Under en af mine samtaler med sognepræst Mikkel Wold blev det klart for mig, hvordan jeg skulle leve med min søns død. Min syvårige søn var død af kræft, og intet gav mening længere. Min verden var styrtet sammen, praktisk, psykologisk og ikke mindst spirituelt. Hvorfor skulle han dø?
Nogle mennesker siger, at der kan være en mening med min søns død. Men det er at gøre min søn og andre uskyldige ofre til brikker i et stort skakspil, en eller anden ond eller ligeglad gud kontrollerer. Sådan en ond verden vil jeg ikke leve i. Omvendt var det heller ikke til at holde ud, hvis der ikke var en mening med hans død, og det hele bare var et tilfældigt lotteri. Og det var præcis det, der skete under den sjælesorgssamtale hos Mikkel Wold.
Det var en af flere samtaler. Vi sad i hans præstekontor i Marmorkirken i København. Jeg over for ham og klagede min nød over den uretfærdige og meningsløse skæbne, der havde ramt min søn og min familie. På et tidspunkt sagde Mikkel: ”Esben, du finder aldrig en mening med din søns død – men måske kan du finde mening i den.”
De ord blev vejen ud af det eksistentielle og spirituelle hul, jeg befandt mig i. Det kom til mig som en klar erkendelse: Sorgen skulle være en kraft i mit liv til at gøre noget godt som en måde at ære min søn på og i en vis forstand fortsætte samværet med ham.
Da jeg hørte Mikkel Wolds ord, sagde jeg til mig selv: Ja, det er det, jeg skal. Jeg skal bruge min søns død til at arbejde med sorg og oplysningsarbejde om døden. Siden har jeg skrevet bøger, holder foredrag og hjælper andre pårørende i deres sorg. Det blev en grund til at stå op om morgenen.
Der udkommer så mange ord om sorg, at ingen efterladt kan finde rundt længere. Mange orker kun at læse en enkelt bog, der gerne skulle sige det hele – og det er den bog, jeg senest har prøvet at skrive, som er en eksistentiel, men meget lavpraktisk overlevelsesguide for pårørende til at kunne navigere i sin sorg, til hurtigt at kunne finde rundt i de praktiske, psykologiske og eksistentielle aspekter af sin sorg. Til at vide, hvor i din sorg du kan handle – og hvor du bare bliver nødt til at lade dig slæbe med og lade sorgen gøre det, den skal.
Noget af det vigtigste, jeg har lært af min søns død, er, at jeg ikke har magten over livet i den grad, som jeg gik og troede. Ubevidst var jeg overbevist om, at jeg og mine børn aldrig kunne blive alvorligt syge. Jeg troede, som så mange andre her i Vesten, at jeg havde magten over tilværelsen. Jeg havde det generelt sådan, at udfordringer og forhindringer var noget, der skulle fjernes og overvindes. Den tilgang havde jeg også til Sebastians sygdom. Han fik én procents overlevelseschance af lægerne, og det var nok til, at jeg kæmpede med alt, hvad jeg kunne og havde for at redde ham. Jeg var ikke arrogant over for døden, jeg var meget bange. Men min tilgang var, at det kunne og skulle jeg fikse. Lægerne sagde: ”Esben, gå ud og find et mirakel.” Så det gjorde jeg. Jeg ville ændre skæbnen.
Det kunne jeg ikke. Det betød, at Sebastian døde mere uafklaret og ensom, end han havde behøvet, hvis jeg havde turdet se hans død i øjnene til sidst. Jeg fik ikke sagt ordentligt farvel, og det piner mig stadig og vil gøre det resten af mit liv. Det var prisen for at prøve at være Gud i mit eget liv.
I Vesten er det en meget udbredt religion, at folk leger herrer over egen skæbne. Mennesker er meget urealistiske i forhold til magtfordelingen mellem os selv og Gud, eller hvad man nu tror der holder verden sammen. Jeg lærte på den hårde måde, hvem der har magten. Det er i hvert fald ikke mig. Og det er faktisk en lettelse at indse.
Da Sebastian døde, kiggede jeg på, hvad de store verdensreligioner siger om meningen med lidelse, men de kunne ikke rigtig komme med interessante svar på, hvad meningen med hans død var.
Det sted, der gav mest mening, var hinduismen og buddhismen, som kort sammenfattet siger, at vi er her for at vokse som mennesker, og at voldsomme hændelser er anledning til vækst. Det gør jo Gud ret sadistisk, men personlig vækst er det, jeg har set hos de tusinder af efterladte, der kommer til mine foredrag. Og det passede også ind i den erkendelse, jeg havde fået under min samtale med Mikkel Wold, som førte til, at jeg er blevet en stemme i sorgdebatten. Det er enormt meningsfuldt, selvom det ikke giver en mening med min søns død.
I dag er Sebastian en skabende drivkraft til at fortsætte. Jeg tænker på ham som en muse, der bor i mit hjerte resten af mit liv. Ikke et minde, men en levende, skabende energi. Den beskrivelse kan mange efterladte genkende og passer med sorgforskningens nye forståelse af, at vi skal bære vores døde med os.
Jeg arbejder meget med at overgive mig til tingenes tilstand og udvikling. Jeg prøver ikke længere at have kontrol med alting. Det giver en anden form for fred og frihed. Jeg har mindre travlt med at diskutere med min hustru og skælde børn ud. Jeg tøver ikke længere med at hjælpe venner og kolleger og tager altid kontakt, hvis jeg kan se, at nogen lider.
Døden ændrer ens perspektiv på livet og minder os om vores magtesløshed i sidste ende. Og vi kan lige så godt overgive os til den sandhed. Så lev og elsk mere!
Læs uddrag af bogen ”Døden – en overlevelsesguide. En eksistentiel håndbog for efterladte” her.