Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Blandt tyende og grever på Gammel Estrup Herregårdsmuseum

Jytte Møller bager efter husjomfruen Ottilie Olesens opskrifter fra omkring 1900 i det store herregårdskøkken på Gammel Estrup. Kagerne og kaffen fra Madam Blå sælges til museets gæster. - Foto: Martin Dam Kristensen/Scanpix

Fra himmelsenge og fornemme saloner til det hårde slid i køkkenet. På Gammel Estrup Herregårdsmuseum på Djursland kan besøgende opleve, hvordan grevefamilien og dens tyende levede sammen hver for sig for godt 100 år siden

Ilden knitrer lystigt i det store brændekomfur, og det er med sine otte kogeblus ikke sådan lige at skrue op og ned for.

Men nu er rabarberkagen i ovnen næsten færdigbagt, og den store seksliters Madam Blå-kaffekande er rigelig varm, så nu skal ilden bare holdes ved lige, indtil den næste bradepande med kagedej er klar.

Jytte Møller klarer både brændefordelingen og fordelingen af ingefær og rigeligt med smør i den bløde dej. Hun tørrer sved af sin pande med undersiden af højre arm og tørrer derefter hænderne i sit hvide forklæde og trækker hovedtørklædet lidt længere ned i panden.

Så er hun klar til at servere kaffe og kage fra sin lille salgsbod i hjørnet af det rummelige herregårdskøkken.

Vi er på Gammel Estrup Herregårdsmuseum lidt uden for Auning på Djursland. Vi er her i sommeren 2015, men det kunne på mange måder lige så godt have været en sommerdag for 100 år siden.

Dengang så køkkenet ud på samme måde, kageopskrifterne var også de samme, blot hed husjomfruen ikke Jytte Møller, men Ottilie Olesen.

Sidstnævnte bagte kager og lavede mad til hele herregårdens store husholdning, mens Jytte Møller sørger for, at museets besøgende også oplever med maven.

”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ende på museum,” siger Jytte Møller, der har en fortid som smørrebrødsjomfru.

Men sådan blev det, og de sidste 14 år har hun været en af de vigtigste personer i Gammel Estrups levendegørelse af livet på en herregård i Danmark omkring år 1900.

Lige ved siden af køkkenet ligger et kammer. Det er spartansk indrettet med seng, kommode og et lille bord med servantestel og spejl. På væggen hænger et broderet skriftsted fra Bibelen. ”Salige ere, Mattæus 5,3”, står der, og i vinduesruden, der vender ud mod haven, er der med små sirlige bogstaver ridset ”Ottilie Olesen 1921”.

På grund af sin status som husjomfru fik 24-årige Ottilie Olesen i modsætning til herregårdens andre tjenestepiger sit eget værelse. Her boede hun fra 1918, til hun i 1924 giftede sig med sin forlovede, Niels Madsen Munch, som var ladefoged på Gammel Estrups avlsgård.

De to bosatte sig og stiftede familie i Randers. Det var udelukket, at de kunne blive på Gammel Estrup, for dengang måtte en husjomfru på en herregård ikke være gift.

Når Ottilie Olesen imidlertid stadig har stor betydning for herregårdsmuseet på Djursland, hænger det sammen med, at museet for nogle år siden erhvervede hendes originale, håndskrevne kogebog.

Dermed ved man præcist, hvad der blev spist på herregården på hendes tid, og opskrifterne sætter Jytte Møller i stand til at frembringe fortidens smagsoplevelser og give dem videre til nutidens museumsgæster.

På Gammel Estrup var fordums storhed forbi, da Ottilie Olesen blev ansat i 1918. Der var ikke længere råd til både husjomfru og kokkepige, så hun stod for al maden til både herskabet og tjenestefolkene.

Hun var ansat under Christen lensgreve Scheel, der blev den sidste greve på Gammel Estrup. Herregården havde da været i slægtens eje gennem 600 år, og der er masser af historier at fortælle.

