Prøv avisen
Interview

Grønlandske Erni Kristiansen er vokset op med selvmord

For snart fire år siden begik Erni Kristiansens kæreste selvmord. Det har hjulpet ham at tale med sine venner om det, og han er glad for, at unge i dag virker til at være bedre til at tale om tabubelagte emner end tidligere. Foto: Cathrine Marie Nørgaard.

Erni Kristiansens opvækst har været præget af selvmord, og for snart fire år siden tog hans kæreste sit eget liv. Unge grønlændere er blevet bedre til at tale sammen, mener han, men problemerne trives stadig i især de små samfund

I begyndelsen af januar 2015 sad Erni Kristiansen på et værtshus i Nuuk med sine venner. Hans opmærksomhed var todelt, for han kunne ikke lade være med at sms’e med sin kæreste. Det fik på et tidspunkt hans ven til at hive mobilen ud af hånden på ham med beskeden om, at han ville få den tilbage, når han skulle hjem.

Derfor var det først, da han nåede hjem, at den unge lærerstuderende opdagede de mange ubesvarede opkald og adskillige sms’er fra kæresten. I den sidste sms var budskabet enkelt: Kæresten havde tænkt sig at begå selvmord.

Der var ingen forklaringer på hvorfor. Dagen efter modtog Erni Kristiansen beskeden om, at kæresten var død.

”Jeg tog ikke min mobil. Og så begik han selvmord. Jeg ved ikke hvorfor,” fortæller Erni Kristiansen.

I dag er han 29 år og ungdomskonsulent i Røde Kors Grønland. Han blev færdiguddannet fra lærerseminariet i Nuuk få dage efter kærestens selvmord. Da han havde identificeret ham på sygehuset, tog Erni Kristiansen hjem til sin moster. Her kunne han ikke andet end indtage vand i tre dage. Men alligevel fandt han kræfterne til at rejse sig, for han nægtede at forsømme sin uddannelse.

Han spiste, tog hjem på kollegiet og læste op til eksamen.

”Og så fik jeg A i grønlandsk,” siger han og slipper kaffekoppen for at løfte armene i triumf.

Han sidder på kontoret hos Røde Kors i centrum af Nuuk. Han er næsten lige trådt ind ad døren, for han skulle hjælpe en af sine venner med at aflevere tøj til genbrug.

Det er den, han er nu. En mand med behov for at hjælpe. Han har altid villet hjælpe andre unge eller bare lytte til dem, der er i krise. For hvis der er noget, hans opvækst har lært ham, så er det, at der er behov for folk, der lytter til de grønlandske unge.

Som 15-årig flyttede Erni Kristiansen fra den lille bygd Tasiusaq med 250 indbyggere til den godt fire gange større by Upernavik for at færdiggøre de sidste år af folkeskolen. I Grønland er det normalt at flytte tidligt hjemmefra, langt væk fra sin familie, hvis man er fra en lille bygd. I Upernavik boede han på et bemandet kollegium, og når han fortæller om den første tid blandt andre unge, stråler hans øjne.

”Det første år gik, som det skulle. Man drak i smug eller røg lige en cigaret, flygtede fra kollegiet midt om natten. Blev opdaget, fik skældud og så videre,” husker han.

Men tingene udviklede sig hurtigt til at blive et mareridt. Han husker stadig datoen: den 17. marts 2006. Erni Kristiansen overnattede denne nat hos sin kusine, og midt om natten hørte han, at fasteren vækkede kusinen for at fortælle, at en fætter havde begået selvmord.

Erni Kristiansen lå som stivnet og kunne ikke reagere. Det var nemlig en af hans nære venner, der var død.

Og det var begyndelsen på noget, der kunne ligne en epidemi. En uge efter begik naboen på kollegiet selvmord. Og sådan fortsatte det, og Erni Kristiansen husker, at der i nyhederne det år blev fortalt, at 12 unge mennesker i Upernavik havde begået selvmord på fem måneder.

