Prøv avisen

Er medierne hævet over loven?

Politiken bragte i efteråret 2016 et særtillæg af bogen ”Syv år for PET”, som Københavns Byret ellers havde nedlagt fogedforbud mod. I forrige uge blev chefredaktør Christian Jensen og JP/Politikens Hus dømt til at skulle betale bøder som følge heraf. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er føjet endnu en sag til rækken, hvor medier er blevet dømt for at bryde loven med deres journalistik. Men det har næppe nogen effekt på tilliden hertil, siger medieforsker, der peger på, at medierne altid kan bruge den højt profilerede ytringsfrihed som skjold, når de træder ved siden af

Det var en forarget Søren Pind, forhenværende Venstre-minister, som læserne af Berlingskes bagside kunne opleve i lørdags. Han var nemlig ude med riven over for mediebranchen, efter at chefredaktør for Politiken Christian Jensen og koncernen JP/Politikens Hus i forrige uge blev idømt bøder for at have forbrudt sig mod et fogedforbud og bragt bogen ”Syv år for PET” i et særtillæg i avisen tilbage i 2016.

”I spidsen for et af landets største dagblade sidder uanset hvad altså nu en kriminel. Det må kunne siges, al den stund, at der er faldet en dom, og både Christian Jensen og JP/Politikens Hus ville vedtage dommen. Man skulle tro, at det faktum ville vække en form for diskussion. At nogen i Politikens Hus’ øverste ledelse ville tilkendegive, at en sådan straf var dybt beklagelig for tilliden til avisen og avisens ledelse. At andre medier ville diskutere det uholdbare i den situation. At hele mediedanmark ville overveje, om den gældende medieetik i dagens Danmark er, som den skal være. Men der har reverenter talt ikke været en lyd”, skriver Søren Pind i kommentaren.

Siden har sagen været debatteret i TV 2 News-programmet ”Presselogen”, ligesom enkelte medier har skrevet ledere om dommen.

Da Politikens chefredaktør i 2016 skulle beslutte, hvorvidt bogen, der omhandlede forhenværende PET-chef Jakob Scharfs år i PET, skulle trykkes trods fogedforbuddet, var det et ”vanskeligt valg”.

”Det var et vanskeligt valg og stort dilemma, men når en tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste ønskede at sætte perspektiv og ord på sin tid i efterretningstjenesten i en periode, hvor terrortruslen blev virkelighed i Danmark, så er den samfundsmæssige væsentlighed evident. Jakob Scharf står også efter dommen mod ham inde for alt, hvad han har udtalt,” siger Politikens chefredaktør Christian Jensen og fortsætter:

”Helt overordnet er det vigtigt at understrege, at vi som fri presse og efterretningstjeneste har forskellige roller. Det er min opgave som chefredaktør at fremlægge oplysninger af samfundsmæssig væsentlighed, og jeg står til ansvar for de beslutninger, jeg træffer, og det indhold, vi bringer.”

Til spørgsmålet om, hvornår en udgivelse af journalistik med ”samfundsmæssig væsentlighed” så trumfer en overtrædelse af loven, svarer han, at ingen er hævet over loven.

”Hverken jeg eller JP/Politikens Hus er hævet over domstolene. Vi står til ansvar for vores handlinger,” siger Christian Jensen og tilføjer, at det dog er vigtigt at huske på, at Højesteret har fastslået, at det pågældende fogedforbud ikke ville være gyldigt, hvis det blev nedlagt på samme vis i dag.

”Den her sag har gjort dybt indtryk på mig. Vi gør os på Politiken altid grundige overvejelser om, hvad vi gør. Jeg traf min beslutning ud fra de præmisser, som jeg havde på det pågældende tidspunkt. Vi lærer alle løbende. Det, der står tilbage for mig, er, at indholdet af bogen rummer en vigtig samfundsdebat,” siger Christian Jensen.

Det er langtfra første gang, at en journalist eller redaktør er blevet dømt for at have overtrådt loven.

For eksempel blev forhenværende chefredaktør på Se&Hør Henrik Qvortrup dømt for den såkaldte Se&Hør-sag, hvor en kilde havde formidlet oplysninger til ugebladet om kendte danskeres brug af deres kreditkort. Han arbejder nu på Ekstra Bladet som politisk kommentator. I en anden sag, hvor Ekstra Bladet var blevet idømt en historisk hård dom for at have krænket to søfolks privatliv under en gidselsag, sagde chefredaktør for Ekstra Bladet Poul Madsen efterfølgende på et pressemøde, at han formentlig ville gøre det igen.

Men kan pressen generelt tillade sig at gå skridtet længere end alle andre, når det kommer til at omgå eller bøje regler og love? Der bør i hvert fald være helt ekstraordinær grund, før man trykker noget, der ellers er forbudt at dele, mener chefredaktør for Information Rune Lykkeberg.

