Lene Højholt står klar med sin rygsæk i gruset på parkeringspladsen ved Kalø Slotsruin på Mols. Det er en varm junidag og flere andre har parkeret ved ruinen af det gamle kongeslot. De fleste besøgende begiver sig mod borgruinen, som ligger og ligner noget fra et postkort, men Lene Højholt viser vej gennem en rød port mod en grusvej, som fører ind i Hestehave Skov.
I en årrække var hun sognepræst og blev kendt for at arbejde med en meditativ læsning af Bibelen, hvilket hun også har skrevet bøger om. I dag er hun underviser, afholder retræter og er åndelig vejleder. Vi skal ud og finde Guds spor i alt det skabte, sådan som hun skriver om det i bogen ”Frans og Clara. Meditativ fordybelse i franciskanske fortællinger”, der udkom i sidste måned på forlaget Borgen.
De to helgener skilte sig ud fra deres samtid ved at åbne for et venskab mellem menneske og natur. I bogen har Lene Højholt samlet en række af de middelalderlige tekster fra Clara af Assisi og Frans af Assisi. Med den knap 500 sider lange bog i bagagen kan man trave ud i landskabet, og man kan også søge ind på en indre trosvej. Vi skal gøre begge dele denne sommerdag.
”Se lige der,” siger Lene Højholt og går væk fra stien og hen til et træ, der står nærmest som et monument.
Hun stiller rygsækken og viser, hvor man skal klatre op, hvis man vil sidde behageligt på den gamle ask. For et par år siden blev den kåret som Evighedstræ nummer 100 af Danmarks Naturfredningsforening. Et emblem på stammen markerer, at træet helst skal stå for evigt, også når det er gået ud.
Når man med Lene Højholt er ude for at finde Guds spor i det skabte, er Evighedstræet et sted at stoppe op og gøre det, som var vigtigst for Frans af Assisi: lovprisningen af Gud. Mest kendt er han for ”Solsangen” om søster Måne, broder Vind og moder Jord, som man også kan finde i Den Danske Salmebog som nummer 17 under titlen ”Almægtige og kære Gud”. Det var Johannes Jørgensen (1866-1956), som oversatte den til dansk, og siden gav salmedigter og biskop Johannes Johansen (1925-2012) teksten den form, den har i salmebogen. Frans af Assisi ser alt skabt som sin familie, for alt udgår fra Gud og rummer Guds ord. Ifølge Lene Højholt er ”Solsang” den tekst, hvor Frans af Assisis’ universelle perspektiv tydeligst er udtrykt.
”I Guds virkelighed er hele universet forbundet, og alt kan kommunikere gennem Guds iboende ord.”
Vi fortsætter ad skovstien og drejer ned mod vandet. Et vidtstrakt rosa blomsterflor kommer til syne, og lidt efter passerer vi Thyrahytten opkaldt efter baronessen Thyra von Grothe, som i 1905 giftede sig med Martin Rücker von Jenisch, som ejede herregården Kalø. Hytten lod han bygge til hustruen, og her indtog herskabet ofte frokosten ned til Kalø Vig. Det kunne være et oplagt sted at slå sig ned, men Lene Højholt viser vej langs vigen og hen til en forladt bålplads. I den franciskanske livsform er der hverken brug for herskabelige hytter eller slotsruiner, men en åbenhed og overgivelse til hele skaberværket, forklarer hun.
I bogen gennemgår hun Bibelens to skabelsesberetninger, for de fungerer som indgange til at forstå guds- og menneskesynet hos Frans af Assisi.
”Alt er skabt ved ét ord fra Gud, og derfor rummer det også et ord fra Gud. Guds ord og Guds kærlighed er til stede i enhver skabning, og det er muligt at søge Gud i alt, og Guds skabelse fortsætter. Guds billede og lighed er den inderste kerne i enhver, men skabelsesberetningen og syndefaldet viser, at mennesket vender sig væk fra det indre lys og glemmer eksistensen af det.”
Hun er en erfaren og omsorgsfuld rejsefører, fornemmer man. Der er hjemmebagte boller og keramikkrus til den medbragte kaffe i rygsækken og så naturligvis håndsprit. I snart fire årtier har hun mindst en gang om året været i Assisi med mennesker, som har søgt den meditative fordybelse i kristendommen, man kan finde i den italienske valfartsby i Umbrien. Med coronaen blev planerne for 2020 ændret. Men man behøver ikke rejse til Assisi, for at Frans af Assisi kan fungere som vejviser, hvilket denne sommerdag på Mols udfolder.
