Prøv avisen
Boguddrag

Erik Norman Svendsen: Det er vigtigere at bruge dagen i dag end at tænke på, at det hele en dag skal stoppe

"Min næste er den nødlindende, som jeg får ansvar for, fordi han krydser min vej og beder om min hjælp," siger Erik Norman Svendsen i dette uddrag fra bogen "Jeg var engang - sådan påvirkede barndommens gade mit liv". Foto: Bo Østlund

Den 77-årige tidligere biskop over Københavns Stift Erik Norman Svendsen ved godt, at han befinder sig i livets efterår, men han tænker ikke så meget på døden. For så længe, vi har livet, skal vi bruge det glad og gerne - og taknemmeligt. Og når vi ikke har det mere, så er vi i Guds hånd, siger han i dette mindre uddrag fra bogen "Jeg var engang"

Jeg vågner hver dag med taknemmelighed over at være i live. Jeg kigger ud af vinduet på de grønne træer, solen kigger ind gennem ruden, og jeg synger i mit indre B.S. Ingemanns morgensalmer. Det er sådan, jeg står op til dagen. Jeg tænker ikke på, at der ikke er så mange dage tilbage.

Det ved jeg selvfølgelig godt, at der ikke er, men jeg synes, det er vigtigere at bruge dagen i dag end at tænke på, at det hele en dag skal stoppe. Den dødsdag, som en dag også banker på min hoveddør, skal ikke formørke livets dage.

Så længe, vi har livet, skal vi bruge det glad og gerne – og taknemmeligt. Og når vi ikke har det mere, så er vi i Guds hånd.

Hvad er meningen med livet?

Det er at bruge det i kærlighed, som jo er andet end erotik, men som også indeholder erotik. Meningen med livet er at bruge det, og så må livet selv afsløre for dig, hvad meningen er.

Jeg egner mig ikke til de højere filosofiske skoleridt, men jeg synes i høj grad, at det giver mening, når jeg det ene øjeblik snakker med en dåbsfamilie, det næste snakker med en begravelsesfamilie, og det tredje øjeblik er jeg hjemme og spiser aftensmad med min kone og vender dagens og familiens anliggender.

Hvad kan gøre dig bange?

Jeg tror først og fremmest, at jeg er bange for at miste mine kære. Jeg er bange for, at de for eksempel dør i en trafikulykke. Den slags urimelige dødsfald, som jeg også har haft en del af som præst, hvor børn og unge omkommer på grund af en ulykke, et uheld eller en alvorlig sygdom.

Vi er jo alle sammen bange for, at den slags overgår vores børn og børnebørn. Og som et ældre menneske, der har levet det meste af sit liv, er jeg da langt mere angst for mine børn og børnebørns liv, end for mit eget. Men jeg er også privilegeret, for jeg har jo allerede fået et helt og fuldt liv. Jeg er bare lidt begærlig. Jeg vil gerne have lidt mere, fordi jeg synes, det er så spændende.

Men er én af gaverne ved alderen ikke, at der ikke længere er så meget at være bange for?

I den forstand har du fuldstændig ret. Men derfor kan man godt blive bange. Også helt elementært bange. Hvis man for eksempel hører en lyd i huset, som vækker én, og man ikke kan falde i søvn bagefter, fordi man ligesom lytter efter, om noget er galt. Det kender vi jo alle sammen til, tror jeg.

Kan du som præst undgå at lade dig påvirke af meningsløsheden over, at børn og unge dør alt for tidligt?

Nej, men det er et vilkår i tilværelsen, at der er nogen, der dør tidligt. At nogle omkommer og andre rammes af sygdom som børn og unge. Jeg har ikke noget svar at give på det. Jeg kan blot, så godt jeg nu kan som præst, dele fortvivlelsen med de mennesker, der har mistet. Og så må jeg jo i den sag, som i andre sager, sige til Vorherre: ’Det forstår jeg ikke, men jeg har tillid til, at du har en mening også med det.’

Er det ikke netop på dé tidspunkter, at folk kommer i tvivl om deres tro?

Jo, men jeg har også bemærket, at folk, der har været udsat for ganske alvorlige hændelser, eller som selv er syge, har en forbløffende styrke i deres tro.

Hvor man egentlig kunne tro, at de ville vende Vorherre ryggen, vender de sig tværtimod måske endnu mere til Vorherre for at få hjælp. Men selvfølgelig er det en anfægtelse for troen, at mennesker lider og dør. Især hvis der er tale om store lidelser og tidlig død.

Det er den klassiske anfægtelse, også i kristendommen, at når Gud er så god, hvorfor er der så så meget, der er ondt? I tidligere slægtled tilskrev man i højere grad Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, en vis indflydelse på livet – som Vorherre så kunne trumfe til sidst. Men i vore dage har mange ikke nogen gudstro, og de har slet ikke nogen djæveltro.

Så egentlig tror jeg, at folk i gamle dage havde lettere ved at affinde sig med for tidlig død og meningsløs død, end vi har det i dag, fordi de havde døden tættere inde på livet. Og så bliver vi jo ældre og ældre. Jeg har netop læst, at jeg lige har fået endnu to år her på jorden, fordi gennemsnitslevetiden for danske mænd er steget fra 77 til 79 år.

Så har jeg 17 år tilbage.

Ja, der kan du se. Du bliver allerede stærkt opmuntret. Det moderne menneske har i høj grad skiftet det evige liv ud med det så-evigt-som-muligt lange liv her på Jorden. Ikke mindst fordi vi har en tilværelse her i Danmark, hvor vi er sikret i alle ender og kanter.

Jeg vil mene, at 1947 var det store vendepunkt. Jeg blev indlagt på Blegdams Hospitalets epidemiafdeling med skarlagensfeber, som var en frygtet børnesygdom, hvor man hidtil havde skulle ligge i isolation i seks uger. Men jeg blev en del af den første gruppe patienter på Blegdammen, som blev behandlet med penicillin. Og pludselig var det ikke seks uger, men bare seks dage, før jeg atter var hjemme og tilbage i livet.

Jeg synes faktisk, at det er næsten ikonisk for mit liv, at jeg lever i den tid, hvor penicillinen blev taget i brug og har reddet masser af mennesker. Mine nærmeste naboer i min tidligste barndom i Prinsesse Charlottes Gade, var de tyske flygtninge i skolens gård, som vi stod og råbte efter. Efter at jeg for ni år siden er flyttet til Valby og bor vis-a-vis Vestre Kirkegård – som er Danmarks største og mest multietniske, multikulturelle og multireligiøse kirkegård – har jeg fundet mange af dem.

Der ligger omkring 10.000 tyske flygtninge derude. Mænd, kvinder og børn. Ikke en eneste af dem har fået en kugle for panden. De døde i årene 1944 og 1945 af ganske banale ting som underernæring, infektioner, lungebetændelse og lignende.

Jeg må indrømme, at det gibbede i mig første gang, jeg gik tur med min kone på Vestre Kirkegård, efter vi var flyttet derud, og så, at der er tre store afsnit med tyske flygtninge. Gravene er smukt bevaret. Der er ensartede kors ved dem alle sammen, og der er omhyggeligt opført navne og årstal på de døde, hvoraf en meget stor del jo er børn. Der er flere af disse krigskirkegårde i Danmark.

Flygtningene kom til Danmark fra 1944 og frem til 1945, i et antal af omkring 250.000, og de var ikke populære. Da krigen sluttede, blev de sendt hjem af landevejen ned gennem Jylland. De blev ofte nægtet behandling – også børnene, der døde som fluer.

Det er et af de mørke kapitler i besættelsestidens historie, og når jeg i dag går rundt på Vestre Kirkegård og møder nogle af dem, bliver jeg dybt taknemmelig over, at jeg ikke selv ligger der, og på den anden side bliver jeg selvfølgelig også en lille smule beskæmmet over, hvordan – også jeg selv – dengang var med til at behandle medmennesker på flugt fra et Tredje Rige, som var totalt i sammenbrud.

I dag kan jeg se, at hele mit liv og hele min livsepoke som del af en meget forkælet generation i et trygt land har været præget af flygtninge. Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, Balkan i 1990’erne, senere fra Irak og nu fra Afghanistan, Syrien og Afrika. Og jeg kan føre det helt tilbage til dé tyske flygtninge, som jeg så i skolegården i Prinsesse Charlotte Gades skole. De har altid i en eller anden forstand været tæt på mig. Og de mange gravstene på Vestre Kirkegård minder mig også om, hvor skidt vi indimellem kan behandle andre mennesker på grund af frygt eller angst eller…

Og vi har vel stadig svært ved at rumme dem …?

