Prøv avisen

Er ”hudfarvet” forbeholdt hvide mennesker?

”I Den Danske Ordbog står der jo også, at ordet ’hudfarvet’ er farven, som gruppen af hvide mennesker har. Altså en meget lys og afdæmpet orange. Det er jo et helt forkert billede at sende,” siger den dansk-palæstinensiske debattør Natasha Al-Hariri. Illustration: Rasmus Juul

Når vi kalder genstande og mennesker for ”hudfarvede” med henvisning til en lys hud, usynliggør vi samfundets minoriteter, mener debattør Natasha Al-Hariri. Men så længe der ikke er en negativ intention med ordvalget, er debatten udtryk for en omfattende krænkelsesparathed i samfundet, lyder kritikken

Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at en farveblyant, en nylonstrømpe eller et plaster er hudfarvet? I den seneste tid har netop det udtryk været genstand for debat.

Senest var den dansk-palæstinensiske debattør Natasha Al-Hariri ved tasterne, da hun delte et billede af sin søn med sine mange følgere på de sociale medier Facebook og Instagram. Sønnen havde hen over aftensmaden sagt, at han var ked af det, fordi han ”bare gerne ville være hudfarvet”. Da hun spurgte ham, hvad han mente med det, hev han den lyse farveblyant frem fra penalhuset.

”Det var bare en enormt svær og frustrerende situation at stå i som forældre. Det er ikke, fordi det er første gang, at han taler om sin hudfarve. Det er bare første gang, at han er ked af det, fordi han føler sig ualmindelig på grund af den. Det taler ind i en meget vigtig tematik i vores samfund,” siger Natasha Al-Hariri, der fik mange tilbagemeldinger fra sine følgere på det sociale medie med lignende oplevelser og historier.

”I Den Danske Ordbog står der jo også, at ordet ’hudfarvet’ er farven, som gruppen af hvide mennesker har. Altså en meget lys og afdæmpet orange. Det er jo et helt forkert billede at sende,” siger hun.

Men ordbogen skal ses som et redskab, som folk kan bruge til at slå op i for at finde ud af, hvordan ordene rent faktisk bruges i praksis og ikke, hvad de bør betyde. Sådan skriver Lars Trap-Jensen, der er ledende redaktør af den digitale udgave af Den Danske Ordbog Ordnet.dk, som svar på et forslag om at ændre beskrivelsen af ordet ”hudfarvet” i ordbogen.

”Det er altså ikke os, der bestemmer, hvad ordene skal betyde. Vi registrerer og analyserer sprogbrugen i de store mængder tekst, vi løbende indsamler,” skriver han.

”Den betydning, ordet bliver brugt i, dækker entydigt kun én farve, nemlig den, vi beskriver som en lys og afdæmpet orange. I teksterne forekommer der hudfarvede bh’er, hudfarvede nylonstrømper, hudfarvet creme, makeup og så videre.”

Det er ikke lykkedes Lars Trap-Jensen at finde et eneste eksempel på, at ”hudfarvet” skulle betegne en rødlig, mørkebrun eller nogen som helst anden farve. Og det er det, der skal til, før beskrivelsen ændres.

Michael Ejstrup, sprogforsker og forfatter til flere bøger om det danske sprog, mener nu ikke, at der er noget i vores sprogpraksis, der bør ændres.

”Vi forstår, hvad vi mener, når vi siger blå og rød. På samme måde forstår vi, hvad vi mener, når vi siger hudfarvet. Ordene peger i vores hjerner på en bestemt farve, fordi det har været en del af vores kultur meget længe. Det er en del af den sociale overenskomst, som vi har med hinanden. Sådan har vi jo masser af ord, der peger på noget i vores natur og kultur, fordi vi bruger metaforer til at forstå verden, og fordi vores kultur og sprog hænger uløseligt sammen,” siger han.

Men på grund af vores muligheder for at rejse verden rundt og se store mængder indhold på internettet flytter kulturen i vor tid sig ifølge Michael Ejstrup dog hurtigere end sproget, og det giver anledning til diskussionerne.

”Men så længe der ikke er en negativ intention med at sige ’hudfarvet’, kan jeg ikke se, hvorfor der skulle være noget problem at bruge ordet med henvisning til en lys hud uden at forklare sig nærmere. Jeg fornemmer en ret stor krænkelsesparathed i samfundet, og det rager nu desværre også helt ind i vores sprog,” siger Michael Ejstrup.