”Jeg snakkede ikke med mine forældre om det. Jeg snakkede ikke om de forskellige problemer, jeg oplevede i hverdagen, med andre end mine venner. Det er et ret lukket samfund, og der er virkelig mange rygter om alt muligt,” siger Erni Kristiansen.

Og det tror han er en af de største udfordringer, som Grønland står over for. For selvmord har længe været tabu. Det samme har de årsager, der giver mange unge selvmordstanker: alkoholisme, misbrug og seksuelle overgreb. Ting, som oftest forekommer i de mindre samfund, langt væk fra hovedstaden, Nuuk.

Selv mærkede han tydeligt, at det blev lettere at tale om sine problemer, da han flyttede til Nuuk.

”Der er virkelig stor afstand fra forskellige byer og bygder. Man kan ikke bare tage en bus eller et tog. I de fleste bygder er der kun få indbyggere. Og prøv for eksempel at forestille dig, at en af dine forældres venner har misbrugt dig seksuelt. Du bor i en bygd med 200 indbyggere, og når du skal henvende dig til kommunen eller skolen, så kan det være, at hende i kommunen er hans eller hendes søster. Det er en meget ubehagelig situation,” siger Erni Kristiansen, der har mange venner, som rådvilde er kommet til ham og har fortalt, at de har været udsat for seksuelle overgreb.

”Man tænker ikke lige på at anmelde dem, for de er en del af familien. Men det er man nødt til.”

Nutidens grønlandske unge er heldigvis blevet bedre til at tale om de svære ting, synes han. Selv har han lænet sig rigtig meget op ad sine venner efter sin kærestes selvmord for snart fire år siden.

”Jeg har virkelig gode venner i Nuuk, og vi er meget åbne over for hinanden. Vi fortæller hinanden alt. Det har hjulpet meget, at jeg har kunnet snakke med dem.”

Han har gentagne gange været i kærestens hjemby Sisimiut for at se hans gravsted. Oftest har bare tanken om kirkegården givet ham en knude i maven. Men da han besøgte stedet i juni i år, følte han sig ikke nær så tung, som han plejede.

”Jeg tænkte: ’Nå, måske er jeg på rette vej.’ Selvfølgelig bliver jeg stadig ked af det, når jeg snakker om det. Men nu, når jeg tænker på ham, tænker jeg kun på rigtig gode minder om ham. Så der er sket noget.”

Erni Kristiansens kæreste var lige kommet hjem fra familiebesøg i Sisimiut, da han tog sit eget liv. Forinden havde han fortalt Erni Kristiansen, at han som barn var blevet seksuelt misbrugt. Og at det var begyndt at gå ham meget på.

”Da jeg talte i telefon med ham i december, troede jeg, han havde det godt. Men det viste sig, at det havde han ikke. Der var så mange spørgsmål i de første måneder efter selvmordet om, hvorfor han havde gjort det. Jeg tog til Sisimiut for at holde et kursus for frivillige og for at have mulighed for at se hans gravsted. Så mødte jeg hans mor og hans familie, og hun fortalte, hvad han lavede, da han var i Sisimiut kort før sin død. Jeg fandt ud af, at han havde været meget psykisk presset i den tid. Han var begyndte at tale med en psykolog, men da var det for sent. Han var allerede nede.”

Erni Kristiansen tør ikke sige, hvad der ligger til grund for det konstant høje selvmordstal. For Grønlands problemer bunder i en kultur, der er meget fjern for de fleste andre lande, forklarer han.

”Der er så mange ikke-grønlændere, der kommer med forskellige bud på, hvad vi kan gøre, fordi det virker i Danmark, på Færøerne, i Tyskland og så videre. Det virker bare aldrig i Grønland. Så hvis vi havde knækket koden, havde vi allerede gjort noget. Men det har vi ikke.”