Prøv avisen

Erna og Hanne har været veninder i 70 år: Det betyder alt at have en fælles historie

Når 86-årige Erna Perthou og 84-årige Hanne Iskjær ses, sidder de altid i sofaen og sludrer om gamle dage. Foto: Petra Theibel Jacobsen

De mødtes i 1945 og blev penneveninder. Siden har Erna Perthou og Hanne Iskjær fulgt hinanden så tæt, at de i dag nærmest betragter hinanden som søstre

En dag i slutningen af oktober 2015 sad to damer som de eneste i restauranten på Admiral Hotel i København og spiste frokost. De var lidt sent på den, for de havde været inde og se en udstilling inden frokosten, og nu var klokken halv tre. Fordi restauranten var affolket, blev der rigtig serveret for dem, og de fik champagne og vin til maden. Det passede dem fint. 86-årige Erna Perthou og 84-årige Hanne Iskjær var nemlig i færd med at fejre 70-års jubilæet for deres venskab, og at det skulle være lidt festligt, er lige i deres ånd.

Sådan fortæller de det leende et halvt års tid senere i sofaen i Erna Perthous lejlighed få meter fra Øresund nord for København. I det hele taget bliver der leet meget mellem de to veninder. Sådan har det været helt fra begyndelsen, forklarer de.

I 1945 var Anden Verdenskrig lige slut, og norske Erna Perthou kom til Danmark over sommeren for at blive fedet op. Hun boede nogle uger på en gård på Fyn, men brød sig ikke om Danmark. Faktisk lovede hun sig selv højt og helligt på rejsen tilbage til Norge, at hun aldrig ville sætte sine ben i Danmark igen. Sådan kom det ikke til at blive.

For da hun kom tilbage til Norge, blev hun og hendes klassekammerater tilbudt at blive pennevenner med jævnaldrende danske skoleelever. Erna Perthou og den to år yngre Hanne Iskjær fra Frederiksberg blev sat sammen, fordi de begge interesserede sig for at tegne.

”Det var ellers lidt svært, for de kunne ikke forstå i min klasse, at jeg skulle korrespondere med en på 16 år, når jeg selv var 14,” fortæller Hanne Iskjær.

”Men vi fik hinanden alligevel!”.

”Allerede til jul kom en invitation fra Hanne og hendes forældre om at komme og besøge,” supplerer Erna Perthou.

”Og hun kom,” siger Hanne Iskjær.

Erna Perthou kom altså tilbage til Danmark få måneder efter, at hun havde forsvoret, at det skulle ske, og hun tog af sted i sit omsyede konfirmationstøj. Det skulle jo være fint.

”Jeg kan se dig for mig stadigvæk. Fjer i hatten havde du også,” siger Hanne Iskjær.

Det var første gang, de to mødte hinanden i virkeligheden efter blot at have skrevet sammen i nogle få måneder.

”Det var sådan set fuldstændig som at trykke på en knap med os to, for vi grinede så meget med det samme,” siger Erna Perthou.

På trods af de mange år i Danmark fornægter det norske sig ikke i hendes sprog, som synger glad, når hun fortæller.

”Vi havde begge mod på tilværelsen, mod på at se noget, på at opleve noget,” fortæller Hanne Iskjær.

Nogle måneder senere fløj hun til Oslo for at se sin veninde.

”Hanne skulle på ski for første gang, og hun kunne ikke svinge og dreje, så hun endte hele tiden ude i busken,” siger Erna Perthou.

Selvom der er gået 70 år, siden de mødtes første gang, og et helt liv har lagt sig i sporene bagud, har venskabet ikke ændret sig synderligt. Hukommelsen går lidt på skift; den ene dag er det Erna Perthou, der husker detaljerne, den næste er det Hanne Iskjær. Men minderne er intakte, og det er ofte dem, der er omdrejningspunktet, når de taler sammen eller mødes.

”Når man ikke har flere af sine pårørende opefter, er der ganske få tilbage, man kan spørge og dele de ting, man har oplevet sammen. Og der er så mange ting, vi har oplevet sammen,” siger Erna Perthou.

”Kan du huske sejlturen i 46?” spørger hun og løfter øjenbrynene mod sin veninde.

I 1946 sejlede de to veninder igennem sommeren med Hanne Iskjærs forældre på deres båd. De hentede Erna Perthou i Oslo, hvor hun lige var blevet opereret og havde ligget i sengen i flere uger. Da hun smed krykkerne på kajen, var hendes forældre rædselsslagne, for hun havde aldrig sejlet før. Men turen blev en fest, ikke mindst fordi pigerne delte en kahyt, der lå helt ude i stævnen og egentlig var et hul beregnet til ekstra sejl. Her udgjorde to ”bræt”, som de kalder det, deres seng, og det var til stor morskab.

”Vi var meget tynde dengang. Alligevel sad vi tit fast i hullet, når vi skulle kravle ned til køjerne. Så kom man nemt til at grine,” siger Erna Perthou.

”Ja, og man kunne kun komme ned, hvis den anden stod på dækket eller allerede lå i sin køje. Hullet blev lukket med en lille låge, man kunne slå op,” siger Hanne Iskjær.

”Vi kunne ligge dernede og grine i timevis, og så kunne lågen pludselig gå op og nogen stikke hovedet ned og sige: ’Kan I så tie stille!’,” siger Erna Perthou.

I 1947 købte den da 16-årige Hanne Iskjær et sommerhus i Rørvig for nogle penge, hun havde arvet fra sin farfar. Det var en gammel grisestald, der var blevet lavet om til et lille hus, og der var das i gården og små køjesenge. Selvom hun var ganske ung, var det hendes hus og hende, der bestemte. Derfor kom Erna Perthou til Rørvig og boede hele sommeren i sommerhuset. Hun havde sagt sit job op i Norge for at kunne tage afsted.

