”Jeg har tumlet med tanken om at tage en stilling, der blandt andet indebar at undervise, men jeg afviste det på grund af undervisningen - ikke arbejdsbyrden. Og da jeg blev formand for en forening, gik min bekymring straks på den formandsberetning, jeg skulle give et år senere. Taleangst er en hæmsko, som jeg er så træt af, definerer mig som menneske,” konstaterer hun.

Og det er Marie ikke ene om. En undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov lavede i 2011 for gratisavisen 24timer, viste, at 45 procent af danskerne er nervøse for at tale foran andre.

Og ifølge psykolog Monica T. Notkins oplysninger fra Psykiatrifonden er mindst hver tiende af os decideret angste for at tale. Derfor har hun nu udgivet bogen på Psykologisk Forlag ”Få mod til at tale” om, hvordan man kan komme sin taleangst til livs.

”De her mennesker får det fysisk og psykisk så dårligt ved tanken om at skulle sige noget i større eller mindre grupper, privat eller på arbejdet, at de lader være. De ligger søvnløse, får ondt i maven og opkastningsfornemmelser af lutter rædsel. De melder sig syge og får dermed aldrig brudt den onde cirkel. Og det kan gøre, at de misser forfremmelser, stillinger og glæden ved for eksempel at holde konfirmationstalen for deres barn,” forklarer hun.

Monica T. Notkin mødte første gang lidelsen som psykolog i Studenterrådgivningen. Her kom en masse unge, der forsøgte at vælge studium og hold efter, hvor de kunne undgå at tale. Siden har hun i sin private praksis set, at lidelsen rammer unge såvel som gamle inden for alle professioner.

Nogle har det med sig som et produkt af mobning i barndommen eller overkritiske forældre. Der er også nogle, der typisk ser sig selv som perfektionister, men for hvem årsagen er en gåde. For andre opstår taleangsten pludselig på grund af stress. Uanset årsagen er det dybt problematisk i et udadvendt netværkssamfund som det danske, fortæller Monica T. Notkin.

”I mange arbejdsmæssige sammenhænge forventes det, at man deler ud af sin viden ved at holde oplæg for andre. Man er en levende reklamesøjle for sig selv. Jeg hører klienter sige, at de ikke føler sig gode nok til at leve på grund af deres problem. Det viser, hvor forkerte de her mennesker føler sig, og hvor høje, de oplever, kravene er,” siger hun.

Førhen, hvor mange gik i marken eller stod ved samlebåndet, var taleangst ikke et nær så udtalt problem. I dag er det nærmest en folkesygdom, vurderer Monica T. Notkin.

”Selvom mange lider af det, skammer folk sig virkelig og går derfor også ofte i årevis uden at fortælle det til nogen eller søge hjælp,” siger hun.

For Marie blev angsten til sidst så invaliderende en medpassager, at hun var nødt til at gøre noget ved det. Formandsberetningen lå lige forude, og da hun fortalte sin psykolog om angsten for at tale, blev hun henvist til Monica T. Notkin.

Her inviterede hun Marie med i en gruppe med andre med samme problem. Over fem aftenener arbejdede de med at bryde de negative tankemønstre, træne taleteknikker og se sig selv holde tale på video, så de kunne oparbejde troen på deres egne talegaver. Og de gjorde hurtigt store fremskridt, fortæller Monica T. Notkin.

”Angsten bliver ikke brudt af sig selv. Men med de rette værktøjer og en masse succesoplevelser kan man bestemt godt komme videre,” forsikrer Monica T. Notkin.

I dag kan Marie se tilbage på en formandsberetning, der tilnærmelsesvis var en god oplevelse at holde.

”Jeg er ikke ovre min taleangst, og det kommer jeg nok heller aldrig, men jeg er blevet meget mere bevidst om den og kan i dag bremse de negative tankemønstre. Mit mål er, at det ikke må definere mig som person. Jeg har fået troen på, at jeg kan gøre noget ved det, så nu rejser jeg videre med den tro,” siger hun.