På et niveau er der ingenting, der hjælper, når man er i sorg. Men på et andet niveau er det eneste, der rigtig hjælper, at blive grebet af fællesskabet – at vide, at nok går du igennem det dybeste mørke lige nu, men du går ikke alene; at der er folk omkring én, der griber, støtter og bærer.
"Fællesskaber er vigtige i sorgen. Opsøg dem. Du kan være pint meget af den eksistentielle oplevelse af ensomhed," siger Jorit Tellervo, sygeplejerske og sorgforsker.
Hvis både du og dit netværk tør gå ind i det rum, er der enormt meget fællesskab at finde der. Det er magtesløshedens fællesskab: erkendelsen af, at vi er prisgivet kræfter langt stærkere end os, og at det eneste, vi har, er hinanden. Der er en enorm kraft i dette fællesskab for dem, der tør gå derind. Det er et rum, der kan ændre kærlighed og venskaber til det bedre for altid.
"Det fantastiske ved sorg er, at hvis du tør gå ind i det, oplever du et helt utroligt fællesskab," fortsætter Jorit Tellervo. "Det er noget særligt, man har sammen, forbundet i vores allesammens grundvilkår. Man skal tænke sig ind i fællesskabet: I dag dig, i morgen mig."
Men det er et fællesskab, der har hårde tider.
Da vi skulle filme DR k-Tv-serien "Kunsten at miste", som jeg var vært på, måtte vi langt ud på landet for at finde det – faktisk sejlede vi hele vejen til den lille ø Endelave ud for Horsens. Her mødte vi landmanden Karsten Kragh Hansen. To år tidligere havde hans 15-årige datter Kirse taget sit eget liv. I samme øjeblik han fik det at vide, tog naboerne over og passede hans 50 køer. Hele øen kom til begravelsen, og siden har han følt sig grebet, hjulpet og støttet – ikke bare af nogle få, men af hele lokalsamfundet.
"Det er meget rørende, at folk kan gøre sådan bare på eget initiativ uden at blive bedt om det, det er stort. Jeg tror, det er et livsvilkår, at når man bor på sådan en fjern ø, så ved man helt ind i sjælen, at så kommer der ikke nogen og hjælper dig. Hvis ikke vi selv hjælper os, så kommer der ikke andre. Derfor ved folk også, at når der sker sådan noget forfærdeligt, bliver de nødt til at træde til," fortalte han.
"Vi synes, vi er taget imod med åbent sind. Lige fra timerne efter til nu. Vi har skullet uden for øen for at forstå, at sådan er det ikke nødvendigvis. Til hverdag har vi måske ikke så meget med hinanden at gøre her, men når det brænder på …"
Desværre er Karstens historie usædvanlig. Men den siger noget om værdien af fællesskabet. Der var noget praktisk hjælp og støtte, som var vigtig, men først og fremmest følte han sig grebet af lokalsamfundet. Så hvem er virkelig gode til at være der for ham? Svaret er måske lidt overraskende, men siger en del om, hvordan man bedst er der for et menneske i sorg: hans 50 køer! "Køerne er de bedste psykologer. De skal egentlig bare rumme mig. Når jeg har det skidt, har jeg fået det godt af bare at blive rummet."
Når man har det skidt, får man det godt af bare at blive rummet. Det handler meget mere om at være end om at gøre. Efter et foredrag kom en deltager op til mig for at få et godt råd. Hun var politibetjent og fortalte, at hun fra tid til anden blev sendt ud til mennesker for at fortælle dem, at deres elskede var blevet dræbt pludseligt, for eksempel i et trafikuheld. Mange betjente frygter den opgave, fordi det selvfølgelig er forfærdeligt at skulle møde op på folks bopæl og fortælle dem, at hele deres liv lige er blevet smadret.
"Jeg er klar over, at når jeg møder op hos disse mennesker, er det et helt afgørende øjeblik i deres liv,« sagde hun. »Men jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal gøre."
Som svar startede jeg med at spørge hende: "Lad mig gætte: I samme øjeblik, du har sagt, at deres elskede er død, bliver det næsten umuligt for folk at høre, hvad du ellers siger?"
