Prøv avisen
Spørg om livet

Er jeg nødt til at afskrive mine søskende for at komme videre i livet?

Faktisk kan jeg slet ikke huske, hvornår jeg sidst har fået nogen anerkendelse for den hjælp, som jeg har forsøgt at yde. Måske er jeg bare blevet misforstået, fordi jeg er anderledes end de andre søskende, skriver Leif, der er ked af det komplicerede forhold, han har til sine søskende. Modelfoto.

Jeg har flere gange taget initiativ til forsoningsmiddage og også foreslået en familieterapeut. Men mine søskende har ikke været interesserede, skriver Leif

Kære brevkasse

Jeg har for ikke så længe siden set et fint interview med den første danske astronaut Andreas Mogensen, hvordan hans drengedrøm er gået i opfyldelse med videnskabelige forsøg på den internationale rumstation, og hvad hans mission er fremover.

Jeg har endnu ikke helt nået mine mål, men jeg har haft en del oplevelser med dødsfald og et vanskeligt forhold til mine søskende, som har begrænset mange ting.

Jeg er en mand i 60'erne, som ligesom flere af mine søskende har et arveligt handicap. Jeg bor for mig selv og er som type udadvendt og opsøgende, og jeg lader ikke mit handicap være en begrænsning for mine udfoldelser til forskel for to af mine andre søskende, som er mere indadvendte og lukkede og lader deres handicap begrænse dem.

Jeg har også en anden bror og svigerinde, som ikke altid er så lette at forholde sig til. De mødte for eksempel heller ikke op til vores mors begravelse, hvilket var sårende og uforståeligt.

Igennem årene har jeg ofte taget initiativ til forskellige ting for at hjælpe min familie og mine gamle forældre, da de levede. Jeg har også foreslået fælles forsoningsmiddage og villet kontakte en familieterapeut for at hjælpe os alle sammen. Det har jeg ikke fået nogen tak for.

Faktisk kan jeg slet ikke huske, hvornår jeg sidst har fået nogen anerkendelse for den hjælp, som jeg har forsøgt at yde. Måske er jeg bare blevet misforstået, fordi jeg er anderledes end de andre søskende. Jeg føler nærmest, at ingen har villet høre på mig, når jeg har klaget over det.

Der er kun én, der kan definere din rolle her i livet, det er dig selv og ingen andre. Jeg har altid troet på, at min rolle her i livet var at kunne hjælpe der, hvor der var et behov. Men den illusion har mine nærmeste næsten ødelagt.

Jeg ved ikke, om jeg på en måde er blevet stemplet som en ballademager, som laver alle ulykkerne. Jeg vil bare så gerne være en del af livet, i stedet for bare at se livet sejle forbi en.

Jeg har jævnligt forsøgt at give nogle tip til mine søskende til at nå lige så langt som jeg og definere deres egne roller i livet, men desværre er de ikke spor modtagelige.

Jeg ved ikke, om de misforstår mig på grund af kognitive vanskeligheder, som de efter al sandsynlighed også kunne lide af, når læger siger, at vores handicap er arveligt, eller hvad der går galt for dem.

Men jeg har kun fået verbale tæsk tilbage for mine anstrengelser. Derfor har jeg mere eller mindre afskrevet mine søskende, men det er bare så hårdt.

Jeg søgte kommunen om specialundervisning for voksne for tre år siden med det håb at kunne definere en ny rolle her i livet. Her havde jeg en kamp gennem flere år, men jeg vandt denne kamp og kom over i den rigtige kasse, hvor jeg kunne identificere mig med mit handicap på et beskyttet værksted.

Dermed er en drøm gået i opfyldelse for mig, for jeg føler at have vundet første halvleg, men der mangler endnu et stykke, før jeg er helt i mål, så jeg ikke plages af tankerne om min brors manglende tilstedeværelse ved mors dødsfald og kontakten, som jeg ikke længere har til mine søskende.

Jeg ved ikke, om det er forkert af mig, at jeg mere eller mindre har afskrevet denne kontakt, for selv at komme videre i mit liv.
 
Venlig hilsen

Leif

Kære Leif

Tak for dit brev, som på mange måder er livsbekræftende, fordi du har en drøm i livet, som hverken handicap eller modgang har kunnet ødelægge.

For drømme er gjort af samme stof, uanset om man er en ung astronaut eller arbejder på beskyttet værksted. Derfor aftvinger dine tanker og din kamp i livet stor respekt.

Det er rigtig godt at læse, at drømmens første halvleg er vundet, fordi du efter flere års ihærdige ansøgninger har fundet et godt sted at komme til daglig, hvor du både har beskæftigelse og samvær med andre mennesker. Det gælder for os alle, at meningsfuldt indhold i hverdagen og kontakt til andre er blandt de væsentligste ingredienser for et godt liv.

Når det gælder anden halvleg eller målet om at få forholdet til dine søskende på plads og ikke plages af fortiden omkring det, vil vi gerne dele nogen tanker med dig om det.

Det er ikke til at komme udenom, at du har fået en sorg i livet, som gør meget ondt. Sorgen består i, at du har eller er ved at miste drømmen om den gode og anerkendende kontakt til dine søskende. For den har du forsøgt at realisere gennem mange år og på mange måder ved brug af tid og penge og initiativer om assistance fra terapeuter, der kunne hjælpe.

Uanset hvad du har fundet på, er det nærmest endt i det modsatte. Og vi tror egentlig ikke på, at der kan findes nye tiltag, som skulle kunne ændre det. Det er altid vanskeligere at erkende sorgen og opgive det, som er umuligt, når de pågældende mennesker fortsat er i live. Men det vil være en hjælp for dig at erkende, at det er sådan, det er.

Måske kunne det hjælpe dig selv at snakke med en person uden dine søskende for at kunne leve med den sorg, det er at opgive dine gamle ønsker i forhold til dem.

Det betyder ikke, at du behøver at afskrive kontakten med dem helt, så du aldrig ser dem. Men det betyder, at du skal opgive de urealistiske ting om at hjælpe dem og give dem gode idéer eller forsøge at forklare eller rette op på gamle hændelser eller misforståelser, når de ikke har noget ønske om, at det skal ske, og du mange gange er blevet afvist for dine gode hensigter.

Praktisk og konkret betyder det, hvis I en sjælden gang er sammen, at du kan snakke om mere hverdagsagtige ting, som for eksempel hvad I beskæftiger jer med på værkstedet eller om årstiden eller om rejser eller andre almindelige ting. Og ikke mere end det.

Du spørger, om det er forkert af dig at afskrive kontakten. Dertil kan anføres, at det måske er mere forkert at blive ved med at give mennesker noget, som de ikke kan modtage. Så det er også en form for respekt at opgive at komme med noget, som ikke nytter. Det er nok mere et spørgsmål om, hvilken kontakt og hvor hyppig en sådan kontakt skal være, som du kan overveje.

Når man ikke kan få udløb for sine idéer og tanker og ønsker om at være noget for andre hos dem, man i første omgang har i tanke, må blikket vendes andre steder hen. Der må være andre mennesker i din nærhed, på værkstedet, blandt naboer eller i foreninger i din by, som kunne have glæde af dit engagement og dine initiativer.

Spørg gerne, hvad der er behov for på den ene eller anden måde. Der må være en anden vej videre for dig, når vejen til dine søskende er blind.
Mange hilsener