Prøv avisen
Seniorliv

Et helt livs rod: Vi gemmer for meget – også ting, vi absolut godt kan leve uden

Hvis man ikke kan komme i tanker om, hvorfor man har gemt en bestemt ting, så er det, fordi den ikke har nogen betydning, og så er det ud med den, skriver Birgit Meister i sin klumme. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Er det svært at få ryddet op? Skal børnene stå for det til sin tid? En lille bog giver gode råd til at få orden i alt det, mange af os gemmer

Ting samlet sammen over et helt liv. Er det mon det, mange af os lever med? Ting og ting, papirer og papirer og tøj og tøj – og tusinde andre sager.

Nogle har nemt ved at rydde op, andre har det svært og får det aldrig gjort.

Nogle føler stor lykke ved at smide ud og skabe orden, andre lader tingene blive i utallige æsker og skuffer og skabe.

Jeg indrømmer, at jeg ikke er så god til at smide ud. Jeg har for mange bøger for eksempel. Jeg har skilt mig af med mange, synes jeg selv, men når jeg ser på mine reoler, kan jeg ikke få øje på, hvor der er blevet færre. Dertil kommer, at der ligger nye, små bunker. Bøger er jo pragtfulde, men skal de gemmes og gemmes?

Visse ting er det vemodigt at skille sig af med, for der er en kær erindring knyttet til dem.

”Men,” tænkte en svensk kvinde, ”jeg vil jo ikke have, at mine kære børn skal få en masse besvær med alle mine ting, når jeg er død”.

Og så skrev hun en bog om oprydning. ”Fru Magnusson rydder op! Kunsten at få orden i et helt livs ting.” Det er Margareta Magnusson, der har skrevet den, og den er oversat til mange sprog. Det er ikke kun os her til lands, der skal have en hjælpende hånd. Den danske udgave står Lone Bastholm for.

Margareta Magnusson er kunstner og skriver om sig selv, at hun er mellem 80 og 100, og hun mener, at man kan have stor glæde af en grundig oprydning. Det er ret interessant at gennemgå sine ejendele og blive mindet om, hvad de har betydet for én, skriver hun

Og hvis man ikke kan komme i tanker om, hvorfor man har gemt en bestemt ting, så er det, fordi den ikke har nogen betydning, og så er det ud med den.

Fru Magnusson vil gerne give sin læser gode råd om, hvordan man griber det hele an, så det ikke bliver alt for uoverkommeligt. Hun synes, man skal begynde med kælder eller loft, hvis man har det, og så garderobeskabene. Man skal i hvert fald ikke begynde med fotografier, breve eller personlige papirer. For så kan man være næsten sikker på, at man ikke kommer videre, men falder i staver, læser og læser og gror fast i mindernes land.

Jeg kom til at tænke på en kær ældre bekendt, der skulle flytte til en mindre bolig med sin hustru, og som lejede et helt kælderrum i nabolaget af en venlig dame med god plads. Der anbragte han papirer fra et langt travlt liv. Papirer, som han fandt meget, meget vigtige, og som han under ingen omstændigheder kunne skille sig af med.

Syv år senere ringede den venlige dame og sagde, at nu måtte han flytte papirerne, for hun havde solgt huset. Og som han fortalte mig: ”Jeg havde ikke været der en eneste gang i de år, der var gået! Nu røg det hele ud.”

Margareta Magnusson er inde på lidt af det samme. Hendes erfaring fra oprydning i forældres og svigerforældres hjem er, at vi gemmer for meget. Også ting, vi absolut godt kan leve uden. Og så skriver hun: At blive gammel er ikke for svæklinge! Før eller siden kan der komme gebrækkeligheder, og det er rart at kunne hygge sig med gøremål, der ikke er for krævende. Se derfor at få begyndt på at sortere og afhænde.

Ting, tøj, bøger, køkkenet giver hun gode råd om (vi gemmer gamle køkkenmaskiner, selvom vi køber nye, påstår hun), og også om ting, man ikke nænner at skille sig af med. Hun har lavet en æske, hvorpå der står ”Privat, må smides ud”, der ligger ting og breve, som minder hende om særlige begivenheder. De er kun værdifulde for hende selv, så andre må kassere dem.

Nu bliver der ikke skrevet så mange breve som i tidligere tider, men i mange familier er netop breve med til at fortælle familiers historie. Og sådan noget skal gemmes, men lad det ligge samlet, og lav eventuelt en lille oversigt, lyder forslaget. Og så er der fotografierne. Hvis der ikke er navn på de fjerne onkler og tanter, ved ingen af familiens unge, hvem de er. Skal det så gemmes? Nej, vel?

Og hvis de – og alt det andet – ryger ud, skriver fru Magnusson, kan det være med til, at man føler det skønt, spændende og forløsende at befri sig selv og sin familie for et helt livs rod.