Ja, det har vi da helt klart. Vi har angst for det fremmede og anderledes. Måske fordi vi er et lille land med en rimelig homogen holdning til mangt og meget. Når vores politikere er så ivrige efter at vedtage forbud mod for eksempel burka, hænger det sammen med den muslim-forskrækkelse, som hjemsøger os i disse år, og som får vores politikere til at vedtage den ene stramning over for asylansøgere efter den anden. Selv børn kan opholde sig i det danske asylsystem i årevis uden nogen udsigt til en bedre fremtid. Det er uværdigt for et gammelt, kristent land.

Er fortællingen om den barmhjertige dansker ved at få et nyt, anderledes kapitel?

Ja, det synes jeg. Mange sætter spørgsmålstegn ved, hvem der i grunden er min næste. Hvad med flygtningen eller asylansøgeren? Mange tolker i dag næsten som kun den nærmeste. Det er i min optik en fejlopfattelse. Min næste er den nødlidende, som jeg får ansvar for, fordi han krydser min vej og beder om min hjælp. Ingen flygter for sjov eller af bekvemmelighedsgrunde. De flygter, fordi de er i nød.

Vi hverken kan eller skal magte den opgave alene i Danmark, men vi skal sammen med andre ansvarlige nationer være med til at sikre en bedre og tryggere fremtid for de flygtninge og asylansøgere, som i disse år desperat forsøger at komme væk fra sult, krig og fattigdom. Og vi kan helt omkostningsfrit starte med at tale ordentlig til og om de fremmede. De er mennesker som os af kød og blod.

Jeg både håber og tror, at mine børn og børnebørn vil tage mødet med folk fra andre kulturer og lande meget mere naturligt og positivt. De er jo helt anderledes globalister end min generation. Masser af familier har i dag oplevet, at deres unge er blevet gift med en person fra et andet land og en anden kultur. Og hvis man har gået i skole med hinanden og spillet fodbold sammen, så får man et mere realistisk og et mere dagligdags forhold til spørgsmålet om flygtninge og indvandrere.

Jeg har stor tillid til mine børnebørn, og jeg er overbevist om, at de vil handle bedre, end vi har gjort i min generation. Jeg synes, vi er lidt for unødigt forskrækkede. Det betyder ikke, at vi ikke skal være fornuftige og stille krav og værne os mod kriminalitet og ulovligheder, men jeg synes, at det hører med til det at være dansk, at have en åben attitude over for mennesker med en helt anden kultur end vores egen.

Vores børn og børnebørn, især børnebørn, bliver også tvunget til i langt højere grad at face de udfordringer, der er i forhold til klodens overlevelse. Jeg tror, at de unge er meget mere optaget af klimadebatten og spørgsmålene om miljø, naturbevarelse og fredning. De er meget mere realistisk indstillet på at gøre en indsats, end min egen generation har været.

Politikerne agerer, som de gør, fordi de skal genvælges. De ville ikke bruge de argumenter, hvis der var en helt anden stemning i folkedybet. Så det er vigtigt, at vi alle fører denne drøftelse med hinanden, således at befolkningen forstår nødvendigheden af, at politikerne ikke agerer så kortsigtet, som det ofte sker i dag.

Erik Norman Svendsen omgivet af sine forældre Aase og Normann. Billedet er taget i Søllerød, hvor familien et par somre boede til leje i et par værelser hos en rar ældre enkefrue. Erik var glad for den lille hund, som moderen holder. Hjemme i familiens lille fugtige og mørke lejlighed på 35 kvadratmeter på Nørrebro var det ikke tilladt at holde hund. Foto: Fra bogen "Jeg var engang"

Jeg har stor tillid til mine børnebørn, og jeg er overbevist om, at de vil handle bedre, end vi har gjort i min generation. Jeg synes, vi er lidt for unødigt forskrækkede.

Som et ældre menneske, der har levet det meste af sit liv, er jeg da langt mere angst for mine børn og børnebørns liv, end for mit eget. Men jeg er også privilegeret, for jeg har jo allerede fået et helt og fuldt liv.