Før spillede naturen ikke nogen rolle for Sebastian Fisker. Ikke ud over, at han godt kunne lide at gå lange ture med sin hund ved vandet langs Limfjorden på Mors, hvor han og hans familie boede dengang før Sverige. I dag er naturen et helle. Længere er den ikke. Og det ændrede sig, som så meget andet, med den nye tilværelse i skoven:
”Mit forhold til min familie ville være anderledes. Min måde at tænke på ville være anderledes. Min måde at opføre mig på ville være anderledes. Jeg kan ikke forestille mig, hvor anderledes jeg ville have været i dag,” siger Sebastian Fisker om sig selv, havde familien valgt at blive hjemme.
Men forældrene valgte at flytte familien til en skov i Sverige, og det mere af nød end noget andet. Moderen, der arbejdede som coach på baggrund af en bachelorgrad i psykologi, og hendes musikermand Jeppe Juul vendte Danmark og deres travle hverdag ryggen sammen med deres fire børn; Sebastian og hans tvillingesøster Victoria på 16 år, lillebror Silas på 11 år og Sigurd, som var under et år i 2011.
”Mor arbejdede helt vildt meget, og Jeppe var ved at få en depression. Vi så aldrig hinanden som familie. Nogle gange spiste vi sammen, men ofte fik man sin egen tallerken med købe-pizza eller noget andet hurtigt, og så gik man ind på sit værelse og så ikke hinanden.”
Sebastian Fisker, der i dag er 23 år, forklarer, at familien sidenhen har talt det igennem mange gange – hvad det egentlig var, der fik deres mor og Jeppe Juul til at tage så drastisk et valg:
”Mor følte, at hun var ved at miste sine børn. Hun og Jeppe begyndte at tale om, at det måske ikke kun var deres skyld, at de var ved at miste deres børn, og at de havde det så dårligt. Måske havde det også noget med samfundet at gøre.”
En dag blev børnene kaldt sammen inde i stuen. Her fortalte de voksne, at de havde besluttet sig for at give familien et år i naturen i Sverige, så snart tvillingerne var blevet færdige med 9. klasse på Mors.
Sebastian Fisker tror ikke, de var taget nogen steder, hvis børnene havde modsat sig det. Men selv ville han hellere end gerne væk:
”Victoria og jeg glædede os helt vildt. Vi var trætte af skolen og havde det heller ikke særligt godt socialt. Vi ville gerne prøve det. Det lød jo spændende, at vi skulle op og bo i naturen. Silas var lidt mindre begejstret, han var populær i skolen og havde masser af gode venner, men han glædede sig også.”
Moderen og Jeppe Juul havde fået kontakt til en mand, der kaldte sig kaptajnen, i Värmland i Midtsverige. Han tog imod familien med åbne arme. Det var vinter, da de alle sammen tog op for at bo hos kaptajnen i et par måneder, før familiens første år i Sverige tog sin egentlige begyndelse:
”Vi havde det alle sammen mega fedt. Det var som en ferie for os. Også selvom det var koldt. Kaptajnen havde jo et ordentligt isoleret hus med en god brændeovn, og han vidste, hvor man kunne finde brænde i skoven. Vi fældede træer, kørte på kælk, og vi gik ture. Det var fedt.”
Sebastian Fisker smiler, når han sætter ord på sin første tid i skoven. Han glædede sig til, at de skulle tilbage, når han og Victoria var blevet færdige med folkeskolen derhjemme. Og kaptajnen fortsatte velvilligt med at dele ud af sit selskab, sin store viden om livet i naturen, sin arbejdskraft og sit værktøj, da familien i sommeren 2011 vendte tilbage til Sverige til en lille primitiv hytte syv kilometer væk fra kaptajnens egen.
På længere sigt skulle det vise sig, at kaptajnen havde sine egne dæmoner at tumle med. Han kæmpede med manglende tiltro til kvinder efter et mislykket ægteskab, men han kæmpede også med flasken og sin trang til at styre alting. Og det gik ud over alle, siger Sebastian Fisker, der blev valgt ud som kaptajnens lærling:
”Han stolede ikke på kvinder, hvilket han sagde helt åbent. Og det tog ham ugevis, før han kunne være alene i samme rum som min mor. Derfor var det også mig, han tog under sine vinger, og ikke Victoria. Og det var ofte, at han råbte højt ad mig, fordi jeg ikke fik mine søskende til at gøre forskellige ting, hvilket jeg jo ikke bare kunne gøre.”
Kaptajnen slap af sted med sin opførsel, fordi det udviklede sig langsomt, mener Sebastian. Men også fordi familien havde brug for hans hjælp til at bygge et nyt hus.