Lene Højholt skriver i sin bog, at hun ser Frans af Assisi som en vejviser, som har givet hende håb og livsmod. Det handler om Frans’ møde med naturen, som vi talte om, da vi stod ved Evighedstræet, og det handler om Frans’ kærlighed til Kristus og hans radikale efterfølgelse af Jesus. Ved at se på Frans af Assisis efterfølgelse af Kristus er man på vej mod det, man kan kalde den indre trosvej, hvor spørgsmålet kan lyde: Hvem er jeg skabt til at være?
”Det er et spørgsmål, som går igen, når jeg mødes med mennesker til åndelig vejledning. Mange søger vejen til at blive den, de er skabt til at være. Den eneste måde, du kan blive dig på, er i relation til Gud.”
Det var sommer, da Lene Højholt første gang besøgte Assisi. Hun havde læst kristendomskundskab, psykologi og kunsthistorie og var blevet adjunkt ved VUC-enkeltfagskursus i Aarhus. Det kunne ligne et liv, hvor alt gik efter planen, men hun befandt sig et svært sted efter en skilsmisse og mærkede en søgen efter mening.
Sammen med en veninde rejste hun på sommerferie til Grækenland, hvor de med rygsække og soveposer skulle blaffe fra sted til sted og besøge en række klostre. Det var i hvert fald planen. Veninderne blev væk fra hinanden, og i sit forsøg på at finde sin rejseledsager fik Lene Højholt hjælp fra en yngre græsk mand, som de tidligere havde talt med. Da de forgæves havde søgt, gav manden hende et lift til en nærliggende strand, hvor hun kunne rulle soveposen ud og overnatte.
Hun husker, at hun lå og betragtede den lysende stjernevrimmel og havde en følelse af, at Gud havde sat hende her. Så kom den unge mand tilbage. Nu som overfaldsmand med en trussel om, at han havde en kniv med.
”Han sagde til mig, at jeg ikke havde en chance, og jeg opgav på forunderlig vis mit liv. Jeg tænkte, at der ikke var nogen vej udenom. Fordi jeg slap alt, begyndte min krop at ryste. Al min indre angst blev frisat, og manden blev forskrækket og ville vide, hvad der skete. Jeg fik sagt, at jeg var bange, og mødet med min angst forvandlede ham til min beskytter. Da vi skiltes, bad han mig ringe hver dag undervejs, for at han kunne være sikker på, at der intet ondt skete mig. Jeg havde dog kun én tanke: at komme væk.”
Siden tog hun til Meteora-klosterområdet i det centrale Grækenland, mens oplevelsen på stranden sad i hende.
”Efter den nat på stranden var jeg tømt for mig selv. Jeg havde sluppet mit liv, og mit sind var fuldstændig åbent og uden følelser. Hver dag gik jeg ned til en telefoncentral og forsøgte at ringe hjem til Danmark, for jeg havde jo stadig ikke fundet min veninde, men jeg kunne ikke komme igennem.”
Nogle dage senere på vej mod Danmark, ville hun som planlagt besøge Assisi, hvor hun indlogerede sig på et vandrehjem. I bogen beskriver hun, hvordan hun i en drøm møder Frans. Hun så, hvordan hans himmelske lys var en spejling af Kristus. I drømmen var Frans omgivet af en lysende blå korsglorie. Da hun næste morgen tænkte på den overvældende drøm, vidste hun med sin kunsthistoriske viden, at det kun er Jesus, som bærer korsglorie. Men da hun for første gang besøgte den centrale kirke i Assisi, så hun Frans stå omsluttet af Kristus og med lysende blå glorie som i drømmen. Hun følte det, som om hun blev løftet ind i et univers af samhørighed, hun ikke kendte til.
Mange kender Frans af Assisi. Lidt færre kender til Clara af Assisi, men i Lene Højholts bog kommer man tæt på dem begge. Da hun kom til byen første gang efter mødet med overfaldsmanden og sin overgivelse til Gud på stranden, havde hun følt sig tømt og uden følelser. Det ændrede sig, da hun første gang kom til klosteret San Damiano, hvor Clara havde levet med sine søstre. Her kan besøgende se ind i klosterets oprindelige spisesal. Claras plads i spisesalen var markeret med en buket blomster.
”Da jeg stod der, var det, som om livet blev sænket ind i mig igen, og jeg begyndte at græde. Efter den nat på stranden havde jeg slet ikke grædt, men været neutral, klar og registrerende. Men her kom tårerne og følelserne sammen med en kærlighed til Frans og Clara og til det liv, der er mit.”
