For de fleste mennesker er 10 kroner småpenge.
Alligevel er det lille beløb blevet omdrejningspunkt i en principiel debat om, hvor langt nødhjælps- organisationer må gå for at skaffe flere penge til velgørende formål. For nylig modtog faste bidragydere til hjælpeorganisationen Red Barnet nemlig en mail, som beskrev, hvordan satsen fra den 1. juni vil blive øget med 10 kroner månedligt, hvis de ikke selv gør noget ved det. Der er et stigende behov for penge til nødhjælp, lød argumentet.
Det er ikke første gang, en nødhjælpsorganisation benytter sig af denne metode. Tidligere mødte det kritik, at Unicef hævede støtten med samme beløb – 10 kroner – dengang for at lette administrationen.
Men når man samtidig i sit fjernsyn bliver mødt af adskillige reklamer med børn, der sulter, og mennesker, der lever under kummerlige forhold, bliver ringet op af telefonsælgere eller prikket på skulderen af de såkaldte facere – dem, der står på gaden og forsøger at få dig til at bidrage til forskellige organisationer – ja, så er der ikke langt til den dårlige samvittighed, mener flere forskere.
For det kan opfattes som moralsk betænkeligt, når nødhjælpsorganisationer nærmest pr. automatik hæver bidraget, siger Thomas P. Boje, professor i sociologi på Roskilde Universitet. Han har beskæftiget sig indgående med nødhjælpsorganisationers gøren og laden.
”Der er ingen tvivl om, at når private hjælpeorganisationer går ind på flere områder – børneområdet, ældreområdet, flygtningeområdet – spiller de en større og større rolle. Derfor får de brug for flere penge. Rent juridisk er der ikke problemer i eksempelvis at hæve beløbet, men moralsk vil jeg sige, at det er at presse citronen,” siger Thomas P. Boje.
Støttebeløbene er blevet markant større de seneste 15 år, og ligeledes er mange flere organisationer kommet på banen. Derfor får metoderne karakter af et ”socialt pres”, mener han.
”Det er en udvikling, der er eskaleret. Vi havde for få år tilbage kun to eller tre organisationer, som havde landsindsamlinger. Der er i dag 11 organisationer, der har godkendelse til at lave landsindsamlinger. Og antallet vil sandsynligvis stige.”
Øjensynligt er der flere, der mener, at Red Barnet nu ”presser citronen”. 73 mennesker har valgt at stoppe deres bidrag øjeblikkeligt, mens der dog også var 83, der hævede bidraget mere end de foreslåede 10 kroner.
Men er det egentlig ikke i bund og grund i orden at bede om flere penge, når nu ræsonnementet fra Red Barnet i denne sag har været, at der mere end nogensinde er brug for dem? Loven siger, at ngo’er såvel som andre virksomheder er i deres gode ret til at hæve bidraget. Så længe de altså gør opmærksom på det, forstås, og det har man også gjort her. Det er man vant til fra andre store virksomheder, eksempelvis tv-udbydere og fitnesskæder.
Der er tale om et ”klart dilemma”, som kan anskues fra begge sider, siger Per Østergaard Jacobsen, direktør for firmaet Efficiens og ekstern lektor på Handelshøjskolen i København, CBS. Han har beskæftiget sig med ngo’er og kunderelationerne til deres bidragydere.
”Der er altid en fare, og du vil altid risikere at frastøde nogen i forhold til den måde, du agerer på. Jo mere aggressiv og anmassende, du er, jo flere folk vil bakke ud. Det er moralske og etiske udfordringer. Man kan ikke fortænke Red Barnet i at ville skaffe flere penge, og det her er en af måderne. Men det er klart, at det kan komme til at støde folk,” siger Per Østergaard Jacobsen.
Thomas P. Boje mener, at der gælder snævrere rammer for en nødhjælpsorganisation end for andre virksomheder. Og de rammer er altså ved at blive overskredet. For der er nærmest opstået et billede i samfundet af, at man skal donere til gode og velgørende formål for at være et ordentligt menneske, mener han.
”Og det er den der kontinuerlige påvirkning, jeg synes er problematisk, og som jeg tror giver bagslag i sidste ende. Det er jo tiggeri. Det er tiggeri for en god sag, ja. Men det begynder at grænse til ikke at være frivilligt, men derimod noget, man nærmest har pligt til.”
Men hvor går grænsen? Det er vanskeligt at definere, siger Per Østergaard Jacobsen.
”Der er ingen tvivl om, at der er et markant behov for, at vi får hjulpet de her mennesker. Og så bidrager man på den måde, man kan. Men hvis man først har givet noget, bliver man jaget. Det er ikke så meget pengene, altså de 10 kroner, det er mere måden, man føler sig intimideret på. Man kan føle sig forfulgt,” siger han, men stiller også spørgsmålet: Hvad er alternativet?
”For det er den næste udfordring. Hvis ikke man er synlig, risikerer man at blive fuldstændig glemt, indtil der vises en stor katastrofe i medierne. Det er jo et værdigt argument. I bagklogskabens lys kan man nok sige, at det her er en kommunikationsopgave, der ikke er løst, som den burde. Men det er virkelig et dilemma.”
Hos Red Barnet lægger man dog vægt på, at man i god tid har informeret bidragyderne. Det er absolut ikke intentionen at give støtterne dårlig samvittighed, siger Merete Gotsæd Falkenstrøm, der er fundraisingchef hos organisationen.
”Antallet af børn, der har brug for hjælp i år, er steget med fem millioner i forhold til sidste år, og vi er jo kun fem måneder inde i året. Det er børn, der ligger og svæver mellem liv og død og skriger på hjælp. Vores mandat er at rejse ud til så mange børn som muligt og gøre en forskel. De, der støtter os, er en fuldstændig afgørende grundpille for, at vi kan komme så langt ud, som vi gør. Og her har vi så valgt at række ud og spørge, om de vil give lidt ekstra,” siger hun og uddyber:
”Det er ikke på nogen måde vores ønske på at lægge pres på nogen. Og vi gør også meget ud af at formulere breve og e-mails sådan, at man får en slags tak, uanset med hvilket beløb der støttes. Vores holdning er, at det er helt op til den enkelte, hvad de vil støtte med, og hver eneste krone tæller. Vi har ikke noget ønske om at give folk dårlig samvittighed – tværtimod er vi beærede over, at så mange gerne vil støtte, og meget taknemmelige over, at der er flere, som gerne vil sætte beløbet op end stoppe støtten.”
Men nødhjælpsorganisationerne skal passe på, at de ikke snart kommer til at overskride grænsen, siger Thomas P. Boje.
”Der er en mætningsgrænse på et eller andet plan. Jeg siger ikke, den er nået nu, men man skal passe meget på ikke at overskride den.”
Det risikerer i sidste ende at gøre folk resistente over for indsamlingskampagnerne, mener Per Østergaard Jacobsen. Derfor handler det om at finde den gyldne middelvej, omend det kan være svært.
”Det bliver mere og mere indviklet og komplekst. Samtidig bliver vi mere resistente over for markedsføring, fordi der bliver mere og mere af den. På den måde virker det dårligere.”