Men ifølge Natasha Al-Hariri handler det om, at sproget netop må følge med samfundet. For man støtter op om en usynliggørelse af samfundets minoriteter, hvis man ikke italesætter, hvad hun betegner som ”hvidhedsnormen”. Også selvom man som enkeltperson ikke bruger ordet ”hudfarvet” for at være på tværs, eller selvom man i den bedste mening måske forsøger at være såkaldt farveblind ved at se bort fra hudfarveforskelle.

”Jeg er ikke bange for at bruge ord som brun eller hvid. Vi skal anerkende, at der findes flere slags ’hudfarvet’. Vi kan ikke bare lade være med at tale om det og tro, at det er vejen frem. For der er privilegier ved at være hvid, som brune og sorte mennesker ikke har, og det vil blot bidrage til større forskelle mellem os at holde op med at tale om det. Når nogen omtaler en ting eller et menneske som ’hudfarvet’, handler det derfor om at spørge ind til, hvilken slags hudfarve det er, vedkommende taler om, i stedet for blot at antage, at der er tale om hvid hud,” siger Natasha Al-Hariri.

Et andet eksempel på hvidhedsnormen er de såkaldte hudfarvede plastre, siger hun.

”For nogle føles den her diskussion helt ’out of place’. Men jeg har nu smidt alle plastrene, der havde den lyse hudfarve, i skraldespanden derhjemme. Fremover vil jeg kun købe plastre med motiver på for at undlade at støtte op om fortællingen om, at min søns hudfarve er ualmindelig og forkert,” siger Natasha Al-Hariri.

Det er dog ikke alle, der finder de hudfarvede plastre kontroversielle. For eksempel har folketingspolitiker Mattias Tesfaye (S), der har etiopiske rødder fra sin far, tidligere sagt til Information, at han synes, at debatten om det hudfarvede plaster har karakter af et opfundet problem, fordi den skygger for andre virkelige problemer med diskrimination. Han har aldrig selv haft noget imod at have de lyse plastre på sin brune hud. Også selvom han udmærket godt er klar over, at det hudfarvede plaster er et udtryk for den føromtalte ”hvidhedsnorm”.

Rikke Andreassen, professor ved institut for kommunikation og kultur på Roskilde Universitet, har skrevet forskningsartiklen ”Hvis hud passer hudfarvet plaster til?”. Hudfarvedebatten er ifølge hende en diskussion, der blusser op med jævne mellemrum.

”Det skyldes, at vi i stigende grad bliver opmærksomme på, at sprog er præget af og afspejler vores samfund. På godt og ondt. De magthierarkier, der har været i samfundet, gør, at nogle mennesker og racialiteter, herunder hudfarve, er blevet gjort til de almindelige og normale,” siger Rikke Andreassen.

Om det er racisme, afhænger af, hvordan man forstår definitionen heraf. Den ene måde at definere racisme på handler om intentionen bag handlingen. Den anden fokuserer på effekterne af handlingen.

”Så selvom det næppe er pædagogens intention at ekskludere ikkehvide, når et barn i børnehaven bliver bedt om at male med den hudfarvede farveblyant, kan det have en udgrænsende effekt og for nogen opfattes racistisk. Det kan måske lyde nærtagende eller hysterisk. Og hvis ordet ’hudfarvet’ var et enkeltstående fænomen, ville det heller ikke være så stort et problem. Men det er blot én af flere sproglige eksklusioner. Vi siger for eksempel også ofte ’danskere’ og mener egentlig etniske danskere, der er racialt hvide. Det er problematisk i en tid, hvor vores befolkning er blevet meget mere mangfoldig, uden at alle de mere eller mindre uskyldige sproglige betegnelser er fulgt med,” siger hun.

Til spørgsmålet om, hvorvidt debatten om eksempelvis hudfarvede plastre ikke blot kommer til at skygge for nogle af de vigtigere problemer med diskrimination, svarer Rikke Andreassen med et nyt spørgsmål.

”Hvem har retten til at definere, hvad der er et virkeligt og vigtigt problem? Når man henviser til større og andre problemer, bliver det sværere for den enkelte at rejse en kritik. Men vi er placeret forskellige steder i samfundet og oplever verden forskelligt. At se hudfarvede plastre som et opfundet problem er en forenklet måde at se verden på,” siger Rikke Andreassen.