”I tilfældet med fogedforbuddet mener jeg ikke, at der var tale om noget væsentligt nyt eller nogle vilde afsløringer. Men der kan være undtagelsestilfælde, hvor man publicerer noget, som man ikke må, fordi der er et højere gode ved det. For eksempel ville en Urban-journalist vise offentligheden, hvor nemt det var smugle en kniv fra en restaurant i lufthavnen hele vejen ud til gaten. Overtrædelsen var her hele pointen med journalistikken. Og selvom han både i byretten og landsretten blev straffet med en bøde, endte Højesteret altså også med at bestemme, at straffen skulle bortfalde på grund af det anerkendelsesværdige formål,” siger Rune Lykkeberg.

Men hvis man vil overtræde et midlertidigt fogedforbud, skal man kunne redegøre klart for, hvorfor det skal være lige nu, at informationen skal ud, bemærker han. Rune Lykkeberg er en af de få, der har bragt problematikkerne ved Christian Jensen og JP/Politikens Hus’ valg i fogedforbudssagen op i en leder. Og det synes han er forbavsende i ”en så principiel og vigtig sag”.

”For mig er det forbløffende, at der ikke er flere aviser, der har skrevet ledere om det. Jeg kan godt forstå, hvis folk udefra som følge heraf får den antagelse, at vi i branchen holder hånden over hinanden og er en form for sekt eller broderskab, der står sammen. Pressen skal drage hinanden til ansvar og vise, at vi kan kritisere hinanden,” siger Rune Lykkeberg og fortsætter: ”For det er nemlig det, der er vigtigt at huske på. Vi må være klar over, at vi også er magthavere. Det er et privilegium, at samfundet tilstår os at være presse. Det skal vi være ydmyge over for. Og derfor må vi også stå til ansvar over for offentligheden. Hvis vi agerer som hævet over domstolsafgørelser, mister vi vores autoritet og legitimitet.”

Med hensyn til tilliden til, hvad der står i aviserne, får sådanne sager dog næppe nogen undergravende effekt for institutionernes renommé, vurderer medieforsker Michael Bruun Andersen, ekstern lektor ved institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet. For hvis sagen ville få en betydning, ville mediehusets ledelse have taget konsekvensen og fjernet chefredaktøren fra posten.

”Det får ikke den store effekt. Synspunkterne i lederartiklerne ændrer sig ikke ved, at en chefredaktør har fået en bøde. Hvis man nu forestillede sig, at alle chefredaktører i Danmark var dømt for grove overtrædelser af straffeloven, ville det selvfølgelig se anderledes ud med tilliden hertil, men sådan forholder det sig ikke,” siger Michael Bruun Andersen, som understreger, at der selvfølgelig ikke er lavet egentlige undersøgelser af effekten af sagen endnu.

Men hvordan kan det være, at der er højere til loftet for medierne end for alle andre? Der er to svar herpå, vurderer Michael Bruun Andersen. For det første har det noget at gøre med, hvordan vi ser på forskellige typer af lovovertrædelser.

”Den opfattelse, som folk har i alt almindelighed, er, at der er stor forskel på typen af kriminalitet. Det skal ligesom være i den grove klasse, før det virkelig kommer til at forarge i mediebilledet. Den personfarlige kriminalitet ses der for eksempel meget ned på,” siger han.

Omvendt har et fogedforbud ifølge Michael Bruun Andersen ikke megen forargelsespotentiale i pressen.

”For det andet knyttes sådanne sager ofte op på diskussionen om ytringsfrihed. Siden Muhammed-krisen har disse frihedsrettigheder været et særdeles højprofileret område i branchen. For eksempel læner vurderingen af, hvad der er foregået i forbindelse med sagen om fogedforbuddet, sig op ad denne diskussion. Frem for at handle om, at mediet har gjort noget forkert, har den altså udmøntet sig i at forsvare retten til fri information,” siger Michael Bruun Andersen.

Men, bemærker Michael Bruun Andersen, det interessante i det konkrete eksempel, hvor både JP/Politikens Hus og den tidligere PET-chef Jakob Scharf er blevet dømt, er, at de begge har forsvaret deres respektive lovovertrædelser med ytringsfriheden.

”Udfaldet heraf har dog været forskelligt. Da de er knyttet til to helt forskellige samfundsmæssige institutioner – et mediehus og Politiets Efterretningstjeneste – der har hver deres måde at forholde sig til ytringsfrihed og grænserne for informationsdeling på, er det også forskelligt, hvor meget de hver især kan slippe af sted med at trække på ytringsfriheden,” siger Michael Bruun Andersen.

Mens Christian Jensen og JP/Politikens Hus skal betale bøder på henholdsvis 50.000 kr. og 100.000 koner, er Jakob Scharf blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel for at have brudt sin tavshedspligt og har desuden fået konfiskeret sin fortjeneste fra bogen på cirka 400.000 kroner.

Dilemmaet

For at medierne kan overtræde gældene lov taler:

Basale frihedsrettigheder sikres.

Overtrædelser kan udfylde et højere gode.

Det vil alligevel ikke påvirke tilliden til medierne.

Imod at medierne overtræde gældene lov taler:

Det er en uholdbar situation.

Medierne kan miste autoritet og legitimitet.

Det sætter spørgsmålstegn ved den danske medieetik.