Prøv avisen

Ægtepar flyttede fra Roskilde til det yderste Vestjylland: Vi har det, som om vi har fået en gave

Fjaltring er kendt som et ganske særligt sted på Vestkysten. Hvor man ikke taler om udkantsdanmark, men om en by, folk flytter til og ikke fra. Og ikke kun i feriesæsonen. Især kunstnere og kreative sjæle har blik for landsbyen i den barske natur, hvor sammenholdet også er stort mellem de små 300 husstande. Her vil Tine Whitta og Michael Andersen nyde den tredje alder. Foto: Jens Bach

Hverken børnene eller vennerne forstod, hvad ægteparret Tine Whitta og Michael Andersen havde gang i. Men for et år siden solgte de den stråtækte stokroseidyl og familiehjemmet gennem fire årtier ved Roskilde og flyttede til Vestjylland – i det alleryderste hus mod havet

Der var ikke mange, der umiddelbart syntes, det var en god idé. Faktisk tværtimod. Hvorfor sælge en smuk trelænget bindingsværksgård ved Roskilde, hvor børnene var vokset op, og vennerne boede lige i nærheden?

Og hvis man endelig skulle, hvorfor så flytte helt derover på den anden side af landet. Til en lille landsby, hvor man ingen kendte. For så at flytte ind i et kedeligt murstenshus, på den yderste skrænt ned mod Vesterhavet. Der blev rystet på hovederne. Børnene forstod ingenting, og vennerne var i chok.

Men Tine Whitta og Michael Andersen var ikke selv i tvivl. For de var blevet ramt. Af et sted. Og en drøm om et nyt kapitel i deres tredje alder.

”Overskriften på kapitlet har vi kaldt ’Frihed’. Før havde vi en kæmpe parklignende have, en brostensbelagt gårdsplads, geder og høns og en kæmpe køkkenhave. Og så et meget stort hus, der selvfølgelig havde været en fantastisk ramme for vores familieliv med børnene. Men nu var de jo voksne og for længst flyttet hjemmefra. Så vi var så småt begyndt at se os om efter noget andet. Med mindre at passe og mere natur. Tæt på vandet, men stadig i nærheden, så vi fortsat var tæt på børn og børnebørn,” fortæller Tine Whitta, mens hun serverer nybagte boller.

De flyttede ind i huset i Fjaltring i august i fjor. Knap 350 kilometer og en køretur på fire timer fra deres gamle hjem. I et hus, der udefra set ser både slidt og uimponerende ud. Men som indefra set ophæver forskellen mellem inde og ude.

Med 24 vinduer hvor det fra de 23 er havet, der dominerer udsigten. Med frit udsyn til drivende skyer, skiftende lys og farver på himmel og hav, og en horisont, der aldrig forsvinder. Med besøg af havørne, stæretræk og masser af måger. Her er ingen have at se. Eller at passe. Kun naturens egne stridbare vækster, der kan klare blæsten, sandet og saltet. Heller ingen naboer tæt på. For Tine Whitta og Michael Andersen har købt det yderste hus i Fjaltring. Det alleryderste. Et hus der indtil 1970’erne fungerede som landbrug med både marker og kreaturer. Men dengang var kysten ikke sikret, så både marker og dyr blev taget af bølgerne. Ligesom det skete for halvdelen af den grusvej, der fører hen til huset på skrænten. Og to gårde der lå endnu længere ude.

Michael Andersen henter mælk til kaffen, sender keramik-kanden rundt og fortæller, hvorfor de valgte at slå sig ned lige netop her.

”Vi havde kørt rundt på Sydsjælland og set på flere huse. Det var bare aldrig lige helt rigtigt. Men da jeg så stedet her, var det, som om jeg blev ramt af en stor hammer. Selvom det slet ikke var nu, det skulle ske eller være så langt væk. I dag føler jeg mig meget taknemmelig over, at det skete. Jeg har det, som om vi har fået en gave.”