I dag betragter Lene Højholt Assisi som sit åndelige hjem. Dengang i 1982 vendte hun hjem til et efterår, hvor hun havde det svært. Hun passede jobbet, tog hjem og forberedte sig til næste dag, og så gik hun i seng og græd. Ind i mellem læste hun alt, hvad hun kunne finde om Frans af Assisi.
”Jeg følte mig brudt ned, og mine filtre indadtil var væk. Alt fra hele mit liv væltede frem.”
I tiden før Lene Højholt tog til Grækenland og Assisi havde hun haft svært ved at finde ud af at leve med den smerte, der havde ramt hende efter skilsmissen. På studiet var hun den, der var fuld af overskud. Hjemme var hun den knuste. Hun oplevede, at det var vanskeligt at være sig selv ude i verden.
Af de mange åndelige vejledningssamtaler hun senere har haft, kan hun se, at det er et problem, mange mennesker kæmper med: at turde være hele sig selv.
Under sit første besøg i Assisi hæftede hun sig ved, at det var, som om ordensfolkene gik ud i verden med deres smerte og samtidig var glade.
”Når jeg sad på torvet i Assisi og så dem, kunne jeg se, at de kendte den eksistentielle smerte, jeg kendte, og de bar den og var glade. Jeg kunne ikke fatte, at det var muligt at bære smerten ud i verden med glæde.”
Hun genfortæller syndefaldsberetningen om slangen, som frister mennesket og siger, at det kan blive som Gud og lære at kende forskel mellem godt og ondt.
”Den fristelse er forbundet med et ønske hos mennesket om at ville være Gud og dermed have magten ved at styre. Når jeg dengang ikke turde vise, hvem jeg var, så var det knyttet sammen med, at jeg ville have kontrol og på den måde også være gud i mit eget liv. Det er noget, jeg har haft brug for at lære som det dybeste menneske i mig. Hvis jeg tør være den, jeg er skabt til at være, så tør jeg bære min indre smerte og tomheden med ud i verden. Det var det, jeg så ordensfolkene gøre dengang på torvet i Assisi.”
På en af de første sider i sin bog citerer Lene Højholt fra Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne, hvor han skriver: ”Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.”
Glæden er et centralt begreb, uanset om man læser om Frans eller Clara. De er begge skildret med, hvad Lene Højholt i bogen beskriver som glædesfyldte hjerter. Men samtidig er smerten aldrig langt væk. I bogen skriver Lene Højholt:
”Når Frans er fordybet i bøn, er der således ikke langt fra smerte til glæde, fra tårer til lys og opløftelse. Selv om lidelsen ofte er hans indgang til mødet med Kristus, er kærligheden og glæden den grundfølelse, der altid følger ham, den, han i bønnens fordybelse bliver opløftet til, og den, han møder andre mennesker med.”
Lene Højholt siger:
”Glæden bor i smerten. Den fuldkomne glæde er, at vi kan bære angsten og skrøbeligheden med os ud i verden. Hvis smerten er gemt, så lever jeg jo kun en del af det liv, jeg har fået. Når Jesus bliver korsfæstet, viser han, at jeg er nødt til at træde ind i smerten, for at opstandelse og forvandling kan ske. Det værste og det bedste kan være i den samme oplevelse.”
Lige bag bålstedet i Hestehave Skov står et kroget træ, der er halvvejs væltet. Lene Højholt rejser sig for at se nærmere på det og spørger, hvad dette spor i skaberværket mon skal fortælle? Hun peger på al den livserfaring, som er i den væltede stamme, som stadig bærer frodige grene. Et øjeblik er det, som om hun spejler sig i træet.
Spejlet er et centralt motiv i bogens sidste del. Efter i fire år at have arbejdet på bogen står det klart for hende, at Frans af Assisi blev et spejl af Jesus, og Clara af Assisi blev et spejl af Frans.
Jesus siger om sig selv, at han er vejen og sandheden og livet. Lene Højholt leger i bogen med ordene og skriver, at Jesus altid vil være vejen, spejlet og skærmen mellem mennesker og Gud.
”Det er afgørende at spørge sig selv, hvem man spejler sig i. Vi har en tendens til at spejle os i andre mennesker, men Gud har skabt mig med alt det, som er i mig, og jeg kommer kun i relation til ham, hvis jeg bliver i mit eget centrum. Jeg må holde op med at spejle mig i andre, hvis jeg vil derhen, hvor jeg længes efter og er skabt til at være.”
Kristeligt Dagblad anmelder senere ”Frans og Clara. Meditativ fordybelse i de franciskanske fortællinger”.