Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Serie: Hjemmets sjæl

Et hjem er en tilstand

Mister man sit hjem, er det som at miste et stykke af sig selv, mener antropolog Mark Vacher. Her er det et villakvarter i Valby i København. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Man kan købe en bolig, men ikke et hjem. Da 75 boliger gik tabt efter fyrværkeriulykken i Seest, viste forskningen, at mister man sit hjem, er det som om, man mister et stykke af sig selv. Men mennesket er samtidig i stand til at skabe et hjem under de mest primitive og hårde forhold

Eksplosioner oplyste himlen, og jorden rystede den eftermiddag, hvor N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik på Kløvkærvej i Seest sprang i luften. Ulykken den 3. november 2004 fik store konsekvenser for husene omkring fabrikken. Hvad der engang havde været et parcelhuskvarter, lignede nu en ruinhob. 300 huse var svært beskadigede, og 75 af boligerne stod ikke til at redde.

Da Mark Vacher, der er lektor i etnologi ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, ville forstå, hvad hjem er, og hvordan det bliver til, tog han til Seest. Han tænkte, at det måske ville være lettere at tale om, hvad et hjem er, når man havde prøvet at miste sin bolig.

Beboerne i Seest, som før ulykken havde boet i parcelhuse fra 1960’erne, boede nu i moderne parcelhuse, hvor alt var nyt – fra sengene til kaffekopperne og bøgehækken. Nogle af forsikringsselskaberne havde sågar givet kunder i Seest mulighed for at indrette sig med hjælp fra indretningsarkitekter. Men selvom beboerne havde fået de rammer og det indbo, de ønskede sig, havde de mistet deres hjem den dag i november, hvor fyrværkerifabrikken på Kløvkærvej sprang i luften.

Mark Vacher er antropolog og har forsket i hjem og hjemlighed i en årrække. Efter at have lavet feltarbejde i blandt andet sommerhuskvarterer, almennyttigt boligbyggeri og rækkehuskvarterer er hans overordnede konklusion: Du kan købe en bolig, men du kan ikke købe et hjem. Hjem er en tilstand, som det tager tid at etablere. Der er en forbindelse mellem de fysiske ting i boligen fra køkkenknivene til sofaer og de mennesker, som bor i huset: Man hjemliggør. Mister man sit hjem som beboerne i Seest, er det, som om man mister et stykke af sig selv, for hjemmet er en slags forlængelse af kroppen.

”Et af problemerne i Seest var, at familierne efterfølgende havde fået alt på en gang. Man kan ikke vokse sammen med så stor en materialitet på én gang. Det sker gradvist og over tid. Jeg husker et besøg i Seest, hvor der lå en knagerække, som ikke var sat op, i et hus, som ellers var færdigindrettet. Før ulykken havde familien gjort alt muligt selv i boligen, men nu, hvor alt var nymalet og snorlige, var det nærmest skræmmende at skulle sætte den knagerække op. For hvad nu, hvis den ikke sad lige?”.

Hjem er ifølge Den Danske Ordbog ”en persons bolig, som udgør vedkommendes private tilholdssted”. Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) skrev i 1950’erne to tekster om begrebet hjem, som i dag anses som nøgletekster om begrebet hjem og hjemliggørelse. ”Bauen Wohnen Denken” og ”Dichterisch wohnet der Mensch…”. Med sin tænkning gør Heidegger det tydeligt, at mennesket er altid allerede i verden og har hjemme i verden. At bo hænger sammen med at være. Mark Vacher siger:

”Heidegger er en værensfilosof og ser det at bo som væren. Mennesket er altid allerede hjemme i verden. Vi har hjem i vores krop. Det ser du, når et nøgent menneske krummer sig sammen i fosterstilling for at skærme kroppens vitale organer.”

I tre år har den prisbelønnede danske dokumentarist og filminstruktør Boris Benjamin Bertram, som også har en kandidatgrad i socialpsykologi, rejst rundt i verden for at undersøge, hvad der skaber hjem. Det er blevet til dokumentarfilmen ”The Human Shelter” eller oversat til dansk ”Menneskets ly”. Filmen har været vist på en række festivaler, og i efteråret skal den vises på Architecture & Design Film Festival i New York i samarbejde med MoMA og The New York Times.

”Fra antropologien har vi lært, at et hjem er hjemmets materialer, det er det sociale miljø og de fortællinger, vi har om vores hjem. Men der er også en fjerde dimension: Hvordan sanser vi hjem?”, siger Boris Benjamin Bertram.