Det gav hun mig ret i. Så jeg sagde: "Det eneste, de vil huske, er din energi. Hvordan var du? Kunne de mærke dig? Kunne de mærke din empati? Kunne de mærke, at du var berørt, og at du følte med dem? Kunne de mærke, at du delte deres smerte, og at du led med dem? At du ønskede at gøre alt, hvad du kunne i situationen? Jeg tror ikke, det er så vigtigt, hvad du konkret siger og gør. Til gengæld tror jeg, det er enormt vigtigt, med hvilken slags energi du gør det."
Det er ikke nok, at omverdenen siger, at de er der for os – vi skal kunne mærke det. Vi skal kunne mærke dem.
Omverdenen, der ikke er der
Desværre er der relativt sjældent anledning til at mærke noget. En del efterladte isolerer sig, hvilket ikke nødvendig vis er klogt, da ensomhed er en af de grundfølelser, sorgen sætter blus under (selv om man også kan have behov for at gå ind i det rum alene). Men i de fleste tilfælde er det netværket, der viser sig ikke at være et netværk, når det rent faktisk gælder.
En undersøgelse fra Det Nationale Sorgcenter viser, at 60 procent af efterladte oplever, at slægt, venner og kolleger svigter dem i sorgen. Jeg tror, de efterladte svarer for venligt i undersøgelsen, og at det reelle tal er højere. Jeg har mødt tusindvis af efterladte, og historierne om svigt går igen og igen og igen. I "Kunsten at miste" mødte jeg Melanie Weilguny, som mistede sin far og blev overrumplet af sorgens voldsomhed.
Men også af, hvordan mange i hendes ellers fasttømrede venindegruppe ikke var der, da det gjaldt:
"Jeg sendte et brev til den veninde, jeg havde forventet mest af. Om at jeg savnede hende meget og var ked af, at vi ikke talte sammen mere, og jeg ikke kunne forstå, hvor hun blev af. Men det brev tog hun ikke særlig godt. Hun skældte mig ud over, at jeg kunne finde på at sende sådan et brev til hende. Jeg blev usikker på, om der var noget galt med mig – sørgede jeg forkert eller …" fortalte hun.
"Det sikkerhedsnet, jeg følte, jeg havde – det smuldrede. For de venner, jeg havde regnet med, var der bare ikke. Er det sådan, det er?"
Ja, det er det desværre ofte – og ofte er familien de værste.
"Vi mangler vores landsby. Der skal en landsby til at holde hvad som helst, herunder et dødsfald," siger præst og ritualekspert Liselotte Hornemann Kragh. "Vi må tage os sammen. Det, der ryger, er solidariteten. Og det er skørt, i betragtning af at vi selv hele tiden er en millimeter fra at miste os selv eller dem, vi elsker. Det ville være solidarisk at være mere opmærksom på det."
At omverdenen ofte ikke er der, kommer bag på mange efterladte. Vi troede, at vores venskaber ligesom ægteskabet var ‘i medgang og modgang’. Men når ens elskede dør, viser vennerne sig ofte at være det, man på amerikansk kalder fair weather friends – venner, der kun kommer, når solen skinner.
Hvorfor flygter de?
Der findes mange filtre at se sine venner og familie igennem. Jeg har et, der hedder: Dem, der var der, og dem, der ikke var der for mig. Gruppen af dem, der var der, har tre kendetegn:
1) Der var færre af dem end af dem, der ikke var der.
2) Dem, der var der, var nogle andre end dem, jeg troede, ville være der.
3) Dem, der var der, var oftest mennesker, der selv havde måttet sige goddag til livets uretfærdigheder, for eksempel i form af død, hård skilsmisse, handicappede børn eller andet, der havde udvidet deres kapacitet for at kunne rumme lidelse, både deres egen og andres.
Der var for eksempel fyren, der arbejder med coaching og selvudvikling, der gav mig gratis sessioner for at hjælpe mig igennem sorgen. Eller dem, der skillingede sammen til en forkælelsesgave til os straks efter Sebastians død. Dem, der var der, var hurtigt talt. Og så meget desto mere værdsatte: Efterladte husker, hvem der var der, og hvem der ikke var der. Og det kommer til at rykke rundt på relationerne fremover. Dem, der ikke var der, vil ofte rykke længere ud. Dem, der var der, vil rykke længere ind. Ikke som en slags tak for sidst, man finder bare ud af, hvad folk er lavet af, og indretter sig derefter. Og hvorfor skal man egentlig have venner og familie tæt på, hvis de kun viser sig på solskinsdage?