Michael Andersen er bygmester, har tegnet flere store byggeprojekter og sammen med medarbejdere selv udført de fleste håndværksopgaver, og han har i mange år haft en stor og trofast kundekreds omkring Roskilde. Med sine 61 år var planen egentlig, at han skulle fortsætte med at arbejde syv år mere, før de skulle gøre alvor af planerne om at tage et skifte i deres liv.

Men så var huset der pludselig. Selvom Tine Whitta i første omgang slet ikke troede, det var noget for hendes mand.

”Jeg havde set Til Salg-skiltet, da jeg var herovre for at besøge min veninde, der har sommerhus lidt længere oppe ad kysten. Vi er kommet her, siden vi var børn, hvor vi ellers voksede op i Virum og kun kendte Furesøen og Bellevue. Men hendes forældre havde sommerhus herovre, og så fik jeg lov til at komme med. Jeg husker meget tydeligt, da jeg kom op over klitterne første gang. Der skete simpelthen noget med mig, da jeg så havet. Så jeg har altid holdt lidt øje med, om der skulle dukke noget op. Men jeg var helt overbevist om, at det slet ikke var noget for Michael at flytte så langt væk.”

Alligevel kørte de lige forbi huset, da han kom for at hente hende.

”Og jeg kan huske, at jeg blev helt stille, da jeg så stedet. Det ramte mig fuldstændigt, og jeg tænkte med det samme: Her kunne jeg godt bo,” fortæller han.

Det blev en intens biltur hjem til gården på Sjælland. For de var godt klar over, at de nok skulle slå til hurtigt, hvis de skulle sikre sig huset i Fjaltring. Selvom det var både nedslidt og ikke lige frem en æstetisk perle at se på udefra, er beliggenheden helt unik. Og Fjaltring er da også kendt som et ganske særligt sted på Vestkysten. Hvor man ikke taler om udkantsdanmark, men om en by, folk flytter til og ikke fra. Og ikke kun i feriesæsonen. Især kunstnere og kreative sjæle har blik for landsbyen i den barske natur, hvor sammenholdet også er stort mellem de små 300 husstande. Så huset ville nok ikke få lov til at stå ubeboet længe. Men hvad med arbejdet, kundekredsen og børnene? Og økonomien?

”To dage efter fik vi besøg af en ejendomsmægler, for det hele afhang jo af, om vi kunne få en ordentlig pris for gården. Og så lagde vi ellers budget. Et livsbudget. For første gang i vores liv. Og selvom jeg altid har forsvoret at købe noget, før det andet var solgt, så var det præcis, hvad vi gjorde. Vi købte huset i februar sidste år, og flyttede ind i august, da gården endelig var blevet solgt. Det var de længste måneder i mit liv. For mentalt var jeg så meget på vej mod klitterne og havet,” fortæller Michael Andersen.

Han har dog ikke helt sluppet arbejdet endnu, men har taget en del opgaver med sig. Har værksted i den ene længe, mens Tine Whitta har indrettet sit kunstnerrum ovenpå, hvor hun med udsigt til Bovbjerg Fyr på den ene side og Thorsminde til den anden skaber billeder i uld ved hjælp af en gammel fletteteknik fra bronzealderen, sprang. Hun har altid arbejdet som kunstner. Først med glas og siden med garn og tråde.

Hendes værker hænger flere steder i huset. På en del af dem er der indsat små citater, som har betydning for hende og det liv, hun gerne vil leve. ”Hvis ikke nu, hvornår så”, står der på et af dem.

”Jeg tror, mine værker er blevet mere rå allerede. At man kan fornemme den natur, der nu omgiver os. Den natur, der er så helt afgørende for det her sted, og som jo også har betydet, at Michael og jeg har fået nogle flere fælles ting at være sammen om. Vi bader hver morgen ved høfde Q lige neden for huset, og vi går lange ture sammen. Det har vi aldrig gjort før. Der var altid et eller andet, der skulle ordnes før, så det gamle hus tog ganske enkelt alt for meget af vores tid. Nu har vi fundet meget mere ro,” siger Tine Whitta.