”Min far var rasende. Men det blev en sommer med mange fester og mange møder nede på kroen med musik og ungdom og dans,” fortæller Erna Perthou.

”Og jeg blev meget forelsket. Han kom fra et hus ude på Korshage ved Rørvig. Han besøgte os hele tiden, og vi sagde altid ’nu kommer han igen’, når vi så ham traske os i møde ude på vejen. Det var Arne, som jeg senere blev gift med.”

”Han var på kontor med en, der hed Torben. En dag inviterede Arne ham på en lille ferietur til Rørvig. Så viste det sig, at han blev forelsket i mig og jeg i ham. Jeg endte med at være gift med ham i 49 år,” siger Hanne Iskjær og smiler.

”På den måde har det ene flettet sig ind i det andet,” siger Erna Perthou.

Hun blev ringforlovet med Arne og kom til Danmark på husholdningsskole i 1948. Det var på Mariaforbundet, hvor den danske adelklasses piger blev sendt hen og lære barnepleje og madlavning.

”Det var også noget med at stå i kø og spørge, om man måtte gå ud om aftenen. Fordi jeg var ringforlovet, fik jeg lov,” siger Erna Perthou.

”Hold op, hvor gammeldags!”, udbryder Hanne Iskjær.

Erna Perthou blev gift i juli 1949 og forlod Norge for at flytte endeligt til Danmark. I mellemtiden gik Hanne Iskjær på Kunsthåndværkerskolen, og i 1955 blev hun gift med Torben. I 1958 flyttede de til USA. Hendes mand arbejdede for Udenrigsministeriet og Danida, og i de efterfølgende årtier boede de i Tanzania, Swaziland, Indien og Sri Lanka. Årene i udlandet betød, at de to veninder ikke sås så ofte, men de skrev breve til hinanden. De fleste af dem har Erna Perthou stadig liggende. Hun har også det allerførste brev, hun fik fra Hanne Iskjær i 1945.

”Vi har haft kontakt alle årene på en eller anden måde, og på den måde tager man det lidt som en selvfølge, at man følger hinanden uafbrudt. Jeg betragter Hanne som min lillesøster,” siger Erna Perthou.

Fordi hun ikke havde sin egen mor i nærheden, og fordi Hanne Iskjær boede i udlandet, blev Hanne Iskjærs mor en slags mor for Erna Perthou. Derfor betragter også Hanne Iskjær Erna Perthou som sin storesøster.

”Jeg har ingen søskende, så Erna er en storesøster for mig. Det betyder alt at have denne fælles historie, for nu er vores forældre døde, så hvis vi ellers kan huske det, kan vi snakke om gamle dage sammen. Begge mine forældre var enebørn, så jeg har slet ingen familie tilbage udover mine børn,” siger Hanne Iskjær.

”Du trængte meget til mig,” siger Erna Perthou og smiler.

”Ja, vi er jo hinandens familie,” svarer Hanne Iskjær.

”Bortset fra at du er norsk, og jeg er dansk.”

Selvom de to veninder er meget lattermilde, har der også været alvorlige tider, hvor de har haft brug for hinanden. Efter 19 års samliv fandt Erna Perthous mand en ”yngre model”, som hun udtrykker det, og hun stod pludselig alene med to drenge og uden uddannelse. Det skrev de to veninder meget om til hinanden. Og ved hjælp af en fælles veninde fik Erna Perthou job som laborant på Rigshospitalet.

I 1973 mødte hun Poul, som hun var gift med, indtil han for 10 år siden blev syg og døde. Få år senere døde Hanne Iskjærs mand, og efter mange år i London flyttede hun i 2006 tilbage til Danmark.

Igennem årene har veninderne fået børn og børnebørn, og også de er flettet ind i hinanden. Da Hanne Iskjær ventede sin søn, blev hendes datter sendt i pleje hos Erna Perthou. Og hun boede der senere igen, da hun studerede i København, og hendes forældre boede i udlandet.

I dag ringer Erna Perthou og Hanne Iskjær sammen mindst en gang om ugen. Erna Perthou opgav for halvandet år siden sin bil, og derfor er det ofte Hanne Iskjær, der tager fra sit hjem i Gilleleje til Charlottenlund for at besøge Erna Perthou.

”Jeg har altid en seng stående her, der er redt op til mig,” forklarer Hanne Iskjær.

”Så når vi ses, kommer jeg ind om eftermiddagen. Så drikker vi en kop the og sludrer og spiser, og så hopper jeg i seng.”

”Vi har sløjfet whiskyen efter maden, så vi går tidligt i seng,” siger Erna Perthou og ler.

De taler oftest om minder, når de ses. Og om børn og børnebørn. Og deler madopskrifter.

”Jeg synes ikke, at venskabet har forandret sig så meget igennem årene. Bortset fra at vi ikke er så mobile længere. Og at jeg ikke vinterbader som Hanne,” siger Erna Perthou.

”Vi har taget del i hinandens liv på så mange forskellige måder, og når man har mange minder sammen og har lyst til at mindes, som vi har, er det dejligt at kunne snakke om tingene.”

”Så kan jeg ikke snakke med mine vinterbadere, for de kender jo ikke til historierne. Det betyder altså noget, at vi har haft de 70 år sammen,” siger Hanne Iskjær.

Hanne Iskjær (tv.) og Erna Perthou blev penneveninder i 1945. Siden blev det til mange ferier sammen som her i 1946. – Privatfoto affotograferet af Petra Theibel Jacobsen.
Her er veninderne fotograferet i 1946 i Kerteminde på besøg hos Hanne Iskjærs familie. – Privatfoto affotograferet af Petra Theibel Jacobsen.
Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen