Da 29-årige Cecilie blev mor for første gang for tre et halvt år siden, kom hendes søn til verden to måneder for tidligt, og mor og barn blev indlagt på en neonatalafdeling. Året forinden havde hun været igennem en ufrivillig abort. De voldsomme oplevelser betød, at hun fik en fødselsdepression. Hun kunne ikke finde nogen glæde i hverdagen og følte nogle gange, at hun ville gøre familien en tjeneste ved ikke at være her mere. Men et terapiforløb på Psykiatrisk Center Ballerup hjalp hende igennem den svære tid. Da Cecilie igen blev gravid to år senere, var hun bange for at føde for tidligt, og at forløbet med en fødselsdepression skulle gentage sig. Hun kom atter i et terapiforløb på Psykiatrisk Center Ballerup, men da coronakrisen ramte, var det kun muligt at fortsætte terapien over video. I dag er hun rask, og hendes andet barn – en lille pige – har det godt.
”Det har fungeret rigtig godt at mødes med behandleren på video. Især hvis valgmuligheden er mellem telefon og video, foretrækker jeg video, fordi man får mimikken med. Det er desuden rart ikke at skulle hjemmefra. Det var dog helt sikkert en fordel, at jeg havde mødt min behandler forinden og kender hende rigtig godt. Det var hyggeligt at vise hende mit hjem, så hun kunne se de omgivelser, jeg fortæller om i terapien. Men jeg synes ikke, at videokonsultationer kan stå alene. Det er nødvendigt at møde behandleren ansigt til ansigt,” siger Cecilie, der ikke ønsker at optræde med sit fulde navn.
Samme opfattelse har Cecilies behandler, sygeplejerske og psykoterapeut Line Cramer Rasmussen.
”Videokonsultationer kan ikke erstatte det fysiske møde. Men i forbindelse med fødselsdepressioner, som jeg arbejder med, er det et godt værktøj. Det giver for eksempel mulighed for at have kontakt med kvinderne, mens de stadig er indlagt på hospitalet lige efter fødslen. Det er sværere at opbygge en alliance med patienterne, som er en forudsætning for god terapi, hvis jeg ikke har mødt patienten. Jeg ser derfor videomøderne som et supplement til det fysiske møde,” siger Line Cramer Rasmussen.
Psykiatrisk Center Ballerup er en af de institutioner i psykiatrien, der under coronakrisen har brugt terapi over video i den ambulante psykiatri.
Region Syddanmark er den region, der er længst fremme med metoden. Regionen har arbejdet med den såkaldte telepsykiatri, der indbefatter videokonferencer, men også andre digitale værktøjer, siden 2015. Ifølge afdelingschef Marie Paldam Folker fra Telepsykiatrisk Center i psykiatrien i Region Syddanmark har coronakrisen betydet, at antallet af videokonsultationer i regionens psykiatri er vokset fra 300 i februar til 2000 i april. Det skyldes, at videosamtaler og telefon har været de ambulante patienters eneste mulighed for at få hjælp.
”Vi forventer, at der vil komme langt flere videokonsultationer også efter corona. Vi har et stort problem i Danmark med underbehandling af psykiske lidelser. Man kan ikke ignorere et brækket ben, men man kan få sænket sin livskvalitet markant på grund af en årelang depression, som man ikke behandles for. Videokonsultationer handler om at nå ud til langt flere af dem, der i dag ikke modtager psykiatrisk behandling,” siger Marie Paldam Folker.
Hun understreger også, at videokonsulationer ikke skal erstatte det fysiske møde, men skal ses som et supplement.
”Vi må altid overveje brugen af video i forhold til den enkelte patient. Mennesker med psykiske lidelser er forskellige, så vi er nødt til at have forskellige behandlingstilbud, der passer til den enkelte. Det handler om at udvide paletten, så der er flere muligheder for støtte og behandling i psykiatrien,” siger Marie Paldam Folker.
Hun henviser til, at psykiatrien i Region Syddanmark har udarbejdet en række retningslinjer for brug af videokonsultation.
”Vi skal for eksempel vide, hvad vi gør, hvis en patient giver udtryk for at være selvmordstruet. I det tilfælde er det vigtigt at få kontakt til patienten og sammen med vedkommende tage hånd om situationen. Der er også problemer, som videosamtalerne ikke fanger,” siger Marie Paldam Folker.
En anden ulempe kan ifølge Marie Paldam Folker være, at det kan opleves mere uforpligtende at føre samtalen med behandleren fra en skærm hjemme i stuen. Det betyder, at det kan være lettere at afbryde konsultationen, hvis den føles ubehagelig.
Psykiatrisk overlæge Henriette Bruun, der er formand for den klinisk etiske komité i psykiatrien i Region Syddanmark, ser en række etiske udfordringer i brugen af videokonsultationer.
”Når man skal vurdere mere findiagnostisk, så har man brug for, at psykiater og patient er i samme rum. Man kan ikke helt på samme måde få udtryk, kropssprog og en dybere kontakt på video. På den anden side er videokonsultation bedre end telefonen. Metoden giver også nogle udfordringer i forhold til rammerne for samtalen. Er det for eksempel i orden at afholde en videokonsultation på en café?”, spørger Henriette Bruun.
Hun fortæller, at idéen om videokonsultationer er blevet mødt med en vis skepsis blandt behandlere i psykiatrien. Der skyldes blandt andet bekymring for, om udbredelsen af videokonsultationer vil betyde, at psykiatrisk behandling tilpasses patienter med lettere psykiske lidelser. På den måde tabes patienter med sværere psykiske lidelser, som kan have vanskeligt ved at indgå i behandling med videokonsultationer.
Psykolog og ph.d. Kim Mathiasen forsker i udviklingen af telepsykiatri i psykiatrien i Region Syddanmark. Han peger på, at halvdelen af alle danskere med behandlingskrævende psykiske lidelser ikke modtager behandling, fordi de ikke har kontakt til systemet.
”Der er mennesker med psykiske problemer, som er forhindret i at bruge systemet, som det er skruet sammen i dag. Hvis man eksempelvis har social fobi, kan det være meget vanskeligt at sidde i et venteværelse eller at komme ud ad døren. Derfor kan der være gode grunde til at indrette systemet på en anden måde. Hvis man bruger teknologien til at lave et lidt ringere tilbud, så er det uetisk. Men hvis vi bruger det til at løse et af psykiatriens største problemer, nemlig, at alt for mange slet ikke får behandling, så er det etisk forsvarligt at anvende videokonsultation,” mener Kim Mathiasen.
Tidligere formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, har skrevet en bog om etik i psykiatrien. Han peger på, at der blandt nogle patienter er et stort ønske om telepsykiatri, fordi det gør behandlingen mere fleksibel.
”Alle ved, at der er noget, der går tabt, når vi ikke mødes fysisk. Etisk betragtet skelnes der ofte mellem nærhed og nærvær. Teknologien kan give os mulighed for nærhed, men det bliver straks vanskeligere med nærværet, når samtalen foregår via en skærm. Ved skærmen mister vi for eksempel kontakten, når vi tier stille, og på måde kan der gå noget væsentligt tabt i kommunikationen,” siger Jacob Birkler.
Han mener ikke, at man skal gå i den grøft helt at afvise brugen af video.
”Men det er for eksempel en udfordring, at vi ikke kan få øjenkontakt via en skærm. Flere etikere peger på øjenkontakten som noget helt centralt. Derfor er det vigtigt, at patienten ønsker den form for terapi og også har muligheden for at sige nej tak, hvis man hellere vil mødes fysisk med behandleren.