Nede på stranden har en flok surfere fundet våddragterne frem. Temperaturen er flere grader under frysepunktet. Vinden kommer fra øst, så det ellers så brusende Vesterhav er ualmindeligt stille og tilbagetrukket i dag. Det er næsten svært at forestille sig, hvor voldsomt og frådende det ellers kan opføre sig.

”Folk her i byen har da også kigget lidt på os og spurgt, om vi nu var helt sikre. Om vi havde prøvet at bo her, når det virkelig stormede. Da de spurgte, synes jeg allerede, at vi havde mærket naturens kræfter. Men så kom Urd, og så kunne jeg godt se, hvad de mente. Du kan også se på husets mure, hvordan blæsten og fugten har hærget dem. Fugerne er helt ødelagt. I begyndelsen kunne jeg også selv føle mig lidt fortabt i de store vidder og den kraftige vind og opleve mig som en fremmed, når jeg kørte ud i landskabet. Men nu føler jeg mig allerede hjemme,” fortæller Michael Andersen, der også har planer om at lære at kitesurfe, når det bliver lidt lunere.

De kigger på hinanden, smiler, og siger begge, at det er så fantastisk at gøre op med vanen – med ”plejer”. Og at tage et spring ind i noget nyt og ukendt, som 61- og 67-årig.

”Vi kendte jo ingen her. Men her i byen kommer man forbi med en flaske vin til nye beboere, og man bliver inviteret med fra dag et til både fødselsdage og fester. Der er et imponerende fællesskab med masser af aktiviteter, fast café hver fredag og fællesspisning en gang om måneden. Alle bliver inkluderet, og der er slet ikke det der sædvanlige forbehold, hvor man lige ser folk an først. Så det har været en dejlig overraskelse. Vores døtre siger også, at vi da aldrig før har været så socialt aktive, som vi er nu,” siger Tine Whitta og griner.

Hun peger på naturen som en del af forklaringen.

”Når man bor så isoleret som her, så finder man sammen, og den stærke natur er jo også et vilkår, man er fælles om. Det der hav gør altså noget ved folk.”

Måske er det unødvendigt at skrive. men det har det også gjort ved både de ellers uforstående børn og med vennerne.

”Fra at have været helt i chok, så er nogle af vennerne faktisk selv begyndt at lege med tanken om at gøre noget lignende. De kan jo godt se, at vi har fået et bedre liv på den her måde. Mange af dem indrømmer dog også, at de ikke tør. Og vores børn siger nu, at det vi har gjort, det burde alle gøre. For selvom de til at begynde med ikke var spor glade for, at vi flyttede længere væk i stedet for tættere på, som deres venners forældre gør, ja, så siger de i dag, at de under os det. At skiftet i vores liv var det helt rigtige. At vi er blevet gladere.”

Tine Whitta finder en tegning frem. Det er den samme, som ægteparret netop har sendt til Kystdirektoratet. Med udkastet til det nye hus på skrænten. Klædt i træ, der kan tåle naturens rasen, og som netop på grund af den vil falme i farven og falde mere og mere i ét med marehalmen og horisontens farver. Det er den nye drøm. Om det fælles projekt, de glæder sig til at bygge op sammen.

Tine Whitta og Michael Andersen har mange fine udsigtssteder i huset. Men yndlingsstedet er her i vindueskarmen på første sal, hvor det er, som om de selv sidder midt i naturen. Foto: Jens Bach
"Når man bor så isoleret som her, så finder man sammen, og den stærke natur er jo også et vilkår, man er fælles om. Det der hav gør altså noget ved folk," siger Tine Whitta. Foto: Jens Bach
Vores børn siger nu, at det vi har gjort, det burde alle gøre. For selvom de til at begynde med ikke var spor glade for, at vi flyttede længere væk i stedet for tættere på, som deres venners forældre gør, ja, så siger de i dag, at de under os det. At skiftet i vores liv var det helt rigtige." Foto: Jens Bach