Prøv avisen
Signatur

Denne sommer fik jeg mig en digital lærestreg

Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Redaktør Karin Dahl Hansen modtog i sommerferien en ubehagelig mail med trusler og forsøg på afpresning. Oplevelsen har fået hende til at ændre sine simple kodeord til sine digitale tjenester til nogle, der er til den meget kryptiske side

Vi ved det godt. Kodeordene til de mange digitale tjenester, vi benytter, skal være lange og uforståelige. Indeholde store og små bogstaver, mærkelige tegn og være så kryptiske, at ingen kriminelle kan regne dem ud. Desuden skal de være forskellige og skiftes jævnligt.

Men hånden på hjertet – hvor mange af os overholder den regel? For sagen er, at de færreste kan holde rede på dusinvis, ja måske hundredvis af kryptiske kodeord, og det kan blive så indviklet, at det ikke kun er de kriminelle, men heller ikke os selv, der kan logge ind.

Men denne sommer fik jeg mig en digital lærestreg.

Moises Aziz sendte mig en mail. Jeg kender ingen ved det navn, men når mine øjne alligevel faldt på netop den mail, mens jeg lå søvnløs på et hotelværelse i ferieland, var det på grund af ordene i emnefeltet. Her stod min mail-adresse – samt et password, jeg har brugt gennem de seneste 20 år. Et meget simpelt kodeord, der ingenlunde overholder sikkerhedsreglerne, men det har tjent mig godt. Men nu stod det altså i emnefeltet – sort på hvidt og ikke som de sorte prikker, man normalt ser.

Jeg åbnede mailen, og nu fremgik det, at Moises Aziz vidste mere om mig. Det hævdede han i hvert fald. For ifølge mailen havde jeg set porno, og ikke nok med det. Mens jeg havde set porno, var jeg blevet filmet af min computers webkamera. Og snart ville mine venner, familie og kolleger modtage en mail, hvori de ville kunne se dele af pornofilmen og ikke mindst mig, der så denne film. Hvis ikke jeg brød mig om den tanke, havde Moises Aziz et godt tilbud til mig. Jeg kunne inden for 24 timer betale 3200 amerikanske dollars i den digitale valuta bitcoin, og så ville min hemmelighed forblive mellem hr. Aziz og mig.

Jeg fik hjertebanken. Godt nok er jeg ikke blandt pornoindustriens kunder, og jeg erindrede på hotelværelset intet om, at nogen af de computere jeg benytter til daglig, har et webkamera. Men her var altså nogle cyberkriminelle, der havde opsnappet noget om mig. Nemlig et af mine digitale passwords (heldigvis ikke til den pågældende mailadresse). Hvor kunne de logge sig ind? Normalt sletter jeg blot spam uden at tænke videre over det, fra Nigeria-mails over kærlighedstilbud til phishingmails, der forsøger at lokke bankoplysninger ud af folk. Og normalt er den digitale kriminalitet udført så ringe og på så dårligt engelsk, at man kun kan grine ad det. Ja, faktisk har jeg nok nogle gange været lidt hånende over for mennesker, der hoppede på den digitale limpind og blev snøret. Men det her var anderledes. Det var det med kodeordet. Jeg lå med min smartphone i hånden og spekulerede pludselig på, om nogen mon kunne se mig netop nu via telefonens kamera. Kunne nogen høre mig? Ja, kunne de læse mine tanker? Det var nat, og jeg var langt væk hjemmefra. Næste dag skiftede jeg kodeord på et par af mine digitale tjenester, der virkede mest oplagt, og kontaktede avisens it-chef. Og så ventede jeg. I irrationel frygt i 24 timer på, om der ville komme en ny afpresningsmail. Det gjorde der naturligvis ikke, og siden jeg kom hjem, har jeg læst, at mange danskere har modtaget netop denne mail denne sommer.

Det hele gled lidt i baggrunden. Herregud, en bagatel, og jeg kunne grine lidt ad mig selv. Indtil to uger senere, da jeg modtog en ny advarsel. Denne gang fra Facebook, der kunne oplyse mig om, at jeg var logget ind på en for mig ukendt telefon i Lejre. Og et minut senere i København. Og jeg var ingen af stederne. Jeg fik travlt. Teenagedatteren blev tilkaldt, vi gik i gang, og alting blev tjekket. Ingen havde heldigvis nået at gøre noget i mit navn. Men nu blev der gået drastisk til værks. Kodeordene skulle ændres og det til den særdeles kryptiske side. Fingrene dansede over tastaturet i tilfældig rækkefølge, og der opstod svære nøgler. Men hvordan skulle jeg nu selv huske dem? Jo jeg har løst det. Jeg har skrevet dem op. På et stykke gammeldags papir. I hånden. Analogt og stadig it-forbudt. Jeg ved det. Men sedlen ligger et hemmeligt sted, så i hvert fald Moises Aziz, eller hvem han nu er, ikke kan få fingre i den.