Om renæssancens Eske Brock (1560-1625), der var med i inderkredsen omkring Christian den Fjerde, om Christen Skeel ”den rige” (1623-1688), der ifølge sagnet kunne ride fra Grenaa til Viborg på sin egen jord og om Christen greve Scheel ( 1743-1771), der efter sigende havde en affære med Ruslands Katharina den Store.

Og ikke mindst den om Jørgen greve Scheel (1768-1825), der med sit udsvævende liv formøblede hele familiens enorme formue og blev den indirekte årsag til, at herregården endte som museum.

Da den sidste greve døde i 1926, var der i forbindelse med Lensafløsningsloven kommet nye arveregler, så herregårde ikke længere gik udelt i arv fra far til søn. Alle hans 11 børn skulle dermed arve, og det var der ikke nok til, så herregården blev solgt.

Det var en af Scheels svigersønner, Valdemar Uttental, der købte stedet og i 1930 lavede det om til museum.

Stine Lucia Rasmussen kan alle fortællingerne på fingrene. Hun er uddannet historiker og museumsformidler på Gammel Estrup. I dag er hun trukket i en hellang, vinrød kjole og har grebet en af de mange fint indbundne bøger fra biblioteket på 2. sal.

Dermed bliver hun for en stund til grevinde Christiane Ditlevine Caroline Scheel, der levede på Gammel Estrup frem til sin død i 1918, eller en af de andre grevinder, der har levet deres liv i herregårdens fornemme gemakker.

Hun illuderer et kvindeliv, der var meget anderledes end Ottilies nede i køkkenet. Grevinden skulle først og fremmest udfylde sin rolle som husets dannede frue, der læste, spillede klaver, broderede og ikke mindst opdrog børnene.

I de lange mørke vinterdage - og aftener - har hun nok også siddet med et strikketøj, for det var populært blandt adelen at frembringe tøj, der kunne gives til velgørenhed.

Ifølge Stine Lucia Rasmussen levede herskabet og tjenestefolkene under samme tag, men dog i meget høj grad hver for sig.

”Kammerpigerne eller kammertjeneren kunne grevskabet godt få et nært forhold til, men dog altid med en vis distance. Børnene var ofte tæt knyttet til barneplejersken eller læreren, men ellers levede man meget hver sit liv. Fællesskabsfølelsen på herregården kunne komme frem ved jule- eller høstfesten. Her deltog herskabet, men forlod dog altid festen, før den blev for løssluppen. Der var et særligt hierarki blandt de ansatte, og det var ikke altid dem allesammen, der modtog julegaver. Dem, der var tættest på herskabet, modtog de fineste ting, eksempelvis en sølvske eller stof til nyt tøj. Hvorimod andre modtog langt mere beskedne gaver, vi kender eksempelvis fortællingen om en landvæsenselev i 1950'erne, som aldrig havde modtaget en gave, før han fik en pløjebog i julegave. Det var måske ikke den sjoveste gave at modtage,” siger Stine Lucia Rasmussen.

Hun lægger vægt på, at der altid skal være tid og overskud til personlige møder med museets besøgende og vil gerne have, at publikum opfatter stedet som et hjem, hvor der har været levet et aktivt liv, og hvor de kan få fortællinger, der er knyttet til de ting, der er der.

”Det er folk selv, der bestemmer, hvad vi skal snakke om, og ofte kommer de jo også med historier til os. Der er rigtigt mange danskere, der på en eller anden måde har været i berøring med livet på en herregård og som har historier at fortælle derfra,” siger hun.

Levendegørelsen på Gammel Estrup er ikke en teaterforestilling. Selvom de ofte trækker i kostumer, er både medarbejdere og frivillige på museet sig selv.

”Selvom vi tager gammelt tøj på, så spiller vi ikke. Det er helt bevidst, at vi ikke vil begrænses i tid eller i en bestemt fortælling. Det skal være muligt at spørge os om alt muligt og komme ind på ethvert tænkeligt emne, der har med herregårdsliv at gøre,” siger Stine Lucia Rasmussen.

