Journalist og forfatter: Et barnebarn nulstiller alle dine ure og får dig til at se klart

At blive bedsteforælder er ifølge journalist og forfatter Lars Daneskov at få en ny identitet og et nyt syn på sin alder

Journalist og forfatter: Et barnebarn nulstiller alle dine ure og får dig til at se klart
Foto: Privatfoto og Sara Gangsted/Ritzau Scanpix.

Kort tid inden journalisten og forfatteren Lars Daneskov blev bedstefar for første gang, drømte han, at han døde. Han sad helt stille med et spædbarn i favnen, da hans hoved faldt tungt mod den ene skulder. Forvirret prøvede han at rette sig op, men han kunne ikke. Den spæde måtte han overlade til en anden. Lars Daneskov var død, men barnebarnet levede videre. Da han vågnede næste morgen, stod drømmen tindrende klar, og det var, som om den sad tilbage i kroppen på ham. Det mest mærkelige var, at han ikke var ked af det. Han kunne smile ad tanken om sin egen død. Ja; det var, som om hans død gav mening. Lars Daneskov tror, det var udsigten til, at en ny generation var på vej, som gjorde ham klar til at give slip.

Lars Daneskov gengiver drømmen i sin nye bog ”Verdens bedste bedste. Når dine børn får børn”, som for nylig udkom på Politikens Forlag. Det er 208 ret letlæste sider om at blive bedsteforælder og måske få en ny identitet. Eller som Lars Daneskov udtrykker det:

”At blive bedstemor eller bedstefar er at være blevet ældre, men indse, at det ikke er en straf, men faktisk ret vidunderligt.”

Det var en fredag i sommerhuset, at hans datter gav ham nyheden om, at han skulle være morfar. For ham kom beskeden som ren, ufortyndet lykke. Og fire børnebørn senere er lykken ikke blevet fortyndet.

”Et barnebarn nulstiller alle dine ure og får dig til at se klart. Et barnebarn er feng shui på den glade måde, hvor du pludselig har anledning til at rydde ud og sortere i alt det overflødige. Du får lyst til at gøre status og foretage mental rengøring.”

Som bedsteforældre er man, ifølge Daneskov, semialdrende og har typisk meget, man skal, og meget, man gerne vil. Bedsteforældre er ikke ens, men kan ifølge Daneskov opdeles i fire kategorier: ”De traditionelle” med kaffe på kanden og tid til børnebørnene. ”De hjælpsomme”, som laver mad, fylder køleskabet og i det hele taget opfører sig, som om de aldrig er holdt op med at være forældre for deres egne børn. De er en slags curlingforældre nu med børnebørn og står i kontrast til den gruppe, Daneskov beskriver som ”de fraværende”, som ikke blander sig i hverdagen og kun sjældent har et tæt forhold til deres børnebørn.

Og endelig er der ”de aktive” bedsteforældre, som er meget sociale og måske har et arbejde. De aktive bedsteforældre forsøger hurtigst muligt at overføre den aktive livsstil til deres børnebørn og planlægger en række aktiviteter, som de kan gøre sammen med deres børnebørn.

”Verdens bedste bedste” er en munter kærlighedserklæring til det at være bedsteforælder. Daneskov kalder titlen som bedsteforælder den mest blærede titel.

”Det giver dig mulighed for at skabe nye billeder og historier, og ikke mindst giver det dig mulighed for at kigge i spejlet og tænke, at selvfølgelig er det ansigt blevet ældre, men det passer faktisk meget godt til dig, når det nu endelig skal være.”