Landmand Mogens Gjerløv gik ude i urtehaven, første gang han mødte Aldina og Suraj Galil Kowa. Hærvejen fører forbi Elin og Mogens Gjerløvs gård på Østrupvej lidt syd for Saltum i Vendsyssel. Men parret, der traf Mogens Gjerløv i urtehaven, lignede ikke de vandrere, som jævnligt passerer med oppakning og vandrestøvler på fødderne.
Nogle måneder tidligere var det eritreiske par kommet til Jammerbugt Kommune som FN-kvoteflygtninge sammen med deres tre børn. En medarbejder på det lokale jobcenter havde foreslået dem at tage ud til Elin og Mogens Gjerløvs gård.
Parret spurgte Mogens Gjerløv, om han manglede en medarbejder på gården? Først svarede Mogens Gjerløv, at han ikke havde et job, men så tænkte han sig om en ekstra gang. Med omkring 100 hektar jord, en større kødkvægsbesætning, får, geder og heste og et stort ældre stuehus, kunne han måske godt finde noget forefaldende arbejde til Suraj Galil Kowa.
”Når han fik en opgave, løste han den, og han fandt selv den næste opgave og havde idéer og løsninger. Vi fik hurtigt et godt samarbejde, og jeg gav ham nøgle til vores hus.”
I det daglige samarbejde mellem Suraj Galil Kowa og Mogens Gjerløv i stalden og på markerne spirede det, som i dag er blevet et venskab mellem to ægtepar. Suraj Galil Kowa, som har en fortid som hyrde i bushen i Eritrea, blev ansat under normale løn- og arbejdsvilkår omkring 30 timer om ugen. Relationen mellem de to familier udviklede sig.
Men hvad deler et flygtningepar fra Eritrea og et vendsysselsk ægtepar, der efter en tilværelse som henholdsvis efterskolelærer og plejehjemsleder har viet deres tid til landbruget og en stor have? Først og fremmest deler de en grundlæggende sympati. Mogens Gjerløv:
”Da jeg så dem første gang, så tænkte jeg, at de så utrolig rare ud.”
Suraj Galil Kowa siger om venskabet:
”De er gode mennesker, og vi kan stole på hinanden.”
Mogens Gjerløv siger:
”Selvom Aldina og Suraj har meget at tænke på som flygtningefamilie, har de vist en stor omsorg og ordentlighed. Når jeg tænker på dem, tænker jeg på næstekærlighed.”
Mogens Gjerløv havde længe talt om, at han gerne ville købe et gammelt hus i Saltum og renovere det. Han tænkte, at istandsættelsesarbejdet kunne være et job for Suraj Galil Kowa.
”Jeg vidste, han ville have evnerne til det.”
Mogens Gjerløv fandt et hus på Rolighedsvej i Saltum og realiserede sin idé. I et halvt år var vennen ansat til at sætte huset i stand. I dag bor familien Galil Kowa i huset, hvor man fra haven kan se Elin og Mogens Gjerløvs gård.
Det var dog ikke uden betænkeligheder, at Mogens Gjerløv lod familien leje huset, for Elin og Mogens Gjerløv ville nødig overbelaste deres venskab. Men familien Galil Kowa drømte om en have med plads til trampolin og køkkenhave. Selvom familien Galil Kowa har nok at se til med to fuldtidsjobs, har de nu rækker med porrer og gulerødder i den nyanlagte urtehave.
Inde i stuen i huset på Rolighedsvej dufter der krydret. Aldina Gali Kowa er ved at riste kaffebønner. Stuens vægge domineres af store billeder af Jesus og Jomfru Maria, og på sofabordet er der dækket op med chips, frugt og fyldte chokolader. Lidt efter bliver en dansk-eritreisk buffet stillet frem.
”Aldina. Det er alt for galt,” siger Elin Gjerløv ved synet af al den mad, som bliver båret ind. I stuen fortæller Aldina og Suraj Galil Kowa om, hvordan det gik til, at de i slutningen af 2016 havnede i Vendsyssel. I 2009 indledte de flugten fra det borgerkrigshærgede fædreland til Etiopien. Deres søn Bahari var syg, og de ville have ham til Etiopien, hvor de håbede, at han kunne få professionel hjælp. Far og søn blev indlagt, og i en årrække boede parret med deres børn i en flygtningelejr i en bolig af teltdug, pap og plastik.
I dag er Bahari tilknyttet Center for Sjældne Sygdomme på Skejby Sygehus og går på en specialskole i Brovst. Også her kommer venskabets praktiske aspekt ind. Aldina og Suraj Galil Kowa spurgte, om Mogens eller Elin Gjerløv kunne hjælpe dem med kontakt til sygehus og specialskolen.
”For mig er Elin og Mogens som familie,” siger Suraj Galil Kowa. Mogens Gjerløv siger:
”Jeg er glædeligt overrasket over den forståelse, vi har mødt både i sundhedsvæsnet og i skolesystemet over behovet for, at vi som venner er inddraget.”
Familien Gali Kowa forbereder sig på at holde fest. Lørdag den 28. august skal Bahari konfirmeres i Saltum Kirke. Forældrene kommer i forskellige frikirker i Nordjylland, men Bahari vil gerne konfirmeres i den hvidkalkede middelalderkirke i Saltum.
Igen kommer den praktiske side af venskabet i spil. Der er ikke plads til at holde konfirmationsfest i stuen i Saltum, men Elin og Mogens Gjerløv har et lokale ved gården, der kan være en god ramme.
Og sådan bliver det.
”Man får lidt af en lykkefølelse, når man ser, hvordan Aldina og Suraj, med de mange anstrengelser de har bag sig, lykkes med at kunne holde fest og med værdighed og stolthed fejre deres søns konfirmation.”
Elin Gjerløv siger:
”Deres børn er meget vellidte, og når jeg hører godt om dem fra andre i byen, så gør det mig glad.”
Der er stadig rigeligt med mad på bordet i stuen i Saltum, men Aldina Galil Kowa må bryde op, for hun skal møde på Strandhotellet i Blokhus. Da de har taget afsked, og det danske par atter er på vej til deres gård på Østrupvej, taler Mogens Gjerløv om den inspiration, han får i venskabet.
”Jeg tilhører en generation, hvor vi er mange, som har samlet megen materiel rigdom og stadig er bange for at komme til at mangle noget. Men når jeg ser, hvordan Aldina og Suraj klarer sig, så sætter det mange ting i perspektiv.”
Fredag den 27. august udgiver Kristeligt Dagblad et magasin om venskaber.