Familiens hjem i skoven bestod af to små rum på tilsammen godt 15 kvadratmeter. Der var intet rindende vand eller elektricitet, og hytten var dårligt isoleret. Senere fik familien en lille generator, som blandt andet leverede strøm til deres fælles computer, men der var behov for et nyt hus, som var bedre isoleret, så de kunne blive boende hen over vinteren.
Kaptajnen hjalp Jeppe Juul og Sebastian med at bygge huset. Men forholdet til kaptajnen blev stadig mere anstrengt. Og det endte med, at kaptajnen gik i en sky af raseri og tog alt værktøjet med sig, to måneder før vinteren satte ind. De nåede det ikke:
”Vi var ved at give op mange gange. Vi gav nærmest op, men så havde vi ikke penge nok til at købe benzin for. Og så blev vi bare nødt til at klare mosten: ’Walk the talk’ (sætte handling bag ordene, red.), som min mor plejer at sige,” smiler Sebastian Fisker.
Da vinteren kom, boede de 11 mennesker i de to små rum. Der var kommet nogle svenske vandringsmænd forbi, som havde tilbudt at hjælpe til med byggeriet, mod at de måtte slå lejr med deres telte udenfor. Men det blev for koldt, og familien var nødt til at invitere gæsterne ind i varmen. Der var ikke stole nok til alle, og Sebastian Fisker beskriver det som at bo som sardiner i en dåse:
”Det var hårdt. Det var hårdt helt ind til knoglen. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre igen, men det er heller ikke noget, jeg vil undvære. Det har givet mig den mentale styrke, som jeg tror, jeg har nu. Folk kom op at skændes og skubbede og skreg af hinanden. Og det var koldt. Det var altid koldt.”
Selvom familien godt kunne komme op at toppes over, hvis tur det var til at hente vand for eksempel, så var det alligevel sjældent de praktiske arbejdsopgaver, der skabte de store gnidninger. Den største overraskelse ved livet i skoven skulle vise sig at ligge et helt andet sted, fortæller Sebastian Fisker:
”Vi havde jo naboer ude i skoven. Og der er nogle gange en grund til, at folk bor langt væk fra civilisationen. Nogle af dem var meget skøre. Der kunne være så meget sladder, kampe, bagtaleri og alt det andet, som vi egentlig havde forsøgt at slippe væk fra.”
Familiens livsændring blev beskrevet i moderens bog og i blogs, og mange så det radikale valg som børnemishandling, fortæller Sebastian Fisker. Hvis de selv havde prøvet det, tror han, de ville se anderledes på det:
”Fordi det i bund og grund var godt for vores familie, og vi lærte hinanden bedre at kende. Det var ofte, at mor og Jeppe sad med naboerne om bålet og havde store politiske diskussioner, som vi børn egentlig ikke forstod så meget af. Men vi lærte alligevel meget ved bare at sidde og lytte. Det var spændende og rart at være en del af.”
Sebastian Fisker fandt dog ud af, at manglen på jævnaldrende i skoven fik en betydning for ham. Han oplevede at skulle lære at være sammen med andre unge igen, da han efter et år flyttede hjemmefra sammen med sin søster, så de kunne fortsætte deres uddannelser. De startede på en svensk folkehøjskole.
”Der var nogle sociale koder, som jeg ikke fattede. Der var nogle sociale regler, som jeg ikke kendte. Og jeg var mærkelig. Men jeg fik nogle gode venner, og jeg havde det sjovt.”
I dag er Sebastian Fisker tilbage i Danmark og i færd med at lægge planer for fremtiden. Han har lige været i Dublin i Irland i et år, hvor han har arbejdet som computerspilstester. På den korte bane skal han tilbage til Irland for at tjene lidt flere penge. Og så har han søgt ind på pædagoguddannelsen. Hvad angår den lange bane, så har han en god fornemmelse for, hvad han vil:
”Jeg vil gerne arbejde med naturen på en eller anden måde. Og hvem ved – måske give det videre. Tage mennesker med ud i skoven og lade dem prøve at leve, som vi har levet, og være ’kaptajn’ for dem, bare på den gode måde.”
Naturen spiller en vigtig rolle i Sebastian Fiskers drømmescenarie for fremtiden. Det skyldes ifølge ham selv helt lavpraktisk, at nu har han prøvet at være i den. Og nogle gange må det bare være nok, at det er dejligt at være i naturen, som han siger.
Livet i skoven har givet Sebastian Fisker mere selvsikkerhed. Og han er ikke i tvivl om, hvor stor en betydning det har haft både for hans familie og for ham selv:
”Når og hvis jeg får børn, vil jeg muligvis gøre noget lignende. Det behøver ikke være på samme måde, men et år i skoven eller et andet sted, hvor børnene bliver en nødvendig del af familien – ikke kun for selskabets skyld, men fordi vi har brug for dem. Det tror jeg, er utrolig vigtigt for børn at lære og tage med sig ud i den store verden.”