Hvorfor svigter omverdenen?
"Jamen vi ved jo ikke, hvad vi skal gøre …" pipper de, hvis man spørger. Det pudsige er, at de samme mennesker godt kan finde ud af at snyde i skat eller andre indviklede opgaver. Så man skulle tro, at noget så relativt ukompliceret som at være med mennesker i sorg skulle være en overkommelig opgave. Prøv at gå på nettet, og søg på, "hvordan man er med mennesker i sorg", og se, hvor let det er at blive klogere. Når ‘jamen-vi-ved-jo-ikke-hvad-vi-skal-gøre’-undskyldningen alligevel har en lille smule på sig, er det, fordi vi lever i et komplet kulturløst land, hvad angår sorg. Vi har næsten ingen ritualer, sociale konventioner eller færdselsregler for, hvordan vi omgås folk i sorg. Det står i slående kontrast til mange andre kulturer i verden, hvor den slags er grundigt reguleret – fordi der er behov for færdselsregler, når vi nu alle går igennem sorgen på et tidspunkt, og eftersom det er meget lettere, når alle ved, hvad der forventes af dem.
Og forventningerne i andre kulturer kan endda have en helt anden rækkevidde end herhjemme: Til et foredrag fortalte en kvinde mig, at hun en dag havde mødt sin afrikanske nabo på vej ud ad døren med en gryde mad.
"Hvor skal du hen med den?" spurgte hun sin nabo.
"Den er til en somalisk mand, der har mistet sin kone. Vi er nogle stykker, der skiftes til at komme forbi med mad til ham og børnene," svarede hun.
"Nåh," sagde kvinden, "er hans kone lige død?"
"Næh," svarede hun, "det er et halvt år siden."
"Nåh, men så må manden være en nær ven til dig?"
"Næh, jeg kender ham faktisk ikke rigtig. Sådan gør vi bare i vores kultur."
I Afrika har man åbenbart virkelig styr på dødens færdselsregler – og de er tydeligvis ret omfattende. Og hvilke færdselsregler har vi i Danmark? Mød op til begravelsen, stik af det næste års tid, og ring så uanfægtet, som om intet var hændt, og sig: "Hej, hvordan går det – længe siden …"
Det er selvfølgelig ikke godt nok, og nogle – folkekirken, for eksempel – burde stille sig i spidsen for arbejdet med at genskabe den sorgkultur, vi engang havde, men smed ud ad vinduet sammen med moderniteten.
"Sørgendes beretninger vidner om, at vores samfund ikke støtter fællesskabet i sorgen. Det fører så i stedet til formaliserede fællesskaber som sorggrupper. De bliver til en slags minisamfund. Problemet er de sociale samspil og måden, vi har sorgkultur på. Vi mangler ord og en kultur, hvor vi viser sorgens følelser. Men vi er produkter af en tid, hvor vi er blevet fremmedgjorte over for det," siger sorgforsker Mai-Britt Guldin, som dog oplever, at samfundet bevæger sig i denne tid:
"Jeg ser mere, at en kollektiv sorg finder sted. Det er udtryk for, at man prøver at nærme sig et andet sorgudtryk. Det er acceptabelt, at hele landet bliver kede af, at en kendt person dør. Selve mindehøjtideligheden finder nærmest sted på nettet. Sorgen er blevet mere offentlig. Men hvor meget får vi talt om den personlige berørthed? Forstår vi betydningen af fællesskabet? Jeg håber, vi er på vej …"
Sociologer siger, at vi lever i en mellem- eller overgangstid, hvor vi, som Mai-Britt siger, ser mere kollektiv sorg, og hvor døden og sorgen de seneste år er blevet mere synlig i vores samfund. Sorgritualer, samvær og samtaler om død og om sorg er begyndt at forandre sig. Men samtidig viser nye undersøgelser, at vi skjuler vores sorg for ikke at belaste vores nærmeste. Som altså ikke ved, hvad de skal gøre – men de kunne let finde ud af det, hvis de gad. Hvad er så forklaringen på, at de ikke er der for os?