Uanset om Boris Benjamin Bertram er gået gennem sneen med samiske rensdyrnomader i Nordnorge, eller om han har sejlet i den flydende slumby Makoko i udkanten af Lagos i Nigeria, har han stillet følgende spørgsmål: Hvad skaber et hjem for dig? Både rensdyrnomaden i Finmarken og den kvindelige iværksætter i slumbyen i Makoko har givet sanselige svar på, hvad der skaber hjem. Rensdyrnomaden svarer, at hver årstid – efterår, vinter, forår og sommer – er et hjem for ham, mens kvinden i Makoko siger, at hjem er at mærke brisen, der kommer ind fra havet. Brisen får hende til at sove godt.

I sin forberedelse til filmprojektet læste Boris Benjamin Bertram Heideggers ”Dichterisch wohnet der Mensch…”, hvor Heidegger citerer den tyske digter Friedrich Hölderlin (1770 – 1843): ”Dichterisch wohnet der Mensch auf dieser Erde” eller sagt på dansk ”poetisk bor mennesket på denne jord”. De ord blev en slags ledetråd for filminstruktøren. Uanset om Boris Benjamin Bertram lavede optagelser i et Mars-habitat på Hawaii eller i en mikrolejlighed i Tokyo, oplevede han den poesi, mennesker skaber i hjemmet.

”Heidegger sammenligner det at skabe beboelse med at skabe poesi. Selv når mennesket næsten intet har, har mennesker en iboende kraft i sig, som giver en styrke til at skabe hjem, overleve og finde håb.”

Sammenhængen mellem modstandskraft og poetisk kraft blev måske mest tydelig, da Boris Benjamin Betram besøgte en flygtningelejr i det nordlige Irak. I det kurdiske område boede mennesker på flugt fra Islamisk Stat. Da Boris Benjamin Bertram gæstede familiernes boliger i lejren, blev han flere gange overrasket over den skønhed, flygtingene havde indrettet sig med. Skønt de havde få midler, havde flere af familierne prioriteret at dække loftet og de hvide vægge med farverige stoffer. Som en kvinde siger i filmen om indretningen:

”Det gør min psyke glad at se på de farverige stoffer.”

Man kan godt have et hjem, hvor man ikke føler sig hjemme. Og man kan godt føle sig hjemme, hvor man ikke har et hjem. Det er et af paradokserne omkring hjem og hjemfølelse, som kulturgeograf Carsten Schjøtt Philipsen har undersøgt i sin ph.d. om hjemfølelse.

Han talte med folk, som var flyttet i parcelhuse og lejligheder, men også med mennesker på herberg uden fast bopælsadresse. Hvorvidt man føler sig hjemme, handler ikke bare om, at man har en folkeregisteradresse.

Carsten Schjøtt Philipsen har forsøgt at undersøge, hvordan mennesker opnår hjemfølelse. Og som det viste sig, da beboerne i Seest var vendt tilbage til kvarteret efter eksplosionen i 2004, er en pæn og velindrettet bolig ikke nødvendigvis lig med hjemfølelse.

I sin forskning indsamlede Carsten Schjøtt Philipsen flyttehistorier. Det er historier om den nærmest rituelle uddrivelse af den tidligere ejer, som mange mennesker, bevidst eller ubevidst, foretager, når de flytter til en ny bolig. Typisk vil der være detaljer i hjemmet fra de tidligere ejere, som man sætter pris på og fremhæver, men der vil også være ting, som man hurtigt ønsker at viske bort.

”Nogle skal have udskiftet toiletterne og malet alle rum, før de kan føle sig hjemme. Andre kan nøjes med at bage kager og tænde stearinlys.”

Carsten Schjøtt Philipsen konkluderer, at der er tre veje til at opnå hjemfølelse. Enten kan man vænne sig til omgivelserne ved på en måde at omforme sig selv. Man kan præge omgivelserne ved at lave om på indretningen, og den tredje vej til at føle sig hjemme handler om at finde en forsoning med, hvordan verden ser ud der, hvor man nu engang er i livet.

Fra antropologien har vi lært, at et hjem er hjemmets materialer, det er det sociale miljø og de fortællinger, vi har om vores hjem. Men der er også en fjerde dimension: Hvordan sanser vi hjem?

Boris Benjamin Bertram, dokumentarist