Sådan er det også i Skovarbejderboligen, der ligger i Lunden Skov en halv times gåtur fra selve museet. Her er Ulrik Søgaard-Hansen ved at kløve brænde, mens Karen Grube Overgaard rydder op efter gæster fra et nærliggende plejecenter, der netop har været på besøg til hjemmelavede pandekager og kompot af friske rabarber fra køkkenhaven.

De to er sammen med omkring 100 andre, især pensionister, som frivillige med til at levendegøre museet.

”Det er sjovt, for vi kommer til at snakke med en masse forskellige mennesker,” siger Ulrik Søgaard-Hansen, der har lagt et arbejdsliv som edb-tekniker bag sig og nu bruger sin historiske interesse i praksis.

Han har sat sig ind i herregårdens historie, og denne dag handler det om at formidle historien om skovarbejderfamilien, der omkring 1930 bestod af Niels Brøsted, hans hustru Olga Mathilde og deres fem børn Peder, Vagn, Børge, Inga og Axel.

Hele familien var engageret i arbejdet i skoven, og rammen om det hjemlige liv var det lille rødmalede hus, der i dag, som dengang, både har køkkenhave, das og et spisekammer med henkogte pærer i gennemsigtige glas og en skinke lagt i saltlage.

”Når vi er her og tager noget andet tøj på, så sker der noget med os. Det er ikke, fordi vi ikke er os selv, men man kan ligesom tillade sig lidt mere, livet bliver en lille smule lettere,” siger Ulrik Søgaard-Hansen.

Inde på herregården er hans kone Lillian Søgaard også ”på arbejde”. Hun er uddannet boghandler, har arbejdet 21 år på et bibliotek og har derudover altid haft en passion for at sy.

Den passion får hun nu afløb for hver tirsdag og torsdag, hvor hun er en af de faste ”sypiger” på Gammel Estrup. I dag er hun i gang med at sy forklæder til kokkepigerne i herregårdskøkkenet, men det kunne lige så godt være en af de fine silkekjoler med krinoline, hun havde sat nålen i.

”Det er lysten, der driver værket,” siger hun, der udover syarbejdet også nyder kontakten til de besøgende.

”'Brugte de underbukser dengang?', er et af de mest stillede spørgsmål,” fortæller hun grinede.

De besøgende på Gammel Estrup denne dag er mest familier med børn, der holder ferie rundt omkring på Djursland og har søgt ly for regnen på det store museum.

I snitteværkstedet, der ligger i et hjørne af den store herregårdshave, møder vi Lisbeth Nielsen og hendes niårige søn Benjamin fra Rødovre. Sønnen har savet og høvlet en lille træpind, som han nu er ved at brænde bogstaver ind i. ”Mor I love you”, skal der stå.

”Altså museer står jo ikke lige højest på ønskelisten, når man er i Benjamins alder, men det går an, fordi der er mange ting, man kan lave herude,” siger Lisbeth Nielsen og tilføjer, at sommerferiens skattejagt er en god måde at få trukket børnene rundt i de mange rum på.

Selv synes hun, museet er en øjenåbnende oplevelse, som hun har tænkt sig at anbefale til andre.

”Det er nogle utrolig flotte og velholdte stuer og kamre. Det er herskab og tjenestefolk på dansk,” siger hun.

Herregården Gammel Estrup ved Auning på Djursland blev museum i 1930. Inden da havde det i 600 år været ejet af greveslægten Scheel. Foto: Martin Dam Kristensen
Museumsformidler Stine Lucia Rasmussen i en kopi af en grevindekjole fra omkring 1900. Her er hun i herregårdens bibliotek. Foto: Martin Dam Kristensen
I skovarbejderhuset er Ulrik Søgaard Hansen i gang med at kløve brænde, mens Karen Grube Overgaard ser til fra køkkendøren. De hører begge til de omkring 100 frivillige på Gammel Estrup Herregårdsmuseum. Foto: Martin Dam Kristensen