"Det skyldes folks uvillighed til at se egen død i øjnene. Så enkelt er det," siger Preben Engelbrekt.
"Så den nødvendige kulturforandring må handle om at se egen dødelighed i øjnene. Det gør man helt konkret og praktisk: Skriv breve til børnene. Tag stilling til, om du vil være organdonor, og så videre."
Jeg er meget enig med Preben i det skrigende behov for at se vores egen død i øjnene – det er derfor, hele sidste kapitel i denne bog handler om vores nationale dødsforskrækkelse. Men jeg tror ikke, det er hele forklaringen.
En anden del af forklaringen på, at vi ikke kan finde ud af at være med død og sorg, er et biprodukt af vores magelige, problemløse livsstil her i Vesten, hvor det (heldigvis) er lykkedes os at skubbe nød, død og elendighed på afstand. Det gælder i særdeleshed i et velfærdssamfund som det danske, der renoverer alle vores problemer væk: Vi sender de gamle på plejehjem, de døende på hospicer, de mærkelige børn på specialskoler, og de fattige ud i ghettoerne – alt sammen ting, man i fattigere dele af verden selv er nødt til at tage sig af. Men i Danmark forventer vi, at nogen oppe ved kommunen løser den slags.
Så når den nød, død og elendighed, der er overalt i andre dele af verden, endelig banker på her, er vi komplet uforberedte – vores kapacitet for at rumme lidelse er simpelthen skrumpet ind af mangel på brug. Og når vi så endelig får brug for denne kapacitet over for en efterladt, bliver vi rædselsslagne – og så henviser vi til nogle oppe ved kommunen eller en anden instans, ‘Hvad med at du finder en sorggruppe at gå i?«’
"lle kræver lidelsesfrihed. Alle kommer rendende med deres forsøg på at fjerne lidelsen. Hvem er omsorgen rettet mod? I høj grad mod netværket selv," siger Jes Dige fra Skyggebørn.
"Det handler om at dulme samvittigheden over egen utilstrækkelighed."
Et tredje element i forklaringen på vores utilstrækkelige evne til at være der for de efterladte handler om det, hospitalspræsten Preben Kok som nævnt kalder ‘at være Gud i eget liv.’ Vi vil så gerne tro på, at det er os selv, der bestemmer over vores eget liv og skæbne. Og her i det problemfrie Velfærdsdanmark kan man nå ret langt ved at leve i illusionen om, at man er Gud i eget liv – hvis man altså husker at rydde enhver påmindelse om det modsatte af banen, dybt ulykkelige efterladte, for eksempel. Et fjerde element i forklaringen på omverdenens flugt er i virkeligheden en udløber af nummer tre.
For et af problemerne ved at være Gud i eget liv er, at man selv hænger på hele ansvaret, når livet ikke virker. Så i stedet for at fatte, at sorg er et vilkår, og at det eneste, man som pårørende til en efterladt kan og skal gøre, er at være med vedkommende, så tror vi, at vi skal fikse folks sorg – en svimlende opgave, ingen magter.
"Folk flygter også fra mennesker i sorg, fordi de ikke magter den opgave, de tror, de skal løse. Less is more. Men pårørende tror, de skal præstere," siger psykolog Bo Snedker Boman.
"Det bliver enormt indviklet."
Så din familie og dine venner er et produkt af en utilstrækkelig dansk sorgkultur. Den har fyldt dem med idiotiske illusioner og idéer. Så du hverken kan eller skal forvente, at de er der for dig – vel?
Jo, du kan. Dine kære skal tage sig sammen og sætte sig ind i tingene, præcis som de ville gøre med andre vigtige ting, de ikke forstår. Så sidste del af dette kapitel er skrevet direkte til de pårørende omkring dig. Men inden da skal du lige sætte dig ind i, hvad du selv som sørgende beklageligvis skal gøre.
"En af de vanvittige ting, man som sørgende bliver sat til, er at opdrage sine omgivelser," siger Liselotte Hornemann Kragh.
"Det er pip, men det skal du. Du skal opdrage dine medmennesker. Det er en forpligtelse, der følger med, når man har mistet – så skal du vide, at du fra dag ét har en opdrageropgave for dine omgivelser, og du kan ikke vælge den fra. Det er hårdt, men du baner vejen for andre."